Anonym skriver:
Var til fødselsforberedelse i dag efterfulgt af rundvisning på fødegangen. Min mand var med og deltog i det hele.
Da vi står inde på én af fødestuerne og ser tingene an bliver jeg spurgt at jordemoderen hvem jeg skal have med til fødslen - jeg svarer min mand og min mor. Min kæreste tilføjer så hans mor, hvilket jeg ikke lige kunne forlige mig med.
Da vi kommer jeg samler jeg tråden op og spørger om han havde tænkt at hans mor skulle med til fødslen, hvortil han svarer at det da var en lige så stor oplevelse for hende som for min mor, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke også kunne være med 
Jeg prøver at fortælle ham at jeg ikke har min mor med inde fordi "det skal være en stor oplevelse", men simpelthen for at få al den støtte jeg har behov for. Min mor kender mig trods alt ret godt, det gør hans mor ikke og jeg ville ikke have det godt med at hun var der. Det synes han var uretfærdigt, og så twister han den...
Regner jeg ikke med at jeg kunne få nok støtte og opbakning gennem ham? Stoler jeg ikke på at han kan klare det osv.
Jeg prøver at forklare at jeg ved han kan være meget utålmodig og bliver hurtigt rastløs, så jeg kunne godt forestille mig at han havde brug for flere pauser under forløbet, så der kunne det være rart at have én jeg kendte og som kendte mig derinde (min mor) som kunne tage over.
Den købte han slet ikke... Hvis vi skal være en familie, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det selv? Så må begge mødre vente udenfor og jeg må stole på at han kan klare det!
Det er jo egentlig ikke fordi jeg tror han ikke kan klare det... jeg tror bare ikke han kan holde ud at se mig lide i så mange timer...
Han føler at han er overflødig hvis min mor er der og det synes jeg jo slet ikke han er! Min mor ved bare hvordan jeg har det hvis jeg har rigtig ondt... det har min mand aldrig oplevet... jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare ham det anderledes eller hvordan vi skal finde frem til en løsning...
Trist afslutning på en ellers beroligende dag 
selvf skal din mor være emd hvis du ønsker det og hun gerne vil, det skal han ikk bestemme... min mor gad ikk med til min, og det var jeg meget ked a, men min kæreste var der 100 % for mig, og jeg havde det godt emd kun a konsentrere mig om ham og kun ham og hans stemme... jeg lyttede ikk til jm eller noget, før end han gentog det... vi var som et, i de 3 kvarter jeg pressede og havde flest smerter... men det er dig og kun dig der bestemmer, husk det.. 
Anmeld
