Nu har jeg ingen Amstaff, men til gengæld en jagthund, der er meget stædig og vant til at være førerhund.
Når han får skæld ud, falder ørerne helt ned til ansigtet, halen mellem benene og så går han i sit bur.
Du kan kigge på vores hund med "øjnene", og så ved han, hvilken vej, ruten går.
Skubber jeg til min hund, lægger han sig om på ryggen med poterne i vejreet.
Det gælder om, at have 100 % styr på hunden, og det har din kæreste åbenbart ikke. Man skal da aldrig sige "undskyld" til en hund.
Hvis dit barn får af vide, han ikke må spise chokolade, men gør det alligevel - hvad ville du gøre? Rose ham for det, han har gjort eller fortælle ham, at det er forkert ?
Netop.
Jeg synes, det lyder ret uholdbart, at den hund skal være i nærheden af dit (jeres?) barn. Du er jo konstant usikker, og det er ikke engang et værdigt liv for hunden, fordi den bliver ekskluderet. Jeg er bange for, at det her problem kun vil vokse og blive værre.
Skil jer af med den hund. Forklar din kæreste, at det fandeme ikke er normalt at sige undskyld til en hund eller at den skal knurre. Kontakt en dyrelæge, der kan fortælle ham det.
Han er garanteret typen, der skal have det smækket op i ansigtet, før han ser alvoren. Lidt ala "Jeg behøver ikke spise mindre fedt, lige indtil den dag, jeg får en blodprop grundet for høj kolesterol. - Så stopper jeg til gengæld også".