Frygter fødselsdepression - jeres erfaringer?

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Årh nej Janne, det er jeg virkelig ked af at høre! Og ikke mindst overrasket: For hvis der er én jeg skulle pege på, som jeg UDEN tvivl ville have fuld tillid til at være den bedste mor... Så er det dig! 

Forklaring følger: Ud fra det jeg ser dig skrive herinde, udstråler du to ting 1) Du er hammerintelligent og 2) du er altid enormt forstående og empatisk.

Jeg kan sagtens forstå at du er nervøs og ikke føler dig tilstrækkelig (alene dét at vi planlægger PB får mig selv ind på de samme tanker om mig som mor).

Men hvad angår Rose (og alle andre babyer) så skal hun nok sige til hvis hendes behov ikke bliver mødt... Altså, hvis du er bekymret for om hun har fået nok at spise når hun ligger og sover, så kan du roligt slappe af, for børn er sådan indstillet at de skriger når de mangler noget! Hvis hun ligger og sover trygt, så kan du klappe dig selv på skulderen og slappe af

Mht amningen og flaske osv, så behøver du og Lars jo ikke at splitte opgaven mellem jer.. Gør det sammen, nu hvor han har barsel og går hjemme med jer. Sæt jer sammen i sofaen og giv Rose en flaske så du føler dig afslappet og sørg for at du ikke giver op og giver Rose til Lars hvis det ikke "kører". "Fulfør" opgaven og se at det skal nok gå, så du ikke er nervøs næste gang hun skal spise

Så mit bedste råd er: Du er en fantastisk mor (det er jeg slet ikke i tvivl om) så  slap af og NYD hende Husk at Rose nok skal skrige hvis hun mangler det mindste og NYD at se Rose med Lars mens han nu er hjemme - det er kun dejligt at hun ikke bare har én kærlig forælder men TO!

Håber det hjalp og ellers så send mig gerne en PB - jeg vil være dybt ked af det hvis du ikke synes du er tilstrækkelig, for det var dog det mest absurde jeg længe har hørt!

Frøken J. skriver:



Det er meningen hun skal ringe i morgen og aftale at komme forbi.. Jeg synes også bare at vi er blevet sendt hjem alt for tidligt fra sygehuset. Og de vidste jeg havde kæmpe problemer med amnigen, for vi havde sygeplejersken inde så mange gange for at hjælpe, så føler mig også lidt svigtet af systemet..

Og tak!

Du skal helt sikket tage fat i din SP. Hun ved hvilke tråde der skal trækkes i i hun gør det hurtigt. Til lige dit svar til Anne her synes jeg at du, når du får overskud til det, skal sige til nogen hvilke oplevelser og opfattelse du har af at blive sendt for tidligt hjem. Har hørt det SÅ mange gange fra Skejby at man bliver skudt ud af patienhotellet alt for tidligt med en suttebrik og lidt mme under armen - for så dør ungen da i hvert fald ikke af sult. Det skriger til himlen og er helt forkert! Og sådan kom jeg lidt ud på et sidespor sorry. Men mange mange kram til dig! Du er den bedste mor for Rose og du gør det fantastisk! Du skal helt sikkert nok komme ud på den anden side. Snak med din SP. Hun vil tage dig meget alvorligt og lynhurtigt sætte himmel og jord i bevægelse. Ved at de har specielle støtte-/mødregrupper for mødre med fødselsdepressioner, måske det var en mulighed? Flere kram

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Kære Frøken J.Hvor ville jeg dog ønske at jeg havde modet til at snakke så åbent om det! Jeg ved LIGE præcis hvordan du har det!!!!Blev mor den 7 Juli 2011. Alt var fantastisk på sygehuset, men det faldt totalt til jorden da vi kom hjem! Jeg følte slet ikke at jeg slog til, eller at jeg kunne trøste ham. Jeg fik vildt dårlig samvittighed når jeg sov et par timer, mens manden gik med barnevogn. Jeg havde intet overskud, og på et tidspunkt da jeg havde tuet i flere dage (uden at vide hvorfor) fik jeg fat i sundhedsplejersken. Jeg følte ikke at jeg var god nok til min søn, og tvivlede på at han kunne lide mig! Jeg kan blive ved med at fortælle, men det hjælper nok ikke dig... jeg ente en tur hos lægen, og hun gav mig en henvisning til en psykolog. Jeg havde en fødselsdepression i moderat grad... I dag har jeg det fantastisk!! Og det bedste jeg gjorde for mig selv og mit barn, var at få nogle samtaler hos en psykolog. Jeg krydser mine finger for at det hele letter sig for dig! Det er bestemt ikke rart at have det så skidt! Synes du skal sige det til din sundhedsplejerske, hvis du føler at du stoler på hende. Hun kan nemlig lave en test på dig, som siger lidt om hvor skidt du har det. De bedste tanker fra en meget forstående mor!

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Vil ikke skrive for meget, for synes mine indlæg smutter i svinget indimellem, pga vores møg mobile netværk..

1) Det er helt normalt, at de får maden galt i halsen, både når man ammer, og når man giver flaske.. Tag hende op, lad hende hoste af, giv hende et par sek til lige at komme sig, og giv hende så mad igen. Du gør kun din angst værre, ved ikke at "hoppe op på hesten igen", og helt undlade at give hende mad

2) Jeg havde det også elendigt når Per tog over et par timer, mens jeg fik sovet lidt.. Men det ér vigtigt, at du får lidt søvn!

3) Du er stadig i et hormon helvede, det er helt normalt at have tudeture i tide og utide. Samtidig er du i søvnunderskud, mad underskud, væskeunderskud - hvem ville ikke tude i den situation   En fødsel tager på kræfterne, det samme gør den lille ny, og på et tidspunkt kan man bare ikke mere.. Derfor er det også vigtigt, at du lader Lars tage hende lidt, mens du får noget søvn! Det er det bedste du kan gøre for dig selv..

4) Tror også det er det samme hos alle nybagte mødre (og flergangsmødre), at man er bange for at de ikke får nok at spise.. Hvis du ikke allerede gør det, så lav evt et skema. Jeg brugte det både ved Isabella og Cajsa, og det hjælper så meget.. Så skal man heller ikke bruge unødig tankevirksomhed på at huske ALT Vi lavede en vandret kolonne med "Våd ble", "fyldt ble", "sovet", "spist/ml", "Medicin/D-Dråber", og en lodret kolonne med tidspunkter (med 30 min interval).. Også krydsede vi simplthen af, når vi havde skiftet hende, givet hende mad, osv, også kunne vi altid se tilbage.. Printede ud til en måned af gangen, og lagde dem i en lille mappe, også var det lige til at gå til hver morgen 

Og ikke at det er nogen trøst lige nu, men bare for at vise at du ikke er alene.. Jeg blev først tryg ved min rolle som mor til det her lille bitte menneske, da hun var 4 mdr.. Jeg husker en afstemning herinde, hvor der var én der stillede det samme spørgsmål, og der var der i hvert fald flest der også svarede 4 mdr, så du er IKKE alene! Det kommer

FØRST -

Skidehamrende flot at du står frem med det Det er første skrift påvej til at få det bedre, uanset om det er en depression, om det er hormoner, om det er omvendelsen til at være mor, eller hvad det er.

Jeg tror godt jeg kan sige, udfra hvad du skriver om din første tid som moar, at du gør det HELT FINT. Alting er jo nyt! Og du skal finde ud af det hele. Men det eneste baby har brug for er jo kærlighed, mad og en ren rumpe - og det lyder det i hvertfald til at du klarer rigtig fint - og har endda farmand ved hånden også. - godt for dig!

Så vil jeg så også sige, at alle jo ka ryge ned - incl mig selv. Da Frigg var 7 mrd, røg jeg jo helt ned i kulkælderen med en mega depression og havde det super mega skidt. Men jeg brugte sp rigtig meget. Jeg var til lægen og fik piller, (som man GODT må tage mens man ammer) osv...

Det ikke en skam.

Jeg er SÅ glad for at min SP gjorde mig opmærksom på at jeg skulle være opmærksom på,hvis jeg gik ned, fordi jeg også var i risiko-gruppen, med alt det jeg har været igennem.
SÅ hun har været her og tale med mig, ordnet alt det praktiske, ringe til lægen osv. - Så Tom KUN skulle være farmand og jeg kun skulle være mor og passe på mig selv. Det var helt fantastisk og jeg er SÅ taknemmelig over det

Så mit råd, hvis du føler du er på vej ned, så sig det til din SP, så kan hun støtte op om dig og hjælpe dig. Hellere nu, end når du har ramt bunden.

KÆMPE KRAM OG MASSER af flyvekysser og god karma.

Synes det lyder som en normal reaktion på mor-skabet. Havde noget ligende. Man skal finde sine ben igen, alt er anderledes, ens forventninger er tit skyhøje pfa urealistiske billeder formet under graviditeten ( drømmebilleder på det perfekte mor/ barn forhold osv. Alle har det, og sådan skal det også være ) men det er ben hammerende hårdt når virkeligheden melder sig. Som jeg plejer at sig: alle ens forestillinger, forventninger og drømme om det at have barn, bliver ofte nærmest trampet på at virkeligheden når den lille kommer. Men når det er sagt som bliver virkeligheden med tiden langt bedre end dine mest lyserøde forestillinger di havde inden fødslen, bare giv det tid,giv dig lov til at tude, føle dig utilstrækkelig, sove, osv. Det er normalt. Du er lige blevet mor ig alt er nyt 24/7 non stop! Det er hårdt! Man bliver træt! Men tro på det nok skal blive bedre for det gør det. Og du gør helt sikkert en formidabel indsats og det er altså okay at tage en lur og lade farmand komme til. Det gjorde jeg også! Så så de formel1 sammen eller rettere far gjorde, hun sov på hans mave. Tænkdet ikke sådan at du ikke giver hende nok mor men mere at du også giver hende og hendes far noget far/datter tid og det er ligeså vigtigt. De skal også knyttes. Du gør det helt rigtige ved at supplerer med flaske. Langt bedre end et sulten og utilpas barn og ikke din skyld hun for lidt galt i halsen. Det sker for alle. Hun skal jo også lige lære at spise/drikke mælken, så det skla du absolut ikke tage på dig som at du gør det forkert, for det gør du ikke!Ligenu er du usikker, men ved du hvad du gør tingene rigtigt og jeg er sikker på din datter ikke mangler noget. Du er ny i faget mor og det skal lige læres. Giv det tid, lad dig have lov tilat synes det er svært for det er svært g hårdt. Men det skal nok blive bedre og du skal nok blive meget mere sikker, det lover jeg dig! Stort kram

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Jeg havde mange af de samme følelser efter Nikita kom til verdenen, egentlig så startede det med at alt var lyserødt til tros for store mængder gråd, men derefter så græd jeg ofte over at jeg følte hun ikke kunne lide mig eller ville mig, især når hun var over ved min mor. Det tog mig langt tid at komme helt fri af den følelse om at jeg ikke var god nok til hende - det værste var også at alle sagde at man jo kendte sit barn godt nok, så man vidste fx. om det var ked, træt, sulten eller ligende - jeg kunne ikke bare kende den ene gråd fra den anden og jeg følte mig ofte, hvis ikke konstant utilstrækkeligt.

Det der hjalp for mig var at snakke om det, med sp, med veninder, senere med min familie (selvom jeg er ret sikker på ingen af dem forstod hvor slemt det egentlig stod til for mig), mine samtaler med sp gik ud på om hun var der hvor hun skulle være udviklingsmæssigt, så gav hun mig et godt råd, tag en kamp af gangen - du skal ikke kunne alt fra starten - du lærer det, så jeg startede med 1 ting, fx. at få amningen til at fungere (for dig kunne det fx. at give flaske) og ikke se det som et nederlag når det ikke lykkedes, jeg begyndte at tage hende ind til mig i sengen - og det hjalp på mig, før lå hun i liften, men jeg havde brug for den kontakt med hende - jeg var også voldsom nervøs for om hun mon trak vejret og vågede tit bare for at tjekke hendes vejrtrakning, jeg tror bare man skal igennem det - jeg vil ikke kalde det jeg havde (til tros for at det stod på et års tid) for en fødselsdepression, men en efterfødselsreaktion med mulighed for at udvikle sig til noget værre. Du har en dejlig kæreste, og dermed også mulighed for at fortælle alle de her irationnelle tanker til ham, uanset hvor meget man skammer sig og føler sig utilstrækkelig.. 

Bare fordi man har gået med et barn i maven betyder det ikke at man pr. automatik kender sit barn - man skal lære det at kende forfra - og de følelser der kan føre med er svære, stærke og nogen gange ikke til at holde ud,  men jeg er sikker på at du kommer igennem det her og du vil klare det her fordi du er dit barns mor nu, det vigtigste i dens verden, men når vi har uro, så mærker vores børn det også.. selvom jeg godt ved det er nemmere sagt en gjort..

Men du skriver bare hvis du har brug for det.. vil ikke skrive mere her.. masser af kram 

Frøken J. skriver:

Det er meningen hun skal ringe i morgen og aftale at komme forbi.. Jeg synes også bare at vi er blevet sendt hjem alt for tidligt fra sygehuset. Og de vidste jeg havde kæmpe problemer med amnigen, for vi havde sygeplejersken inde så mange gange for at hjælpe, så føler mig også lidt svigtet af systemet..

Og tak!

Jeg tror faktisk nogen gange der er en sammenhæng mellem et dårlig fødsels/efterfødselsforløb og så den mere overvældende følelse der kan komme bagefter - ikke altid, men jeg syntes der er mange der har haft et dårlig forløb, som tager lidt længere tid om at komme videre.. 

Tak for jeres svar, søde piger! Jeg er lige nødt til at vende tilbage på et andet tidspunkt, for vi får besøg af SP her kl. 13, og skal nå at være klar..

Kære Janne.
Hvor er det flot du står frem, det kræver meget mod, og det viser bare du er en fantastisk mor - som både er opmærksom på sig selv og sin familie.
Jeg har ingen børn, så kan umuligt sætte mig ind i hvordan det er, dog har jeg en svær depression hængende over hovedet, og den vil nok altid følge mig.
Hvis du har brug for at snakke, eller brug for hjælp, så sig endelig til.
Du er en fantastisk mor, og tænk på hvor mange der følger dig herinde. Det er nok fordi de synes du er skøn, og altid klar med et godt svar til alle.

Knus og positive tanker herfra.