Jeg ved slet ikke hvad jeg skal føle eller tro mere...

Zafir skriver:

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

Jeg ved ikke noget om det, men stort kram

Zafir skriver:

Wauw. Det lyder fantastisk!!... Endnu en succes Histoire. Hvad var det for en behandling?

Det ved jeg ikke, men jeg kan få min søster til at spørge hvad det præcis var han fik

hvor ville verden være et bedre sted hvis den forfærdelige sygdom kunne blive udryddet, jeg har selv kræft inde på livet og det tilfælde er også uhelbredelig så jeg kan godt sætte mig i dit sted.

Skal vi ikke håbe på et mirekel

sender dig en varn tanke og et stort knus

Monica

Zafir skriver:

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

Åh nej!! Jeg vil ikke gå uden kram!  Kræft er bare det ondeste der kan ramme en familie.

Min svigermor havde brystkræft som bredte sig til lymfekræft. Hun levede 3½ år efter "dommen"

Det gør mig virkelig ondt, både med din mands fyring og din svogers kræft i så ung en alder. Det fortjener ingen!

Først og fremmest et stort 

Jeg hader virkelig kræf, det er så forfærdeligt. HAr mistet både min morfar og min onkel til sygdommen. Min onkel var kun 54.

Jeg ved desværre ikke hvilken form for kræft det var, men tror min onkels var lungekræft.

Det er forfærdeligt at se sine kære lide, og bare stå tilbage, hjælpeløs.

Min morfar døde i '96 og min onkel i '99.. Min onkels største ønske var at opleve årtusindeskiftet, jeg har tit tænkt på hvor meget jeg ville ønske jeg kunne have opfyldt det ønske.. Han var overbevist om at jorden ville gå under i '99,, og det kom den jo i og for sig også til for ham....

Åh, det hjælper jo ingenting at skrive :/

Jeg føler med dig og din familie. Og håber han ikke kommer til at lide af smerter.

Zafir skriver:

Først var det så at Husbonni blev fyret, som lyn fra en klar himmel. Uden tilløb og på fuldstændigt vanvittigt grundlag. Så er vi lige nået at komme ovenpå, efter det og vi kigger på fremtiden og begynder at ligge planer osv....

Så har svoger haft lidt ondt, som en nerve der sidder i klemme + han har hostet lidt. LÆgen mener at det kan være lungebetændelse og tager et billede af ham... Så er der en 'skygge' på lungen... og han kommer så videre til 2000 undersøgelser...

En uge efter, er vi på Lejre, på viking sammen. Så får han svaret. Han har kræft. FUCKING LORTE KRÆFT... Som 31 årig. Lunge, knogle og lymfe... FUCK... Vi går rundt i en chock tilstand, er glad for at vi er sammen og trods alt er på viking, så er der et et kram, hvor man har brug for det.

Men vi ved stadig ingenting i detaljer, da han ikke har fået detaljerne og behandlingsplanen endnu. Det går der så en uge med. Svoger blokerer totalt og fester og er mega overgearet. - Jeg aner ikke hvordan jeg selv ville reagere i den situation... Men det er MEGA hårdt at være pårørene...

Husbonni reagerer fysisk ved at hans astma går totalt AMOK og han slet ikke kan trække vejret...

en uge efter får vi så detaljerne. Det er UHELBREDELIGT. Han har i GENNEMSNIT 2 år tilbage at leve i. 31 år gammel. Min elskede svoger. Min mands eneste bror. Mine børns elskede onkel.

Det føles SÅ fucked up. Nu er der gået nogen dage. vi har så lige 'krydret' det med halsbetændelse... Svoger er startet i kemo og de vil følge ham tæt med scanninger osv, for at se hvor godt han reagerer på behandlingerne.

Men de kan IKKE redde ham. Det er LIVSFORLÆNGENE behandling.

Svigermor er helt ødelagt... - naturligt. Vi er helt ødelagt.

Men så småt er vi ved at vende os til en helt anden hverdag.

Samtidig med det her, skal husbonni søge job. Vi skal få hverdagen til at fungere, selvom vi bare har lyst til at være sammen med svoger, alt hvad vi kan, mens vi kan... Vi er ved at vende os til en ny hverdag.

Men shit fuck. Det føles SÅ uretfærdigt. Hårdt. Sindsygt. Uvirkeligt.

Og for at gøre en endnu mere paranoid, er det en kræft form, som først giver symptomer, når det ER for sent... og de symptomer han havde, ville jeg ikke engang havde gået til lægen med...

Ævævævøv...

MMm... trængte bare til at dele det med nogen.

Er der nogen I kender der har levet længe med lunge, knogle og lymfekræft???

ungmorher:-) skriver:

Ja min bedstefar havede levet med der i 2 år uden og vide noget og han fik også afvide de ikk ku gør noget der gik også kun ca et år så var han død han dødede for 3 uger siden imorgen ;-//

HeidiØ skriver:

Åh nej!! Jeg vil ikke gå uden kram!  Kræft er bare det ondeste der kan ramme en familie.

Min svigermor havde brystkræft som bredte sig til lymfekræft. Hun levede 3½ år efter "dommen"

Det gør mig virkelig ondt, både med din mands fyring og din svogers kræft i så ung en alder. Det fortjener ingen!

Åhh for pokker altså! kræft er bare en lortesygdom!!! 

Min lillesøster havde lymfekræft og blev forholdsvis hurtigt helbredt. Desværre have hun så en masse andre ting også...

Sender mine bedste tanker til hele jeres familie... 31 er ingen alder!