Den havde jeg ikke set komme :/

KaLee skriver:

Hmm... 

Jeg synes faktisk din kæreste har en pointe...

Det må da være et slag i ansigtet for ham at først få at vide at din mor er bedre egnet til at deltage end hans mor.. og derefter at du ikke mener at han kan klare det...

Lad mig fortælle dig en ting - når manden står i sådan en situation, så kan jeg love dig for at han mander sig op!!!!

Jeg havde leget lidt med tanken om at skulle have en veninde eller min "svigermor" med til fødslen.. Men var kommet frem til at det var en oplevelse for OS to, og ikke alle mulige andre..
Min far ville sikkert gerne have været med hvis han måtte, men det nægtede jeg.. ;-)

Nå men tilbage til pointen - selvom det var et stort chok for ham (lige så vel som mig) at det gik i gang der, så voksede ham sgu 10 cm imens fødslen stod på... Han er meget afhængig af sine smøger og han var KUN ude 1 gang, og det var fordi jeg sendte ham ud for at ryge og for at ringe til hans familie så de vidste hvordan det stod til... Inden det store show gik i gang (lå bare med veer)..

Fødslen varede fra jeg ankom til sygehuset til knægten var ude 6 timer... Inkl. tiden derhjemme inden ambulancen kom så 7,5 time..  

Jeg synes ærligt talt at du skal lade manden få chancen for at være der for dig igennem fødslen.... 

Hvis din mor endelig skal være i nærheden (og det samme med hans), så kunne de vente udenfor - og så hvis behovet var der kunne en af dem træde til... 

Det var bare mit input 

Jeg er generelt meget enig med dig, men jeg må dog korrigere dig.

Da jeg skulle føde min søn, ville min kæreste også have at det kun skulle være mig og ham, til trods for han havde det MEGET dårligt med fødslen. Jeg accepterede det 100 %, men han voksede altså IKKE med opgaven. Det endte med at de måtte kalde en social og sundhedshjælper til kun at tage sig af ham....

Men jeg følte mig ikke alene på noget tidspunkt, min kæreste var stadig på stuen, sammen med social og sundhedshjælperen, og jeg havde jo jordmoderen, så jeg synes det var helt okay.

Jeg ville altså ikke gøre det om hvis jeg kunne, og jeg ser ingen grund til at jeg skulle have valgt at tage min mor eller en anden med.

Shibby skriver:

Det var godt nok heldigt  Måske også det der gør at i har det sammen som i har i dag Alt er bedre når der er noget genkendeligt af en eller anden positiv art 

ja meget ja det hjælper når man kan se lidt af sig selv i andre

Loppe skriver:

Jeg er generelt meget enig med dig, men jeg må dog korrigere dig.

Da jeg skulle føde min søn, ville min kæreste også have at det kun skulle være mig og ham, til trods for han havde det MEGET dårligt med fødslen. Jeg accepterede det 100 %, men han voksede altså IKKE med opgaven. Det endte med at de måtte kalde en social og sundhedshjælper til kun at tage sig af ham....

Men jeg følte mig ikke alene på noget tidspunkt, min kæreste var stadig på stuen, sammen med social og sundhedshjælperen, og jeg havde jo jordmoderen, så jeg synes det var helt okay.

Jeg ville altså ikke gøre det om hvis jeg kunne, og jeg ser ingen grund til at jeg skulle have valgt at tage min mor eller en anden med.

Yaks - stakkels din kæreste egentlig.. 

Ej nu kunne jeg kun udtale mig for hvad jeg oplevede med min daværende kæreste... Og der overraskede han mig meget.... 

KaLee skriver:

Yaks - stakkels din kæreste egentlig.. 

Ej nu kunne jeg kun udtale mig for hvad jeg oplevede med min daværende kæreste... Og der overraskede han mig meget.... 

Jeg tror bestemt også de fleste mænd netop vil vokse med opgaven, og jeg tror det giver en bestemt nærhed, at man kun er mor og far til fødslen...

Jeg havde min mor og kæreste med til fødslen. og vil lige sige det er DIG der bestemmer, det er dig der skal ligge og ha veer.

Jeg var så glad for at min mor var med, hun kunne berolige mig. min kæreste vimsede lidt rundt og var nede og spise osv. Så hvis min mor ikke havde været der er jeg sikker på jeg ville have været meget stresset. Men hun fik mig til at slappe af.

Rockertand skriver:

Øv, I skulle nok have afklaret det tidligere i forløbet, men det er jo for sent nu.

Hvis du insisterer på at have din mor med på sygehuset, så synes jeg, at det er en glimrende idé, at begge mødre bliver udenfor og afventer, om der bliver behov for dem, - hvis du så kalder på din mor, så kan din mand samle kræfter udenfor hos sin mor og få lidt støtte dér - for det er altså ikke kun dig, det drejer sig om, din mand har også en stor andel i fødslen, og jeg er sikker på, at du og din mand får en fantastisk stor oplevelse sammen - også uden kommende bedstemødre, der står og hopper på sidelinjen.

(Har du overvejet, hvordan din mor vil håndtere fødesituationen? Mange bliver overraskede over, hvor svært det er, når deres børn ligger i kraftig smerte, og så går de helt i selvsving, og det er jo næppe en hjælp for dig).

Kunne slette ikke formulere mig ordentligt på denne her selv....

Det er i den grad en fælles oplevelse !! Og kan godt forstå at han føler sig sat ud på sidelinien.

Det er en superløsning Rockertand har - begge mødrene med på gangen  , eller ingen mødre kunne også være en løsning ?!

Måske du blev glædeligt overrasket over din mands støtte, og JERES oplevelse af fødslen ville måske blive mere en fælles og mere intens fødsel, som I havde sammen !!!

Håber at du lytter til ham, og får snakket det igennem.

Loppe skriver:

Jeg tror bestemt også de fleste mænd netop vil vokse med opgaven, og jeg tror det giver en bestemt nærhed, at man kun er mor og far til fødslen...

ENIG !!

Jeg sagde det samme op til fødslen... jeg VILLE have min mor med...

Da jeg så gik i fødsel kiggede jeg på manden, sagde at vi prøvede at klare det selv, men sagde jeg under fødslen jeg ville have min mor, skulle han ringe efter hende med det samme...

Han er meget utålmodig, kan ikke sidde stille, og var ved at gå ud af sig selv fordi han ikke kunne fjerne veerne fra mig... Jeg gik selv fuldstændig i trancetilstand, og ænsede meget lidt under selve forløbet, det var først da presseveerne meldte sig at jeg kunne se mig ud af det... Så hav mor til at stå standby i nærheden, og kald hende ind hvis du føler behov for det

KamillaT skriver:

Der er kun én der bestemmer hvem der skal med til fødslen, og det er DIG! Og hvis du har det godt med at din mor er med, så skal hun da med.

Håber i finder en løsning

Hvorfor er det det?

Det er da også mandens barn,og oplevelse.

Jeg kan godt forstå ham-Og synes slet ikke der skal mor/farmødre med til sådan noget personligt som en fødsel.

Men hvis mor kræver sin mor med,har han da også ret til at kræve hans med.

Jeg bliver selv farmor en dag.Og håber da jeg får lige¨så meget "ret" som en mormor.

Anonym skriver:

Var til fødselsforberedelse i dag efterfulgt af rundvisning på fødegangen. Min mand var med og deltog i det hele.
Da vi står inde på én af fødestuerne og ser tingene an bliver jeg spurgt at jordemoderen hvem jeg skal have med til fødslen - jeg svarer min mand og min mor. Min kæreste tilføjer så hans mor, hvilket jeg ikke lige kunne forlige mig med.
Da vi kommer jeg samler jeg tråden op og spørger om han havde tænkt at hans mor skulle med til fødslen, hvortil han svarer at det da var en lige så stor oplevelse for hende som for min mor, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke også kunne være med Jeg prøver at fortælle ham at jeg ikke har min mor med inde fordi "det skal være en stor oplevelse", men simpelthen for at få al den støtte jeg har behov for. Min mor kender mig trods alt ret godt, det gør hans mor ikke og jeg ville ikke have det godt med at hun var der. Det synes han var uretfærdigt, og så twister han den...

Regner jeg ikke med at jeg kunne få nok støtte og opbakning gennem ham? Stoler jeg ikke på at han kan klare det osv.

Jeg prøver at forklare at jeg ved han kan være meget utålmodig og bliver hurtigt rastløs, så jeg kunne godt forestille mig at han havde brug for flere pauser under forløbet, så der kunne det være rart at have én jeg kendte og som kendte mig derinde (min mor) som kunne tage over.
Den købte han slet ikke... Hvis vi skal være en familie, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det selv? Så må begge mødre vente udenfor og jeg må stole på at han kan klare det!

Det er jo egentlig ikke fordi jeg tror han ikke kan klare det... jeg tror bare ikke han kan holde ud at se mig lide i så mange timer...

Han føler at han er overflødig hvis min mor er der og det synes jeg jo slet ikke han er! Min mor ved bare hvordan jeg har det hvis jeg har rigtig ondt... det har min mand aldrig oplevet... jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare ham det anderledes eller hvordan vi skal finde frem til en løsning...

Trist afslutning på en ellers beroligende dag

Min svigermor skulle satme heller ikke med. Så kunne manden stampe i gulvet alt det han ville Ikke på vilkår, synes tanken om fødslen skræmmer mig nok, så tanken om at svigermor skal se det hele også

Men omvendt vil jeg heller ikke have min mor med, elsker hende over alt på jorden, men det er noget min kæreste og jeg skal have sammen, og tror altså din kæreste kan klare mere end du regner med

Men det er dit valg og du skal gøre hvad du føler for