Frøken J. skriver:
Jeg vælger ikke at være anonym, for så ville jeg være nødt til at sidde og ændre på alle mulige detaljer for ikke at blive genkendt, og så bliver det jo ikke reelt på samme måde..
Jeg vil gerne høre om jeres eventuelle erfaringer med fødselsdepression. Allerede ved min første JM-konsultation sagde hun til Lars, at han skulle være obs på mig efter fødslen. Fordi jeg tidligere har haft en svær depression, er jeg i risikogruppen for fødselsdepression også. Og jeg er virkelig begyndt at være nervøs for, om det går dén vej lige nu.
Jeg føler slet ikke, at jeg er en god nok mor. Jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere ansvaret - det falder min kæreste så naturligt, og han håndterer Rose så godt, og jeg føler ikke selv, at jeg rent naturligt kan håndtere hende. Jeg forsøger at give hende kærlighed og omsorg, men jeg føler konstant, at det ikke er godt nok. Hvis jeg lader Lars tage hende nogle timer, imens jeg sover, har jeg det forfærdeligt, fordi jeg føler hun ikke får nok mor, og jeg svigter hende.
Derudover har jeg det frygteligt med, at hun får flaske lige nu. Jeg malker min egen mælk ud, fordi jeg kunne se på hendes afførings/tismønster, at hun ikke fik nok ud af min amning med suttebrik. Som om hun bare spildte det hele og ikke drak nok. Og nu har jeg et par gange prøvet, når jeg har givet hende flaske, at hun fik lidt i galhals og hev efter vejret og nærmest var ved at blive kvalt virkede det som om, så nu er jeg panisk angst for at give hende mad. Tør ikke gøre det selv, og har SÅ frygtelig dårlig samvittighed og føler mig som en lortemor.
Jeg tuder i tide og utide, ofte uden grund. Jeg glemmer at spise og drikke, fordi jeg ikke rigtig kan overskue det. Og jeg får jævnligt store svedeture. Jeg er panisk angst for at komme til at gøre noget, der gør hende skade, og jeg er ved at gå i panik over, at Lars snart kun har en uges barsel tilbage. Jeg tror ikke på, at jeg kan finde ud af at passe hende alene - Jeg er ikke god nok! Er overbevist om, at hun ikke vil få alt det hun har brug for, når han tager tilbage på arbejde, fordi han er så god med hende.
Han er så god til at trøste hende, imens jeg selv synes jeg har svært ved det. Er bange for hun ikke kan lide mig men kun vil have far..
Så nu sidder jeg her endnu en aften med tårerne trillende ned af kinderne i en lind strøm. Rose ligger og sover, og straks er jeg usikker på, om hun mon har fået nok mad, om hun føler sig alene når hun ligger der og sover, og jeg ved ikke hvad...
Har i nogle erfaringer? Jeg havde sådan brug for at fortælle nogen om det..
Først en kæmpe
Jeg kan kende så mange af de ting du beskriver, virkelig!
I starten følte jeg mig heller ikke god nok! Jeg følte jeg svigtede hende og ikke stimulerede hende nok!
Jeg kunne ikke amme og var dødulykkelig over det! Jeg tog en snak med sundhedsplejerske og læge og begge anbefalede mig at tage en pause med amningen. Det gjorde jeg og fandt meget hurtigt ud af, at det eneste rigtige for vores familie, var at stoppe amningen HELT! Camille blev flaskebarn! Hold op det tog hårdt på mig, men jeg lærte at acceptere det og forstod at jeg blev en langt bedre og mere tilstedeværende mor!!
Da Camille var helt lille var jeg sammen med hende 24/7 - hun havde kolik og kun jeg kunne trøste hende! Hun lå aldrig alene på aktivitetstæppet eller noget. Jeg havde øjnene på hende i døgndrift. Igen talte jeg med sundhedsplejersken og hun sagde at jeg skulle slappe mere af. Camille kunne sagtens ligge selv en gang imellem, bare vi var i samme rum!
Det hjalp mig! Jeg håber du finder ud af hvad der trykker dig og så ændrer det! Du er den bedste mor for Rose og du gør alt hvad du kan - mere kan man ikke forlange!!
Jeg frygtede også barslen alene, men dagene går og din datter udvikler sig mere og mere! Sæt musik på, syng osv! Hyg jer!
Anmeld
