familien krakelere

Anonym skriver:

hvad er det du synes jeg gør så forkert???

Jeg har søgt PPR, sundhedsplejerske og skolelærer til råds. Der er intet hjælp at hente!

min datter bliver ikke bebrejdet for noget her i familien, tværtimod lægger vi stor vægt på at inkludere alle her i familien! Vi laver mange familie ting hvor vi alle er samlet og tilgodeset.
Jeg bruger meget tid alene med hende, hvor vi spiller spil, laver lektier, går i biografen eller bare oser i byen. Vi tager en "forbudt fridag" når behovet for alene tid opstår og har for 10 dage siden haft sådan en..
Hun trives i skolen, er god til sine ting, vellidt af sine kammerater og har altid en at lege med.
hun er medbestemmelse til sommerferie aktiviteter og hun får lov til at være ved bedstemor og bedstefar uden lillesøster for at føle sig værdsat og tilgodeset uden sin lillesøster.
Hun har legeaftaler i hvert fald 2 gange om ugen hvor de foregår her.
vi taler om følelser og det er ok at græde, hun kan bare ikke sætte ord på sine altid.

Hvad er det du synes vi gør SÅ forkert herhjemme?

Jeg kender jer jo ikke, jeg delte mine tanker ud fra dét du har skrevet. Og så kan det jo være du har fået formuleret dig uheldigt, for sådan som jeg har læst det du har skrevet så opfatter jeg det som om du ser din datter som umulig og som værende 'den der ødelægger familiehyggen' med sin opførsel. Deraf min stillingsstagen. Som sagt kender jeg jer jo ikke det mindste og kan kun svare ud fra det jeg ser du skriver. Er det ikke ganske fair synes du? Det kunne måske endda være du havde brug for at høre det fra en anden vinkel. 

Så nej, jeg kan ikke beskylde dig for ikke at se din datter, for det ved jeg intet om. Jeg kan blot fortælle dig, at det vil hjælpe at se dybere end som så. Hvad rører der sig i hendes liv lige nu? Hvad er det hun reagerer på? Har du selv en hypotese om hvad det kan være? Eller er det det du har brug for hjælp til at få øje på? (spørger af nysgerrighed ikke for bebrejdelse) 

Det er ikke muligt at ændre hendes adfærd hvis ikke der forstås hvad der ligger til grund for den (hvis det altså er hendes adfærd du er bekymret for)

Jeg vil i øvrigt anbefale dig at læse bogen: tweens - altså om børn i -in-between-alderen (præ-teens)

http://www.paedagogiskbogklub.dk/webapp/wcs/stores/servlet/ProductDisplay?storeId=10658&catalogId=10001&langId=100&club=PBK&productId=74714

Og: Glade børn med højt selvværd - den har jeg selv stor glæde af.. og selvom der bruges mange eksempler med mindre børn i den, så er det stadig super relevant

http://www.paedagogiskbogklub.dk/webapp/wcs/stores/servlet/ProductDisplay?storeId=10658&catalogId=10001&langId=100&club=PBK&productId=32685

Anonym skriver:

Det ville jeg rigtig gerne, men økonomien er ikke til det desværre.

det er gratis hvis man kontakter kommunen - min mor er familiebehandler og de ser altså også helt normale familier som bare lige skal ha et godt ord med på vejen og nogel gode råd!! det er IKK et nederlag...

Henriette Aaby skriver:

Jeg tænker at din datter er i den alder der er præ-teen...

Og ja det er svært og monster hårdt at være forældre nogle gange. Men måske skal du tænke at det er godt oprøret er der nu, istedet for om 2-3 år,for hvilke ting kan hun så ikke finde på. Og det er ikke for at nedgører din oplevelse ang din datter, måske bare for at give det lidt perspektiv

Ang brugen af ironi som opdragelses middel:

En 9 årigs hjerne er slet udviklet nok til at kunne tænke så abstrakt som det at forstå ironi, man skal være nogle år ældre før børn/unge forstår ironi. Jeg tænker ikke at det er en mulighed på en 9 årig.

Mange hilsner

Henriette

 

Kofoed. skriver:

Ni er ikke er lille barn, nu stopper i. Hun er, efter start indlægget begyndt på noget oprør og grænseafprøvning, altså pre teen, det gør, at ironi er en fantastisk måde at svare på, selvfølgelig skal der være plads til seriøse følelser og det. Og ironi skal være begrænset, men tit tror jeg moren svare surt, da det er blevet en vane, så når hun står "moar moar", så må man gerne lige sige noget ironisk, tror også du gør det, bare ikke så meget endnu. Fx søde lille pus, du dør ikke af at vente.

Desuden 9 år er sidste udkald for at opdrage, så derfor skal der jo selvfølgelig være mest seriøst, men ja, en enkel i ny og næ er i orden.

Hvad ville du sige, hvis din 9 årige spørger efter et par kanon dyre diesel bukser? Jeg ville svare, hvis du selv finder pengene og have et smil på læben, der er altså ret sarkastisk. Men spørger hun om hvor børn kommer fra, så vil jeg svare seriøst og fortælle hvad, jeg synes hun er klar til at vide.

Jeg mener, at du tillægger 9-årige nogle egenskaber og en modenhed, som de SLET ikke har.Og jo, vel er de små endnu og meget langt fra at være teenagere. 

Det er SÅ grundlæggende en "regel" inden for børneopdragelse og pædagogik, at ironi og sarkasme er absolut uegnet og potentielt skadeligt at bruge over for børn, at jeg slet ikke forstår, du reagerer, som om det er fremmed for dig. 

Anonym skriver:

ja det gør vi hele tiden. Og det ender altid med at der bliver lovet guld og grømme skove men intet bliver holdt.

Vi har forsøgt med belønningssystem, men det virker tilsyneladende heller ikke. Jeg er ved at gå til!!!

Kan pludselig godt forstå at folk vælger at anbringe sine børn uden for hjemmet.

Det synes jeg er meget hårdt sagt.

Ja, det er en rigtig træls situation for hele familien. Men at anbringe sine børn er ekstremt og det kan i mange tilfælde medføre at dit barn føler sig uelsket af dig som mor og tro at hun er en fiasko.

Jeg har selv været anbragt meget af mit liv fordi jeg var inde i en trodsig periode da jeg var 11.

Og jeg tilgiver aldrig mine forældre for at have anbragt mig. Jeg havde brugt for faste trygge rammer, og det var en PERIODE jeg var inde i.

Det er altså ikke altid nemt at have børn, men det må man tage med. Synes det er at ty til det ekstreme hvis du kunne finde på at anbringe hende.

Det er jo så bare min mening.

Held og lykke med det

Mor og meget mere skriver:

Jeg mener, at du tillægger 9-årige nogle egenskaber og en modenhed, som de SLET ikke har.Og jo, vel er de små endnu og meget langt fra at være teenagere. 

Det er SÅ grundlæggende en "regel" inden for børneopdragelse og pædagogik, at ironi og sarkasme er absolut uegnet og potentielt skadeligt at bruge over for børn, at jeg slet ikke forstår, du reagerer, som om det er fremmed for dig. 

Du skriver lige det jeg tænkte!

Nu har jeg læse HELE tråden og er kommet frem til, om du mon er nærværende?
Ikke nærværende som i "ja jeg ser dig, men jeg laver lige noget andet samtidig" men NÆRværende? Jeg tror det er ekstremt vigtigt LIGE NU at du får øje på din datter. Måske du selv synes at alt du gør er det rigtige, det gør vi jo som forældre, men alligevel tror jeg det er en rigtig god ide at kontakte kommunen for at få en hjælpende hånd. Og det er gratis.. Er tilfældet at det ikke hjælper, jamen så har du da gjort hvad du kunne.

Rigtig meget held og lykke med at få det hele til at gå bedre, jeg kan godt forstå du synes det er opslidende! 

Jeg kan slet ikke forstå, at du ikke kan finde hjælp hos ppr m.m. Findes der ikke noget åbent familierådgivning i din kommune? Det ved jeg, at vi har her, og jeg synes du skal kontakte stederne igen, og forklar igen, hvor alvorligt det er for jeres familie.

Uanset om piger er præ-pub. eller andet, så manglet i jo nogle konstruktive måder at takle det på, og måder at kunne rumme det på, så jeg synes virkelig at du skal tage kontakt igen til ppr, eller søg på åben rådgivning/familie rådgivning i jeres kommune. Jeg har har også skullet samle kræfter til at være vedholdende, men det har betalt sig fuldt ud, og vi får den støtte, som vi har brug for

Kofoed. skriver:

Ni er ikke er lille barn, nu stopper i. Hun er, efter start indlægget begyndt på noget oprør og grænseafprøvning, altså pre teen, det gør, at ironi er en fantastisk måde at svare på, selvfølgelig skal der være plads til seriøse følelser og det. Og ironi skal være begrænset, men tit tror jeg moren svare surt, da det er blevet en vane, så når hun står "moar moar", så må man gerne lige sige noget ironisk, tror også du gør det, bare ikke så meget endnu. Fx søde lille pus, du dør ikke af at vente.

Desuden 9 år er sidste udkald for at opdrage, så derfor skal der jo selvfølgelig være mest seriøst, men ja, en enkel i ny og næ er i orden.

Hvad ville du sige, hvis din 9 årige spørger efter et par kanon dyre diesel bukser? Jeg ville svare, hvis du selv finder pengene og have et smil på læben, der er altså ret sarkastisk. Men spørger hun om hvor børn kommer fra, så vil jeg svare seriøst og fortælle hvad, jeg synes hun er klar til at vide.

Det er IKKE en fantastisk måde at svare på, og så er det ligegyldigt om barnet er 2 år gammelt eller 18 år. Man kan sige fra og rumme barnets følelser på samme tid. I øvrigt er det du foreslår jo ikke ironi, men nærmere sarkasme, hvilket er en yderst modbydelig og nedladende måde at tale til andre mennesker på. Hun nærmer sig preteen årene, og med det følger både rasende hormoner samt for manges tilfælde identitetsforvirring og en masse nye spørgsmål. De bør, HELT bestemt, ikke besvares med sarkasme og nedladende kommentarer. Tvært i mod! Man kan SAGTENS sige fra som voksen på en ordentlig måde.

Og den parallel du drager til bukserne? Det kan jo på ingen måde sammenlignes! Her kan du med et lille grin sige, at dit barn selv kan betale, hvis hun ønsker dem. Det er en lille humoristisk situation. Her er tale om et dybt frustreret barn, som tydeligvis kæmper med nogle ting rent psykisk, og som agerer udad på baggrund af sin frustration. At besvare dén ageren med sarkasme og/eller ironi er ikke gavnligt for nogen parter, og jeg kan hverken forstå eller følge dine argumenter for at tale til sit barn på den måde i dén situation.

.. Og så er det altså ikke bare noget jeg griber ud af den blå luft eller af personlig mening (selvom det dog også er min personlige holdning). Forskere i udviklingspsykologi har meget klart påpeget via forskning, at det at støtte barnet og rumme dets følelser og vise accept, men sige fra på en ordentlig måde, ruster barnet til bedre at kunne klare konflikter og krisere senere i livet. Samt at børn, hvis følelser ikke rummes af forældrene, er langt mere udsatte for stress og angst.