Anonym skriver:
Er bare ked af det hele tiden og græder når jeg er alene. Han har skrevet sms om at han græder ved tanken om at ha såret mig og at han ik fortjener mig og elsker mig så højt.
Er bare stadig ked af det og alt det jeg har læst popper op i mit hoved hele tiden :-(
Du har al mulig grund til at være ked af det og til at græde, og ja, de ord han har skrevet vil cirkle rundt i dit hoved i nogen tid endnu, uanset hvad du vælger at gøre fremadrettet. Tillid er vejen frem, og måske indebærer det, at du skal have lov til at logge på hans facebook, mail og telefon i nogen tid. Det lyder umiddelbart som om din mand virkelig virkelig gerne ville trykke på REWIND-knappen og have mulighed for at vise dig, at det er dig han gerne vil være sammen med. Og hvis det er midlet, så er han sikkert også villig til det. Mistet tillid kan tage lidt tid at bygge op, men hvis I vil, så kan I, og måske endda ende med at stå stærkere på den anden side af det.
Jeg kan se, at mange herinde skriver hvad de ville gøre i din situation, og det er meget fint, men... de ER ikke i lige nøjagtig DIN situation, og det de skriver afspejler mere hvor de er i deres liv med deres mænd, end hvor du er i dit liv.
Brug denne tid til at mærke efter i dig selv, hvad du har af ønsker for fremtiden. Vær bevidst om at du er såret og ked af det, men lad det ikke fylde dig fremover, så der ikke er plads til at at være glad også.
Lav evt. en plus/minus liste over din mand. Tænk på hvad du forelskede dig i ved ham i sin tid, hvad du kan li' ved ham nu. Og selvfølgelig også hvad du ikke kan li'.
Prøv også at se 2 år frem i tiden. Forestil dig hvordan det vil være med din mand og hvordan det vil være uden din mand. Prøv at forestille dig hvordan det vil være med en ny mand, og hvordan han vil være når det bliver "hverdag". Alle parforhold skal passes og plejes, vore partnere skal ses og respekteres - og det går begge veje - men den bedste forudsætning for et godt parforhold og et lykkeligt liv er at vi har så højt selvværd at vi ikke behøver andre til at booste det.
Svigt som det du lige har oplevet er en kæmpe selvværds-dræber, og vejen frem er at gøre noget godt for dig selv, hæv din energi og dit humør - alle kneb gælder. Tag i spa, gå en frisk tur og bliv blæst igennem, se en sjov film, lav ballondans i stuen med dig selv, whatever works - bare for at mærke at du kan have det sjovt også. Og pludselig vil du se de store linjer i livet, om en måned eller et år vil det her være en krusning i dit liv, som du har lært af, uanset hvad du vælger at gøre fremadrettet.
Kærligst Anja