Frygter fødselsdepression - jeres erfaringer?

Frøken J. skriver:

Jeg tror du har ret - ved jo også, at det til en vis grad er normalt med efterfødselsreaktioner. Det hjalp SÅ meget at SP var her i går og kunne sige, at hun vejer hvad hun skal, trives og er meget vågen og opmærksom. Og så fik jeg hjælp til amningen og besked på at klage til Skejby over at være blevet sendt hjem, når de godt vidste, at det ikke fungerede! Det har lettet en kæmpe sten fra mit hjerte, for jeg var IKKE glad for flasken. Bl.a. pga. det med hun var ved at blive kvalt. Havde seriøst en fobi for at made hende, jeg turde overhovedet ikke og ville have Lars til det hver gang..

Nu da hun kan komme til brystet igen, har jeg det langt bedre.. Jeg tudede slet ikke i går - Det var rart at få at vide, at hun er sund og rask og har dte godt, for dte kan være SÅ svært selv at bedømme

super godt, at du har fået modet tilbage, og at det hele går som det skal.  sp er en vidunderlig ting.

mor-til-vanessa skriver:

det er ikke en rart følelse at have. synes du skal snakke med din sp om det. hun kan også lave en test for at se om du har drepresion. jeg tror ikke man behøver at få en efter fødsel fordi man har haft en før. jeg havde selv depresioner i mine teenange år. efter jeg havde født kekrymrede jeg mig også hele tiden om jeg gjorde alting godt nok. jeg græd rigtig meget, næsten hele tiden faktisk. jeg tror mange oplever den følelse at man ikke er "god nok". men jeg tror at fordi man tænker det, så er man jo lige netop god nok. man bekrymre sig om sit barn, det er gode tegn.

men synes du skal prøve at snakke med din sp

Tusind tak for dit svar Tror også jeg måske må acceptere, at der følger mange bekymringer med til at være mor!

annec skriver:

Åh, jeg føler med dig.. Mange af de ting du skriver, tænker jeg også SÅ meget på..

Vil ikke gå uden at give dig et og sige at jeg er sikker på at Rose er heldig at have en fantastisk mor, som med sikkerhed gøre tingene bedre end hun selv tror!

Tusind tak!

du får lige et stoooort kram! 

er helt helt sikker på at du er den bedste mor for lille Rose!  

de følelser du sidder med er helt naturlige! Du har jo kun haft det her lille nye væsen i 1 uge, og lige nu gennemgår du alle tænkelige følelser på én gang! 

jeg kan selv nikke genkendende til mange af de ting du beskriver, og jeg ved at rigtig mange af mine veninder også har haft nogle af de samme tanker. Jeg tror ikke at du finder en eneste nybagt mor som ikke på et eller andet tidspunkt har følt sig lidt hjælpeløs 

og det at man sidder med disse følelser behøver ikke nødvendigvis ende ud i en fødsels dep... altså kan jo kun tale for mig selv, men for mit vedkommende gjorde disse følelser blot mit bånd til min søn endnu stærkere, og mit eget selvværd endnu stærkere! Jeg blev stolt af mig selv, for tænk lige på hvilken kæmpe stor ting man lige har gennemgået, og hvor vildt fantastisk det er at det lille barn der ligger der i armene på en er skabt i kærlighed af 2 mennesker!  Man ved lige pludselig inderligt hvad det vil sige at elske, og man vil for alt i verden undgå at ens lille guldklump mangler noget!  

dog er det nok altid en en rigtig god idé at tale med din sundhedsplejerske om disse følelser/tanker, og så er jeg helt sikker på at du om nogle uger vil genvinde overskudet + troen på dig selv, og føle dig som VERDENS BEDSTE MOR!  

jeg ved ikke om du har læst dette link før, men synes det er rigtig godt. 

http://www.babyxplore.dk/livet-som-mor/foelelser.aspx

Vil ønske dig rigtig meget held og lykke med det hele - er helt sikker på at du nok skal klare den! 

Rockertand skriver:

- og det er også helt i orden at komme ud med nogle tanker, du går og tumler med - og du er ikke alene med disse tanker.

Hvor længe er der til du starter i mødregruppe (hvis du altså skal det)?

Altså ja, smølf. He he. Jeg har ikke fået tilbudt en af SP endnu, men jeg har også tænkt mig at sige nej. Har været med til at starte min egen med nogle piger fra Århus herinde, og vi skal lige finde ud af, hvornår vi skal begynde at mødes. Vi mødtes før fødslen, men så begyndte der jo at poppe unger ud. Der er lige 2 der mangler at føde endnu, og så skal vi finde ud af noget

serinasmor skriver:

Du ER god nok .. hun får NOK mor... hun er IKKE ensom når hun SOVER ... tillad dig at slappe af og sove når hun sover!!!

 

og det er HELT i orden at farmand tager over lidt .. det er derfor man er 2 om det !!

 

SPIS , SLAP AF og SOV .... vær ikke bange for at sove ... du skal nok høre hende ... sorry ... sidder og tuder lige nu grundet flash back ...

 

RING imorgen !!!!

 

PROMISE!!

 

Serinasmor

Det er så rart at vide, at man ikke er alene, og at det er normalt! Tak

Sofia skriver:

I forhold til det med du giver flaske - Du gør det så godt!! Trust med! Det er pisse hårdt at malke ud, men du gør det, og på den måde får hun den aller bedste mælk! Jeg gjorde det selv den første måned, men så magtede jeg det ikke mere og gik over til MME. Det gjorde det hele meget lettere for mig. Det andet blev for hårdt. Og en god mor sidder ikke i brysterne. Når du har det som du har det, er der nok andet at spekulere på, du har brug for at finde overskud og energi til at nyde de gode ting, og en god portion overskud kan du vinde ved at acceptere at amningen ikke fungerer, og at du ikke har psyke til at bøvle med det, men istedet vælger at give hende MME! Dette skal ikke lyde som om jeg bare synes du skal give op, jeg kæmpede også selv længe med det, men der kommer et tidspunkt hvor man må acceptere at det bare ikke lige er det man skal. Og så længe Rose er mæt har hun det godt, og lider ikke nød af at få mme. Tvært i mod får hun det bedre hvis du finder luft og overskud.

Mht. at sove mens kæresten passer hende, det er helt naturligt. Du har brug for din søvn. Jeg havde det også lidt skidt med at gå ind i soveværelset og sove mens min kæreste havde Alfred i starten. Men det var det bedste for os alle, så jeg kunne få et break. Når du tager det hvil, vågner du op til nogle gode timer bagefter. Psykisk bliver det kun bedre af at du er udhvilet og ikke i alt for stort søvnunderskud. Jeg er helt sikker på du SAGTENS kan passe Rose selv OG at du er ligeså god som Lars. Når du står i det, og han ikke er der, kommer det helt naturligt, så finder du ud af det og I finder jeres rytme sammen, dig og din lille pige. Det skal nok gå - I promise. Men tal helt sikkert med SP om det. Og her i Århus kan du henvende dig til Mødrehjælpen, som kan hjælpe dig med gratis psykologtimer for at få det hele talt igennem!

Håber det bedste!!

Tak for dit svar, og tak for al din hjælp med det flaskebøvl! SP var her i går, og hun var også meget imponeret over, at jeg har siddet og manuelt malket min egen mælk i stedet for at give Rose MME. Men det var også ret nemt, fordi jeg har så sindssygt meget mælk. Nu fik jeg dog ENDELIG noget ordentlig hjælp til amning, og det har betydet, at jeg siden i går middag har kunne amme hende ved brystet med suttebrik! Og jeg har fået det SÅ bedre psykisk siden. Jeg tror det giver mig en ro. Især fordi jeg ikke var tryg ved flasken, fordi jeg synes det var sværere at styre måltidet, og hun tit kløjs i det. Jeg døjer stadig med, at der er mælk over det hele, når jeg ammer hende, men jeg regner med (håber på), at det bliver bedre med tiden og mælken regulerer sig. Altså jeg synes ikke der er noget galt med MME, må jeg hellere indskyde, vil bare helst hun får min mælk.

Det er self. hårdere, fordi Lars ikke kan tage over på samme måde, så jeg må stå til rådighed 24/7. Men det giver mig mere ro som mor, og det giver mig en langt større tryghed. Det er også mindre stressende, fordi jeg nu ikke skal tænke på, at jeg skal nå at malke ud når hun sover, og jeg skal nå at gøre flasken klar osv. osv. Puha..

Det har i hvert fald givet mig noget mod igen, og jeg græd slet ikke i går. Det er ufatteligt hvor meget amning kan betyde!

Moster Lagkage skriver:

årh søde

det er hårdt at blive mor, man bliver så usikker. jeg syntes flere af tingene lyder normalt. men derfor ikke nemt eller rart at gå igennem. det eneste jeg kan sige er STOL PÅ DIG SELV, en baby kan holde til utrolig meget, og så længe du elsker hende så skal det nok gå. og udfra det du skriver så tyder alle dine bekymringer på at du virkelig elsker hende. i skal lære hinanden at kende, og du skal tro på at du gør det rigtige. og du skal ikke tøve med at amme hende hvis det går lidt skæv, for i skal begge øve jer, og det skal i sagtens kunne få lært- og hvis hun ikke får helt nok at spise en enkel gang eller flere, jamen så siger hun til, og fortæller dig at hun er sulten.

fortæl manden du har brug for at han lige lader dig øve dig i at passe hende, så du tror på at du kan selv inden han skal på arbejde. der er ingen tvivl om at du kan selv, men lige nu tror du ikke på det. men det kan du.

jeg ville gerne kunne sige noget der gjorde det hele bedre, men det eneste jeg kan sige er at lige pludselig så har du styr på det hele, og så stol på at du kan klare det, du har et eller andet instinkt som hjælper, det har alle os damer, du skal bare slappe af og lade det slå til...

Tusind tak Jeg har det allerede bedre! Så det var nok en blanding af almindelig efterfødselsreaktion og dårlig samvittighed over amningen. Men i går fik jeg hjælp af SP til amningen, og siden da har hun fået mad ved bryst med suttebrik, og hold nu OP det er en stor sten fra mit hjerte! HELT vildt. Det har jeg det bare så meget bedre med. Og så er hun også faldet i søvn i mine arme flere gange, og bliver tryg når jeg synger for hende. Det har altsammen givet mig en lidt større fornemmelse af "god nok"-hed!

Kofoed. skriver:

Ved ikke hvor jeg lige skal starte, så bliver nok lidt rodet...

For det første, så er det meget nomalt ikke at have lyst til mad og drikke efter en fødsel, hos mig kom lysten stille og roligt tilbage efter to uger, i dag er den næsten normal igen.

Nu har vi det heller ikke så godt herhjemme, så er igang med at læse bogen "depression - en bog til trøst og forklaring", den handler dog om depression generelt, men måske du/lars/en anden skulle fordi biblotekket i morgen, bogen henvender sig både til den syge og deres pårørende.

Men jeg kender nogle af føleserne/tankerne, nøj hvor var/er det et nederlag, at jeg ikke kunne amme fuldt ud og nu harmåtte give helt op, føler mig som en dårlige, uerfran, dum og uduelig mor og tanker nogle gange hun var bedre tjent med en anden mor. Det der holder mig oppe er, at hun er så dygtig allerede, hun har kunne holde øjenkontakt i længere tid og kan holde hovedet oppe i nogle sekunder når hun ligger på maven, det er mere end hvad hun bør, tror også hun har bevidst smillet et par gange. Så finde dine positive sider - fx opdagende du, at hun ikke fik nok i amming med suttebrikker, det betyder du holder øje med hende og hendes behov og vigtigst, de reagere på det. Seje smukke dig

Synes dog også, at du lyder til at have nogle ret mørke tanker, synes du bør snakke med en proff omkring det, om det så bliver din læge, sp eller psykolog må du selv om, de skal sikker nok sende dig videre, hvis der er behov

Tror ikke du er hårdset ramt, men det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke kan have det rigtig dårligt alligevel.

Håber i klare jer let, hurtigt og elegant igennem det hele.

Knus og kram herfra og skriv endelig, hvis du gerne vil lette hjertet lidt eller gerne vil snakke med en der står lidt i samme båd, måske vi samme kan vende tankerne til det positive, så du forhåbenlig hurtig kan komme videre.  

Tusind tak søde - Og du kan også altid skrive til mig, det skal du vide!

Du har så ret i alle de ting du siger. Og det er egentlig helt vildt, at sådan noget som amning kan have så ekstrem stor en betydning for hvordan man har det med sig selv som mor. Men man vil jo bare det bedste for de små! Jeg fik hjælp til amning af SP i går, så lige nu kan jeg igen amme hende med brikkerne, og det har bare hjulpet SÅ meget på mit humør! Det betyder så jeg er mere træt, fordi jeg ikke bare kan give hende til Lars imens jeg sover, for det er jo mig der har maden, men det er det værd, fordi jeg er gladere og mere afslappet.

Men vi to er de bedste mødre vi kan være, og i virkeligheden er jeg sikker på, at vores piger er glade og trygge, det er bare os, der slår os selv for meget i hovederne.. Vi skal jo lige lære at være MOR!

MaybeBaby skriver:

Min allerførste tudetur kom, da Sten var ude at gå med hunden og Tristan TO gange fik mælken helt galt i halsen. Ikke på den der host host måde, men så han ikke trak vejret. Jeg var helt svedig bagefter og da Sten kom hjem STORtudede jeg. Jeg havde det selv i mange dage efter det skidt, når han skulle mades for tænk nu... Og det med flasken: dét at være mor sidder ikke i brysterne. Det er ikke der omsorgen sidder. Den skønne kontakt kan du snildt få ved at kigge på og snakke med hende, når du sidder og giver hende flaske. Lige nu er det øjnene og din stemme, der er det mest lækre ved dig, så det skal du bare give hende en masse af og er vi enige i, at skal du have det overskud det er at være på sådan hele tiden, så har du brug for søvn. Så tag imod AL den søvn du kan få. Når Sten har fri, så spiser Tristan lige en sidste godmorgen-madpakke ved mig og så er han mæt og Sten tager ham med ind i stuen og kommer først ind og vækker mig timer senere, når ham den bette er sulten. Og så er Mor her frisk på en dag i babys tegn og tro mig: Rose ville ikke sove, hvis hun ikke var mæt! Så tro nu på dig selv og din mælk. OG OG OG min SP har sagt at nogle gange falder baby hurtigere til ro ved far, fordi han ikke forstyrrer som mor ved at lugte af mad hvorom alting er, så ændres MEGET på den uge I har sammen, før han skal arbejde igen - tro mig! Og når du snakker med SP i morgen , så lov mig, at du kræver hun kommer forbi også i morgen! En der virkelig ved, hvad det handler om - jeg kan jo kun fortælle om de ting, jeg har oplevet på egen krop. Og med mange af bekymringerne er du ikke alene! Stort kram til dejlige Janne med et stort hjerte!

Tusind tak søde Mette!

Åh, så du har prøvet det. Det er vitterligt det værste jeg har prøvet, og jeg får faktisk helt mavepine bare ved at tænke på det. For hun kunne netop ikke få vejret, og det skete TRE GANGE! Hvor man kunne se hun blev helt bange og hev efter vejret, og mor her gik helt kold. Så jeg fik virkelig en fobi med den lorteflaske og kronisk dårlig samvittighed!

SP var her i går, og jeg har fået amningen til at køre med brik igen. Hold kæft det er en stor sten fra hjertet! Så er jeg ligeglad med, om jeg må bruge brik til evig tid, bare jeg kan undgå den onde onde flaske. Det føles også bare så rart at kunne holde hende mod min krop, mave mod mave og give hende omsorg på den måde.. Det har faktisk hjulpet EKSTREMT på humøret! Jeg har det meget bedre nu.