Den havde jeg ikke set komme :/

Carina:-) skriver:

Hvorfor er det det?

Det er da også mandens barn,og oplevelse.

Jeg kan godt forstå ham-Og synes slet ikke der skal mor/farmødre med til sådan noget personligt som en fødsel.

Men hvis mor kræver sin mor med,har han da også ret til at kræve hans med.

Jeg bliver selv farmor en dag.Og håber da jeg får lige¨så meget "ret" som en mormor.

det er så let, der var ingen der skulle bestemme hvem jeg skulle have med da jeg skulle føde. Det er kvinden der skal ligge i smerter. og hvis hun er tryg ved at have sin mor med, så er det jo sådan det er. 

og at manden så begynder på, jamen så skal min mor også med... ej sådan er det ikke... i min verden ihvertfald,,,, 

KamillaT skriver:

det er så let, der var ingen der skulle bestemme hvem jeg skulle have med da jeg skulle føde. Det er kvinden der skal ligge i smerter. og hvis hun er tryg ved at have sin mor med, så er det jo sådan det er. 

og at manden så begynder på, jamen så skal min mor også med... ej sådan er det ikke... i min verden ihvertfald,,,, 

I min verden er det lige så meget min mands oplevelse som min.

Ligesom vi også var sammen om beslutningen om et barn sammen.

Carina:-) skriver:

I min verden er det lige så meget min mands oplevelse som min.

Ligesom vi også var sammen om beslutningen om et barn sammen.

Nemlig 

Carina:-) skriver:

I min verden er det lige så meget min mands oplevelse som min.

Ligesom vi også var sammen om beslutningen om et barn sammen.

SÅ ENIG - jeg synes, at det andet er en kende egoistisk, selvfølgelig er det kvindens lod at have smerterne og føde barnet, men jeg havde KLART en fornemmelse af, at jeg aldrig var kommet så godt og hel igennem det uden min mand ved min side !! Det er oplevelser, som vi stadig snakker om af og til den dag i dag, og det er VORES oplevelser sammen, os som forældre og os som par, jeg tror faktisk, at det har styrket vores forhold (hvis det overhovedet er muligt).

KamillaT skriver:

det er så let, der var ingen der skulle bestemme hvem jeg skulle have med da jeg skulle føde. Det er kvinden der skal ligge i smerter. og hvis hun er tryg ved at have sin mor med, så er det jo sådan det er. 

og at manden så begynder på, jamen så skal min mor også med... ej sådan er det ikke... i min verden ihvertfald,,,, 

Der var dælme ingen der skulle bestemme hvem der skulle være der ud over mig. Det er kvinden der føder og hende der bestemmer, der skal være dem hun vil have skal være der og er tryg ved og ingen andre.

Anonym skriver:

Var til fødselsforberedelse i dag efterfulgt af rundvisning på fødegangen. Min mand var med og deltog i det hele.
Da vi står inde på én af fødestuerne og ser tingene an bliver jeg spurgt at jordemoderen hvem jeg skal have med til fødslen - jeg svarer min mand og min mor. Min kæreste tilføjer så hans mor, hvilket jeg ikke lige kunne forlige mig med.
Da vi kommer jeg samler jeg tråden op og spørger om han havde tænkt at hans mor skulle med til fødslen, hvortil han svarer at det da var en lige så stor oplevelse for hende som for min mor, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke også kunne være med Jeg prøver at fortælle ham at jeg ikke har min mor med inde fordi "det skal være en stor oplevelse", men simpelthen for at få al den støtte jeg har behov for. Min mor kender mig trods alt ret godt, det gør hans mor ikke og jeg ville ikke have det godt med at hun var der. Det synes han var uretfærdigt, og så twister han den...

Regner jeg ikke med at jeg kunne få nok støtte og opbakning gennem ham? Stoler jeg ikke på at han kan klare det osv.

Jeg prøver at forklare at jeg ved han kan være meget utålmodig og bliver hurtigt rastløs, så jeg kunne godt forestille mig at han havde brug for flere pauser under forløbet, så der kunne det være rart at have én jeg kendte og som kendte mig derinde (min mor) som kunne tage over.
Den købte han slet ikke... Hvis vi skal være en familie, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det selv? Så må begge mødre vente udenfor og jeg må stole på at han kan klare det!

Det er jo egentlig ikke fordi jeg tror han ikke kan klare det... jeg tror bare ikke han kan holde ud at se mig lide i så mange timer...

Han føler at han er overflødig hvis min mor er der og det synes jeg jo slet ikke han er! Min mor ved bare hvordan jeg har det hvis jeg har rigtig ondt... det har min mand aldrig oplevet... jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare ham det anderledes eller hvordan vi skal finde frem til en løsning...

Trist afslutning på en ellers beroligende dag

Husk det er DIG der bestemmer det er jo dig der skal ligge der

Jeg bleve selv uvenner med min kærestes mor fordi hun ikke måtte komme med da jeg skulle føde

Håber i finder ud af det

DLM skriver:

Der var dælme ingen der skulle bestemme hvem der skulle være der ud over mig. Det er kvinden der føder og hende der bestemmer, der skal være dem hun vil have skal være der og er tryg ved og ingen andre.

Helt enig!

Anonym skriver:

Var til fødselsforberedelse i dag efterfulgt af rundvisning på fødegangen. Min mand var med og deltog i det hele.
Da vi står inde på én af fødestuerne og ser tingene an bliver jeg spurgt at jordemoderen hvem jeg skal have med til fødslen - jeg svarer min mand og min mor. Min kæreste tilføjer så hans mor, hvilket jeg ikke lige kunne forlige mig med.
Da vi kommer jeg samler jeg tråden op og spørger om han havde tænkt at hans mor skulle med til fødslen, hvortil han svarer at det da var en lige så stor oplevelse for hende som for min mor, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke også kunne være med Jeg prøver at fortælle ham at jeg ikke har min mor med inde fordi "det skal være en stor oplevelse", men simpelthen for at få al den støtte jeg har behov for. Min mor kender mig trods alt ret godt, det gør hans mor ikke og jeg ville ikke have det godt med at hun var der. Det synes han var uretfærdigt, og så twister han den...

Regner jeg ikke med at jeg kunne få nok støtte og opbakning gennem ham? Stoler jeg ikke på at han kan klare det osv.

Jeg prøver at forklare at jeg ved han kan være meget utålmodig og bliver hurtigt rastløs, så jeg kunne godt forestille mig at han havde brug for flere pauser under forløbet, så der kunne det være rart at have én jeg kendte og som kendte mig derinde (min mor) som kunne tage over.
Den købte han slet ikke... Hvis vi skal være en familie, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det selv? Så må begge mødre vente udenfor og jeg må stole på at han kan klare det!

Det er jo egentlig ikke fordi jeg tror han ikke kan klare det... jeg tror bare ikke han kan holde ud at se mig lide i så mange timer...

Han føler at han er overflødig hvis min mor er der og det synes jeg jo slet ikke han er! Min mor ved bare hvordan jeg har det hvis jeg har rigtig ondt... det har min mand aldrig oplevet... jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare ham det anderledes eller hvordan vi skal finde frem til en løsning...

Trist afslutning på en ellers beroligende dag

jeg har altid også tænkt at min mor skulle med, men min kæreste har det lidt svært med det, fordi han synes det skal være vores specielle oplevelse sammen, hvilket man jo egentlig godt kan følge ham i.

Men da man selvfølgelig har sine tanker om hvordan ens kære mand skal klare at se en fødsel, så har vi aftalt at min mor kommer med på hospitalet, og venter udenfor, sådan så jeg kan kalde på hende hvis det bliver nødvendigt det kunne måske også være en løsning for jer?

Selvfølgelig er det kvinden, der suverænt bestemmer. Det handler ikke om, at det også er mandens barn og farmorens barnebarn - det er ikke et show, der opføres til glæde for tilskuerne, men en smertefuld proces, hvor man er fuldstændigt blottet - både fysisk og psykisk. Ingen skal med for deres egen skyld og for at "få den oplevelse med" - de tilstedeværende skal være der for den fødendes skyld.

Jeg havde kun lyst til at have min mand med ved de første to fødsler - men havde jeg følt behov for også at have min mor der, ville det være helt op til mig. Ved den tredje fødsel var min mor med for at være der for min datter (jeg fødte hjemme) - men det handlede igen om MIT behov og ikke om at tildele hende et særligt privilegium.

Hvis manden har det decideret svært med svigermor og ikke ønsker, hun skal være der, er det lidt en anden sag, som kræver, at man taler det grundigt igennem som par  - men som jeg læser det, så handler hans udspil mere om, at hans mor ikke skal snydes for noget. Det er et helt forkert fokus.

Hvis det lige så meget er mandens fødsel som kvindens, skal han så også være medbestemmende omkring smertelindring, fødestilling osv?

Carina:-) skriver:

Hvorfor er det det?

Det er da også mandens barn,og oplevelse.

Jeg kan godt forstå ham-Og synes slet ikke der skal mor/farmødre med til sådan noget personligt som en fødsel.

Men hvis mor kræver sin mor med,har han da også ret til at kræve hans med.

Jeg bliver selv farmor en dag.Og håber da jeg får lige¨så meget "ret" som en mormor.

Når jeg skal være farmor, vil jeg da håbe, jeg kan tilsidesætte mine egne behov og ønsker, når min svigerdatter skal føde - fødslens forløb afhænger i høj grad af, at hun føler sig tryg og i gode hænder. Om hun så føler sig bedst tilpas kun med min søn, med tre veninder eller med sin Moster Gerda, har jeg INGEN indflydelse på, og det vedkommer ikke mig.