Rosa skriver:
Du virker, som flere har skrevet, meget frustreret over jeres situation, og det er fuldstændigt forståeligt at du kan føle at du giver enormt meget af dig selv, og at du og din kæreste strækker jer rigtig langt for at være bonusdatteren tilpas både til hverdag og i højtiderne.
Men når jeg læser dit indlæg så skinner din frustration bare RIGTIG meget igennem. Du bruger ord som "snotdum" og "snotforkælet" m.m. og det skurrer bare helt vildt i de flestes ører når man snakker om et barn på 12. Udfra dit indlæg virker det bestemt som om at der er en grund til at hun savner sin mor når hun er hos jer, og at hun ikke har lyst til at komme til fødselsdag hos jer, for selvom du hygger med hende så er hun garanteret klar over at I synes hun gør tingene "forkert" - selvom det i virkeligheden ikke er hendes ansvar.
Jeg har selv haft en stedmor der langt hen ad vejen havde samme holdning til mig som du har til din bonusdatter - hun mente at jeg var forkælet fordi jeg simpelthen ikke havde samme opdragelse som hende. Hun "tøsehyggede" også som du kalder det, men det er ikke det samme som at jeg derefter automatisk er klar over hvad hun forventede af mig i dagligdagen. Jeg følte altid at jeg ikke helt passede ind i familien, og at hun kom før mig i min fars liv, og hver eneste gang hun hakkede på mig fordi jeg kom til at gå ind med sko på, øste mere op end jeg kunne spise osv. (ting som altså ikke var "issues" hjemme hos min mor) så lå det i stemningen at jeg var forkert - selvom jeg ikke altid var klar over hvad jeg havde gjort. De mente bare at det kunne jeg da selv regne ud, ellers måtte jeg da være dum og uopdragen... Åhh, hvor jeg gerne ville være dem tilpas, men jeg anede ikke hvordan og til sidst havde jeg mest lyst til bare at blive væk, hvilket man ikke rigtig KAN forklare i den alder...
Jeg synes det er enormt hårdt tacklet, det med fødselsdagen! Tænk at I vil tilbageholde hendes gaver fordi hun ikke har lyst til a komme ud til jer. Hvis hun virkelig havde det godt med jer og følte sig tilpas, så var der da ikke den togtur i verden der kunne afholde en 12-årig fra at se sin elskede far og få sine fødselsdagsgaver. Tænk lige lidt over hvor meget hun giver afkald på for at slippe for at komme ud til jer...?
At hun så senere gerne vil alligevel - jamen hun er jo skide bange for at hun nu igen ikke er god nok, at I (hendes far!!!) ikke kan lide hende og at alting nu bliver værre. Og det bekræftede I jo så ved at cutte hende af og nægte hende sin fødselsdag med far. Æv, det er altså rigtig synd for hende at I ikke kan være store nok til at lade et skilsmissebarn få lidt friere spillerum, når det nu er JER der er de voksne. I har hinanden til hverdag, I har baby på vej, skal snart flytte osv. - kunne I da ikke være lidt mere large overfor et 12årigt overvægtigt skilsmissebarn der kører i tog frem og tilbage?
Kh
Rosa - som sov i "jagtstuen" når hun var hos far, fordi det var vigtigere end jeg fik mit eget værelse som 15-årig. Nedprioritering? Yes Sir!!!
