snot forkælet bonusdatter (LANGT)

Anonym skriver:

Det gjorde min kæreste i samråd med sin mor, som selv mente hun ikke fortjente at få gaverne. De har den holdning i familien, at kommer du ikke , får du ingen gave. Det gælder også alle de andre børnebørn, og ikke kun hende.

Og nej det skal ikke lyde negativt, men hun ser dem 6-8 gange om året, og hver gang får hun en gave til 500kr, og en dyrere en til jul/fødselsdag. De gider da ikke smide penge ud af vinduet. De vil jo gerne se både hende og glæden i hendes øjne, når hun får gaverne.

Hvis I vil lære hende, at gaver ikke er en kærlighedserklæring, men en kontant afregning for, at modtageren kommer, pakker op og ser tilpas taknemmelig ud - så er I inde på det helt rigtige spor. Om nogle år kan det være, hun har lært at kalkulere med, at hvis hun besøger sin far og hans familie x gange om året, så vanker der gaver - og dermed bliver hendes besøg hos jer ren beregning. Er det det, I ønsker?

I øvrigt kan I ikke laste hende for, at hun blev væk og holdt fødselsdag hos sin mor - det er 100 procents moderens ansvar. Den voksne viser barnet, hvad der er ok og ikke ok, og når mor giver grønt lys, så kan I ikke forlange, hun selv gør sig moralske overvejelser over det.

Generelt synes jeg, det er trist at se, hvordan prædikatet "teenager" sættes på en pige, som ikke engang er fyldt 12 endnu. Hun er et BARN, og uanset, om hun tidligere har ageret anderledes, så famler hun sig frem og forsøger at finde den rigtige måde at gebærde sig på i to vidt forskellige hjem.

Når din kæreste siger, hun kan blive væk - når du vil straffe hende ved ikke at vaske hendes tøj - og når hun mister sine fødselsdagsgaver som straf for noget, der er hendes mors ansvar - ja, så viser I hende da ALT andet, end at hun helt basalt er elsket og ønsket hos jer. Mon ikke, det LIGE præcis er det, hun higer efter at få af- eller bekræftet?

pu ha en holdning at have til et "bonus-barn" hvis det nu også er dét..

overvej om ikke det er bedst for pigen ikke at komme til den stemning.

Kan kun sige : INGEN af mine børn var blevet udleveret - hvis opfattelsen af mit barn var som din.

Jeg syntes meget af det grænser sig til psykisk terror - med fødselsdag osv

Anonym skriver:

Så længe familie terapeuten er indover, og kan give værktøjer til hvordan vi tackler hende, så tror jeg nok det skal gå, hvis vi holder fast i vores regler..

Et helt grundlæggende "værktøj" kunne i den forbindelse være, at du genlæste, hvad du skrev i dit første indlæg og overvejede, om hun mon ikke har gennemskuet, at du har SÅ voldsom modvilje over for hende.

Jeg citerer lige fra dit første indlæg: "Og det værste af mine problemer er at hun smasker så forfærdelig meget, at jeg bliver dårlig af at spise med hende. Selvom vi gør hende opmærksom på det, stopper hun i 30 sek. og så er det forfra.. Nogle gange har jeg med vilje "sovet" længe søndag morgen, for at slippe for at spise morgenmad med hende. "

Jeg krummer tæer over, at det er "det værste af dine problemer" - i så fald har du det i hvert fald let! Når du skriver, at "ungen bliver federe og federe", og du væmmes ved at spise med hende - tror du så slet ikke, hun fornemmer, at du reelt mener, hun er frastødende?

Et helt grundlæggende "værktøj" kunne i den forbindelse være, at du genlæste, hvad du skrev i dit første indlæg og overvejede, om hun mon ikke har gennemskuet, at du har SÅ voldsom modvilje over for hende.

Jeg citerer lige fra dit første indlæg: "Og det værste af mine problemer er at hun smasker så forfærdelig meget, at jeg bliver dårlig af at spise med hende. Selvom vi gør hende opmærksom på det, stopper hun i 30 sek. og så er det forfra.. Nogle gange har jeg med vilje "sovet" længe søndag morgen, for at slippe for at spise morgenmad med hende. "

Jeg krummer tæer over, at det er "det værste af dine problemer" - i så fald har du det i hvert fald let! Når du skriver, at "ungen bliver federe og federe", og du væmmes ved at spise med hende - tror du så slet ikke, hun fornemmer, at du reelt mener, hun er frastødende?

præcis Børn er MEGET fint-følende og den modvelje mod hende har hun da "scannet"

Rosa skriver:

Du virker, som flere har skrevet, meget frustreret over jeres situation, og det er fuldstændigt forståeligt at du kan føle at du giver enormt meget af dig selv, og at du og din kæreste strækker jer rigtig langt for at være bonusdatteren tilpas både til hverdag og i højtiderne. 

Men når jeg læser dit indlæg så skinner din frustration bare RIGTIG meget igennem. Du bruger ord som "snotdum" og "snotforkælet" m.m. og det skurrer bare helt vildt i de flestes ører når man snakker om et barn på 12. Udfra dit indlæg virker det bestemt som om at der er en grund til at hun savner sin mor når hun er hos jer, og at hun ikke har lyst til at komme til fødselsdag hos jer, for selvom du hygger med hende så er hun garanteret klar over at I synes hun gør tingene "forkert" - selvom det i virkeligheden ikke er hendes ansvar.

Jeg har selv haft en stedmor der langt hen ad vejen havde samme holdning til mig som du har til din bonusdatter - hun mente at jeg var forkælet fordi jeg simpelthen ikke havde samme opdragelse som hende. Hun "tøsehyggede" også som du kalder det, men det er ikke det samme som at jeg derefter automatisk er klar over hvad hun forventede af mig i dagligdagen. Jeg følte altid at jeg ikke helt passede ind i familien, og at hun kom før mig i min fars liv, og hver eneste gang hun hakkede på mig fordi jeg kom til at gå ind med sko på, øste mere op end jeg kunne spise osv. (ting som altså ikke var "issues" hjemme hos min mor) så lå det i stemningen at jeg var forkert - selvom jeg ikke altid var klar over hvad jeg havde gjort. De mente bare at det kunne jeg da selv regne ud, ellers måtte jeg da være dum og uopdragen... Åhh, hvor jeg gerne ville være dem tilpas, men jeg anede ikke hvordan og til sidst havde jeg mest lyst til bare at blive væk, hvilket man ikke rigtig KAN forklare i den alder...

Jeg synes det er enormt hårdt tacklet, det med fødselsdagen! Tænk at I vil tilbageholde hendes gaver fordi hun ikke har lyst til a komme ud til jer. Hvis hun virkelig havde det godt med jer og følte sig tilpas, så var der da ikke den togtur i verden der kunne afholde en 12-årig fra at se sin elskede far og få sine fødselsdagsgaver. Tænk lige lidt over hvor meget hun giver afkald på for at slippe for at komme ud til jer...?

At hun så senere gerne vil alligevel - jamen hun er jo skide bange for at hun nu igen ikke er god nok, at I (hendes far!!!) ikke kan lide hende og at alting nu bliver værre. Og det bekræftede I jo så ved at cutte hende af og nægte hende sin fødselsdag med far. Æv, det er altså rigtig synd for hende at I ikke kan være store nok til at lade et skilsmissebarn få lidt friere spillerum, når det nu er JER der er de voksne. I har hinanden til hverdag, I har baby på vej, skal snart flytte  osv. - kunne I da ikke være lidt mere large overfor et 12årigt overvægtigt skilsmissebarn der kører i tog frem og tilbage? 

Kh

Rosa - som sov i "jagtstuen" når hun var hos far, fordi det var vigtigere end jeg fik mit eget værelse som 15-årig. Nedprioritering? Yes Sir!!!

 

Mange af de ting du skriver mindes jeg faktisk også fra min egen barndom som skilsmissebarn. Og kan stadig føle at jeg ikke er et godt nok menneske overfor min fars side af familien, eller føle at jeg ikke rigtigt er familie. Dette er på trods af at de var søde. Alt var bare så anerledes i forhold til skik og regler!