familien krakelere

Gigl skriver:

Hvis jeg må komme med mit besyv her.. 
Jeg synes ikke rigtig at mor-ts gør noget for at ændre situationen (ikke så vidt jeg kan læse mig til) - det jeg læser er at den 9-årige får skylden for at splitte familien og skabe dårlig stemning. Det er da et enormt pres på en 9-årigs skulder at blive mødt med at være 'den der ødelægger det hele' - så er det da klart kun stritter ud til alle sider og spræller i nettet "for sådan er jeg jo, det får jeg at vide gang på gang". Og hvad gør mor så? For mig virker det til at hun med denne tråd lægger ansvaret fra sig og siger; hjælp mig med at fixe mit barn! I stedet for at se indad. Jeg kender hende ikke, og kan derfor ikke dømme hende som person og som mor, men jeg kan komme med mine tanker udfra det hun skriver. Og så vil jeg give hende det råd at forsøge at styrke sin datters selvværd og SELV være den der skaber god stemning i familien i stedet for at forvente at hendes datter gør det

hvad er det du synes jeg gør så forkert???

Jeg har søgt PPR, sundhedsplejerske og skolelærer til råds. Der er intet hjælp at hente!

min datter bliver ikke bebrejdet for noget her i familien, tværtimod lægger vi stor vægt på at inkludere alle her i familien! Vi laver mange familie ting hvor vi alle er samlet og tilgodeset.
Jeg bruger meget tid alene med hende, hvor vi spiller spil, laver lektier, går i biografen eller bare oser i byen. Vi tager en "forbudt fridag" når behovet for alene tid opstår og har for 10 dage siden haft sådan en..
Hun trives i skolen, er god til sine ting, vellidt af sine kammerater og har altid en at lege med.
hun er medbestemmelse til sommerferie aktiviteter og hun får lov til at være ved bedstemor og bedstefar uden lillesøster for at føle sig værdsat og tilgodeset uden sin lillesøster.
Hun har legeaftaler i hvert fald 2 gange om ugen hvor de foregår her.
vi taler om følelser og det er ok at græde, hun kan bare ikke sætte ord på sine altid.

Hvad er det du synes vi gør SÅ forkert herhjemme?

Hun lyder som en pige, der har rigtig meget brug for anerkendelse, struktur og konsekvens.

Jeg er ret vild med Ross Greene, som er en yderst kompetent mand, når ma taler om børn med adfærdsvanskeligheder. Han går ikke op i diagnoser eller noget, men kigger på børnenes behov.
Den kan jeg klart anbefale.

Anonym skriver:

hun føler sig snydt. Hun kommer ned 10 gange hver aften efter hun er lagt i seng fordi hun lige troede hun hørte en af os spise noget osv.

Hun siger hun godt selv ved at hun opfører sig skidt, men det er jo bare fordi jeg føler mig snydt mor, siger hun så...  prøver at forklare hende at vi ikke spiser noget og selvom vi gjorde så behøvede hun ikke have så travlt med det.

Er hun hos sin far nogen gange? Er der halvsøskende som "får lov" at blive hjemme når hun skal over til far?

Måske er det det som gør hun føer sig "snydt". Hun ved hun går glip af noget når hun er der, og glip af noget andet når hun er hos dig.

Har du prøvet at holde familiemøde hvor hende far og evt kone og børn også er med?

Jeg ved du føler dig udkørt ligesom din datter, men er det på nogen måde muligt at du bider det i dig, og prøver at lade hende have hendes ture og bare have overskud til hende? Bare for en periode for at bryde den onde cirkel.

 

Jeg husker da jeg var omkring 9 10 år som en svær periode, overgangen til at blive teen. Måske er det en meget normalt periode de skal igennem? I så fald er der da lys forude.

 Håber i kommer igennem det sammen og bliver stærkere.

Anonym skriver:

halv hun har altid været delebarn. Hendes far og jeg gik fra hinanden da jeg var gravid.

 

Hun har altid været delbarn, men hun har ikke altid været søster? Måske hun nu oplever hendes søster både har mor og far, og hendes far og mor kan ikke være sammen og derfor må hun have to hjem og være væk fra dem hun elsker. Måske hun tænker/føler bevidst eller ubevidst noget omkring det.

Anonym skriver:

måske, men der er jo bare ting en 2 årig skal have mere hjælp til end en 9 årig ligeså vel som den store fik hjælp til det sammen da hun var 2 Det kan den store ikke rigtig forstå.

Vi har ladet den store været lille og hjulpet med ting hun godt kan selv og det har hjulpet hende, nu kan hun det hele selv igen Prøv måske virker det?

Kofoed. skriver:

Ni er ikke er lille barn, nu stopper i. Hun er, efter start indlægget begyndt på noget oprør og grænseafprøvning, altså pre teen, det gør, at ironi er en fantastisk måde at svare på, selvfølgelig skal der være plads til seriøse følelser og det. Og ironi skal være begrænset, men tit tror jeg moren svare surt, da det er blevet en vane, så når hun står "moar moar", så må man gerne lige sige noget ironisk, tror også du gør det, bare ikke så meget endnu. Fx søde lille pus, du dør ikke af at vente.

Desuden 9 år er sidste udkald for at opdrage, så derfor skal der jo selvfølgelig være mest seriøst, men ja, en enkel i ny og næ er i orden.

Hvad ville du sige, hvis din 9 årige spørger efter et par kanon dyre diesel bukser? Jeg ville svare, hvis du selv finder pengene og have et smil på læben, der er altså ret sarkastisk. Men spørger hun om hvor børn kommer fra, så vil jeg svare seriøst og fortælle hvad, jeg synes hun er klar til at vide.

Jeg ser det slet ikke som dig og er dybt uenig i alt du skriver, men nu skriver du selv at vi stopper så vi lader den ligge her.. Men er stadig forarget og kommer ALDRIG til at bruge den metode på min datter.

Kofoed. skriver:

Ni er ikke er lille barn, nu stopper i. Hun er, efter start indlægget begyndt på noget oprør og grænseafprøvning, altså pre teen, det gør, at ironi er en fantastisk måde at svare på, selvfølgelig skal der være plads til seriøse følelser og det. Og ironi skal være begrænset, men tit tror jeg moren svare surt, da det er blevet en vane, så når hun står "moar moar", så må man gerne lige sige noget ironisk, tror også du gør det, bare ikke så meget endnu. Fx søde lille pus, du dør ikke af at vente.

Desuden 9 år er sidste udkald for at opdrage, så derfor skal der jo selvfølgelig være mest seriøst, men ja, en enkel i ny og næ er i orden.

Hvad ville du sige, hvis din 9 årige spørger efter et par kanon dyre diesel bukser? Jeg ville svare, hvis du selv finder pengene og have et smil på læben, der er altså ret sarkastisk. Men spørger hun om hvor børn kommer fra, så vil jeg svare seriøst og fortælle hvad, jeg synes hun er klar til at vide.

Jeg syntes det er enormt nedladende at bruge ironi mod et barn.

Især hvis ts's barn måske har nogle psykiske problemer.

Og et barn på 9 år er stadig et lille barn.

Hvis dit barn spørger efter et par diesel bukser, hvorfor så sige "ja" Først, som er glæde hos barnet og så pille dem ned med "HVIS du selv betaler". Man opnår sguda kun et frustreret barn der bliver smadder ked af det.

Kan slet ikke sætte mig ind i den form for "opdragelse".

Hmm... Det lyder ikke sjovt... For nogen af jer...

Det jeg lige umiddelbart tænker er at din datter skriger på opmærksomhed. Har du evt mulighed for at sige at en dag om ugen tager du og din datter ud af huset, kun jer to? Og så prøve når jeres lille datter er puttet, så sørge for at du har al din opmærksomhed og fokus på din store pige inden hun skal i seng? Læs en bog eller spil et spil, lav perler eller giv hinanden neglelak på.. I har brug for nogle positive oplevelser sammen.

Og så synes jeg at i skal holde fast i konsekvenser så I viser at hendes dårlige opførsel ikke er acceptabel. Men gør det uden at skælde hende ud. Forhold jer rolige (jeg VED det er svært) og sig at "hvis du gør sådan, så kan du ikke se tv i aften/ få legekammerat med hjem i morgen...." Og så lad hende vide at selvom hun gør dumme ting, så er det ikke HENDE der dum og at I elsker hende.

Og når hun kommer ned 10 gange på en aften så giv hende et kram og følg hende i seng igen. Hvis hun føler sig snydt, så vis hende at hun ikke snydes for noget. Og jeg tror også at det vil hjælpe meget på den følelse af at hun føler sig snydt ved at hun laver noget alene sammen med dig.

Jeg tænker at mange børn har den følelse af at blive snydt når nu du har barn med en ny mand. I tre laver mange ting sammen som hun ikke er en del af når hun er hos sin far. Jeg tror virkelig at det hun higer efter er at være sammen med sin mor og føle at du stadig er der for hende. At hun stadig er din datter og en del af jeres familie. At lillesøster ikke har skubbet hende ud...

Jeg håber du kan bruge det jeg skriver og ikke tager det som et gok i hovedet, for det er bestemt ikke hensigten.

OG.... så kan du kontakte noget der hedder Familiehuset i din kommune. De kommer med gratis råd og fjerner ingen børn. De giver konkrete råd til hvad I kan prøve derhjemme

Kongmulle skriver:

Jeg syntes det er enormt nedladende at bruge ironi mod et barn.

Især hvis ts's barn måske har nogle psykiske problemer.

Og et barn på 9 år er stadig et lille barn.

Hvis dit barn spørger efter et par diesel bukser, hvorfor så sige "ja" Først, som er glæde hos barnet og så pille dem ned med "HVIS du selv betaler". Man opnår sguda kun et frustreret barn der bliver smadder ked af det.

Kan slet ikke sætte mig ind i den form for "opdragelse".

Hvor skrev jeg, at jeg ville sige ja? Jeg ville svare "hvis du selv betaler", ergo ikke give falske forhåbninger. Og i start indlæg, står der ikke hun er syg, men hun er oprørsk, to vidt forskellige ting, har læst et par af hendes tilbage svar og kan godt se der skal noget mere til, end nogle kærlige kommentar. Det kan vær en del af svaret for den her familie, men det lyder til, at der er behov for for meget mere.

Jeg tænker at din datter er i den alder der er præ-teen...

Og ja det er svært og monster hårdt at være forældre nogle gange. Men måske skal du tænke at det er godt oprøret er der nu, istedet for om 2-3 år,for hvilke ting kan hun så ikke finde på. Og det er ikke for at nedgører din oplevelse ang din datter, måske bare for at give det lidt perspektiv

Ang brugen af ironi som opdragelses middel:

En 9 årigs hjerne er slet udviklet nok til at kunne tænke så abstrakt som det at forstå ironi, man skal være nogle år ældre før børn/unge forstår ironi. Jeg tænker ikke at det er en mulighed på en 9 årig.

Mange hilsner

Henriette