Abort i følge med genfejl/senere sygdom hos barnet

Anonym skriver:

Det er jo noget helt andet om det er ens veninde eller ens chaf der kender til ens laster Det var da helt vildt! :O Ej, nu vil jeg jo høre mere

Det ahr du så sandelig ret i. Men har da også nogen veninder der ikke kender det. :O Men tænker som sådan heller ikke såå meget over det i hverdagen da jeg jo ikke kan se det. Og grunden til jeg kan skjule det er mit hår. Mine væreste problemer er som sagt min forfængelighed og det at jeg ikke kan få klippet mit hår som jeg vil, håret skal altid dække øret.

Det er såmænd ikke noget vildt. HAr bare kun 1 normalt øre. Det andet er krøllet sammen, halvt, væk. Ved ikke engang hvad man skal kalde det.

snefnug skriver:

Jeg har svaret at det afhænger af sygdommen.

Min mand har huntington chorea(HC), som er en arvlig sygdom. Vi har en dreng der er lavet vha ægsortering for at undgå at at sygedommen bliver givet videre.

Vores dreng er i dag 3,5 år og da han blev lavet var min mand stadigvæk risico person, har blev dianostiseret i september 09, fik sin førtidspension i november 10, og et godt bud er at han om senest 5 år er på plejehjem, han er i dag 37 år

Får altid et slag i maven når folk snakker om sådan. . Ved ikke helt hvad jeg skal sige.. - Hvis du forsåtr??
Dejligt i har jeres skønne dreng.
Håber alt det bedste i fremtiden for jer.

Frk-Lotusblomst skriver:

Tak.
Og lige mine tanker omkring det hele. Tror jeg bliver en smule bange for at knytte mig for meget til det skønne lille forster, med bagtanken i hovedet om at det måske skal fjernes. Uhh, får helt kuldegysninger.
Jeg burde ikke tage sorgerne på forskud, det ved jeg. <nu skal vi jo først lige blvie gravide. Men hold da op, jeg kender mig selv, er et total overfølsomt pigebarn. Så jeg blvier desværre nødt til at dykke ned i tankerne omkring det..

Jeg synes kun det er godt at du allerede forberede dig på at det kan blive noget du skal tage stilling til til den tid. Og ikke bare lukker øjnene for det. For når du så står i situationen, så havde du set det komme , og har måske allerede skabt et udgangspunkt for dit valg. 

Men lad være med at gruble for meget over det, fokuser på jeres PB og så må du jo tage den til den tid hvis det bliver aktuelt

Frk-Lotusblomst skriver:

Det ahr du så sandelig ret i. Men har da også nogen veninder der ikke kender det. :O Men tænker som sådan heller ikke såå meget over det i hverdagen da jeg jo ikke kan se det. Og grunden til jeg kan skjule det er mit hår. Mine væreste problemer er som sagt min forfængelighed og det at jeg ikke kan få klippet mit hår som jeg vil, håret skal altid dække øret.

Det er såmænd ikke noget vildt. HAr bare kun 1 normalt øre. Det andet er krøllet sammen, halvt, væk. Ved ikke engang hvad man skal kalde det.

En lille ting for verden, stor ting for personen

Forstår godt du har det som du har det, specielt med misdannelser i hovedet, det ville jeg have det svært ved, selv hvis det, som ved dig kunne skjules med hår eller make-up. Men igen, som du siger, så er det jo en lille ting, som jo egentlig ikke betyder noget

Giraffen skriver:

Det er godt nok rigtig rigtig svært at svare på.

Især fordi hvis det fx er leversygdommen som I skal tage stilling til så har I jo både oplevet hvordan folk har kæmpet og kæmpet med det - men på den anden side har I også set hvordan folk er kommet ud på den anden side, og hvis det var op til dem, der har sygdommen tror jeg nu ikke de ville vælge deres liv fra ift leversygdommen.

Altså hvis de selv kunne vælge som 50 årig "vil jeg helst ha denne her sygdom eller slet ikke blive født" 

Men det er virkelig svært men jeg tror måske der er nogle enkelte ekstreme tilfælde hvor jeg ville få en abort, men så ville det ikke være for barnets skyld men for min egen - særligt når det er første barn er jeg ikke sikker på jeg ville kunne rumme fx down syndrom fordi det måske fjernede overskuddet til nogensinde at få flere børn. Men på den anden side er jeg ikke sikker på jeg ville kunne leve med valget hvis jeg valgte abort - tænk man nu aldrig bliver gravid igen efterfølgende?

Ej det er svært og tror at - ligemeget hvilket valg man træffer - vil man få ar på sjælen, da der ikke er rigtigt og forkert i disse spørgsmål (min holdning hvertfald)

Som du siger ahr de 3 vi kender det jo alle godt og er kommet videre med livet. Men svigermor ønsker inderligt at har barnet genet skal det fjernes. Hun har så måske også været den der har forandret sig mest efter operationen osv.

Men det er sku svært. FOr jah, de får det jo bedre. og igen om så mange år er det jo nye tider. Og jah, vil man tage livet pga den sygdom. Hmm, det er sku svært.

Frk-Lotusblomst skriver:

Får altid et slag i maven når folk snakker om sådan. . Ved ikke helt hvad jeg skal sige.. - Hvis du forsåtr??
Dejligt i har jeres skønne dreng.
Håber alt det bedste i fremtiden for jer.

Jeg tro jeg forstår hvad du mener.

Det er heller ikke altid lige nemt, men jeg glæder mig over at vi tog beslutningen og ægsortering og ikke bare satsede på at min ikke havde sygedommen

Giraffen skriver:

Eeej jeg bliver nødt til lige i den forbindelse at fortælle om en jeg kender. Hun er kun en bekendt og ikke en jeg socialiserer med eller noget

Hun er i midten af 20erne og bor med hendes kæreste

Så talte vi en dag om børn og så sagde hun "ja nu har jeg lige opdaget jeg er ordblind så jeg skal hvertfald aldrig ha mine egne børn og sætte børn i denne onde verden med sådan et forfærdeligt handocap" - no shit så alvorlig og konsekvent var hun og ikke det mindste ironi var der at spore i hendes stemme.

Jeg blev helt paf og spurgte lidt ind til det men hun var ikke til at hukke og stikke i.

Selvfølgelig hver sin grænse, men blev en anelse fornærmet da både min kæreste, mor, stedfar, søster mm er ordblinde og skulle undvære dem pga ordblindhed det kan jeg slet ikke sætte mig ind i.

EJ hvad????
.. Det kan jeg slet ikke forholde mig til . -

Jah jeg ville nok også føle mig trådt på, hvis ejg var dig..

Frk-Lotusblomst skriver:

EJ hvad????
.. Det kan jeg slet ikke forholde mig til . -

Jah jeg ville nok også føle mig trådt på, hvis ejg var dig..

havde det sådan lidt - at med den holdning så er det nok heldigt nok hun ikke sætter børn i verden (men det sagde jeg selvfølgelig ikke til hende)

SussieThyssen skriver:

Puuuhhh..det er en svær en.

Set med mine øjne, så ville jeg nok helt afstå fra selv at lave børnene med så alvorlig en arvelig fejl, og så få børn med donor.
For mig går man ikke bare hen og får fjernet et liv, bare fordi det måske har en defekt.

Jeg ville aldrig kunne få en abort over 12 uge, så måtte det gå som det kunne, dertil er man, set med mine øjne, alt for langt henne, hvis det går derover.
Jeg ville heller aldrig kunne få fjernet et barn med DS..og den med at man "måske" har en sygdom, der kan bryde ud, når man er 35-40 år, synes jeg ikke er nogen undskyldning for at få fjernet et liv.

Hvad skulle jeg så sige?
Jeg har været syg mere eller mindre hele mit liv, men derfor ville jeg da aldrig undvære mit liv

Jeg fik taget fostervandsprøver med mine unger, og det var ikke for at overveje muligheden for at få dem fjernet, men kun af den grund, at jeg ville vide, om der var noget i vejen med dem, så jeg vidste hvad jeg gik ind til.

Hvis det er sådan, at din mand på forhånd ved, at han har 50% chance for at lave et barn, med en sygdom, der måske kan kræve en ny lever, jamen så burde han, set med mine øjne, overhovedet ikke forsøge at få børn, men lade sig sterilisere og så få børn med donor.
Det er ikke ham, der skal have lavet indgreb på sin krop, men DIG.
Det er DIG, der skal leve med indgrebene og..ret barskt sagt..overgrebene.
Hvorfor tror nogle mænd at det bare er så let at skifte ét barn ud med et andet??

Hvad er det, der gør at vi mennesker i den grad bare smider ud af de fostre vi ikke lige har "lyst" til at få?
Er det den endegyldige og optimale konsekvens af vores brug-og-smid-væk-samfund?

Jeg føler virkeligt med dig, og jeg håber, du med dig selv, vil stå fast på det DU føler er rigtigt, og ikke lader dig presse af andre til at tage en beslutning, der går imod din etik, dine følelser og din moral.
Hvad der er rigtigt for andre, behøver ikke at være rigtigt for dig, husk det!

Og så får du et stort knus

Kærligst
Sussie

Hold da op Sussie. Der fik du lige følelserne frem i mig. Mine øjne er helt tårevædet...

Lige nøjagtig de 3 sidste afsnit går så tæt ind på livet på mig.
Min kære'kære mand vil så inderligt gerne have børn, og det har været en kamp for ham, fordi han netop ikke vil give barnet genet. Men jeg vil så gerne have barn med ham, og ikke et doner barn.
Og som jeg står nu, og med de følelser du fik op i mig, så kan jeg slet ikke se hvordan jeg skulle kunne få fortaget en abort.

Jeg skal også kunne se mig i øjnene bagefter. Og det er jeg sku egentlig ikke sikker på jeg kan.
Men hvad nu hvis barnet bære genet, kan jeg så se mig i øjnene og give det livet. Arrrh det er sååå svært...

Det er en meget underlig følelse. For præcis går det imod min moral, min etik, mine værdier.

Tak for det Sussie.

Frk-Lotusblomst skriver:

Som du siger ahr de 3 vi kender det jo alle godt og er kommet videre med livet. Men svigermor ønsker inderligt at har barnet genet skal det fjernes. Hun har så måske også været den der har forandret sig mest efter operationen osv.

Men det er sku svært. FOr jah, de får det jo bedre. og igen om så mange år er det jo nye tider. Og jah, vil man tage livet pga den sygdom. Hmm, det er sku svært.

Nu er det heldigvis ikke svigermor der skal bestemme

Altså mit bud - ud fra at jeg så du skrev at du var et "følsomt pigebarn" så skal der nok tænkes ekstra grundigt - især fordi der i værste tilfælde kan ske det at du ikke bliver gravid igen efter aborten.

Hvor er din kæreste i alt det? for jeg mener - en sygdom der kommer i 35-40 alderen er naturligvis ikke sjov, men man kan heller ikke gardere sig mod at ens børn kører sig ihjel som 20-årig og havde man vidst det havde man nok fået dem alligevel

Så måske har jeg besluttet mig - var det leverfejl tror jeg ikke jeg ville kunne skille mig af med barnet