Frygter fødselsdepression - jeres erfaringer?

Preghiera skriver:

Årh nej Janne, det er jeg virkelig ked af at høre! Og ikke mindst overrasket: For hvis der er én jeg skulle pege på, som jeg UDEN tvivl ville have fuld tillid til at være den bedste mor... Så er det dig! 

Forklaring følger: Ud fra det jeg ser dig skrive herinde, udstråler du to ting 1) Du er hammerintelligent og 2) du er altid enormt forstående og empatisk.

Jeg kan sagtens forstå at du er nervøs og ikke føler dig tilstrækkelig (alene dét at vi planlægger PB får mig selv ind på de samme tanker om mig som mor).

Men hvad angår Rose (og alle andre babyer) så skal hun nok sige til hvis hendes behov ikke bliver mødt... Altså, hvis du er bekymret for om hun har fået nok at spise når hun ligger og sover, så kan du roligt slappe af, for børn er sådan indstillet at de skriger når de mangler noget! Hvis hun ligger og sover trygt, så kan du klappe dig selv på skulderen og slappe af

Mht amningen og flaske osv, så behøver du og Lars jo ikke at splitte opgaven mellem jer.. Gør det sammen, nu hvor han har barsel og går hjemme med jer. Sæt jer sammen i sofaen og giv Rose en flaske så du føler dig afslappet og sørg for at du ikke giver op og giver Rose til Lars hvis det ikke "kører". "Fulfør" opgaven og se at det skal nok gå, så du ikke er nervøs næste gang hun skal spise

Så mit bedste råd er: Du er en fantastisk mor (det er jeg slet ikke i tvivl om) så  slap af og NYD hende Husk at Rose nok skal skrige hvis hun mangler det mindste og NYD at se Rose med Lars mens han nu er hjemme - det er kun dejligt at hun ikke bare har én kærlig forælder men TO!

Håber det hjalp og ellers så send mig gerne en PB - jeg vil være dybt ked af det hvis du ikke synes du er tilstrækkelig, for det var dog det mest absurde jeg længe har hørt!

Hvor er du sød - TUSIND tak! Det er virkelig dejligt med noget opmuntring. Helt vildt!

I går og i dag har været nogle helt andre dage end de foregående. Sundhedsplejersken var her i går og kunne fortælle, at Rose trives og vejer det hun skal. Det var en god bekræftigelse på, at hun ikke sulter og har det skidt! Ydermere fik jeg endelig ordentlig hjælp til amningen, så jeg nu kan amme Rose igen med suttebrik. Det har lige løftet 10 ton af mine skuldre. Også selvom jeg så nu ikke kan give hende til Lars, men skal være klar som madmor 24/7. Det er virkelig det værd!! Fik også besked på at klage til SKejby sygehus over, at de sendte mig hjem trods så store ammeproblemer. Det er noget de ser meget og er forargede over, så der skal en klage afsted.

Ydermere har jeg haft andre bekræftende oplevelser siden jeg stod op i går. Jeg har kunne lulle hende til tryghed ved at sidde med hende i mine arme og synge for hende (selvom jeg sidder og synger alle mulige latterlige opfundne sange om "Lille søde Rose, som ikke er født i en pose, du har det som fod i hose" - Hehe). Og hun er faldet i søvn i mine arme flere gange. Så har man det lidt bedre med sig selv!

What a difference a day og et besøg af SP made!!

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Har jo ikke selv født endnu, så derfor kender jeg ikke de omtalte følelser... Men håber på al det bedste for jer og er sikker på du er en skøn og tilstrækkelig mor 

Mettemus skriver:

Du skal helt sikket tage fat i din SP. Hun ved hvilke tråde der skal trækkes i i hun gør det hurtigt. Til lige dit svar til Anne her synes jeg at du, når du får overskud til det, skal sige til nogen hvilke oplevelser og opfattelse du har af at blive sendt for tidligt hjem. Har hørt det SÅ mange gange fra Skejby at man bliver skudt ud af patienhotellet alt for tidligt med en suttebrik og lidt mme under armen - for så dør ungen da i hvert fald ikke af sult. Det skriger til himlen og er helt forkert! Og sådan kom jeg lidt ud på et sidespor sorry. Men mange mange kram til dig! Du er den bedste mor for Rose og du gør det fantastisk! Du skal helt sikkert nok komme ud på den anden side. Snak med din SP. Hun vil tage dig meget alvorligt og lynhurtigt sætte himmel og jord i bevægelse. Ved at de har specielle støtte-/mødregrupper for mødre med fødselsdepressioner, måske det var en mulighed? Flere kram

Tusind tak! Og du havde ret! SP opfordrede mig til at klage til Skejby. Hun sagde at SP'erne ser det SÅ meget. At folk bare sendes hjem uanset hvor massive startproblemer de har, og det betyder mange ryger tilbage igen, har en forfærdelig opstart hjemme med mere. Det er jo også absurd, at jeg står om morgenen og siger til sygeplejersken, at jeg stadig har SÅ store problemer med at amme, og det bare slet ikke fungerer, og hun så bare henter den ammebrik og giver mig en folder og siger, at der står i hvordan man gør. Ingen ordentlig hjælp! Og så passede suttebrikken i øvrigt ikke, måtte sende min mor ud efter en i rigtig størrelse. Så er faktisk selv ret forarget på mine vejne.. Man burde faktisk ikke ryge hjem før mælken løber til, hvis du spørger mig!

Zibi_84 skriver:

Kære Frøken J.Hvor ville jeg dog ønske at jeg havde modet til at snakke så åbent om det! Jeg ved LIGE præcis hvordan du har det!!!!Blev mor den 7 Juli 2011. Alt var fantastisk på sygehuset, men det faldt totalt til jorden da vi kom hjem! Jeg følte slet ikke at jeg slog til, eller at jeg kunne trøste ham. Jeg fik vildt dårlig samvittighed når jeg sov et par timer, mens manden gik med barnevogn. Jeg havde intet overskud, og på et tidspunkt da jeg havde tuet i flere dage (uden at vide hvorfor) fik jeg fat i sundhedsplejersken. Jeg følte ikke at jeg var god nok til min søn, og tvivlede på at han kunne lide mig! Jeg kan blive ved med at fortælle, men det hjælper nok ikke dig... jeg ente en tur hos lægen, og hun gav mig en henvisning til en psykolog. Jeg havde en fødselsdepression i moderat grad... I dag har jeg det fantastisk!! Og det bedste jeg gjorde for mig selv og mit barn, var at få nogle samtaler hos en psykolog. Jeg krydser mine finger for at det hele letter sig for dig! Det er bestemt ikke rart at have det så skidt! Synes du skal sige det til din sundhedsplejerske, hvis du føler at du stoler på hende. Hun kan nemlig lave en test på dig, som siger lidt om hvor skidt du har det. De bedste tanker fra en meget forstående mor!

Tak for forståelsen! På mange måder hjælper det at vide, at man ikke er alene i verden, men at der er andre, som har det på samme måde. Man kan nemlig godt føle sig helt forkert!

Vi havde SP på besøg i går, og hold nu fast hvor gjorde det bare forskel! For det første at få at vide, at Rose vejer det hun skal. For det andet at blive bekræftiget i, at det var helt hen i vejret jeg blev sendt hjem trods store ammeproblemer. Og så fik jeg også endelig ordentlig hjælp og vejledning i amning, så jeg siden i går middag har kunne amme hende ved brystet med brik i stedet for med flasken, som jeg IKKE var tryg ved! Det har bare allerede gjort, at jeg har det tyve millioner gange bedre. Det er helt vildt!

Tak fordi du kom med råd og delte dine erfaringer

Frøken J. skriver:

Hvor er du sød - TUSIND tak! Det er virkelig dejligt med noget opmuntring. Helt vildt!

I går og i dag har været nogle helt andre dage end de foregående. Sundhedsplejersken var her i går og kunne fortælle, at Rose trives og vejer det hun skal. Det var en god bekræftigelse på, at hun ikke sulter og har det skidt! Ydermere fik jeg endelig ordentlig hjælp til amningen, så jeg nu kan amme Rose igen med suttebrik. Det har lige løftet 10 ton af mine skuldre. Også selvom jeg så nu ikke kan give hende til Lars, men skal være klar som madmor 24/7. Det er virkelig det værd!! Fik også besked på at klage til SKejby sygehus over, at de sendte mig hjem trods så store ammeproblemer. Det er noget de ser meget og er forargede over, så der skal en klage afsted.

Ydermere har jeg haft andre bekræftende oplevelser siden jeg stod op i går. Jeg har kunne lulle hende til tryghed ved at sidde med hende i mine arme og synge for hende (selvom jeg sidder og synger alle mulige latterlige opfundne sange om "Lille søde Rose, som ikke er født i en pose, du har det som fod i hose" - Hehe). Og hun er faldet i søvn i mine arme flere gange. Så har man det lidt bedre med sig selv!

What a difference a day og et besøg af SP made!!

Hvor er det skønt at se at humøret er meget bedre i dag

Så har du mod på at skulle være alene med hende, når Lars' barsel er overstået.

Dejligt at SP kunne hjælpe dig på rette vej med amningen, og kunne få bekræftet dig i at du gør det godt nok.

Man ER meget usikker i starten, men det bliver bedre med tiden, man skal jo lige lære hinanden at kende ordentligt

Frøken J. skriver:

Hvor er du sød - TUSIND tak! Det er virkelig dejligt med noget opmuntring. Helt vildt!

I går og i dag har været nogle helt andre dage end de foregående. Sundhedsplejersken var her i går og kunne fortælle, at Rose trives og vejer det hun skal. Det var en god bekræftigelse på, at hun ikke sulter og har det skidt! Ydermere fik jeg endelig ordentlig hjælp til amningen, så jeg nu kan amme Rose igen med suttebrik. Det har lige løftet 10 ton af mine skuldre. Også selvom jeg så nu ikke kan give hende til Lars, men skal være klar som madmor 24/7. Det er virkelig det værd!! Fik også besked på at klage til SKejby sygehus over, at de sendte mig hjem trods så store ammeproblemer. Det er noget de ser meget og er forargede over, så der skal en klage afsted.

Ydermere har jeg haft andre bekræftende oplevelser siden jeg stod op i går. Jeg har kunne lulle hende til tryghed ved at sidde med hende i mine arme og synge for hende (selvom jeg sidder og synger alle mulige latterlige opfundne sange om "Lille søde Rose, som ikke er født i en pose, du har det som fod i hose" - Hehe). Og hun er faldet i søvn i mine arme flere gange. Så har man det lidt bedre med sig selv!

What a difference a day og et besøg af SP made!!

     

NÅ, nu vågner den bette og vil have bryst, så jeg kan ikke nå at svare flere lige nu

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg , har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og , og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og , og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Det er nok meget vigtigt at du er ærlig over for din kæreste lige nu, og fortæller ham nøjagtig hvordan du har det....

FØRST hvis din baby får maden galt i halsen KAN det højst sandsynligt skyldes at hun simpelthen får maden ind hurtigere end hun kan nå at synke. Det kan du afhjælpe ved mindre/færre huller i sutten. Der bør kun være 1 hul til de helt små. OG ellers så hold lidt pauser, så hun når at bøvse og trække vejret. Ingen har sagt at man skal tømme flasken i een mundfuld jo

De følelser du har e rmeget normale faktisk- Man er SÅ bange for at gøre noget forkert, og man føler sig SÅ alene når far skal tilbage på arbejde, for så har man jo ikke nogle ekstra hænder. Sådan tror jeg altså de fleste har det. Sådan havde jeg det selv, da vi også havde problemer med amningen. Mit barn skreg konstant når han var hos mig, fordi jeg lugtede jo af mælk, og for ham var min mælk lig frustration. I en uges tid eller to afleverede jeg simpelthen baby til far så snart han ikke spiste eller skulle sove. For jeg kunne ikke holde ud at han bare skreg. Det resulterede i at jeg var skrækslagen og enormt ked af det da farmand skulle tilbage på arbejde (til mit "held" blev han fyrret, og var derfor alligevel hjemme længere tid). 
Da farmand havde været hjemme et par uger ekstra, og vi var gået over til flaske (efter 3 uger) forsvandt alle bekymringer og skrigeture som dug for solen, og farmand havde vi slet ikke brug for faktisk...

DERFOR er mit råd til dig, bed din kæreste om at tigge sin chef om en til to ugers ferie... Det GØR en forskel....

MEn altså, det vigtige er at alle dine følelser er helt normale. Du ER jo bekymret for dit barn, du vil GERNE gøre det bedst muligt, og du er bange for ikke at slå til.

Når man er i en fødselsdepression er det slet ikke sikkert man kan tænke så langt, som at man er opmærksom på hvad der kunne være galt. Man er ligeglad, og føler ikke det store for babyen. Det GØR du jo, altså ER du opmærksom  nok. 
Måske er du lidt overfølsom, fordi du er advaret så udtrykkeligt?

Har du fortalt din kæreste, helt ærligt, hvor svært du synes det er?

Hvis du er bange for du gør tingene forkert, i forhold til at trøste din baby, så prøv, hvis du kan, at gå ind i et andet rum med hende når hun græder. Så der kun er dig og hende. For på den måde behøver du ikke tænke på om du gør tingene sådan som han gør det, eller en anden ville gøre det.

Du er MOR, fuld af bekymringer og masser af kærlighed, og din kærlighed er altså god nok. Dit barn mærker masser af kærlighed når du kigger og smiler til hende, og krammer hende, og giver hende mad. Tro på dig selv, og prøv at gå for dig selv hvis hun er ked. Du kan jo altid gå tilbage i det rum hvor din kæreste er, hvis du får brug for en hånd

Det hjalp mig, at ingen kunne se mig, fordi så vidste jeg at heller ingen ville rette på mig og blande sig i dit og dat  

Frøken J. skriver:



Tusind tak! Og du havde ret! SP opfordrede mig til at klage til Skejby. Hun sagde at SP'erne ser det SÅ meget. At folk bare sendes hjem uanset hvor massive startproblemer de har, og det betyder mange ryger tilbage igen, har en forfærdelig opstart hjemme med mere. Det er jo også absurd, at jeg står om morgenen og siger til sygeplejersken, at jeg stadig har SÅ store problemer med at amme, og det bare slet ikke fungerer, og hun så bare henter den ammebrik og giver mig en folder og siger, at der står i hvordan man gør. Ingen ordentlig hjælp! Og så passede suttebrikken i øvrigt ikke, måtte sende min mor ud efter en i rigtig størrelse. Så er faktisk selv ret forarget på mine vejne.. Man burde faktisk ikke ryge hjem før mælken løber til, hvis du spørger mig!

Godt du har snakket med din SP, fik hun sat gang i nogle ting eller hvordan? Undskyld hvis du allerede her skrevet det er andet sted. Og ja - mælken burde løbe til på hospitalet. Laurits skreg og skreg og skreg den dag mælken løb til fordi han ikke kunne få fat fordi bysterne var så spændte. Det ville virkelig havde været en stor stor støtte at have haft noget prof hjælp den dag. I stedet græd jeg lige så meget som ham

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Først en kæmpe

Jeg kan kende så mange af de ting du beskriver, virkelig!

I starten følte jeg mig heller ikke god nok! Jeg følte jeg svigtede hende og ikke stimulerede hende nok!

Jeg kunne ikke amme og var dødulykkelig over det! Jeg tog en snak med sundhedsplejerske og læge og begge anbefalede mig at tage en pause med amningen. Det gjorde jeg og fandt meget hurtigt ud af, at det eneste rigtige for vores familie, var at stoppe amningen HELT! Camille blev flaskebarn! Hold op det tog hårdt på mig, men jeg lærte at acceptere det og forstod at jeg blev en langt bedre og mere tilstedeværende mor!!

Da Camille var helt lille var jeg sammen med hende 24/7 - hun havde kolik og kun jeg kunne trøste hende! Hun lå aldrig alene på aktivitetstæppet eller noget. Jeg havde øjnene på hende i døgndrift. Igen talte jeg med sundhedsplejersken og hun sagde at jeg skulle slappe mere af. Camille kunne sagtens ligge selv en gang imellem, bare vi var i samme rum!

Det hjalp mig! Jeg håber du finder ud af hvad der trykker dig og så ændrer det! Du er den bedste mor for Rose og du gør alt hvad du kan - mere kan man ikke forlange!!

Jeg frygtede også barslen alene, men dagene går og din datter udvikler sig mere og mere! Sæt musik på, syng osv! Hyg jer!