snot forkælet bonusdatter (LANGT)

LilleLene skriver:

Altså jeg syntes da kun det skal gå igennem faren og moren, men det er jo også hendes hjem. Jeg ville godt nok heller ikke tillade at hun gjorde som hun gjorde, når man siger det til pigebarnet konstant

Men i bund og grund, tror du så virkelig bare det handler om en opdragelse? - Der lægger jo så meget andet i det. Det er følelser, retningslinjer og et barn som ikke ved hvad hun skal gøre?  Tror ikke det vil hjælpe bare at opdrage mere på hende, det vil blot få hende til at føle sig mere forkert og uvelkommen i hjemmet. Man må først tage hul på bylden, få trygheden og venskabet tilbage igen før man kan begynde at skændes om et tallerken er tage af bordet eller ej.. 

Risen skriver:

Men i bund og grund, tror du så virkelig bare det handler om en opdragelse? - Der lægger jo så meget andet i det. Det er følelser, retningslinjer og et barn som ikke ved hvad hun skal gøre?  Tror ikke det vil hjælpe bare at opdrage mere på hende, det vil blot få hende til at føle sig mere forkert og uvelkommen i hjemmet. Man må først tage hul på bylden, få trygheden og venskabet tilbage igen før man kan begynde at skændes om et tallerken er tage af bordet eller ej.. 

Jeg er enig. Det handler om at føle at man er elsket og accepteret uanset hvad - at kærligheden ikke er betinget af om man lever op til krav om manerer m.m. 

Rosa skriver:

Du virker, som flere har skrevet, meget frustreret over jeres situation, og det er fuldstændigt forståeligt at du kan føle at du giver enormt meget af dig selv, og at du og din kæreste strækker jer rigtig langt for at være bonusdatteren tilpas både til hverdag og i højtiderne. 

Men når jeg læser dit indlæg så skinner din frustration bare RIGTIG meget igennem. Du bruger ord som "snotdum" og "snotforkælet" m.m. og det skurrer bare helt vildt i de flestes ører når man snakker om et barn på 12. Udfra dit indlæg virker det bestemt som om at der er en grund til at hun savner sin mor når hun er hos jer, og at hun ikke har lyst til at komme til fødselsdag hos jer, for selvom du hygger med hende så er hun garanteret klar over at I synes hun gør tingene "forkert" - selvom det i virkeligheden ikke er hendes ansvar.

Jeg har selv haft en stedmor der langt hen ad vejen havde samme holdning til mig som du har til din bonusdatter - hun mente at jeg var forkælet fordi jeg simpelthen ikke havde samme opdragelse som hende. Hun "tøsehyggede" også som du kalder det, men det er ikke det samme som at jeg derefter automatisk er klar over hvad hun forventede af mig i dagligdagen. Jeg følte altid at jeg ikke helt passede ind i familien, og at hun kom før mig i min fars liv, og hver eneste gang hun hakkede på mig fordi jeg kom til at gå ind med sko på, øste mere op end jeg kunne spise osv. (ting som altså ikke var "issues" hjemme hos min mor) så lå det i stemningen at jeg var forkert - selvom jeg ikke altid var klar over hvad jeg havde gjort. De mente bare at det kunne jeg da selv regne ud, ellers måtte jeg da være dum og uopdragen... Åhh, hvor jeg gerne ville være dem tilpas, men jeg anede ikke hvordan og til sidst havde jeg mest lyst til bare at blive væk, hvilket man ikke rigtig KAN forklare i den alder...

Jeg synes det er enormt hårdt tacklet, det med fødselsdagen! Tænk at I vil tilbageholde hendes gaver fordi hun ikke har lyst til a komme ud til jer. Hvis hun virkelig havde det godt med jer og følte sig tilpas, så var der da ikke den togtur i verden der kunne afholde en 12-årig fra at se sin elskede far og få sine fødselsdagsgaver. Tænk lige lidt over hvor meget hun giver afkald på for at slippe for at komme ud til jer...?

At hun så senere gerne vil alligevel - jamen hun er jo skide bange for at hun nu igen ikke er god nok, at I (hendes far!!!) ikke kan lide hende og at alting nu bliver værre. Og det bekræftede I jo så ved at cutte hende af og nægte hende sin fødselsdag med far. Æv, det er altså rigtig synd for hende at I ikke kan være store nok til at lade et skilsmissebarn få lidt friere spillerum, når det nu er JER der er de voksne. I har hinanden til hverdag, I har baby på vej, skal snart flytte  osv. - kunne I da ikke være lidt mere large overfor et 12årigt overvægtigt skilsmissebarn der kører i tog frem og tilbage? 

Kh

Rosa - som sov i "jagtstuen" når hun var hos far, fordi det var vigtigere end jeg fik mit eget værelse som 15-årig. Nedprioritering? Yes Sir!!!

 

Så fint formuleret Moni.................fik helt ondt i maven. Synes måske at den 12-årige pige ville være bedre tjent uden sin far og stedmor.............og lillesøster/bror.

Hold da op hvor må hun føle sig forkert, og uelsket.

Så fint formuleret Moni.................fik helt ondt i maven. Synes måske at den 12-årige pige ville være bedre tjent uden sin far og stedmor.............og lillesøster/bror.

Hold da op hvor må hun føle sig forkert, og uelsket.

De voksne kan ikke altid se hvor grundlæggende forkert man i forvejen føler sig som skilsmissebarn, når den ene forælder starter ny familie op. Min erfaring er, at folk på ingen måde er ondskabsfulde med vilje - de forstår simpelthen bare ikke hvor hårdt det er, og hvordan man som barn fuldstændig kan give op i forsøget på at vinde sin fars/mors kærlighed. INGEN børn ønsker sig bonusforældre, men de har intet valg, og de tilpasser sig bedst muligt efter forholdene.

Hun er præ-teenager, hende her, og sikke en alder at skulle igennem...  

LilleLene skriver:

Selvom man har det svært, kan man godt opføre sig ordenligt ! ISÆR når man er 12 år
Det er ingen undskyldning for at opføre sig dårligt, bare fordi man har det svært, det har stort set alle skilsmissebørn haft, jeg syntes ikke bare man skal se til, når et så gammelt barn, om du vil, opføre sig på den måde

Jeg mener heller ikke, at man bare skal se til uden at gøre noget. Det er heller ikke til barnets bedste.
Men du kan ikke sammenligne hende med dig og andre børn udelukkende på baggrund af at I har skildmissen tilfælles. Det lyder som om der ligger mange andre problemstillinger bag. Og hvis pigen ikke har lært at opføre sig pænt og interagere normalt i et familieliv, så skal hun jo først lære det. Ingen børn kan gøre for, at forældrene ikke har lært dem at begå sig!

Jeg mener at denne opdragen og lære skal gøre med kærlighed, tålmodighed og forståelse for de bagvedliggende problematikker.
Et barn som fx flipper helt ud i supermarkedet har som regel en grund til det, og så tror jeg ikke det hjælper bare at skælde ud (i de fleste tilfælde), men at møde barnet på dets niveau og finde ud af, hvad der ligger bag reaktionen.

Jeg sidder her dybt rystet efter at have læst dit indlæg

Stakkels pige tænker jeg bare.

Syndes Rosa siger det der skal siges på en god måde

Rosa skriver:

De voksne kan ikke altid se hvor grundlæggende forkert man i forvejen føler sig som skilsmissebarn, når den ene forælder starter ny familie op. Min erfaring er, at folk på ingen måde er ondskabsfulde med vilje - de forstår simpelthen bare ikke hvor hårdt det er, og hvordan man som barn fuldstændig kan give op i forsøget på at vinde sin fars/mors kærlighed. INGEN børn ønsker sig bonusforældre, men de har intet valg, og de tilpasser sig bedst muligt efter forholdene.

Hun er præ-teenager, hende her, og sikke en alder at skulle igennem...  

Det ER nemlig bare rigtig hårdt!

Min Mor døde, lige inden jeg fyldte 18 år. Min Far har nu en ny familie med kone, to bonusbørn og min lillesøster på 5 år (som han har fået med sin nye kone).

Selvom jeg er uendeligt glas for min nye familie, min lillesøster, bonussøstre og 'papmor' og selvom jeg er voksen og selv har mand og barn, så får jeg alligevel ofte et lille stik indeni, når de skal noget sammen, hvor jeg ikke er med, eller når der går lidt fra mig i forhold til, hvis ikke jeg havde haft en lillesøster på kun 5 år, som jo ligesom gør mig til meget mindre barn og datter, altså i selve rollefordelingen mellem min Far og jeg. Hvor andre forældre uden efterbøglere måske har en større tendens til stadig at se deres voksne børn, som børn altid i visse situationer.

Så denne pige må i den grad kæmpe rigtig meget med følelsen af ikke at høre til, at være forkert, uelsket, uaccepteret osv.
Det kan altså kun løses med forståelse og kærlighed!

Hej TS.

Jeg vil foreslå du og din mand lægger kortene på bordet overfor hans datter. fortæller hvad i forventer af hende når hun er hos jer. sæt jer ned sammen med hende og lav spillereglerne. lad hende være medbestemmende. spørg hende hvad hun gerne vil når hun er hos jer.

På den måde laver i en dialog omkring problemerne og hun får mulighed for at komme med indput til hvad hun gerne vil med sin weekend hos jer. Det kan være det at have et værelse faktisk betyder rigtig meget for hende, eller at hun gerne vil have nogle timer alene sammen med hendes far.

Hun har det tydeligt svært og du har forsøgt at behage hende uden af vide hvad du skal gøre for at gøre det nemmere for hende. Jeg tror bare i er kørt af sporet og har brug for at komme på ret køl igen.

Du er velkommen til at skrive en PB til mig, hvis du har brug for det.

Jeg håber i finder en god løsning for jer alle.

Rosa skriver:

De voksne kan ikke altid se hvor grundlæggende forkert man i forvejen føler sig som skilsmissebarn, når den ene forælder starter ny familie op. Min erfaring er, at folk på ingen måde er ondskabsfulde med vilje - de forstår simpelthen bare ikke hvor hårdt det er, og hvordan man som barn fuldstændig kan give op i forsøget på at vinde sin fars/mors kærlighed. INGEN børn ønsker sig bonusforældre, men de har intet valg, og de tilpasser sig bedst muligt efter forholdene.

Hun er præ-teenager, hende her, og sikke en alder at skulle igennem...  

... Lukket under ombygning .... Plejede min mor at sige om pubertetsbørn og for os andre udeforstående er det nok en meget smart måde at beskrive dem på..

Lille pige altså ...

Nu er det jo sådan at børn bliver huritg påvirket af de voksne og mærk mig at jeg skriver børn, for selvom hun er 12 år, så ER hun stadig et barn.

Og for mig lyder hun bare som alle andre børn på vej ti at blive teenager og dertil skal det så siges, at jeg synes det er moderen der er galt på den, dte lyder som om det i virkeligheden er hende der påvirker rigtig meget.

Jeg tror på det ikke er nemt at være skilsmisse barn, og hvis moderen oveni påvirker hende negativt i forholdt til dig/jer, er det da i hvert fald ikke nemmere for hende. Og så sprøg jeg dig? tror du det er nemt at være en overvægtig pige på 12 år i skolen?? Og hvis hendes mor ikke gør noget for at hjælpe hende? Og til sidst hvis hun har det dårligt med sig selv og oven i køber ikke ser sin far mere end 2 gange i måneden og nu skal han have et "nyt" barn - JEG tror bestemt ikke det er nemt. 

Tror iøvrigt ikke du finder mange teenager pige der ikke smider sit tøj eller roder... Du kan prøve at spørge min mor, hvordan min søster jeg var  og vi var altså hverken forkælede eller ubehøvelede, men vi rodede og hadede at få at vde vi skulle rydde op