snot forkælet bonusdatter (LANGT)

Rosa skriver:

Du virker, som flere har skrevet, meget frustreret over jeres situation, og det er fuldstændigt forståeligt at du kan føle at du giver enormt meget af dig selv, og at du og din kæreste strækker jer rigtig langt for at være bonusdatteren tilpas både til hverdag og i højtiderne. 

Men når jeg læser dit indlæg så skinner din frustration bare RIGTIG meget igennem. Du bruger ord som "snotdum" og "snotforkælet" m.m. og det skurrer bare helt vildt i de flestes ører når man snakker om et barn på 12. Udfra dit indlæg virker det bestemt som om at der er en grund til at hun savner sin mor når hun er hos jer, og at hun ikke har lyst til at komme til fødselsdag hos jer, for selvom du hygger med hende så er hun garanteret klar over at I synes hun gør tingene "forkert" - selvom det i virkeligheden ikke er hendes ansvar.

Jeg har selv haft en stedmor der langt hen ad vejen havde samme holdning til mig som du har til din bonusdatter - hun mente at jeg var forkælet fordi jeg simpelthen ikke havde samme opdragelse som hende. Hun "tøsehyggede" også som du kalder det, men det er ikke det samme som at jeg derefter automatisk er klar over hvad hun forventede af mig i dagligdagen. Jeg følte altid at jeg ikke helt passede ind i familien, og at hun kom før mig i min fars liv, og hver eneste gang hun hakkede på mig fordi jeg kom til at gå ind med sko på, øste mere op end jeg kunne spise osv. (ting som altså ikke var "issues" hjemme hos min mor) så lå det i stemningen at jeg var forkert - selvom jeg ikke altid var klar over hvad jeg havde gjort. De mente bare at det kunne jeg da selv regne ud, ellers måtte jeg da være dum og uopdragen... Åhh, hvor jeg gerne ville være dem tilpas, men jeg anede ikke hvordan og til sidst havde jeg mest lyst til bare at blive væk, hvilket man ikke rigtig KAN forklare i den alder...

Jeg synes det er enormt hårdt tacklet, det med fødselsdagen! Tænk at I vil tilbageholde hendes gaver fordi hun ikke har lyst til a komme ud til jer. Hvis hun virkelig havde det godt med jer og følte sig tilpas, så var der da ikke den togtur i verden der kunne afholde en 12-årig fra at se sin elskede far og få sine fødselsdagsgaver. Tænk lige lidt over hvor meget hun giver afkald på for at slippe for at komme ud til jer...?

At hun så senere gerne vil alligevel - jamen hun er jo skide bange for at hun nu igen ikke er god nok, at I (hendes far!!!) ikke kan lide hende og at alting nu bliver værre. Og det bekræftede I jo så ved at cutte hende af og nægte hende sin fødselsdag med far. Æv, det er altså rigtig synd for hende at I ikke kan være store nok til at lade et skilsmissebarn få lidt friere spillerum, når det nu er JER der er de voksne. I har hinanden til hverdag, I har baby på vej, skal snart flytte  osv. - kunne I da ikke være lidt mere large overfor et 12årigt overvægtigt skilsmissebarn der kører i tog frem og tilbage? 

Kh

Rosa - som sov i "jagtstuen" når hun var hos far, fordi det var vigtigere end jeg fik mit eget værelse som 15-årig. Nedprioritering? Yes Sir!!!

 

Jeg bliver nød til at med kommentere. Kender bestemt hvad rosa har oplevet. Og Synes det Er rigtig synd for pigen. Min stedmor kunne også virke rar, og alligevel fik jeg konstant små hentydninger, om at de ting jeg gjorde ikke var godt nok, og følte mig sjældent velkommen. DEt kan ikke være nemt at skulle bruge en masse rejsetid i den alder, og så kun føle sig til besvær. Håber du kan prøve at se det fra hendes side, og måske mødes med hende fremfor at modarbejde. Min stedmor havde 2 ældre børn end jeg, og følte mig meget udenfor, jeg tænker, hvad det ikke gør ved en 12 årig, hvor forholdet allerede er anstrengt, at i nu venter en ny. Jeg kunne godt forestille mig hun nemt kan føle at når der knap er plads til hende nu, hvad så når den lille kommer?
Måske det kan gavne at give hende værelset, lad hende være med til at indrette osv. Får i overnattende gæster har de sikkert intet imod at låne hendes værelse eller sove på en luftmadras :-)

Må indrømme at jeg ikke lige har fået tygget mig igennem alle de svar der er kommet...

Men jeg syntes faktisk det er synd for pigen!! det knuser næsten mit hjerte at høre hvordan hun opføre sig og hvordan du opfatter hende... For det hele bunder som jeg høre det i mangel på opdragelse og det er altså ikke pigens skyld at hun har en svag mor der ikke magter at lære hende de mest basale ting

Vasketøjet ville jeg personligt hoppe op og falde ned på... det er en del af almen teenage opførsel, og der ville jeg bare samle op og smide i vasketøjskurven og vaske når jeg nåede til det...

at hun smasker er hamrende uappetitligt, og det ville jeg gøre hende opmærksom på.... og så ville jeg ellers gøre mit bedste for på en ordentlig måde at lære hende de mangler der er i hendes opdragelse fra morens side

Da mine halvsøskende var små ( den yngste er et år ældre end vores ældste)og vi passede dem havde vi også andre regler end hvad de var vant til derhjemme... bla. havde vi og har stadig en regel om bordskik.... man venter med at rejse sig til alle er færdige...børn i mellem og voksne imellem, da det ellers bliver unfair, for voksne kan sidde og nyde god mad i laaaannggg tid og det mener vi dog ikke at børn behøver vente på Derudover servere vi den mad vi gør og så kan man spise eller lade være... der bliver ikke lavet særskilt medmindre det er pga. allergi sådan var det for mig da jeg voksede op og jeg er altså ikke ligefrem død af det... og jeg var MEGET kræsen self. hvis der er noget de bare ikke kan lide og som er konstant prøver vi at undgå at servere det, men med mine søskende kunne det variere meget.... nu passer vi dem ikke så meget mere da de jo efterhånden er så gamle at den ældste sagtens kan tage ansvar for den yngste

Anyways, syntes jeg måske lidt du mangler at kunne se det fra pigens side af... for det lyder som om hun har det svært, og uanset om du tror du viser det eller ej kan hun jo nok fornemme din afstandstagen... men prøv evt. at sætte dig ned med hende næste gang og prøv at forklar hende at det er hendes handlinger og ikke hende du har noget imod

og måske det også vil hjælpe når hun får eget værelse og derved måske et føler sig helt lige så meget som en gæst.... for det har også meget at sige når man er skilsmissebarn

Håber i finder ud af det...

Qnuz

Og så lige en kommentar til den med fødselsdagen: 

Jeg kan huske engang hvor jeg havde fået 13 til en eksamen, og skulle være hos min far og hans kone den efterfølgende weekend. Der var sommerfest i byen og jeg ringede hjem dernede fra og spurgte om jeg måtte blive længere ude og hygge med  de andre, og fik "jaja, det gør du bare".

Morgenen efter blev jeg mødt med fornærmet attitude, og fik afvide at de havde haft jordbær med fløde klar, en æske chokolade og 500kr som belønning for mit flotte resultet, men nu da jeg selv havde valgt dem fra fik jeg KUN chokoladen...

Det gjorde så indt at jeg stadig kan huske det i dag. Jeres fødselsdagshistorie minder på alle måder om min oplevelse... 

Jeg får simpelthen ondt i hjertet på vegne af din bonusdatter.... Det er jer der er de voksne i det her... Hun har ikke selv valgt at stå i det her roderi, med to familier der ikke samarbejder...Du må forsøge ikke at lade dig irritere over hende hele tiden... Når hun smasker osv, det er træls, men det gør mange børn altså... Helt ærligt tror jeg, at hun har det skidt... Jeg tror hendes selvværd er lavt og når hun ikke tør fortælle, at hun savner sin mor, betyder det at hun ikke er tryg nok! Det ville jeg foreslå at i tog til jer...

Hej du..

Der er måder og sige tingene på.. Men hvor om alting er, så ved jeg selv hvor svært det har været med en stedmor der ikke kunne lide mig, hun kaldte min mor for div. ting osv osv osv. Med alt taget i betragtning, også hendes alder ville jeg gøre flg.: Lave det nye værelse til gørsteværelse, dog med en reol hvor der kan stå noget af hendes på og evt en kommode hvor hendes tøj kan ligge i. Tage en snak med hende når hun kommer, om at I simpelthen gerne kunne tænke jer at hun bærer sin tallerken ud, siger tak for mad og lign. Fortælle at i elsker hende og savner hende, at I ønsker hun skal have det godt. Måske sige at man er nød til og lave noget, sådan at man alle sammen kan være sammen.

Min datter på nu 3½ laver selv de ting, og har faktisk gjort det siden hun var 2 år. Pt spiser hun mega langsomt, så jeg fortæller hende at hvis hun ikke spiser inden 35 min. (med uret sat klar til og bippe) kan hun ikke se film efter aftensmaden..  Og det virker.

Held og lykke

dorthemus skriver:

Jeg må indrømme at jeg stejler meget over din fremstilling af hende, som jeg faktisk synes er ret grov. Jeg har ærligt talt svært ved at tro, at hun ikke kan mærke din ulyst mod hende. Uanset hvad så er hun stadig et barn og det kan ikke være nemt at være hende der skal jonglere i to så forskellige verdener/familier. Jeg vil råde jer til opsøge en familieterapeut så I kan få nogle værktøjer til at håndtere de problematikker i står over for, med bl.a. begyndende pubertet og lille ny baby.

 Enig.

Hun er jo kun et barn. Og det lyder da til at det er ret store problemer hun går og tumler med: fedme, ser sjældent sin far, en mor der ikke kan tale pænt om x'en, en ny bonusmor som tydeligt nærer modvilje osv.

Jeg er sikker på at hun ikke savner sin mor for at være onde ved jer. Hvis hun ikke er opdraget til at sige tak for gaverne som 12 årig, så  er det altså IKKE hendes skyld. Plus at hun måske også er ret usikker på hvordan hun skal opføre sig hos jer fordi hun kommer hos jer så sjældent.

Jeg synes at ideen med en familieterapeut er rigtig god.

 

Rosa skriver:

Og så lige en kommentar til den med fødselsdagen: 

Jeg kan huske engang hvor jeg havde fået 13 til en eksamen, og skulle være hos min far og hans kone den efterfølgende weekend. Der var sommerfest i byen og jeg ringede hjem dernede fra og spurgte om jeg måtte blive længere ude og hygge med  de andre, og fik "jaja, det gør du bare".

Morgenen efter blev jeg mødt med fornærmet attitude, og fik afvide at de havde haft jordbær med fløde klar, en æske chokolade og 500kr som belønning for mit flotte resultet, men nu da jeg selv havde valgt dem fra fik jeg KUN chokoladen...

Det gjorde så indt at jeg stadig kan huske det i dag. Jeres fødselsdagshistorie minder på alle måder om min oplevelse... 

Undskyld mig meget men du er lige netop sådan en der giver dårligt ry til alle bonusmødre ude i det ganske land!

Du og din mand brude virkelig skamme jer...

Ja, måske få hun ikke meget opdragelse hjemme hos mor... Men det er sgu da heller ikke kun hendes opgave at opdrage.... I kan ikke "bare" fralægge jer ansvaret på den måde...

Seriøst det er til at brække sig over

Hvem er det lige der er de voksene og hvem er den 12 årige.....?

Der er familie terapeut og psykolog indover, og det har der været i 1½år. Tingene er blevet bedre på nogen ting, men andre er stadig "slemme".
Det kan godt være jeg har skrevet ubehøvlet og hvad der ellers er sagt, men når det fylder meget inde i ens hoved, så bryder det altså ud nogen gange.!

Vi har ikke valgt at hun kun skal komme 1. gang om måneden. Det har hendes mor. Fordi de ikke kan undvære hinanden. (og det er altså sagt af familie terapeuten - og ikke kun af os!!!!)

Vi sørger altid for at snakke med hende inden hun kommer, om hvad hun har lyst til at lave. Og som enhver anden teenager har hun ikke lyst til at lave noget, andet end at se tv. Så vi sørger altid for at vi er ude og lave noget om lørdagen, og så kan de to hygge om søndagen. For har hun utret ønske om at bruge tid alene med sin far så har hun søndagen til det, inden hun skal med toget om eftermiddagen.

Som en af de første skrev, så er min kæreste ikke en dårlig far. Hun ytre bare ingen lyst til at bruge tid med ham overhovedet. Når vi sidder i sofaen, er det mig hun lægger sig op af, og ikke ham. Vi kan sagtens sidde og hygge til en film, bage kage osv. Men hun har ingen lyst til at være sammen med ham overhovedet. Hvilket sårer ham utrolig meget.

Hver gang hun bliver sat på toget, snakker min kæreste og x-kone om hvordan weekenden er gået, og nogle gange har vi droppet en weekend, hvis vi (alle - inkl. mor inden hun skulle afsted) har kunne mærke på hende at hun ikke har ville komme, for så har hun endnu længere tid til at glæde sig til at komme, og når hun så kommer, GIDER hun faktisk bruge tid sammen med ham.

Tingene bliver ikke bedre, når hun er herovre, så længe hendes mor sidder og sender sms'er konstant om hvad hun laver. For det stakkels pigebarn vil ikke gå glip af hvad mor og lillesøster laver derhjemme.

Vi har mange kampe ja, og hun er en teenager ja, og et barn ja. Jeg er selv skilsmisse barn, og ved godt hvordan det er at komme og ikke være ønsket. Jeg fik selv to sofapuder at sove på, på gulvet, hvis min søster og mig skulle ud til min fars kæreste.
Derfor har vi også gjort så meget ud af, at være så lidt muligt hjemme, når vi nu ikke havde mere plads end vi har. For det kan altså hurtigt knibe. Vi har nogen gange også byttet seng, så en af os andre har taget sovesofaen, og hun har taget sengen, med den af os hun gad og sove med.

Og hvad angår julen, som mange har skrevet om. Det var ikke os der tog beslutningen om at hun skulle hjem. Det var hendes mor! Hvis de har sat sig noget for, jamen så er der ikke noget og sige. Tror i vi synes det er sjovt at have hende på besøg i 1½døgn, når hun skulle have været på ferie herovre i en uge? Vi skulle have været i sommerhus med min lillebror som er på hendes alder, og de to hygger sig altid sammen... Tror mest af alt bare at det bundede ud i, at hun vidste hendes mor skulle være alene juleaften, og det synes hun var synd.

Når hun er her, har vi valgt at vi ikke opdrager - MEDMINDRE - det er et eller andet fuldstændig åndsvagt. Vi har aldrig skældt hende ud, og prøver helst at der ingen regler er - pånær de basale - for hun ikke skal føle det er som et fængsel herovre, når hun nu er her så lidt... Hun ved at hun altid kan ringe og spørge om hun må komme herover, og det har hun også gjort, og svaret er altid ja. Ligesom hun også har ringet og spurgt om vi gad og komme over, og se hende spille fodbold en søndag eftermiddag. Vi er kommet - uanset om vi har haft andre planer , For hun har altså første priotet. Vi aflyste en deltagelse i en barnedåb, for at se hende spille fodbold.

I bund og grund TROR JEG at hendes manglende evne til at føle sig tryg og tilpas i hendes fars selskab skyldes, at moren har haft en kæreste som var meget ubehagelig overfor hende. Han skældte hende ud for den mindste ting, og gav virkelig udtryk for at han ikke kunne lide hende.. Det har vi altså aldrig gjort - selvom nogen har fået det til at lyde sådan.. Hvilket har knyttet mor og datter endnu tættere.

Men - i kan bare komme med jeres meninger. Jeg ved, at vi gør et godt stykke arbejde herover - omend det er besværligt at være bonusmor, i en meget ung alder. Vi får ros, når hun er herovre, selv af x-konen!!!!!

Anonym skriver:

Der er familie terapeut og psykolog indover, og det har der været i 1½år. Tingene er blevet bedre på nogen ting, men andre er stadig "slemme".
Det kan godt være jeg har skrevet ubehøvlet og hvad der ellers er sagt, men når det fylder meget inde i ens hoved, så bryder det altså ud nogen gange.!

Vi har ikke valgt at hun kun skal komme 1. gang om måneden. Det har hendes mor. Fordi de ikke kan undvære hinanden. (og det er altså sagt af familie terapeuten - og ikke kun af os!!!!)

Vi sørger altid for at snakke med hende inden hun kommer, om hvad hun har lyst til at lave. Og som enhver anden teenager har hun ikke lyst til at lave noget, andet end at se tv. Så vi sørger altid for at vi er ude og lave noget om lørdagen, og så kan de to hygge om søndagen. For har hun utret ønske om at bruge tid alene med sin far så har hun søndagen til det, inden hun skal med toget om eftermiddagen.

Som en af de første skrev, så er min kæreste ikke en dårlig far. Hun ytre bare ingen lyst til at bruge tid med ham overhovedet. Når vi sidder i sofaen, er det mig hun lægger sig op af, og ikke ham. Vi kan sagtens sidde og hygge til en film, bage kage osv. Men hun har ingen lyst til at være sammen med ham overhovedet. Hvilket sårer ham utrolig meget.

Hver gang hun bliver sat på toget, snakker min kæreste og x-kone om hvordan weekenden er gået, og nogle gange har vi droppet en weekend, hvis vi (alle - inkl. mor inden hun skulle afsted) har kunne mærke på hende at hun ikke har ville komme, for så har hun endnu længere tid til at glæde sig til at komme, og når hun så kommer, GIDER hun faktisk bruge tid sammen med ham.

Tingene bliver ikke bedre, når hun er herovre, så længe hendes mor sidder og sender sms'er konstant om hvad hun laver. For det stakkels pigebarn vil ikke gå glip af hvad mor og lillesøster laver derhjemme.

Vi har mange kampe ja, og hun er en teenager ja, og et barn ja. Jeg er selv skilsmisse barn, og ved godt hvordan det er at komme og ikke være ønsket. Jeg fik selv to sofapuder at sove på, på gulvet, hvis min søster og mig skulle ud til min fars kæreste.
Derfor har vi også gjort så meget ud af, at være så lidt muligt hjemme, når vi nu ikke havde mere plads end vi har. For det kan altså hurtigt knibe. Vi har nogen gange også byttet seng, så en af os andre har taget sovesofaen, og hun har taget sengen, med den af os hun gad og sove med.

Og hvad angår julen, som mange har skrevet om. Det var ikke os der tog beslutningen om at hun skulle hjem. Det var hendes mor! Hvis de har sat sig noget for, jamen så er der ikke noget og sige. Tror i vi synes det er sjovt at have hende på besøg i 1½døgn, når hun skulle have været på ferie herovre i en uge? Vi skulle have været i sommerhus med min lillebror som er på hendes alder, og de to hygger sig altid sammen... Tror mest af alt bare at det bundede ud i, at hun vidste hendes mor skulle være alene juleaften, og det synes hun var synd.

Når hun er her, har vi valgt at vi ikke opdrager - MEDMINDRE - det er et eller andet fuldstændig åndsvagt. Vi har aldrig skældt hende ud, og prøver helst at der ingen regler er - pånær de basale - for hun ikke skal føle det er som et fængsel herovre, når hun nu er her så lidt... Hun ved at hun altid kan ringe og spørge om hun må komme herover, og det har hun også gjort, og svaret er altid ja. Ligesom hun også har ringet og spurgt om vi gad og komme over, og se hende spille fodbold en søndag eftermiddag. Vi er kommet - uanset om vi har haft andre planer , For hun har altså første priotet. Vi aflyste en deltagelse i en barnedåb, for at se hende spille fodbold.

I bund og grund TROR JEG at hendes manglende evne til at føle sig tryg og tilpas i hendes fars selskab skyldes, at moren har haft en kæreste som var meget ubehagelig overfor hende. Han skældte hende ud for den mindste ting, og gav virkelig udtryk for at han ikke kunne lide hende.. Det har vi altså aldrig gjort - selvom nogen har fået det til at lyde sådan.. Hvilket har knyttet mor og datter endnu tættere.

Men - i kan bare komme med jeres meninger. Jeg ved, at vi gør et godt stykke arbejde herover - omend det er besværligt at være bonusmor, i en meget ung alder. Vi får ros, når hun er herovre, selv af x-konen!!!!!

undskyld mig, men hvis I heller ikke "vil" opdrage hende hvem skal så tage ansvar for at hun ikke gør de ting i ønsker og finder basale altså de ting du bla. bliver irriteret over at hun gør/ikke gør

Tænker bare også at det må være svært når hun er hjemme hos sine veninder/klassekammerater

Føler virkelig med den pige, for det lyder ikke som om hun har de letteste vilkår i livet

Qnuz