Jeg ved slet ikke hvad jeg skal føle eller tro mere...

Carl-Emil's mor skriver:

først og fremmest uendelig mange kram og tanker og knus...

At vide man skal miste er faktisk værre end det at miste i mange tilfælde og jeg stod i jeres situation med min moster da jeg var blot 14 år gammel og nu snart 10 år efter kan jeg huske tilbage på hende med glæde for hendes gode år, men ting tager tid, tanker og uendelig mange følelser...

Mit bedste råd er at I skal give plads til følelserne og tage en dag af gangen, en gang skal det nok vende igen selvom alt ser så kulsort ud...

Ved ikke om du ved det MEN din mand kan faktisk søge sygemelding grundet psykisk belastning pga hans bror. Det vil kunne gøre at hans opstart på arbejdsmarkedet måske kan blive lidt mere glidende hvis han har lidt tid væk - er ihvertfald værd at snakke med jeres læge om hvis han føler han har behov for lige at finde meningen med livet UDEN at skulle opstarte nyt job..

 

Sender jer uendelig masser af kram kærlighed og tanker...

 

Livet er så pokkers urimeligt til tider

Tulle28 skriver:

Puuuha:-( Har selv mistet en veninde til det l.... 37 år og mor til en lille pige på 2 år - der gik 6 mdr. Har ikke rigtig noget trøstende at sige, men føler så meget med dig/jer. Håber miraklkernes tid ikke er forbi.

Stort kram, Tulle

Zafir skriver:



hvor fremskredent var det da de fandt ud af det? Følte hun sig heller ikke sådan 'fysisk' syg?

Zafir skriver:

Mht sygemelding er det sådan lidt dobbelt... For han bliver nødt til at søge arbejde, som tiderne er. Vi har desværre ikke råd til ikke at gøre noget. Vi kan godt få tingene itl at hænge sammen et halvt års tid eller noget, men vi ved endnu ikek hvornår han kan få et job jo...

Men vi arbejder med de kanaler vi har pt og går ikke ud på det agrassive jobmarked pt og bruger tid sammen med svoger også.

Så længe I føler det kan fungere for jer så føl jer frem og husk endelig at gøre brug af alle de hjælpe og støtte grupper der er hvis I føler for det... De er faktisk rigtig rigtig gode og jeg savnede en støtte gruppe da jeg mistede min søster samme år som min moster - for selvom man har familie og venner så kan de støtte grupper noget ekstra og man er aldrig for gammel til dem...

Håber I kommer til at få enutrolig masse dejlige stunder sammen alle sammen

Tulle28 skriver:

Ja og nej - hun fik en immunforsvarssygdom som lægerne mente blev udløst af hendes graviditet og som gjorde at det angreb hendes lever. Så det blev hun behandlet for og en dag opdagede de at der var noget i hendes mave der ikke var som det skulle være... Og ja, det var så kræft - som om det andet ikke var nok at kæmpe med:-( Måske var det også derfor det gik så hurtigt, hendes krop var i forvejen hårdt belastet af den anden sygdom. Livet er så uretfærdigt:-(

Carl-Emil's mor skriver:

Så længe I føler det kan fungere for jer så føl jer frem og husk endelig at gøre brug af alle de hjælpe og støtte grupper der er hvis I føler for det... De er faktisk rigtig rigtig gode og jeg savnede en støtte gruppe da jeg mistede min søster samme år som min moster - for selvom man har familie og venner så kan de støtte grupper noget ekstra og man er aldrig for gammel til dem...

 

Håber I kommer til at få enutrolig masse dejlige stunder sammen alle sammen

Zafir skriver:

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

kender en der havde kræft, det startede i halsen, han havde bare følt det som en slem halsbetændelse. det var det "desværre" ikke. da de havde fået bekæmpet det i halsen, troede de ikke der var mere, men desværre havde det spredt sig til hans lunger, og han levede kun et halvt år derefter.

jydeinden skriver:

kender en der havde kræft, det startede i halsen, han havde bare følt det som en slem halsbetændelse. det var det "desværre" ikke. da de havde fået bekæmpet det i halsen, troede de ikke der var mere, men desværre havde det spredt sig til hans lunger, og han levede kun et halvt år derefter.

Med kemo? >Eller fravalgte han det?

han blev behandlet med kemo af flere omgange ja. til sidst måtte de tvinge smertestillende i ham, da hans sind havde taget alvorlig skade, og han ikke var i stand til at opfatte at de blot prøvede at lindre hans smerter.