Frygter fødselsdepression - jeres erfaringer?

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Hej søde!

Jeg ved ikke om det kan hjælpe noget som helst, eller om det bliver "normalt" af den årsag. Men jeg har det ret meget på samme måde. Jeg har især om aftenen svært ved det hele og er bare MEGA ked af det, men kan ikke sætte en finger på hvad det er præcis jeg er ked af - jeg har det bare rigtig skidt i hovedet!

Jeg fik heller ikke hverken spist eller drukket nok og det hjælper jo heller ikke på at man har hverken nok mælk eller go mælk.

Nick nærmest tvang mig med ned til mine forældre her i weekenden, hvor der jo "automatisk" blev lavet mad til mig og man ikke sådan bare lige glemmer at spise og drikke. Desuden var der jo go hjælp, støtte og opmuntring at hænte i min mor som jo har ammet os da vi var små.

Sådan et par dage har gjordt underværker hos mig - jeg har ikke grædt i over et døgn nu og har det også meget bedre!
Det syntes jeg at du/i skal prøve at arrangerer også.

Det betyder at du kan slappe lidt af uden at du er væk fra hende, du er der jo hvis hun har brug for dig! Bare det at du får ordenlig mad 3 gange om dagen betyder VILDT meget!

Jeg håber at du får det bedre hurtigt! Det er hårdt at blive mor!

Jeg kan genkende mig selv SÅ meget i det du skriver.. jeg havde præcis de samme følelser og tanker de første mange dage efter fødslen Jeg har dog ikke haft depression før, men jeg tænker at disse tanker og følelser er meget normale når man er blevet mor. Man skal lære sit barn at kende og omvendt, man skal lære at amme, skifte ble, reagerer på sit barns gråd osv. osv. Og oven i det er der bare så mange følelser forbundet med det at blive mor, fødslen osv.

Første gang vi havde gæster efter fødslen, 4 dage efter, begyndte jeg bare at tude da gæsterne var kommet ind og spurgte hvordan jeg havde det Og jeg ved ikke hvorfor.. alt var bare så overvældende samtidig med, at amningen var begyndt at gå i hårdknude med sår på vorterne osv. (som så blev til brystbetændelse med det resultat, at min søn tabte sig 200 g. på dén uge) Da min kærestes barsel var ved at være slut sad jeg og tudede og kunne slet ikke overskue, at nu skulle jeg være alene med ham HELE dagen.. åhh gud... Og mange af de første dage kunne jeg slet ikke kaperer hans gråd, at ingen lige kunne tage ham bare 2 min. Så der blev grædt mange tårer.. At spise og drikke var en by i Rusland for mig

Så jeg har haft alle tankerne omkring, om jeg nu var en god nok mor osv. som du selv skriver... men men men... det bliver bedre, tro mig

Så lige en fra mig til dig. Du er den BEDSTE MOR for dit barn, husk det

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Ej det er jeg virkelig ked af at høre

Jeg er selv knyttet til teamet for sårbare gravide pga tidligere problemer og der har jeg virkelig også frygtet mange af de tanker du beskriver. 

Har du nogen fx i familien med erfaring der kan tale til din dårlige samvittighed og få banket ind at du er helt fantastisk og ikke skal bekymre dig så meget? jeg har en tante der er helt fantastisk og virker som det største overskudsmenneske, men hun ynder selv at hun kun er det fordi hun også er super doven - og alle de råd hun gir mig er virkelig nogle jeg tager til mig og ved at hun også har nogle kloge ord til mig når engang jeg står med en skrigende unge der ikke vil sove

Måske du har sådan en i dit netværk eller familie? 

Ellers håber jeg at SP kan give dig nogle gode redskaber

Men husk på at "mor er den allerbedste" og alt det med maden osv skal nok komme, man lærte heller ikke at cykle på én dag og jo længere tid du har været sammen med hende jo bedre kender du hendes mønster og hendes behov

Jeg kan godt forstår dine bekrymringer, jeg har selv været bange for at ryge ud i en fødselsdepression, også fordi jeg var dybt depri under det meste af min graviditet, og det havde kun lige sluppet taget i mig da jeg fødte.

Jeg havde også i starten mange af det samme tanker som du, og frustrationen over at ammingen ikke fungerede, så jeg måtte mælke ud, og så var der ikke nok, så vi måtte starte på flaske.

Havde også en periode, hvor jeg var sikker på at min datte ikke kunne lide mig, og hvor jeg ikke helt viste hvad jeg skulle stille op.

Du har lige født søde, og der er en masse tænker og usikkerhed, og følelser, og det hele køre rundt i hovedet, og tanken om at manden skal på arbejde og du står med hele ansvaret alene.

prøv at vende tankerne til det positive, og nyd din dit barn, og se hvor smukt det er. Og hvis hun er tilfreds og trives, og når hun sover, behøver du ikke være bange for om hun nu har spist mad nok, for hun skal nok fortælle dig det, hvis hun er sulten.

Jeg havde det også svært det med flasken, for man ligger mærke til hvor meget de spiser, og når barnet ikke spiser den anbefalede mængde bliver man urolig som mor. Jeg har flere gange fået vejet min datter, fordi jeg var bange for hun ikke fik nok at spise, men hun følger fint sin kurve, og som min sp sagde, så længe hun er tilfreds, så få hun alt det hun skal have.

Min mand har også været en god hjælp til at få vendt tankerne, han har rost mig rigtig meget, at jeg er så god ved hende, og han syntes jeg gør det rigtig godt, og hun er altid glad når hun ser dig.

Jeg er sikker på at du er en super god mor, og at det hele nok skal komme på plads, og lad dig ikke slå fordi tingene ikke lige er som du drømte om under graviditeten.

jeg tror du er ramt af en efterfødsels reaktion, og du er overfældet af følelser og homoner.  Men tro på at det du er gør er godt nok.

og vær ikke bange for at du kommer til at skade hende.

Jeg var også bange i starten, vi var taget til københavn og hun lå i sin barnevogn, og vi kørte på brosten, og da jeg så hvor meget hun lå og blev rusket rundt i barnevognen, blev jeg helt vild bange for, om hun havde taget skade af det, hvilket hun selvfølgelig ikke havde.

Du er ved at lære dit barn at kende, og det tager tid, at lære at forstår, hvorfor hun græder, er hun sulten, luft i maven, skal skiftes, træt, heller mangler hun bare lugten af mor.  Og det kan være frustrerende. 

Snak med din sp om alle de tanker, følelser og bekrymringer du har, og fortæl hende også at du godt ved at du er i risiko gruppe for at få en fødselsdepression, så i er obs på det, hvis du ikke får det bedre så du kan få hjælp til det.

Men jeg er sikker på at du kommer igennem det, og når manden er på arbejde og du finder ud af, at du sagtens kan selv, vil du også finde ud af, at jeres rutine bliver ødelagt når han er hjemme, og at det godt kan være irreterende.

sender dig en kæmpe

det skal nok gå, men husk at være obs på dig selv.

håber du kunne bruge det lidt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

 til dig. 

tror du ikke bare du er igang med at opleve det som de fleste nybagte mødre gør.. Følelser og skræk og rædsel og kærlighed og alt det. det skulle være meget normalt at gennemgå alle de følelser..

men jeg tør vædde med at har du en god sp'er og et godt team af støtte i din mand bla og andre familiemedlemmer bag dig at du så evt er stærk nok til at overkomme det. det behøver jo nødvendigvis ikke være en depression, men bare følelsesvandfald der er svær at holde styr på..  jeg håber hvertfald for dig at det ikke er en FD.. det vil jeg ikke ønske for nogen.. men så længe du er obs på det, så tror jeg det bliver fanget tidligt og du evt hopper let og elegang over det værste ...  KÆMPE KRAM til dig.. 

du er med garanti en fantastisk mor. det kan jeg hvertfald læse på dine tråde her de seneste dage med bekymringer om alt det som en nybagt mor har bekymringer om. og tror du evt ikke at det her er endnu en bekymring.. 

Jeg ved ikke noget om det, men vil bare lige sende dig en KÆMPE 

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Hej søde Janne

først og fremmest  til dig..

og dernæst.. det er vildt det her men... jeg har haft det på nøjagtig samme måde som dig, og jeg ringede endda på sygehuset og bad om at blive genindlagt på sygehuset, da jeg havde det skidt, men ikke rigtig turde at fortælle nogen om det.. og så også fordi at Magnus ikke fik nok mad, har simpelthen ikke mælk nok óg til sidst ville han slet ikke tage brystet og jeg malkede ud og han fik det på kop.. Magnus var bare så ulykkelig hele tiden og vi kunne slet ikke trøste ham, så vi fik lov at komme ind på barselsafd. igen,..

da vi så blev indlagt fandt vi ud af at Magnus faktisk kun havde fået ca halvdelen af hvad han skulle.. uhh havde det så forfærdeligt med det og fik de grimmeste tanker om mig selv som mor, og følte til sidst slet ikke nogen lykke over at have fået Magnus, hvilket er den følelse jeg har haft det sværest med..

til sidst fik jeg fortalt min kæreste om alle de her tanker og han kontaktede en sygeplejerske og vi fik en god snak.. 1 ud af 4 mødre får disse tanker, det er bare så få mødre der tør fortælle om dem, så vi er ikke de eneste..

sygeplejersken fortalte at hvis tankerne ikke var væk efter ca 14 dage, så skulle jeg nok kontakte egen læge til en snak..

er  nu også blevet mor til et flaskebarn, da vi under indlæggelsen fandt ud af at min mælk simpelthen var for tyk til at Magnus ville kunne suge det ud, ikke engang malkemaskinen kunne få det hele ud, derudover var jeg ved at udvikle brystbetændelse, så lægen rådede mig til at få stoppet mælken, da min krop ikke har brug for mere stress.. det har været hårdt a acceptere at min krop ikke engang har kunnet finde ud af at give mad til vores barn, men idag er jeg super glad, har fået en dejlig glad dreng igen og han har fået en glad mor, der ikke længere frygter at hun er en dårlig mor..

pyhh.. det blev en lang omgang.. håber du snart får det bedre, her tog det ca en uges tid og hvis ikke, så skal du få noget hjælp til at få det bearbejdet søde

Amandas-mor skriver:

Søde rare dig, hvor er jeg ked af at læse dit indlæg. Jeg har selv prøvet det, og du må meget gerne skrive til mig hvis du har brug for luft. Måske kan det give dig noget støtte at skrive med en der har prøvet det selv.

I øvrigt vil jeg gerne gøre dig opmærksom på at det du har nu slet ikke behøver at udvikle sig til en fødselsdep. hvis du får taget hånd om det nu, det er naturlige følelser for en nybagt mor, men for os som har en vis desponering på forhånd kan det nemt gå lidt over givind. Jeg har ikke så meget lyst til at skrive om den del af mit liv og mine erfaringer her, da det er meget privat for mig, men som sagt vil jeg gerne give dig mine erfaringer med hvis du har lyst til at skrive en privat besked til mig.

Ellers får du bare et kæmpe kram af mig

Tak for din opmuntring! Jeg tror det går den rigtige vej nu. Vi havde SP på besøg i går, og hun hjalp mig med amningen, så siden i går har jeg kunne amme Rose vha. suttebrikker igen, og hun tisser meget, så hun får det hun skal have. Det har virkelig lettet en sten fra mit hjerte, og med støtte fra Lars går det fremad nu. Det er utrolig hvor meget det kan betyde for ens følelse af "god mor"-hed, at man kan made ens barn på en måde, som man er tryg med. Jeg var virkelig bange for at made hende med flaske, fordi hun kløjs hver gang

Det hjalp også at få at vide, at hun vejer det hun skal, så jeg håber på, at de negative tanker gang begynde at gå på retur nu. Jeg græd slet ikke i går, det var virkelig rart!

Mikkel's mor <3 skriver:

Kender intet til det du føler, på nær det med amningen, havde det på helt samme måde jeg jeg ikke kunne få mit til at fungere, og jeg er stadig rigtig ked af det over det, men som jeg ser det er der en fordel ved flasken, man ved hvor meget baby får at spise, og far kan hjælpe om natten, og hvis man lige har brug for et par timer for sig selv.
håber nogen kan komme med et mere brugbart svar..

Tusind tak for forståelsen

lisbeth2910 skriver:

ALT hvad du skriver synes jeg lyder meget NORMALT når man er helt helt nybagt mor! Det hele skal nok komme til dig, du skal også have tid til og vende dig til din nye rolle, samtidig med at man skal vende sig til at fungere uden søvn og man er meget følsom!

Det med at hun får madden galt i halsen, havde jeg rigtig mange problemer med med min den store. Jeg var i PANIK hele tiden, men så fik jeg rådet at bruge pigeon med den mindste sut nr. 1 tror jeg den hedder, og så var det problem løst!

Ved godt det lige nu lyder hårdt, men for mit eget vedkommende havde jeg det som du beskriver de første 3 mdr. Så blev det hele nemmere!

Tud og lad far tage over så du kan få sovet - det må være mit bedste råd! Med søvn får man også mere overskud, og ser mere postivt på det hele!!

Jeg tror du har ret - ved jo også, at det til en vis grad er normalt med efterfødselsreaktioner. Det hjalp SÅ meget at SP var her i går og kunne sige, at hun vejer hvad hun skal, trives og er meget vågen og opmærksom. Og så fik jeg hjælp til amningen og besked på at klage til Skejby over at være blevet sendt hjem, når de godt vidste, at det ikke fungerede! Det har lettet en kæmpe sten fra mit hjerte, for jeg var IKKE glad for flasken. Bl.a. pga. det med hun var ved at blive kvalt. Havde seriøst en fobi for at made hende, jeg turde overhovedet ikke og ville have Lars til det hver gang..

Nu da hun kan komme til brystet igen, har jeg det langt bedre.. Jeg tudede slet ikke i går - Det var rart at få at vide, at hun er sund og rask og har dte godt, for dte kan være SÅ svært selv at bedømme