Jeg ved slet ikke hvad jeg skal føle eller tro mere...

Zafir skriver:

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

til dig og din familie

Kram til dig og familien, Jeg på jeres vegne. Jeg har selv mistet min farmor, min elskede sviger mor og hendes mor (kærestes mormor) til den skrækkelige sygdom

Desværre kan jeg ikke skrive at de levede længe med det

Gør mig ondt på jeres vegne!! Ønsker jer så meget held og lykke til hele jeres familie!!! Knus og kram Anne 

Kræft er frygteligt  Det gør mig virkelig ondt alt det I gennemgår! Sender dig/jer mange 1000 varme tanker i denne svære tid!

Zafir skriver:

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

Kender ikke noget til den slags kræft-form, men ville bare sende dig og din familie et kæmpe 

Det må være så ubeskriveligt hårdt når det rammer en i familien 

Håber i får en masse dejlige stunder sammen i din svogers sidste levetid, og at du og din familie passer godt på hinanden og kommer igennem det hele på bedste vis.

Mange tanker og kram til jer 

Kære Zafir

Det gør mig virkelig ondt.

Jeg mistede min far til bla lungekræft for 6 mdr siden.
Det startede i spiserøret og spredte sig til kraniet og derefter lungerne.

Symptomerne var vægttab og at han fik maden galt i halsen. Ellers intet.

Det er også typisk en kræftform man opdager når det er for sent.

Han fik livsforlængende kemo og døde efter 1 års sygdom.

Det var det værste jeg nogensinde har oplevet. Faktisk synes jeg forløbet var værre end selve døden.
Alle tankerne, sorgen, choken, angsten osv.

Jeg håber naturligvis på et mirakel for din svoger. Men ellers håber jeg forløbet bliver godt. Forstået på den måde, at I får hygget jer, talt ud og også grint. Det gjorde vi alligevel. For vi vidste det var vores sidste mulighed.

Min mor tog plejeorlov og passede min far hjemme. Så blev hun fyret kort tid efter hun kom tilbage på arbejdet. Efter at have været der i 37 år.

Zafir skriver:

Undskyld at jeg ikke fik givet dig den sidste besked, da vi fik den, men vi havde så dårlig forbindelse hvor vi var i Jylland.

Han er ikke helt så overgearet, lidt mere nøgtern. Men jeg tror ikke helt han fatter det... Mmm. Han har været på Viking lige siden, er først kommet hjem idag. Han har pendlet til undersøgelser og behandling. Så nu må vi se hvordan han klarer det med hverdagen igen.

Det er jo lige det....

Hvordan har Tom det så? Er han stadig hårdt ramt fysisk?

Håber at Jacob husker at ringe til/efter nogen, hvis han pludselig har brug for et kram og en snak, mens han er hjemme i hverdagene...

Ville ikke forlade tråden uden at sende positive energier din retning... samt et

Jeg kender desværre alt til det, da jeg mistet nogle tætte familiemedlemmer til kræft og er selv i risiko gruppen og går årlig til kontrol... Det er noget forbandet noget...

Men som nogen skriver, så få en anden mening, da det ikke skader forløbet... Min moster gik ind i et forløb og blev helbredt for brystkræft/lymfekræft, men de havde desværre ikke skannet hele kroppen og man fandt ud af, at hun nok også havde haft det i leveren, da man konstateret det i brystet og grundet man ikke havde skannet hele kroppen, havde det udviklet sig til hele kroppen, men hun fik 10 gode år efter de konstateret brystkræft, men tabte desværre kampen tilsidst...

Knus Mette