Jeg ved slet ikke hvad jeg skal føle eller tro mere...

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

Jeg kender ikke noget til det, men det lyder da forfærdeligt Og så kun 2 år

Kram til jer

Zafir skriver:

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

Puha.... Kender ikke nogle der har haft den slags kræft og kan heller ikke give trøstende ord Men jeg føler med jer og ville ikke gå uden en 

For pokker da, hvor man skal man sætte pris på livet. Min mnad nævnte lige at han var træt af regnvejret. FUCK regnvejret! Vi lever og har det godt...

Held og lykke, eller hvad man nu siger, og nyd den tid I har med hinanden 

Kender desværre intet til det. 

 

Men et kram skal du ihvertfald have 

Zafir skriver:

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

først og fremmest uendelig mange kram og tanker og knus...

At vide man skal miste er faktisk værre end det at miste i mange tilfælde og jeg stod i jeres situation med min moster da jeg var blot 14 år gammel og nu snart 10 år efter kan jeg huske tilbage på hende med glæde for hendes gode år, men ting tager tid, tanker og uendelig mange følelser...

Mit bedste råd er at I skal give plads til følelserne og tage en dag af gangen, en gang skal det nok vende igen selvom alt ser så kulsort ud...

Ved ikke om du ved det MEN din mand kan faktisk søge sygemelding grundet psykisk belastning pga hans bror. Det vil kunne gøre at hans opstart på arbejdsmarkedet måske kan blive lidt mere glidende hvis han har lidt tid væk - er ihvertfald værd at snakke med jeres læge om hvis han føler han har behov for lige at finde meningen med livet UDEN at skulle opstarte nyt job..

 

Sender jer uendelig masser af kram kærlighed og tanker...

 

Livet er så pokkers urimeligt til tider

Camulla skriver:

Puha.... Kender ikke nogle der har haft den slags kræft og kan heller ikke give trøstende ord Men jeg føler med jer og ville ikke gå uden en 

For pokker da, hvor man skal man sætte pris på livet. Min mnad nævnte lige at han var træt af regnvejret. FUCK regnvejret! Vi lever og har det godt...

Held og lykke, eller hvad man nu siger, og nyd den tid I har med hinanden 

Ja - sådanhar vi også haft det på det sidste...

Det er ligesom at tingene kommer i et helt andet perspektiv... mmm...

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

ååh nej hvor er det synd for jer og ham kæmpe kram til jer

 

min mormor og morfar og en længer ude har alle haft lunge kræft og de havde ikke særlig lang tid efter de fin af vide at de havde det max ½ år og rigtig mange smarter så håber virkelig af helt mit hjerte at din svoger ikke skal i gennem det

Puuuha:-( Har selv mistet en veninde til det l.... 37 år og mor til en lille pige på 2 år - der gik 6 mdr. Har ikke rigtig noget trøstende at sige, men føler så meget med dig/jer. Håber miraklkernes tid ikke er forbi.

Stort kram, Tulle

Kræft er simpelthen noget af det mest modbydelige og uretfærdige der findes

Kæmpe