Jeg overvejer at blive hjemmegående

Ja, som overskriften siger, overvejer jeg at blive hjemmegående. 

Jeg bor sammen med min kæreste og vores datter på 1 år. Det var meningen at jeg skulle igang med en uddannelse, men jeg har bare slet ikke lyst til det. Har det virkelig skidt med at skulle "efterlade" mit barn så mange timer om dagen, og vil MEGET hellere have hende herhjemme. 

Eftersom jeg skulle have været på su, vil det jo ikke være en stor forandring i økonomien. Man kan få knap 3000 til pasning af eget barn, og så ville vi jo spare vuggestuen. 

Min kæreste bakker mig op, og siger at han selvfølgelig ikke vil tvinge mig ud i noget, som jeg ikke vil. (og det kan han jo heller ikke)

Men jeg kan ikke lade være med at tænke "hvad nu hvis..". Hvad hvis mig og kæresten går fra hinaden? Så er 3000 kr jo SLET ikke nok. Hvad hvis vores datter "tager skade" af ikke at se andre børn hver dag? Vil hun blive indadvendt/genert/komme bagud med sin udvikling? 
Jeg ville gå i legestue, til babysvømning og hvad jeg ellers kan finde i vores område, så det er jo ikke sådan at vi bare skulle gå hjemme hele dagen.

Hvad mener I? Kom gerne med gode råd/erfaringer

- Er anonym da min familie ikke ved noget om mine tanker.

nu vil jeg ikke gå hjemme men dejlig du vil men ja tænk overtingene igen for ja som du siger hvis i går fra hinanden er du tvunget ud i noget... og jeg syntes børn har godt af at være sammen med andre børn eller bliver det jo en ordenlig mundfuld senere med såååå mange børn

B&J skriver:

nu vil jeg ikke gå hjemme men dejlig du vil men ja tænk overtingene igen for ja som du siger hvis i går fra hinanden er du tvunget ud i noget... og jeg syntes børn har godt af at være sammen med andre børn eller bliver det jo en ordenlig mundfuld senere med såååå mange børn

Det er jo det 

Men jeg ville jo gå i legestue, så hun kunne være vandt til andre børn. Har også en god mg, som sikkert gerne vil være med til alt muligt sjovt

Anonym skriver:

Det er jo det 

Men jeg ville jo gå i legestue, så hun kunne være vandt til andre børn. Har også en god mg, som sikkert gerne vil være med til alt muligt sjovt

jamen så det med børn ville jo ikke være så slemt så...

men ja du må følge dit hjerte og ikke tænke hvis og hvis det skulle ske må du jo bare igang igen... men kan også være om ½-1år eller mere du ombestemmer dig igen

Anonym skriver:

Ja, som overskriften siger, overvejer jeg at blive hjemmegående. 

Jeg bor sammen med min kæreste og vores datter på 1 år. Det var meningen at jeg skulle igang med en uddannelse, men jeg har bare slet ikke lyst til det. Har det virkelig skidt med at skulle "efterlade" mit barn så mange timer om dagen, og vil MEGET hellere have hende herhjemme. 

Eftersom jeg skulle have været på su, vil det jo ikke være en stor forandring i økonomien. Man kan få knap 3000 til pasning af eget barn, og så ville vi jo spare vuggestuen. 

Min kæreste bakker mig op, og siger at han selvfølgelig ikke vil tvinge mig ud i noget, som jeg ikke vil. (og det kan han jo heller ikke)

Men jeg kan ikke lade være med at tænke "hvad nu hvis..". Hvad hvis mig og kæresten går fra hinaden? Så er 3000 kr jo SLET ikke nok. Hvad hvis vores datter "tager skade" af ikke at se andre børn hver dag? Vil hun blive indadvendt/genert/komme bagud med sin udvikling? 
Jeg ville gå i legestue, til babysvømning og hvad jeg ellers kan finde i vores område, så det er jo ikke sådan at vi bare skulle gå hjemme hele dagen.

Hvad mener I? Kom gerne med gode råd/erfaringer

- Er anonym da min familie ikke ved noget om mine tanker.

Anonym skriver:

Ja, som overskriften siger, overvejer jeg at blive hjemmegående. 

Jeg bor sammen med min kæreste og vores datter på 1 år. Det var meningen at jeg skulle igang med en uddannelse, men jeg har bare slet ikke lyst til det. Har det virkelig skidt med at skulle "efterlade" mit barn så mange timer om dagen, og vil MEGET hellere have hende herhjemme. 

Eftersom jeg skulle have været på su, vil det jo ikke være en stor forandring i økonomien. Man kan få knap 3000 til pasning af eget barn, og så ville vi jo spare vuggestuen. 

Min kæreste bakker mig op, og siger at han selvfølgelig ikke vil tvinge mig ud i noget, som jeg ikke vil. (og det kan han jo heller ikke)

Men jeg kan ikke lade være med at tænke "hvad nu hvis..". Hvad hvis mig og kæresten går fra hinaden? Så er 3000 kr jo SLET ikke nok. Hvad hvis vores datter "tager skade" af ikke at se andre børn hver dag? Vil hun blive indadvendt/genert/komme bagud med sin udvikling? 
Jeg ville gå i legestue, til babysvømning og hvad jeg ellers kan finde i vores område, så det er jo ikke sådan at vi bare skulle gå hjemme hele dagen.

Hvad mener I? Kom gerne med gode råd/erfaringer

- Er anonym da min familie ikke ved noget om mine tanker.

Jeg vil absolut ikke være hjemmegående.

ikke uden i det mindste at have en uddannelse man kan vende tilbage til, hvis man nu en dag beslutter sig for at ville igang igen.

Anonym skriver:

Ja, som overskriften siger, overvejer jeg at blive hjemmegående. 

Jeg bor sammen med min kæreste og vores datter på 1 år. Det var meningen at jeg skulle igang med en uddannelse, men jeg har bare slet ikke lyst til det. Har det virkelig skidt med at skulle "efterlade" mit barn så mange timer om dagen, og vil MEGET hellere have hende herhjemme. 

Eftersom jeg skulle have været på su, vil det jo ikke være en stor forandring i økonomien. Man kan få knap 3000 til pasning af eget barn, og så ville vi jo spare vuggestuen. 

Min kæreste bakker mig op, og siger at han selvfølgelig ikke vil tvinge mig ud i noget, som jeg ikke vil. (og det kan han jo heller ikke)

Men jeg kan ikke lade være med at tænke "hvad nu hvis..". Hvad hvis mig og kæresten går fra hinaden? Så er 3000 kr jo SLET ikke nok. Hvad hvis vores datter "tager skade" af ikke at se andre børn hver dag? Vil hun blive indadvendt/genert/komme bagud med sin udvikling? 
Jeg ville gå i legestue, til babysvømning og hvad jeg ellers kan finde i vores område, så det er jo ikke sådan at vi bare skulle gå hjemme hele dagen.

Hvad mener I? Kom gerne med gode råd/erfaringer

- Er anonym da min familie ikke ved noget om mine tanker.

Det der... Det kunne jeg have skrevet. Jeg har ikke fået skrevet Xander op til dp endnu da jeg virkelig får det elendigt når jeg har udfyldt papirerne så ender med at smide dem ud  Min barsel slutter om 2 måneder, så er faktisk allerede nu lidt for sent ude uanset hvad. Jeg overvejer virkelig også at blive hjemmegående, men tror desværre ikke vi har råd til det. I hvert fald ikke før manden er færdiguddannet. 

Men har også lidt de samme tanker som dig, men udvikling osv..

Tja, har hverken gode råd eller erfaring, ville vel egentlig bare sige at du ikke er alene 

Altså, først og fremmest... Så synes jeg det er rigtig dumt at starte på en uddannelse, hvis du kan mærke, at du bare slet ikke orker det (lige nu). Men, hvis det udelukkende er pga. dårlig samvittighed overfor dit barn, så synes jeg du skal tænke dig riiigtig godt om! Dit barn tager absolut ikke skade og så længe du går i skole, er du jo slet ikke væk 37 timer om ugen :-) Dit barn vil altså se dig meget mere, end hvis du havde et arbejde.

Hvis du bare slet ikke orker at skulle i skole nu, så kan du næsten være 100 på, at dropper ud efter kort tid - og det er da spild af su-klip. Dit barn vil nu heller ikke tage skade af at blive holdt hjemme, især ikke, hvis du tager i legestue, til babysvømning osv., hvor det kan komme ud blandt andre børn :-)

Frøken Førstegangsmor :D skriver:

Du kunne jo overveje at blive dagplejemor - HVIS nu din kaereste gaar fra dig.

Synes da ellers det virker velovervejet, saa vil ikke kommentere paa dit onske oma t blive hjemmegaaende.

Det har jeg godt tænkt på, men synes ikke rigtigt vi har pladsen til det Desuden er det nok ikke nemt, med alle de nedskæringer Hehe

Stéphanie skriver:

Det der... Det kunne jeg have skrevet. Jeg har ikke fået skrevet Xander op til dp endnu da jeg virkelig får det elendigt når jeg har udfyldt papirerne så ender med at smide dem ud  Min barsel slutter om 2 måneder, så er faktisk allerede nu lidt for sent ude uanset hvad. Jeg overvejer virkelig også at blive hjemmegående, men tror desværre ikke vi har råd til det. I hvert fald ikke før manden er færdiguddannet. 

Men har også lidt de samme tanker som dig, men udvikling osv..

Tja, har hverken gode råd eller erfaring, ville vel egentlig bare sige at du ikke er alene 

Rart at høre, at jeg ikke er alene!