Den havde jeg ikke set komme :/

Var til fødselsforberedelse i dag efterfulgt af rundvisning på fødegangen. Min mand var med og deltog i det hele.
Da vi står inde på én af fødestuerne og ser tingene an bliver jeg spurgt at jordemoderen hvem jeg skal have med til fødslen - jeg svarer min mand og min mor. Min kæreste tilføjer så hans mor, hvilket jeg ikke lige kunne forlige mig med.
Da vi kommer jeg samler jeg tråden op og spørger om han havde tænkt at hans mor skulle med til fødslen, hvortil han svarer at det da var en lige så stor oplevelse for hende som for min mor, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke også kunne være med Jeg prøver at fortælle ham at jeg ikke har min mor med inde fordi "det skal være en stor oplevelse", men simpelthen for at få al den støtte jeg har behov for. Min mor kender mig trods alt ret godt, det gør hans mor ikke og jeg ville ikke have det godt med at hun var der. Det synes han var uretfærdigt, og så twister han den...

Regner jeg ikke med at jeg kunne få nok støtte og opbakning gennem ham? Stoler jeg ikke på at han kan klare det osv.

Jeg prøver at forklare at jeg ved han kan være meget utålmodig og bliver hurtigt rastløs, så jeg kunne godt forestille mig at han havde brug for flere pauser under forløbet, så der kunne det være rart at have én jeg kendte og som kendte mig derinde (min mor) som kunne tage over.
Den købte han slet ikke... Hvis vi skal være en familie, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det selv? Så må begge mødre vente udenfor og jeg må stole på at han kan klare det!

Det er jo egentlig ikke fordi jeg tror han ikke kan klare det... jeg tror bare ikke han kan holde ud at se mig lide i så mange timer...

Han føler at han er overflødig hvis min mor er der og det synes jeg jo slet ikke han er! Min mor ved bare hvordan jeg har det hvis jeg har rigtig ondt... det har min mand aldrig oplevet... jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare ham det anderledes eller hvordan vi skal finde frem til en løsning...

Trist afslutning på en ellers beroligende dag

Der er kun én der bestemmer hvem der skal med til fødslen, og det er DIG! Og hvis du har det godt med at din mor er med, så skal hun da med.

Håber i finder en løsning

Anonym skriver:

Var til fødselsforberedelse i dag efterfulgt af rundvisning på fødegangen. Min mand var med og deltog i det hele.
Da vi står inde på én af fødestuerne og ser tingene an bliver jeg spurgt at jordemoderen hvem jeg skal have med til fødslen - jeg svarer min mand og min mor. Min kæreste tilføjer så hans mor, hvilket jeg ikke lige kunne forlige mig med.
Da vi kommer jeg samler jeg tråden op og spørger om han havde tænkt at hans mor skulle med til fødslen, hvortil han svarer at det da var en lige så stor oplevelse for hende som for min mor, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke også kunne være med Jeg prøver at fortælle ham at jeg ikke har min mor med inde fordi "det skal være en stor oplevelse", men simpelthen for at få al den støtte jeg har behov for. Min mor kender mig trods alt ret godt, det gør hans mor ikke og jeg ville ikke have det godt med at hun var der. Det synes han var uretfærdigt, og så twister han den...

Regner jeg ikke med at jeg kunne få nok støtte og opbakning gennem ham? Stoler jeg ikke på at han kan klare det osv.

Jeg prøver at forklare at jeg ved han kan være meget utålmodig og bliver hurtigt rastløs, så jeg kunne godt forestille mig at han havde brug for flere pauser under forløbet, så der kunne det være rart at have én jeg kendte og som kendte mig derinde (min mor) som kunne tage over.
Den købte han slet ikke... Hvis vi skal være en familie, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det selv? Så må begge mødre vente udenfor og jeg må stole på at han kan klare det!

Det er jo egentlig ikke fordi jeg tror han ikke kan klare det... jeg tror bare ikke han kan holde ud at se mig lide i så mange timer...

Han føler at han er overflødig hvis min mor er der og det synes jeg jo slet ikke han er! Min mor ved bare hvordan jeg har det hvis jeg har rigtig ondt... det har min mand aldrig oplevet... jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare ham det anderledes eller hvordan vi skal finde frem til en løsning...

Trist afslutning på en ellers beroligende dag

Sig til ham at næste gang, når han ligger med veer i mange timer - så må hans mor komme med, indtil da er det DIG som bestemmer hvad der sker! Ligesom det er dig der bestemmer hvilken stilling du føder i, og om det er på land eller i vand, om det er med eller uden smertestillende. Det er DIG! 

Anonym skriver:

Var til fødselsforberedelse i dag efterfulgt af rundvisning på fødegangen. Min mand var med og deltog i det hele.
Da vi står inde på én af fødestuerne og ser tingene an bliver jeg spurgt at jordemoderen hvem jeg skal have med til fødslen - jeg svarer min mand og min mor. Min kæreste tilføjer så hans mor, hvilket jeg ikke lige kunne forlige mig med.
Da vi kommer jeg samler jeg tråden op og spørger om han havde tænkt at hans mor skulle med til fødslen, hvortil han svarer at det da var en lige så stor oplevelse for hende som for min mor, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke også kunne være med Jeg prøver at fortælle ham at jeg ikke har min mor med inde fordi "det skal være en stor oplevelse", men simpelthen for at få al den støtte jeg har behov for. Min mor kender mig trods alt ret godt, det gør hans mor ikke og jeg ville ikke have det godt med at hun var der. Det synes han var uretfærdigt, og så twister han den...

Regner jeg ikke med at jeg kunne få nok støtte og opbakning gennem ham? Stoler jeg ikke på at han kan klare det osv.

Jeg prøver at forklare at jeg ved han kan være meget utålmodig og bliver hurtigt rastløs, så jeg kunne godt forestille mig at han havde brug for flere pauser under forløbet, så der kunne det være rart at have én jeg kendte og som kendte mig derinde (min mor) som kunne tage over.
Den købte han slet ikke... Hvis vi skal være en familie, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det selv? Så må begge mødre vente udenfor og jeg må stole på at han kan klare det!

Det er jo egentlig ikke fordi jeg tror han ikke kan klare det... jeg tror bare ikke han kan holde ud at se mig lide i så mange timer...

Han føler at han er overflødig hvis min mor er der og det synes jeg jo slet ikke han er! Min mor ved bare hvordan jeg har det hvis jeg har rigtig ondt... det har min mand aldrig oplevet... jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare ham det anderledes eller hvordan vi skal finde frem til en løsning...

Trist afslutning på en ellers beroligende dag

Jeg kan godt forstå dine tanker men jeg syntes du skal lade din mand bevis at han godt kan og have tilliden til ham og han finder jo aldrig ud af hvor dan og hvorlede når du har virkelig ondt hvis ikke du lader ham... Men til gengæld vil jeg heller ALDRIG have min svigermor med inde men jeg syntes også dette er en ting mellem jer, i skal begynde på et nyt kapittel i jeres liv i er nu ved at skabe jeres egen familie!

Anonym skriver:

Var til fødselsforberedelse i dag efterfulgt af rundvisning på fødegangen. Min mand var med og deltog i det hele.
Da vi står inde på én af fødestuerne og ser tingene an bliver jeg spurgt at jordemoderen hvem jeg skal have med til fødslen - jeg svarer min mand og min mor. Min kæreste tilføjer så hans mor, hvilket jeg ikke lige kunne forlige mig med.
Da vi kommer jeg samler jeg tråden op og spørger om han havde tænkt at hans mor skulle med til fødslen, hvortil han svarer at det da var en lige så stor oplevelse for hende som for min mor, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke også kunne være med Jeg prøver at fortælle ham at jeg ikke har min mor med inde fordi "det skal være en stor oplevelse", men simpelthen for at få al den støtte jeg har behov for. Min mor kender mig trods alt ret godt, det gør hans mor ikke og jeg ville ikke have det godt med at hun var der. Det synes han var uretfærdigt, og så twister han den...

Regner jeg ikke med at jeg kunne få nok støtte og opbakning gennem ham? Stoler jeg ikke på at han kan klare det osv.

Jeg prøver at forklare at jeg ved han kan være meget utålmodig og bliver hurtigt rastløs, så jeg kunne godt forestille mig at han havde brug for flere pauser under forløbet, så der kunne det være rart at have én jeg kendte og som kendte mig derinde (min mor) som kunne tage over.
Den købte han slet ikke... Hvis vi skal være en familie, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det selv? Så må begge mødre vente udenfor og jeg må stole på at han kan klare det!

Det er jo egentlig ikke fordi jeg tror han ikke kan klare det... jeg tror bare ikke han kan holde ud at se mig lide i så mange timer...

Han føler at han er overflødig hvis min mor er der og det synes jeg jo slet ikke han er! Min mor ved bare hvordan jeg har det hvis jeg har rigtig ondt... det har min mand aldrig oplevet... jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare ham det anderledes eller hvordan vi skal finde frem til en løsning...

Trist afslutning på en ellers beroligende dag

Jeg forstår dig 100 procent godt. Ens egen mor og ens svigermor, det er altså bare IKKE det samme! Jeg havde samme problem som dig, men da det kom til fødslen havde jeg (heldig) kun min kæreste og min mor med. Og min kæreste har da også indrømmet efter, at han synes faktisk at det var en stor hjælp og dejligt at min mor havde været der, da han kunne mærke på mig at hun gav mig en hel anden tryghed. Bliv ved med at holde fast i din mening/beslutning, det er trods alt dig der skal føde, og du ved bedst selv hvad det er det rigtige og bedste for dig når du skal føde.

Jeg forstår dig så meget jeg ville heller ikke have min svigermor med inde min mor var med og min kæreste men min mor sad over i hjørnet og lod min kæreste køre det hele hun ville bare gerne være der hvis nu der skulle ske noget og støtte mig ved bare at være der og jeg er så stol af min mor hun lod min kæreste gøre alt selv og hun bare var der det havde jeg aldrig troede hun kunne...

men som sagt så er det helt klart din beslutning for det er dig der skal føde

håber i finder en løsning

Jeg havde både min kæreste, mor og svigermor med til fødslen.. bedste beslutning jeg har taget.. hun var ligeså god en støtte som min egen mor, plus at hun tog sig rigtig godt af min kæreste som blev ligeså berørt over det hele som mig... Ved ikke hvordan det skulle være gået hvis hun ikke havde været med til det hele også...

Øv, I skulle nok have afklaret det tidligere i forløbet, men det er jo for sent nu.

Hvis du insisterer på at have din mor med på sygehuset, så synes jeg, at det er en glimrende idé, at begge mødre bliver udenfor og afventer, om der bliver behov for dem, - hvis du så kalder på din mor, så kan din mand samle kræfter udenfor hos sin mor og få lidt støtte dér - for det er altså ikke kun dig, det drejer sig om, din mand har også en stor andel i fødslen, og jeg er sikker på, at du og din mand får en fantastisk stor oplevelse sammen - også uden kommende bedstemødre, der står og hopper på sidelinjen.

(Har du overvejet, hvordan din mor vil håndtere fødesituationen? Mange bliver overraskede over, hvor svært det er, når deres børn ligger i kraftig smerte, og så går de helt i selvsving, og det er jo næppe en hjælp for dig).

B&J skriver:

Jeg forstår dig så meget jeg ville heller ikke have min svigermor med inde min mor var med og min kæreste men min mor sad over i hjørnet og lod min kæreste køre det hele hun ville bare gerne være der hvis nu der skulle ske noget og støtte mig ved bare at være der og jeg er så stol af min mor hun lod min kæreste gøre alt selv og hun bare var der det havde jeg aldrig troede hun kunne...

men som sagt så er det helt klart din beslutning for det er dig der skal føde

håber i finder en løsning

Tænker også at jeg vil prøve at foreslå, at min mor er med inde, men at hun skal holde sig i baggrunden og lade os klare det selv - og HVIS han så får brug for en pause eller hvad det nu kan være, så kan hun træde til mens han lige får lidt frisk luft/noget at drikke og så træde tilbage når han kommer ind igen...

Det gjorde bare helt ondt at se ham tænke: "Hun tror virkelig ikke jeg kan klare det"...

Gode gud, jeg skulle godt nok aldrig ha' min svigermor med til fødsel   Om så min kæreste hoppede på tungen, eller truede guld og grønne skove .. NIX!

Stå fast ved din beslutning, som alle andre også skriver så er det dig der skal føde, din  fødsel! ergo DU bestemmer