Frygter fødselsdepression - jeres erfaringer?

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Åh, jeg føler med dig.. Mange af de ting du skriver, tænker jeg også SÅ meget på..

Vil ikke gå uden at give dig et og sige at jeg er sikker på at Rose er heldig at have en fantastisk mor, som med sikkerhed gøre tingene bedre end hun selv tror!

Husk hvad jeg har skrevet til dig!!

Frøken J. skriver:

I know, men på en måde er det også bare rart lige at komme ud med sine tanker og blive bekræftet i, at man ikke er et unormalt skodmenneske.. Synes virkelig der ikke bliver støttet godt nok op af systemet om at komme igang som forældre..

- og det er også helt i orden at komme ud med nogle tanker, du går og tumler med - og du er ikke alene med disse tanker.

Hvor længe er der til du starter i mødregruppe (hvis du altså skal det)?

Du ER god nok .. hun får NOK mor... hun er IKKE ensom når hun SOVER ... tillad dig at slappe af og sove når hun sover!!!

 

og det er HELT i orden at farmand tager over lidt .. det er derfor man er 2 om det !!

 

SPIS , SLAP AF og SOV .... vær ikke bange for at sove ... du skal nok høre hende ... sorry ... sidder og tuder lige nu grundet flash back ...

 

RING imorgen !!!!

 

PROMISE!!

 

Serinasmor

Tror du er helt normal søde!!! Sender dig et stort knus!!! Tá lige en snak med sundhedsplejerske i morgen:-)) knuser til en med sikkerhed dejlig skøn omsorgsfuld mor;-))

I forhold til det med du giver flaske - Du gør det så godt!! Trust med! Det er pisse hårdt at malke ud, men du gør det, og på den måde får hun den aller bedste mælk! Jeg gjorde det selv den første måned, men så magtede jeg det ikke mere og gik over til MME. Det gjorde det hele meget lettere for mig. Det andet blev for hårdt. Og en god mor sidder ikke i brysterne. Når du har det som du har det, er der nok andet at spekulere på, du har brug for at finde overskud og energi til at nyde de gode ting, og en god portion overskud kan du vinde ved at acceptere at amningen ikke fungerer, og at du ikke har psyke til at bøvle med det, men istedet vælger at give hende MME! Dette skal ikke lyde som om jeg bare synes du skal give op, jeg kæmpede også selv længe med det, men der kommer et tidspunkt hvor man må acceptere at det bare ikke lige er det man skal. Og så længe Rose er mæt har hun det godt, og lider ikke nød af at få mme. Tvært i mod får hun det bedre hvis du finder luft og overskud.

Mht. at sove mens kæresten passer hende, det er helt naturligt. Du har brug for din søvn. Jeg havde det også lidt skidt med at gå ind i soveværelset og sove mens min kæreste havde Alfred i starten. Men det var det bedste for os alle, så jeg kunne få et break. Når du tager det hvil, vågner du op til nogle gode timer bagefter. Psykisk bliver det kun bedre af at du er udhvilet og ikke i alt for stort søvnunderskud. Jeg er helt sikker på du SAGTENS kan passe Rose selv OG at du er ligeså god som Lars. Når du står i det, og han ikke er der, kommer det helt naturligt, så finder du ud af det og I finder jeres rytme sammen, dig og din lille pige. Det skal nok gå - I promise. Men tal helt sikkert med SP om det. Og her i Århus kan du henvende dig til Mødrehjælpen, som kan hjælpe dig med gratis psykologtimer for at få det hele talt igennem!

Håber det bedste!!

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

årh søde

det er hårdt at blive mor, man bliver så usikker. jeg syntes flere af tingene lyder normalt. men derfor ikke nemt eller rart at gå igennem. det eneste jeg kan sige er STOL PÅ DIG SELV, en baby kan holde til utrolig meget, og så længe du elsker hende så skal det nok gå. og udfra det du skriver så tyder alle dine bekymringer på at du virkelig elsker hende. i skal lære hinanden at kende, og du skal tro på at du gør det rigtige. og du skal ikke tøve med at amme hende hvis det går lidt skæv, for i skal begge øve jer, og det skal i sagtens kunne få lært- og hvis hun ikke får helt nok at spise en enkel gang eller flere, jamen så siger hun til, og fortæller dig at hun er sulten.

fortæl manden du har brug for at han lige lader dig øve dig i at passe hende, så du tror på at du kan selv inden han skal på arbejde. der er ingen tvivl om at du kan selv, men lige nu tror du ikke på det. men det kan du.

jeg ville gerne kunne sige noget der gjorde det hele bedre, men det eneste jeg kan sige er at lige pludselig så har du styr på det hele, og så stol på at du kan klare det, du har et eller andet instinkt som hjælper, det har alle os damer, du skal bare slappe af og lade det slå til...

Ved ikke hvor jeg lige skal starte, så bliver nok lidt rodet...

For det første, så er det meget nomalt ikke at have lyst til mad og drikke efter en fødsel, hos mig kom lysten stille og roligt tilbage efter to uger, i dag er den næsten normal igen.

Nu har vi det heller ikke så godt herhjemme, så er igang med at læse bogen "depression - en bog til trøst og forklaring", den handler dog om depression generelt, men måske du/lars/en anden skulle fordi biblotekket i morgen, bogen henvender sig både til den syge og deres pårørende.

Men jeg kender nogle af føleserne/tankerne, nøj hvor var/er det et nederlag, at jeg ikke kunne amme fuldt ud og nu harmåtte give helt op, føler mig som en dårlige, uerfran, dum og uduelig mor og tanker nogle gange hun var bedre tjent med en anden mor. Det der holder mig oppe er, at hun er så dygtig allerede, hun har kunne holde øjenkontakt i længere tid og kan holde hovedet oppe i nogle sekunder når hun ligger på maven, det er mere end hvad hun bør, tror også hun har bevidst smillet et par gange. Så finde dine positive sider - fx opdagende du, at hun ikke fik nok i amming med suttebrikker, det betyder du holder øje med hende og hendes behov og vigtigst, de reagere på det. Seje smukke dig

Synes dog også, at du lyder til at have nogle ret mørke tanker, synes du bør snakke med en proff omkring det, om det så bliver din læge, sp eller psykolog må du selv om, de skal sikker nok sende dig videre, hvis der er behov

Tror ikke du er hårdset ramt, men det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke kan have det rigtig dårligt alligevel.

Håber i klare jer let, hurtigt og elegant igennem det hele.

Knus og kram herfra og skriv endelig, hvis du gerne vil lette hjertet lidt eller gerne vil snakke med en der står lidt i samme båd, måske vi samme kan vende tankerne til det positive, så du forhåbenlig hurtig kan komme videre.  

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Min allerførste tudetur kom, da Sten var ude at gå med hunden og Tristan TO gange fik mælken helt galt i halsen. Ikke på den der host host måde, men så han ikke trak vejret. Jeg var helt svedig bagefter og da Sten kom hjem STORtudede jeg. Jeg havde det selv i mange dage efter det skidt, når han skulle mades for tænk nu... Og det med flasken: dét at være mor sidder ikke i brysterne. Det er ikke der omsorgen sidder. Den skønne kontakt kan du snildt få ved at kigge på og snakke med hende, når du sidder og giver hende flaske. Lige nu er det øjnene og din stemme, der er det mest lækre ved dig, så det skal du bare give hende en masse af og er vi enige i, at skal du have det overskud det er at være på sådan hele tiden, så har du brug for søvn. Så tag imod AL den søvn du kan få. Når Sten har fri, så spiser Tristan lige en sidste godmorgen-madpakke ved mig og så er han mæt og Sten tager ham med ind i stuen og kommer først ind og vækker mig timer senere, når ham den bette er sulten. Og så er Mor her frisk på en dag i babys tegn og tro mig: Rose ville ikke sove, hvis hun ikke var mæt! Så tro nu på dig selv og din mælk. OG OG OG min SP har sagt at nogle gange falder baby hurtigere til ro ved far, fordi han ikke forstyrrer som mor ved at lugte af mad hvorom alting er, så ændres MEGET på den uge I har sammen, før han skal arbejde igen - tro mig! Og når du snakker med SP i morgen , så lov mig, at du kræver hun kommer forbi også i morgen! En der virkelig ved, hvad det handler om - jeg kan jo kun fortælle om de ting, jeg har oplevet på egen krop. Og med mange af bekymringerne er du ikke alene! Stort kram til dejlige Janne med et stort hjerte!

Frøken J. skriver:

Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..

Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.

Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.

Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.

Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.

Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..

Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...

Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..

Kan desværre ikke lige komme med nogen kloge ord,
men vil ikke gå herfra uden at give dig en kæmpe krammer!

 
håber du finder ud af det, og får det bedre!