Anonym skriver:
Ja, som overskriften siger, overvejer jeg at blive hjemmegående.
Jeg bor sammen med min kæreste og vores datter på 1 år. Det var meningen at jeg skulle igang med en uddannelse, men jeg har bare slet ikke lyst til det. Har det virkelig skidt med at skulle "efterlade" mit barn så mange timer om dagen, og vil MEGET hellere have hende herhjemme.
Eftersom jeg skulle have været på su, vil det jo ikke være en stor forandring i økonomien. Man kan få knap 3000 til pasning af eget barn, og så ville vi jo spare vuggestuen.
Min kæreste bakker mig op, og siger at han selvfølgelig ikke vil tvinge mig ud i noget, som jeg ikke vil. (og det kan han jo heller ikke)
Men jeg kan ikke lade være med at tænke "hvad nu hvis..". Hvad hvis mig og kæresten går fra hinaden? Så er 3000 kr jo SLET ikke nok. Hvad hvis vores datter "tager skade" af ikke at se andre børn hver dag? Vil hun blive indadvendt/genert/komme bagud med sin udvikling?
Jeg ville gå i legestue, til babysvømning og hvad jeg ellers kan finde i vores område, så det er jo ikke sådan at vi bare skulle gå hjemme hele dagen.
Hvad mener I? Kom gerne med gode råd/erfaringer 
- Er anonym da min familie ikke ved noget om mine tanker.
Du tænker jo over at stimulere dit barn osv.
Men jeg tænker, om I ikke skulle overveje at gifte jer og få lavet nogle papirer. Hvad med testameneter og den slags, nu I har et barn?
Du kan give din ægtefælle dit årlige fradrag, og så har han jo op mod 3-4000 ekstra om måneden til jeres fælles budget!
