Anonym skriver:
min datter på 9 år ødelægger hele familien! Jeg er udkørt, træt og sur konstant!
Hvis der ikke er det ene galt, så er der det andet galt. Hun forstår ikke et nej og hun vil ikke ligge sig til at sove. -sådan er det 6 ud af 7dage
Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har haft en hyggelig dag sammen, uden uvenskab, skaberier og gråd.
Jeg kan ikke klare mere nu! Jeg er kørt helt derud hvor jeg tænker mit liv ville være bedre hvis jeg var på en øde ø, helt alene!
Hvad kan jeg gøre? Familien falder fra hinanden og lillesøster er så medtaget af al den uvenskab der raserer i familien.... 
Nå, nu har jeg haft så travlt med at svare på det med ironien, at jeg ikke har fået svaret dit indlæg..
Jeg kan godt forstå, at du har de frustrerede følelser, og nogen gange får man formuleret nogle ting og sagt nogle ting i afmagt, som man måske ikke inderst inde mener, fordi man bare er noget længere end man egentlig kan magte. Så det satser jeg på er tilfældet med nogle af de lidt hårde ting du har skrevet i dit indlæg.
Men hvorom alting er synes jeg, at du skal gribe fat i SP, PPR osv. igen, og sige, at det kan godt ske at DE ikke synes i har brug for hjælp, men det HAR i - For én ting er hvordan hun er ude, men hun er anderledes hjemme. Men det tyder jo så også på, at problemet for hende er hjemme hos jer, hvis hun ellers er helt "normal" og vellidt når hun er ude.
Har du prøvet at afsætte rigtig god tid til hende en dag? Eller jævnligt. Bare hyggelig mor/datter tid, hvor der ikke bruges opmærksomhed på evt. mand eller andre barn/børn? Hvor du prøver lige så stille at snakke med hende om, hvad hun føler og hvorfor. Måske har hun svært ved at åbne op, men så kan det måske være en hjælp selv at åbne op. Måske snakke om du kan huske hvor svært det var da man nærmede sig puperteten men ikke var så gammel endnu, og der var så mange ting der skete indeni. Måske give hende lidt stikord, således at hun ikke selv skal sætte ord på alle følelserne fra bunden af, for det kan måske være svært. Led hende ind i det; "Har du det svært herhjemme for tiden, skat?".. "Føler du måske, at vi ikke har så meget mor/datter tid?" osv. osv. - Måske afviser hun nogen af de ting du siger, men så kan du ligesom krydse de ting af listen.
Men der er jo også bare nogen der når deres "Teenageoprør" noget tidligere end andre. Men håber i når ind til kernen, for selvfølgelig er det hårdt for hele familien - dermed ikke sagt, at hun ødelægger familien, for det synes jeg ikke man bør sige her. Men hun kan helt sikkert også mærke din stress og frustration, og selvom det er svært at ligge låg på, tror jeg virkelig du er nødt til det, for det gør nok kun tingene værre.
Håber det snart bliver bedre
