Frygter fødselsdepression - jeres erfaringer?

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Åh det lyder så svært! JEg har intet klogt at sige, andet end jeg virkelig synes du skal ringe til din SP imorgen!!

Jeg er sikker på Rose har verdens bedste mor, men hvis du ikke er sikker på det, skal du overbevises om det! Ring!

 

Du er nødt til at henvende dig til en professionel - læge, jordemoder, sundhedsplejerske omkring dette emne, det er vi slet ikke klædt godt nok på til at kunne svare dig på.

Jeg vil kun nævne, at jeg godt kan være bekymret over den situation, du beskriver, men samtidigt er det meget naturlige følelser at have, graden af følelserne skal du snakke med fagfolk om, så de kan vurdere, om du er på vej i depression, eller du bare er almindelig usikker i din nye rolle (det er vi mange, der har oplevet, det bliver under alle omstændigheder bedre med tiden).

AnneBJ skriver:

Åh det lyder så svært! JEg har intet klogt at sige, andet end jeg virkelig synes du skal ringe til din SP imorgen!!

Jeg er sikker på Rose har verdens bedste mor, men hvis du ikke er sikker på det, skal du overbevises om det! Ring!

Det er meningen hun skal ringe i morgen og aftale at komme forbi.. Jeg synes også bare at vi er blevet sendt hjem alt for tidligt fra sygehuset. Og de vidste jeg havde kæmpe problemer med amnigen, for vi havde sygeplejersken inde så mange gange for at hjælpe, så føler mig også lidt svigtet af systemet..

Og tak!

Rockertand skriver:

 

Du er nødt til at henvende dig til en professionel - læge, jordemoder, sundhedsplejerske omkring dette emne, det er vi slet ikke klædt godt nok på til at kunne svare dig på.

Jeg vil kun nævne, at jeg godt kan være bekymret over den situation, du beskriver, men samtidigt er det meget naturlige følelser at have, graden af følelserne skal du snakke med fagfolk om, så de kan vurdere, om du er på vej i depression, eller du bare er almindelig usikker i din nye rolle (det er vi mange, der har oplevet, det bliver under alle omstændigheder bedre med tiden).

I know, men på en måde er det også bare rart lige at komme ud med sine tanker og blive bekræftet i, at man ikke er et unormalt skodmenneske.. Synes virkelig der ikke bliver støttet godt nok op af systemet om at komme igang som forældre..

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Søde rare dig, hvor er jeg ked af at læse dit indlæg. Jeg har selv prøvet det, og du må meget gerne skrive til mig hvis du har brug for luft. Måske kan det give dig noget støtte at skrive med en der har prøvet det selv.

I øvrigt vil jeg gerne gøre dig opmærksom på at det du har nu slet ikke behøver at udvikle sig til en fødselsdep. hvis du får taget hånd om det nu, det er naturlige følelser for en nybagt mor, men for os som har en vis desponering på forhånd kan det nemt gå lidt over givind. Jeg har ikke så meget lyst til at skrive om den del af mit liv og mine erfaringer her, da det er meget privat for mig, men som sagt vil jeg gerne give dig mine erfaringer med hvis du har lyst til at skrive en privat besked til mig.

Ellers får du bare et kæmpe kram af mig

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Jeg sender dig lige en PB

Kender intet til det du føler, på nær det med amningen, havde det på helt samme måde jeg jeg ikke kunne få mit til at fungere, og jeg er stadig rigtig ked af det over det, men som jeg ser det er der en fordel ved flasken, man ved hvor meget baby får at spise, og far kan hjælpe om natten, og hvis man lige har brug for et par timer for sig selv.
håber nogen kan komme med et mere brugbart svar..

ALT hvad du skriver synes jeg lyder meget NORMALT når man er helt helt nybagt mor! Det hele skal nok komme til dig, du skal også have tid til og vende dig til din nye rolle, samtidig med at man skal vende sig til at fungere uden søvn og man er meget følsom!

Det med at hun får madden galt i halsen, havde jeg rigtig mange problemer med med min den store. Jeg var i PANIK hele tiden, men så fik jeg rådet at bruge pigeon med den mindste sut nr. 1 tror jeg den hedder, og så var det problem løst!

Ved godt det lige nu lyder hårdt, men for mit eget vedkommende havde jeg det som du beskriver de første 3 mdr. Så blev det hele nemmere!

Tud og lad far tage over så du kan få sovet - det må være mit bedste råd! Med søvn får man også mere overskud, og ser mere postivt på det hele!!

det er ikke en rart følelse at have. synes du skal snakke med din sp om det. hun kan også lave en test for at se om du har drepresion. jeg tror ikke man behøver at få en efter fødsel fordi man har haft en før. jeg havde selv depresioner i mine teenange år. efter jeg havde født kekrymrede jeg mig også hele tiden om jeg gjorde alting godt nok. jeg græd rigtig meget, næsten hele tiden faktisk. jeg tror mange oplever den følelse at man ikke er "god nok". men jeg tror at fordi man tænker det, så er man jo lige netop god nok. man bekrymre sig om sit barn, det er gode tegn.

men synes du skal prøve at snakke med din sp