Frk.S skriver:
Ja, min fødsel startede ellers så godt (selvom det da gjorde herre nas). Jeg åbnede mig ret hurtigt, og jeg kan huske at jeg på et tidspunkt (da jeg var 9 cm åben) tænkte: "Så, nu er det jo snart ovre"
Men Freja lå alt for højt og jeg havde pressetrang i noget tid hvor jeg egentlig ikke måtte presse. Da jeg så endelig måtte presse kunne hun bare ikke komme ud. Hun lå skævt.
Hun blev meget påvirket undervejs og fostervandet blev mere og mere grønt og tykt... og til sidst vurderede de, at hun skulle ud meget hurtigt. I første omgang kom der en læge og forsøgte at få hende ud med kop. Han måtte give op, og beordrede til sidst KS.
Det var en rigtig grim oplevelse. Jeg var skide bange - ikke mindst fordi jeg jo vidste at hun ikke havde det super derinde. Da hun kom ud var hun i øvrigt også møg dårlig. Hun var dækket i grønt tykt fostervand (det så jeg ikke selv, men det er hvad de sagde) og havde fået det i lungerne, så hun trak ikke vejret. 
De fik hende heldigvis meget hurtigt genoplivet og suget. Men hun var stadig så skidt, at hun kom direkte på neonatal. Så vi så hende først efter ca. 4 timer, og fik hende først i armene dagen efter.
Og så var vi indlagt med hende i 5 dage efter.
Vi har jo selvfølgelig fået den dejligste guldklump ud af det, men det gør mig stadig ked når jeg tænker tilbage.
Når jeg tænker på hvad der kunne være sket.
Når jeg tænker på de første timer, hvor vi lige var blevet forældre, og hvor man bare bør være glade, men hvor vi var bange og ikke ville ringe til nogen endnu fordi vi endnu ikke havde set hende.
Jeg ved ikke om det er følelsen af at være snydt for det sidste jeg sidder med. Men i hvert fald ærgelse - jeg har følt det var min skyld og at jeg var skide svag fordi jeg ikke kunne få hende ud (selv om både læge og JM har forsikret mig om at hun IKKE var kommet ud den vej).
Men jeg er nok også skuffet over at det ikke blev den drømmefødsel jeg havde forestillet mig. Jeg havde slet ikke tænkt tanken at det kunne ende sådan. Så det var voldsomt - og selvfølgelig specielt det at hun var så dårlig da hun kom ud.
Derudover er der også bekymring over hvad jeg skal vælge næste gang. For jeg vil for alt i verden ikke udsættes for AKS igen, hvis det kan undgås. Men Jeg vil helst heller ikke have pks hvis jeg kan føde normalt - for tiden efter kejsersnittet var bestemt ikke sjov.
Puh, det blev et langt svar - sorry. 
Ej, puha, det lyder som en frygtelig oplevelse - specielt, at det var nødvendigt at genoplive.. Har slet ikke ord for, hvor forfærdelig det må være.. :/
Husk husk husk, det har ikke noget at gøre med din styrke, hvordan det gik! Du gjorde ALT hvad du kunne, og så kan man altså ikke forlange mere! Og heldigvis slap i jo godt fra situationen, så du skal stoppe med at banke dig selv oven i hovedet - du kan ikke ændre det alligevel!
Kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvad du skal vælge næste gang - men er sikker på, at den rigtige løsning nok skal komme af sig selv, når den tid kommer.. 
