Amandas-mor skriver:
Dette er ikke et brokke indlæg og det er ikke for at få det til at lyde som en negativ oplevelse at være gravid. Det at få et barn er uden tvivl en af de største og bedste oplevelser i livet. Dette indlæg er mere tænkt som et forsøg på at afbalancere den ofte meget ensidigt positive fremstilling.
Jeg føler tit at det er som om det er forbudt at sige noget negativt om det at være gravid. Selv blandt meget tætte veninder eller familiemedlemmer er der ofte sådan en tendens til at man bliver hugget ned med kommentaren at "nu er graviditet jo ikke en sygdom".
Det er næsten sådan en uskreven regl at man ikke siger noget negativt og når nogen spørger om det ikke er vidunderligt at være gravid så fortsætter man i samme spor og udelukkende positivt sådan som det forventes. Jeg syntes at det burde være mere socialt acceptabelt at komme frem med de trælse ting også. For der er jo alle mulige trælse symptomer.
Kvinder der har født børn er faktisk de værste syntes jeg. De vil næsten altid fortælle at "de aldrig har været lykkeligere end da de var gravide og nok var fødslen slem, men det glemmer man hurtigt".
Jeg tror virkelig at det er sandt at man glemmer det. Jeg kan ikke engang huske hvordan veer føles (andet end at det gjorde vildt ondt) og jeg havde komplet fortrængt hvor hæslig min første graviditet var indtil jeg nu blev gravid igen (denne gang går det heldigvis meget, meget bedre indtil videre).
Jeg syntes at det er vildt hårdt at være gravid, især her de første 3 mdr og jeg har et par sekunder hver eneste dag hvor jeg tænker "shit hvis jeg havde husket at det var så hårdt ville jeg så have gjort det alligevel?" Forstå mig ret, det er kun et par sekunder og self. elsker jeg barnet i maven og vil gerne have det. Men benhårdt er det. Det er bare som om det er totalt tabu emne at det er pisse hårdt også. Og jeg oplever også at når andre spørger til min graviditet at jeg så sugar coater det og fremhæver alt det positive og glade. De ser jo ikke om aftenen at jeg bare er gået kold på sofaen af træthed. Dermed ligner jeg jo en super gravid ud af til selv om jeg er meget meget menneskelig i virkeligheden. De andre gravide virker også som super gravide og som om de har styr på alt. Jeg tænker bare på om de måske også faker/lægger udelukkende vægt på det positive når de viser ansigtet ud ad til?
Er du super woman for real, eller syntes du også at det er vildt hårdt (og skønt self.) at være gravid og ville gerne at det var mere ok at melde ud at det er hårdt?
Det er muligt at være anonym.
Jeg har haft tre lette, ukomplicerede og dejlige graviditeter - en lang lykkerus hver gang. Mine fødsler var tilsvarende vidunderlige og noget, jeg gerne gjorde igen og igen, hvis jeg altså havde overskuddet til flere børn end de tre.
Jeg har mødt den modsatte reaktion end den, du beskriver - skeptiske miner og tvivl om jeg pyntede på sandheden. Og det har gjort mig præcist lige så ærgerlig, som du bliver det.
Kvinder er forskellige, så selvfølgelig er graviditeter og fødsler det også. Vi tror formentlig alle, at vi "ved", hvordan det er, og det betyder, at jeg, når jeg ser en gravid, går ud fra, at hun elsker sin tilstand - og at kvinder, der har haft det svært under graviditeten, forventer, at andre gravide går og lider.
Jeg er lige så ærgerlig over at blive påduttet, at jeg pynter på sandheden, som du er over at få at vide, at det ikke er en sygdom - så den manglende forståelse er gensidig, og hvor er det dog dumt. Sandheden findes jo ikke - den er forskellig fra kvinde til kvinde, og det gælder vel om at undgå at tro, man kan overføre sine egne oplevelser til andre.
Vi har sjovt nok ingen problemer med at anerkende, at det for hende, der har fået et kolikbarn, er hårdt at være nybagt mor, mens det for hende med det "lette" barn, der sover igennem fra tredje dag, er en svir. Underligt, at vi ikke kan have samme nuancerede syn på graviditet.
