Den havde jeg ikke set komme :/

Det skulle nok være afklaret inden I kom så langt.  Men modsat mange andre ville jeg blive meget vred på min kone hvis hun sagde, at det var HENDE der fødte. Jo tak, men I er altså 2 om det hele. Medmindre du altså også er indforstået med, at du klarer det HELE bagefter?

Lullaby skriver:

Det skulle nok være afklaret inden I kom så langt.  Men modsat mange andre ville jeg blive meget vred på min kone hvis hun sagde, at det var HENDE der fødte. Jo tak, men I er altså 2 om det hele. Medmindre du altså også er indforstået med, at du klarer det HELE bagefter?

Og det er jo lige præcis derfor jeg fik lidt dårlig samvittighed - for selvfølgelig er det noget vi begge skal igennem, ligesom vi begge skal klare opgaven bagefter... Og jeg vil jo for alt i verden ikke undvære ham ved min side til fødslen - han glæder sig mindst lige så meget som jeg til at vi kan holde vores søn i vores arme...
Og når han går sætter sig så stærkt igennem tænker jeg også at det et eller andet sted viser en kæmpe vilje - han vil gøre alt hvad han kan for mig/os under fødslen, og det eneste han ønsker er egentlig at jeg giver ham mulighed for at bevise det...
puha... kunne godt være jeg skulle lytte lidt mere til ham og stole på at vi sagtens kan klare det selv, bare ham og mig...

Anonym skriver:

Var til fødselsforberedelse i dag efterfulgt af rundvisning på fødegangen. Min mand var med og deltog i det hele.
Da vi står inde på én af fødestuerne og ser tingene an bliver jeg spurgt at jordemoderen hvem jeg skal have med til fødslen - jeg svarer min mand og min mor. Min kæreste tilføjer så hans mor, hvilket jeg ikke lige kunne forlige mig med.
Da vi kommer jeg samler jeg tråden op og spørger om han havde tænkt at hans mor skulle med til fødslen, hvortil han svarer at det da var en lige så stor oplevelse for hende som for min mor, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke også kunne være med Jeg prøver at fortælle ham at jeg ikke har min mor med inde fordi "det skal være en stor oplevelse", men simpelthen for at få al den støtte jeg har behov for. Min mor kender mig trods alt ret godt, det gør hans mor ikke og jeg ville ikke have det godt med at hun var der. Det synes han var uretfærdigt, og så twister han den...

Regner jeg ikke med at jeg kunne få nok støtte og opbakning gennem ham? Stoler jeg ikke på at han kan klare det osv.

Jeg prøver at forklare at jeg ved han kan være meget utålmodig og bliver hurtigt rastløs, så jeg kunne godt forestille mig at han havde brug for flere pauser under forløbet, så der kunne det være rart at have én jeg kendte og som kendte mig derinde (min mor) som kunne tage over.
Den købte han slet ikke... Hvis vi skal være en familie, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det selv? Så må begge mødre vente udenfor og jeg må stole på at han kan klare det!

Det er jo egentlig ikke fordi jeg tror han ikke kan klare det... jeg tror bare ikke han kan holde ud at se mig lide i så mange timer...

Han føler at han er overflødig hvis min mor er der og det synes jeg jo slet ikke han er! Min mor ved bare hvordan jeg har det hvis jeg har rigtig ondt... det har min mand aldrig oplevet... jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare ham det anderledes eller hvordan vi skal finde frem til en løsning...

Trist afslutning på en ellers beroligende dag

Jeg kan godt forstå du ikke vil have din svigermor med, det ville jeg dælme heller ikke, MEN jeg kan også godt forstå at din mand synes du ikke har tillid til ham, for det har du jo ikke!!

Selvfølgelig kan han klare at se dig at have ondt, og selvfølgelig bliver han ikke utålmodig, - det er jo hans eget barns fødsel!!

Jeg foreslår, at du lader begge mødre vente hjemme (eller udenfor) og så lader du de to som skabte barnet, bringe det til verden.

Jeg var også bange for, hvordan min kæreste ville tage dét, at se mig have så store smerter.. Overdrev med vilje minderne om min første fødsel, for hellere for meget end for lidt  

Han sagde da det hele var overstået, at det havde været frygteligt for ham, og at han faktisk ikke anede hvad han skulle gøre. Mens det stod på, kunne jeg INGENTING mærke på ham.. Han var så rolig, og lyttede til alt hvad jeg bad ham, inkl at holde nallerne for sig selv, fordi jeg ikke kunne snuppe berøring  Han var den største støtte jeg nogensinde kunne have bedt om, og jeg havde aldrig gættet hvilke følelser han selv sad med, hvis han ikke have fortalt det senere.. Han var bare så stærk for min skyld

Men havde han bedt om, at hans mor måtte komme med, så havde jeg ladet hende gøre det.. Ikke hans far, men mor måtte godt

majahelene skriver:

Jeg mener det er noget mærkeligt at han skal give dig dårlig samvittighed ved at sige at du ikke stoler på hans evner til at berolige dig. Særligt i en tid hvor du har brug for alt den støtte du overhovedet kan få.

En fødsel er en meget vigtig proces for både mor og far, men også for baby. En ukompliseret fødsel afhænger jo af om du kan slappe af og koncentrere dig om at føde, og ikke om svigermor kan stå og heppe! - Specielt ikke hvis det vil gøre dig mere nervøs. Du har jo også et ansvar over for dit ufødte barn, så han/hun kan komme til verden og lande hos en glad ustresset mor.

Det er trods alt dig og dit lille barn der kommer til at være centrum ligemeget hvad, og mon ikke både manden, svigermor og din egen mor sætter dig og baby over egne ønsker?

Måske er jeg alene om den egoistiske holdning, en fødsel er uden tvivl en kæmpe oplevelse -for hele familien, men det vigtigste er at den går godt, og at du og baby ikke går på kompromis.

Held og lykke, håber din fødselsoplevelse bliver god

Det ER nu altså også kærestens barn!! Dermed ikke sagt at svigermor skal med, men at han jo altså ER faren, og selvfølgelig kan han klare det, som millioner af mænd har kunnet før ham!

Jeg kan i bund og grund godt forstå at du ikke vil have hende med hvis du ikke føler dig tryg. Dog vil jeg vende den om og spørge om det er ok med din kæreste at din mor skal med?

Jeg er uenig med mange da jeg ikke synes at du alene skal bestemme hvem der skal med. At du kan sige at der er nogen du ikke vil have med, er fair nok men jeg synes I skal være enige om hvem der skal med.

 

Jeg ville VILDT gerne have haft min bedste veninde med til min datters fødsel men hendes far syntes kun at det skulle være ham og jeg. Det accepterede jeg. Det var en oplevelse han syntes at han og jeg skulle have alene! Nok var det mig der skulle føde, men det er hans barn lige så meget som det er mit!

i attja, kan sådan set godt forstå jer begge. For ingen tviv om at det er bedste selv at bestemme hvem der skal med. Men samtidigt finder han sikkert også en form for ro og støtte hvis han mor er der:-)

Måske i kunne lave den aftale af hun sidder i venterummet og han kan tage pauser og smutte ud og snakke lidt med hende mens din mor ige hygger om dig. Så kan hun også sige tillykke med det samme hvis hun vil det. Så kan hun følge med på sidelinjen uden at være derinde hele tiden:-)

132319 skriver:

Jeg kan i bund og grund godt forstå at du ikke vil have hende med hvis du ikke føler dig tryg. Dog vil jeg vende den om og spørge om det er ok med din kæreste at din mor skal med?

Jeg er uenig med mange da jeg ikke synes at du alene skal bestemme hvem der skal med. At du kan sige at der er nogen du ikke vil have med, er fair nok men jeg synes I skal være enige om hvem der skal med.

 

Jeg ville VILDT gerne have haft min bedste veninde med til min datters fødsel men hendes far syntes kun at det skulle være ham og jeg. Det accepterede jeg. Det var en oplevelse han syntes at han og jeg skulle have alene! Nok var det mig der skulle føde, men det er hans barn lige så meget som det er mit!

Og det er nemlig lige præcis sådan min mand har det... og jeg kan jo godt se at der er noget rigtigt i det...
Har bare haft en forestilling om at min mor også skulle være der, så det er lidt svært at smide den idé væk når fødslen mere eller mindre er lige oppe over...
Men måske man bare skulle se det som et trinbræt til at starte opgaven som forældre sammen - vi vil det jo begge lige meget...

Anonym skriver:

Og det er nemlig lige præcis sådan min mand har det... og jeg kan jo godt se at der er noget rigtigt i det...
Har bare haft en forestilling om at min mor også skulle være der, så det er lidt svært at smide den idé væk når fødslen mere eller mindre er lige oppe over...
Men måske man bare skulle se det som et trinbræt til at starte opgaven som forældre sammen - vi vil det jo begge lige meget...

Det synes jeg faktisk at I skal! 

Jeg ville som sagt gerne have haft min veninde med, jeg ved hvor meget hun sukker efter at prøve at opleve en fødsel og jeg ville så gerne dele det med hende.

Samtidig kunne det have været rart at have nogle billeder fra hele forløbet men nej! Da jeg havde spurgt ham tre gange, accepterede jeg fuldt ud at han bare ville have at det skulle være os. Ikke fordi han ikke kan lide min veninde men fordi han ville opleve det alene, sammen med mig!

Din mor kan jo evt. være på hospitalet og sidde som backup på gangen, hvis han har brug for en pause. Det ved jeg at der er mange der bruger 

nu har jeg slet ikke læst alle de andre svar, men med frygt for at gå mod flertallet, så tænker jeg lidt dette:

først burde i nok ha taget denne snak langt tidligere, men da jeg gætter på at dette er jeres første barn, så er der bare mange ting man ikke tænker på.

jeg synes at beslutningen er lige så meget hans som din. ingen af jer har (så vidt jeg forstår) været igennem den oplevelse en fødsel er før, så i har ingen ide om jeres reaktioner. jeg forstår godt din mands måde at se tingene på, lige som jeg næsten kan fornemme hvor såret han må have følt sig, over at han pludselig ikke "er god nok"

selv om du umiddelbart synes din mor er det perfekte valg som hjælper til en fødsel, så kan det faktisk være et minus, da mødre kan blive meget "pylrede" om deres døtre. samtidig kan der opstå "kriser" undervejs, hvor mor og mand måske ikke er enige om tingene, og hvem vil der så blive lyttet til.

mor kan sikkert klare det hele med bind for øjnene, men jeg tager springet og giver din mand ret i at hun er velkommen på fødegangen, bare hun venter udenfor. og først træder til hvis din mands mod skulle svigte. jeg har nemlig oplevet selv meget svage mænd, blomstre op i det øjeblik det virkelig var alvor.

held og lykke med den forestående fødsel