Hele sandheden om graviditet.

Dette er ikke et brokke indlæg og det er ikke for at få det til at lyde som en negativ oplevelse at være gravid. Det at få et barn er uden tvivl en af de største og bedste oplevelser i livet. Dette indlæg er mere tænkt som et forsøg på at afbalancere den ofte meget ensidigt positive fremstilling.

Jeg føler tit at det er som om det er forbudt at sige noget negativt om det at være gravid. Selv blandt meget tætte veninder eller familiemedlemmer er der ofte sådan en tendens til at man bliver hugget ned med kommentaren at "nu er graviditet jo ikke en sygdom".

Det er næsten sådan en uskreven regl at man ikke siger noget negativt og når nogen spørger om det ikke er vidunderligt at være gravid så fortsætter man i samme spor og udelukkende positivt sådan som det forventes. Jeg syntes at det burde være mere socialt acceptabelt at komme frem med de trælse ting også. For der er jo alle mulige trælse symptomer.

Kvinder der har født børn er faktisk de værste syntes jeg. De vil næsten altid fortælle at "de aldrig har været lykkeligere end da de var gravide og nok var fødslen slem, men det glemmer man hurtigt".

Jeg tror virkelig at det er sandt at man glemmer det. Jeg kan ikke engang huske hvordan veer føles (andet end at det gjorde vildt ondt) og jeg havde komplet fortrængt hvor hæslig min første graviditet var indtil jeg nu blev gravid igen (denne gang går det heldigvis meget, meget bedre indtil videre).

Jeg syntes at det er vildt hårdt at være gravid, især her de første 3 mdr og jeg har et par sekunder hver eneste dag hvor jeg tænker "shit hvis jeg havde husket at det var så hårdt ville jeg så have gjort det alligevel?" Forstå mig ret, det er kun et par sekunder og self. elsker jeg barnet i maven og vil gerne have det. Men benhårdt er det. Det er bare som om det er totalt tabu emne at det er pisse hårdt også. Og jeg oplever også at når andre spørger til min graviditet at jeg så sugar coater det og fremhæver alt det positive og glade. De ser jo ikke om aftenen at jeg bare er gået kold på sofaen af træthed. Dermed ligner jeg jo en super gravid ud af til selv om jeg er meget meget menneskelig i virkeligheden. De andre gravide virker også som super gravide og som om de har styr på alt. Jeg tænker bare på om de måske også faker/lægger udelukkende vægt på det positive når de viser ansigtet ud ad til?

Er du super woman for real, eller syntes du også at det er vildt hårdt (og skønt self.) at være gravid og ville gerne at det var mere ok at melde ud at det er hårdt?

Det er muligt at være anonym.

Tror du ikke bare du høre de gode 'kliche' historier og måske lægger mete mærke til dem, fordi du selv har det dårligt??

Jeg har haft to fantastiske graviditeter.  Nok nogen a dem, som du beskriver. 

Men jeg havde IKKE ondt, var ikke dødsens træt eller andr ting. Skulle tisse hver 2. Time i døgnet, men det generede mig ikke. 

Min veninde er i 33. Uge og har ikke mærket noget somhelst til graviditeten (andet end liv og voksende mave). Hun har det altså også perfekt. 

Så min gravid-sandhed er overhoved ikke som du beskriver. 

Er dog udemærket godt klar over at nogebhar det virkelig dårligt

Haha..

Jeg tør da godt sige at jeg synes det er noget værre %&#/()/% at være gravid.

Men min graviditet er så også ALT ANDET end normal.

Alt hvad der kan gå galt går galt.. Jeg bløder i stride strømme pga hæmatomer i livmoderen. Det gør ondt i sækken og jeg kan ikke passe mit arbejde og tilmed ikke lave en disse herhjemme.

Vi fik et lortetal til NF og er pt igennem hele møllen med biopsier, scanninger osv..

Jeg ligefrem glæder mig til det hele er overstået og jeg står med en forhåbentlig sund og rask datter i favnen.

Jeg elsker putten i mavsen, men iiiiiihh.....

LR85 skriver:

Tror du ikke bare du høre de gode 'kliche' historier og måske lægger mete mærke til dem, fordi du selv har det dårligt??

Jeg har haft to fantastiske graviditeter.  Nok nogen a dem, som du beskriver. 

Men jeg havde IKKE ondt, var ikke dødsens træt eller andr ting. Skulle tisse hver 2. Time i døgnet, men det generede mig ikke. 

Min veninde er i 33. Uge og har ikke mærket noget somhelst til graviditeten (andet end liv og voksende mave). Hun har det altså også perfekt. 

Så min gravid-sandhed er overhoved ikke som du beskriver. 

Er dog udemærket godt klar over at nogebhar det virkelig dårligt

Hvor fantastisk for dig at det var sådan nogle dejlige oplevelser

Jeg syntes at jeg har det godt i denne graviditet. Jeg er møg udmattet, men det er jo normalt de første 3 mdr og så er der knas med bækkenet, men det vidste jeg på forhånd så det er ok. Men altså min første graviditet var reelt slem og dårlig på mange måder, så jeg har prøvet begge dele om man så kan sige. Både den gode og dårlige start.

Jeg undrer mig bare over at man ikke hører nogen snakke om de svære ting, men kun de gode. Altså jeg ved at nogle virkelig har super gode graviditeter, men jeg syntes heller ikke at dem som har hårde graviditeter italesætter det. Det er ligesom tabu.

Jeg har en veninde, som var så syg under hele hendes graviditet at hun græd dagligt og sluttede forløbet af med en virkelig hæslig fødsel der endte i AKS. Den dag i dag (halvanden år senere) omtaler hun denne graviditet som om at det var da bare så fint og hun var slet ikke ret dårlig, havde en smule halsbrand og kastede op en enkelt gang eller to?

Selvfølgelig er det dejligt at være gravid, men jeg savner absolut ikke at have kvalme, da det var det mest forfærdentlige.. Jeg kunne godt lide det fra uge 14 og frem til uge 25.. Nu synes jeg bare at maven er ved at være i vejen.. Synes det er hårdt at slå græs og at man ikke kan helt de samme ting som før..  Men elsker stadig at være gravid.. Der er mange ting der er træls og man glæder sig da til det er overstået.. Men når folk spørger hvordan det er, så er det ikke kun de positive ting der kommer frem..

Dette er ikke et brokke indlæg og det er ikke for at få det til at lyde som en negativ oplevelse at være gravid. Det at få et barn er uden tvivl en af de største og bedste oplevelser i livet. Dette indlæg er mere tænkt som et forsøg på at afbalancere den ofte meget ensidigt positive fremstilling.

Jeg føler tit at det er som om det er forbudt at sige noget negativt om det at være gravid. Selv blandt meget tætte veninder eller familiemedlemmer er der ofte sådan en tendens til at man bliver hugget ned med kommentaren at "nu er graviditet jo ikke en sygdom".

Det er næsten sådan en uskreven regl at man ikke siger noget negativt og når nogen spørger om det ikke er vidunderligt at være gravid så fortsætter man i samme spor og udelukkende positivt sådan som det forventes. Jeg syntes at det burde være mere socialt acceptabelt at komme frem med de trælse ting også. For der er jo alle mulige trælse symptomer.

Kvinder der har født børn er faktisk de værste syntes jeg. De vil næsten altid fortælle at "de aldrig har været lykkeligere end da de var gravide og nok var fødslen slem, men det glemmer man hurtigt".

Jeg tror virkelig at det er sandt at man glemmer det. Jeg kan ikke engang huske hvordan veer føles (andet end at det gjorde vildt ondt) og jeg havde komplet fortrængt hvor hæslig min første graviditet var indtil jeg nu blev gravid igen (denne gang går det heldigvis meget, meget bedre indtil videre).

Jeg syntes at det er vildt hårdt at være gravid, især her de første 3 mdr og jeg har et par sekunder hver eneste dag hvor jeg tænker "shit hvis jeg havde husket at det var så hårdt ville jeg så have gjort det alligevel?" Forstå mig ret, det er kun et par sekunder og self. elsker jeg barnet i maven og vil gerne have det. Men benhårdt er det. Det er bare som om det er totalt tabu emne at det er pisse hårdt også. Og jeg oplever også at når andre spørger til min graviditet at jeg så sugar coater det og fremhæver alt det positive og glade. De ser jo ikke om aftenen at jeg bare er gået kold på sofaen af træthed. Dermed ligner jeg jo en super gravid ud af til selv om jeg er meget meget menneskelig i virkeligheden. De andre gravide virker også som super gravide og som om de har styr på alt. Jeg tænker bare på om de måske også faker/lægger udelukkende vægt på det positive når de viser ansigtet ud ad til?

Er du super woman for real, eller syntes du også at det er vildt hårdt (og skønt self.) at være gravid og ville gerne at det var mere ok at melde ud at det er hårdt?

Det er muligt at være anonym.

Min graviditet var afskygelig og jeg hadede at være gravid. Jeg havde så skarp en kvalme at jeg ønskede at dø da den ikke stoppede. Selv sparkne fra bebse kunne ikke gøre mig lykkelig! Det var mit livs mest ræderlige tid,jeg blev fed,total opsvulmet,bumser i hele ansigtet,jeg blev så fed at jeg ikke kunne fjerne hår i skridtet og da jeg døjede med meget udflød var det afskygeligt når det satte sig fast i en busk  Det var en lettelse at føde,og fra det  sekundt fik jeg mit livs største gave og lige siden har jeg har jeg været håbløst forelsket i min lille bebse  Men jeg har ikke glemt elendigheden eller hvordan veer føles. Jeg elskede at have veer. Jeg elskede at føde,men selve graviditeten........ Fuck altså. Jeg hadede den 

Du har lov til at ytre din mening hvis du er utilfreds,du skal ikke ligge en dæmper på dit ubehag for at glæde andre. Vær digselv.. Hvis en zapp is kan gøre din dag bedre så gir jeg en 

Amandas-mor skriver:

Dette er ikke et brokke indlæg og det er ikke for at få det til at lyde som en negativ oplevelse at være gravid. Det at få et barn er uden tvivl en af de største og bedste oplevelser i livet. Dette indlæg er mere tænkt som et forsøg på at afbalancere den ofte meget ensidigt positive fremstilling.

Jeg føler tit at det er som om det er forbudt at sige noget negativt om det at være gravid. Selv blandt meget tætte veninder eller familiemedlemmer er der ofte sådan en tendens til at man bliver hugget ned med kommentaren at "nu er graviditet jo ikke en sygdom".

Det er næsten sådan en uskreven regl at man ikke siger noget negativt og når nogen spørger om det ikke er vidunderligt at være gravid så fortsætter man i samme spor og udelukkende positivt sådan som det forventes. Jeg syntes at det burde være mere socialt acceptabelt at komme frem med de trælse ting også. For der er jo alle mulige trælse symptomer.

Kvinder der har født børn er faktisk de værste syntes jeg. De vil næsten altid fortælle at "de aldrig har været lykkeligere end da de var gravide og nok var fødslen slem, men det glemmer man hurtigt".

Jeg tror virkelig at det er sandt at man glemmer det. Jeg kan ikke engang huske hvordan veer føles (andet end at det gjorde vildt ondt) og jeg havde komplet fortrængt hvor hæslig min første graviditet var indtil jeg nu blev gravid igen (denne gang går det heldigvis meget, meget bedre indtil videre).

Jeg syntes at det er vildt hårdt at være gravid, især her de første 3 mdr og jeg har et par sekunder hver eneste dag hvor jeg tænker "shit hvis jeg havde husket at det var så hårdt ville jeg så have gjort det alligevel?" Forstå mig ret, det er kun et par sekunder og self. elsker jeg barnet i maven og vil gerne have det. Men benhårdt er det. Det er bare som om det er totalt tabu emne at det er pisse hårdt også. Og jeg oplever også at når andre spørger til min graviditet at jeg så sugar coater det og fremhæver alt det positive og glade. De ser jo ikke om aftenen at jeg bare er gået kold på sofaen af træthed. Dermed ligner jeg jo en super gravid ud af til selv om jeg er meget meget menneskelig i virkeligheden. De andre gravide virker også som super gravide og som om de har styr på alt. Jeg tænker bare på om de måske også faker/lægger udelukkende vægt på det positive når de viser ansigtet ud ad til?

Er du super woman for real, eller syntes du også at det er vildt hårdt (og skønt self.) at være gravid og ville gerne at det var mere ok at melde ud at det er hårdt?

Det er muligt at være anonym.

je giver dig fuldstændig ret...

jeg har to piger..

den første havde jeg blærebetændelse med HELE tiden og to gange indlagt med nyrebetændelse av siger jeg bare... dog havde jeg ingen kvalme eller træthed

nummer to var ik andet en bøvl... skulle ha haft en abort i uge 10.

begyndte at bløde i uge 9 og de sage ved scanning jeg ved det og aboter af mig selv...

blødte fra uge 9 til uge 18 hvor de så scanner igen og siger HOVSA... du er stadig gravid det var sørme tvillingen du tabte... FLOT...

så ik nok med man pludselig skulle acepter at man skulle være mor til et barn der på det tidspunkt endelig ikke var ønsket... man skulle sørne også lige klare at kroppen forsøgte at FØDE fra uge 23 af... hver eneste uge fram til uge 38 var jeg oppe på sygehuset fordi min fødsel var igang...

men igen ingen træthed eller kvalme...

jeg vil SÅ gerne ha 2 børn mere... men FUCK hvor gider jeg ikke være gravid.. JEG HADER OG VÆRE GRAVID men børnene kan man ikke leve uden og jeg SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ gerne ha to mere

Amandas-mor skriver:

Dette er ikke et brokke indlæg og det er ikke for at få det til at lyde som en negativ oplevelse at være gravid. Det at få et barn er uden tvivl en af de største og bedste oplevelser i livet. Dette indlæg er mere tænkt som et forsøg på at afbalancere den ofte meget ensidigt positive fremstilling.

Jeg føler tit at det er som om det er forbudt at sige noget negativt om det at være gravid. Selv blandt meget tætte veninder eller familiemedlemmer er der ofte sådan en tendens til at man bliver hugget ned med kommentaren at "nu er graviditet jo ikke en sygdom".

Det er næsten sådan en uskreven regl at man ikke siger noget negativt og når nogen spørger om det ikke er vidunderligt at være gravid så fortsætter man i samme spor og udelukkende positivt sådan som det forventes. Jeg syntes at det burde være mere socialt acceptabelt at komme frem med de trælse ting også. For der er jo alle mulige trælse symptomer.

Kvinder der har født børn er faktisk de værste syntes jeg. De vil næsten altid fortælle at "de aldrig har været lykkeligere end da de var gravide og nok var fødslen slem, men det glemmer man hurtigt".

Jeg tror virkelig at det er sandt at man glemmer det. Jeg kan ikke engang huske hvordan veer føles (andet end at det gjorde vildt ondt) og jeg havde komplet fortrængt hvor hæslig min første graviditet var indtil jeg nu blev gravid igen (denne gang går det heldigvis meget, meget bedre indtil videre).

Jeg syntes at det er vildt hårdt at være gravid, især her de første 3 mdr og jeg har et par sekunder hver eneste dag hvor jeg tænker "shit hvis jeg havde husket at det var så hårdt ville jeg så have gjort det alligevel?" Forstå mig ret, det er kun et par sekunder og self. elsker jeg barnet i maven og vil gerne have det. Men benhårdt er det. Det er bare som om det er totalt tabu emne at det er pisse hårdt også. Og jeg oplever også at når andre spørger til min graviditet at jeg så sugar coater det og fremhæver alt det positive og glade. De ser jo ikke om aftenen at jeg bare er gået kold på sofaen af træthed. Dermed ligner jeg jo en super gravid ud af til selv om jeg er meget meget menneskelig i virkeligheden. De andre gravide virker også som super gravide og som om de har styr på alt. Jeg tænker bare på om de måske også faker/lægger udelukkende vægt på det positive når de viser ansigtet ud ad til?

Er du super woman for real, eller syntes du også at det er vildt hårdt (og skønt self.) at være gravid og ville gerne at det var mere ok at melde ud at det er hårdt?

Det er muligt at være anonym.

For at være ærlig synes jeg det er benhårdt arbejde at være gravid. 

Jeg kastede op fra uge 4 - 12 non stop, og har tabt 8 kg. Kaster dog stadig op.

Nu er jeg så begyndt at få bækken smerter, og mit bækken/rygsøjle er skæv. 

Så erspændt på hvad mit næste "problem" bliver..

Føler mig rigtig træt, og smadret over graviditeten, og har sygemeldt mig mig igår indtil jeg får det bedre. 

Jeg nyder dig stadig min graviditet rigtig meget, og er overlykkelig over jeg skal ha en lille dreng..

Men gud hvor er 40 uger bare langtid, med smerter.

Jeg i uge 16 (15+) så nu må maven også godt snart kommer så man kan glæde sig endnu mere... 

LMX skriver:

Haha..

Jeg tør da godt sige at jeg synes det er noget værre %&#/()/% at være gravid.

Men min graviditet er så også ALT ANDET end normal.

Alt hvad der kan gå galt går galt.. Jeg bløder i stride strømme pga hæmatomer i livmoderen. Det gør ondt i sækken og jeg kan ikke passe mit arbejde og tilmed ikke lave en disse herhjemme.

Vi fik et lortetal til NF og er pt igennem hele møllen med biopsier, scanninger osv..

Jeg ligefrem glæder mig til det hele er overstået og jeg står med en forhåbentlig sund og rask datter i favnen.

Jeg elsker putten i mavsen, men iiiiiihh.....

Åh nej da...det lyder som noget af en mundfuld...hvor langt er du henne? Jeg føler med dig, for det er bare så hårdt at være dårlig gravid, fordi det forventes at man skal være glad og lykkelig konstant

Humm det har jeg nok ik oplevet så meget i mine 2 gravidtiteter, men nu er jeg så også typen som siger min ærlige mening, så når folk spørg, bliver de nok sjældent overrasket over at jeg også ind i mellem brokker mig 

De første 3 mdr af min første graviditet var jeg bare mega træt og havde konstant kvalme og gik omkuld kl 20 på sofaen. Efter det var det verdens nemmeste graviditet!! 

Anden gang har jeg bare været totalt træt, haft halsbrand gennem hele graviditeten, fik tidligt begyndende bækkenløsning og blev deltids sygemeldt omkring uge 25. Syntes det var en temmelig hård graviditet i forhold til den første!! 

Men ja man glemmer hurtigt  Vh stine