Hvad ville du ønske at du havde vidst/gjort da du blev alene

Jeg er så en af dem, der har erfaring og ikke kan advare nok imod statsforvaltningen.

Min erfaring siger mig, at det ikke nødvendigvis er barnet der er i højsæde, men et ønske om at lukke sagen hurtigst muligt og lukke munden på den der er mest højtråbende.

Statsforvaltningen går ind når der er gået børnehave i den og hvis man er to fornuftige voksne mennesker, der begge er sit ansvar bevidst bør man kunne klare den selv.

Jeg har fra oktober 2010 - juli 2011 kæmpet en kamp med eksen og statsforvaltningen som har truffet afgørelser, der ikke tog hensyn til vores søn. Bla. traf de afgørelse, der sagde han skulle køre i tog i 2 timer efter hans sengetid og ikke tog hensyn til, at jeg måtte tage fri fra arbejde hvis jeg skulle nå at hente ham.
Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre hverken for mig eller min søn og da jeg gjorde faren opmærksom på det hev han mig bare i fogedretten. Fordi han kunne pga statsforvaltningen.

Jeg måtte hyre en advokat og indtil videre har min forbindelse til statsforvaltningen kostet mig over 13.000 kr.

Ja, det var nok hvad jeg gerne ville have vidst.

Btw: Eksen og jeg har nu for første gang en samværsordning der fungerer. Og gæt engang hvem der har lavet den?
Det har vi sørme selv.

Og det til trods for at han har polititilhold og skal for retten.

Så statsforvaltning go home.

For fanden! Håber han kommer til fornuft, når hans sorg er gennemlevet og stoltheden genvundet.

Hæfter mig ved, at flere skriver, at de desværre ikke er alenemor. Dertil kan siges, at det ikke altid er rosenrødt ;-) ... sorry, kunne ikke lade være.

Kæmpe krammer til dig Rosa og velkommen til livet som singlemor. Løb ned og køb lille rød bog Supermor. Der er et par små fif til hverdagen.

Den ejer jeg allerede  Og tusind tak!

kæreste rosa ...

jeg havde desværre gættet det ... og det gør mig ondt ..

jeg håber i finder en fornuftig løsning for jontes skyld .. men også for jeres egen ... jeg håber farmand bliver i dk så det ikke også er et problem ...

og frem for alt .. STOL på dig selv ... du kan godt og er en helt FANTASTISK mor det er der meget der vidner om herinde ...

forresten vil jeg lige nævne at det er ingen skam at bo i gellerupparken hvis det er der det er til at få en lejlighed ...

god vind fremover

serinasmor

Rosa skriver:

Den ejer jeg allerede  Og tusind tak!

Rosa, kom lige til at tænke på, at Mødrehjælpen også er et godt sted at henvende sig med spørgsmål. Både spørgsmål til dem som de evt kan hjælpe med. Men de kan også sende dig videre, hvis du er i tvivl om hvor du kan henvende dig med spørgsmål om alt fra Økonomi, Juridske ting osv. 

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Rosa, kom lige til at tænke på, at Mødrehjælpen også er et godt sted at henvende sig med spørgsmål. Både spørgsmål til dem som de evt kan hjælpe med. Men de kan også sende dig videre, hvis du er i tvivl om hvor du kan henvende dig med spørgsmål om alt fra Økonomi, Juridske ting osv. 

 Åh ja det er rigtigt, det glemte jeg. "Jeg ville ønske jeg havde kendt til mødrehjælpen før 6 måneder inde i bruddet."

Nu blev jeg jo ikke alene mor, men en af de ting som jeg har lært, at stole på mig selv når man tvivler og bliver ked af det, for de tidspunkter kommer, og at gøre noget for sig selv ikke gør en til en mindre god mor.. og så havde jeg nok kontaktet statsforvaltningen hvis I er uenige. Min søster og hendes mand har selv lavet deres aftale, men jeg går lidt og frygter for hvad der sker den dag den ene får en kæreste, man kan jo desværre kun styre sine egne handlinger, så nogen gange tror jeg det er godt med noget på skrift og en af de ting jeg har lagt mærke til giver dem mest besvær (nu var de gift i 2 år) er når de hver især forventer at den anden ved hvad den anden tænker eller tror fordi de tros alt boede sammen så længe - INGEN er tankelæser. 

Jeg er sikker på det hele nok skal gå, og selvom livet som enlig mor ikke altid er en dans på roser, så går det jo nok alt sammen, og faktisk så er det smadder hyggeligt indimellem aat være kun 2.

Så held og lykke med dit nye liv. 

Vil bare sige til dig, at du skal holde hovedet højt i de hårde tider, og søg støtte hos dine nærmeste ...

Jeg glemmer aldrig første gang jeg skulle aflevere min datter og vide at der ville gå længe inden jeg skulle se hende igen (Vi har 7/7 ordning) ... Det gør ekstremt ondt og man føler sig pludselig helt alene når man går fra en lille familie på 3, til pludseligt at stå alene noget af tiden ..

Jeg brugte/bruger stadig venenr, veninder, familie til støtte når tiderne er rigtig slemme ..

Nu denne uge eksempelvis, er hun hos sin far, og på onsdag er det hendes 2 års fødselsdag .. Der vågner jeg ikke med hende om morgenen, kan kysse hende og synge sang for hende, og det skære mere i mit hjerte end jeg overhovedet kan beskrive, selv ved at sidde og skrive det ned er der tårer i øjnene ..

Men det er netop her du skal huske at søge støtte .. Jeg lukkede mig inde i starten, sad bare i sofaen og græd hver eneste dag, indtil mine veninder nærmest rev mig ud af mit hjem ...

Bare husk kære Rosa, du er ikke alene, der vil altid være en skulder til de hårde tider, og de kommer om man vil det eller ej, MEN det hele kan lade sig gøre, så det er bare med at holde hovedet højt, og tænke på din smukke lille prins.

Rosa skriver:

Ja, nu er katten vidst efterhånden ude af sækken.

Jeg er blevet separeret efter kun 4 måneders ægteskab (af mange grunde som jeg endnu ikke vil ud med på nettet) og er på vej ud i livet som alenemor. Min mand har reageret meget kraftigt på det hele og er, som jeg ser det, overhovedet ikke sig selv og direkte ukonstruktiv og til tider enormt tarvelig overfor mig og vores søn. 

Jeg vil så gerne samarbejde godt med ham nu og fremover, men han gør det enormt svært, og er meget stejl. Jeg kan ikke gå med på hans urimelige krav for fredens skyld.

 

Og så er det jeg gerne vil spørge - hvad ville I ønske at I havde tænkt, vidst eller gjort da I blev alene?

Spørgsmålet henvender sig jo primært til jer der blev alene EFTER barnet blev født, men alle må byde ind.

 

Mvh

Rosa 

Jeg tror der sker en kraftig reaktion, når man går fra hinanden. Da min søns far og jeg gik fra hinanden for 9 år siden (ihh hvor føler jeg mig gammel ), der var jeg også ude for episoder jeg helst ville have været foruden.

Det første han gjorde var at aflevere mine ting hos min mor sammen med en ven....vi skulle jo bo der i en periode, indtil jeg havde fundet mig en lejlighed. Han ignorerede næsten sin søn, men sagde i stedet til vennen: "nu skal vi da ud og have en flok bajere"....det virkede som om at han bare ville fejre det, og han virkede meget ligeglad og kold overfor mig. Det kunne jeg såmænd også tackle, men at han ignorerede sin søn, det blev jeg ærligt talt ret gal over.

Jeg tror der gik ½ år før jeg følte at han gad hans søn 100 %. Jeg tror han var i en periode, hvor han ikke vidste hvordan han skulle forholde sig til hele situationen. Hvordan han skulle snakke med mig, hvilket forhold han skulle have til sin søn, hordan fremtiden ville blive osv. Han havde svært ved at finde den rette balancegang imellem at vi før var kæreste og at vi nu bare var far og mor. Han kunne f.eks. sidde og fortælle mig at nu havde han været på den og den date, og virkelig fortælle i detaljer omkring dette. Jeg følte at han ikke havde nogen situationsfornemmelse. Det sårede jo mig at høre, og til sidst bad jeg ham stoppe med det, og at vores kommunikation udelukkende skulle være omkring vores søn....for jeg kunne bare ikke indeholde det.

Idag er han en superfar, der meget gerne vil være sammen med sin søn. Vi snakker kun om ting der vedrører vores søn, og så har vi ellers et privatliv, der ikke kommer den anden ved....medmindre det altså er nogle private ting, der vil komme til at påvirke vores søn.

Hvis jeg skulle have gjort noget om, så ville jeg have ønsket at vi havde fået snakket det hele ordentligt igennem angående vores søn. Hvad vores forestillinger var, hvordan det hele skulle køre osv. Der kom simpelthen for mange følelser i klemme, netop fordi vi ikke havde nogle faste linier at forholde os til. Jeg har lært at man nogen gange skal cutte af for følelserne, og udelukkende tænke/fokusere på, hvad der er bedst for barnet....at hvis han havde et sprog, hvad ville han så sige/ønske? Hvad ville gøre ham glad? Hvad ville gøre situationen god? Osv.

Der er nogle ting man gerne ville have ændret, men når man står i situationen, så kan det være ret svært.

Men ville blot skrive til dig, at jeg godt ved hvordan det er.....det kan være så forbandet svært, at se en anden side af en som man før elskede. Men når der er faldet ro på, så bliver det hele også godt igen....men det kræver et stykke arbejde for begge parter, og ikke kun den ene.

Kæmpe kram herfra, og så håber jeg, at det kommer til at gå godt

Det var da lidt af en bombe - men respekt at at du har styrken til at gå. 

Som du ved, kommer du til at gå igennem en følelsesmæssig turbulent tid - samtidig med at skulle få en hverdag til at fungere.

Jeg valgte at gå fra min X (heldigvis kun kæreste) efter knapt 7 års forhold. Vores søn var knapt 1,5 år der.

Jeg var meget forberedt på hvordan det skulle forløbe, og havde allerede inden undersøgt mulighederne for boligsikring, friplads og sådan.

Vi kunne heldigvis skilles som gode venner - selvom jeg har måttet sluge nogle kameler indimellem.

Hvad jeg gerne ville have vidst..

Hmm..

"Det er ikke så slemt at være alene, som man kan frygte".

Jeg har det fantastisk med at være alene med min søn - jeg er så heldig at have et godt samarbejde med min søns far, hvilket også har gjort det hele meget nemmere for os alle 3.
Min søn har rykket sig helt vildt efter min X flyttede, og der har ingen tvivl hersket om at det var det bedste valg jeg/vi kunne tage dengang.

Jeg har været pissebange for at sige det rent ud, om jeg nu kunne finde en ny mand igen. og ærligt talt - det er jeg stadig, bare på en anden måde. Jeg har aldrig fortrudt at jeg gik - heldigvis - jeg har heller ikke haft følelser i klemme.

Men da jeg er en kegle i forhold til hankønnet, har jeg også forberedt mig på at gå igennem livet alene.. og den tanke er en smule skræmmende i sig selv, selvom jeg nok trives bedst alene... Skørt i know.

Det var mit input herfra. Du skriver endelig hvis du har brug for at snakke eller lgin - om det er det praktiske eller det følelsesmæssige.

Kære dejlige piger. Jeg vil gerne sige jer alle sammen hver og en tak for jeres indput, det er dejligt at læse at der er lys for enden af tunellen! Jeg har dog minimalt med tid og overskud pt. så I må nøjes med en stor buket roser fordelt kollektivt!!! Hvad skulle jeg gøre uden jer???