Følelser for baby før og efter fødsel - rejse uden baby

Frøken J. skriver:

Ingen babyer i den alder trives med, at deres primære omsorgsperson forsvinder i en samlet periode på 10 dage og 10 nætter. Ingen! Jeg må indrømme det frustrerer mig lidt, at du stadig modargumenterer, når du selv siger, at du faktisk ikke ved noget om det Men hvis jeg skal smide et par navne på, som jeg synes du kan læse lidt fra, så kan jeg bl.a. nævne Erik Erikson og Mahler (blandt mange).

Mahler snakker bl.a. om den symbiotiske tilstand, som barnet er i med moderen de første fem (!!!!) måneder, hvor barnet har en fornemmelse af det selv og moderen som én sammenhængende enhed, og når moderen opfylder barnets symbiotiske behov, grundlægges den første grundlæggende tillid og tryghed til omverdenen. Hvilket vil sige, at har du først dit barn i denne symbiotiske tilstand, men forlader det dernæst i TI DØGN, kan det meget vel få den konsekvens, at dit barn for fremtiden vil få en grundlæggende mistillid og utryghed ved verden, og barnet kan få problemer med omsorg senere i livet. 

Og det er kun én ud af mange, så det er altså velunderbygget, og ikke bare noget med at der er "forskel på børn" - Den forskel kan meget vel komme senere, men nu taler vi om barnets allerførste tid, hvor barnet har forladt den trygge verden i din livmoder, og pludselig møder en skræmmende, stor, larmende verden. Dit barn har brug for dig for at være tryg.

Ditte_Marie skriver:

Jeg har så også efterhånden i flere indlæg skrevet at det højest sandsynligvis bare bliver en forlænget weekend.. Så 10 dage er ikke aktuelt mere.

Men vi tager altså stadig afsted.

Du vil ikke forholde dig til resten jeg skrev?

Frøken J. skriver:

Nogle gange også om natten siger du. Nogle gange er altså meget forskellig for hele ti dage og ti nætter uden sin mor. Og selvom din mor var væk hele dagen, så kom hun trods alt hjem igen. Du taler om at være væk 10 døgn i træk! Jeg er glad for i har tænkt at revidere det til mindre tid.. Og jeg forstår som sagt ikke, at du holder fast i det, hvis du selv siger, du ikke rigtig ved noget om barnets psykiske udvikling..

Ditte_Marie skriver:

Nej, men der er jo flere der skriver at baby slet ikke kan undvære sin mor.. Men det har han jo gjort rigtig meget..
Og blev ikke passet af en primær person, men en sekundær.

... De skriver at baby slet ikke kan undvære sin mor i så lang en periode. Der er gigantisk forskel

Frøken J. skriver:

Du vil ikke forholde dig til resten jeg skrev?

hejsa ...

jeg regner med jeg får lidt hug for det her .. men here goes ..

Serina er fra uge 1, 2010 og i uge 29, 2010 var vi på festival (hendes far og jeg) mens hun blev passet af sin farmor ... som hun kender RIGTIGT godt ...  vi havde altså en uges fri med kærestetid da hun var 28 uger gammel (orkede ikke lige regne det til mdr ) men det er vel ca 5-6 mdr   ... det gik over al forventning ... ja det var rigtig hårdt at "forlade" hende .. men kors hvor havde vi brug for at være kærester igen ... Jeg gjorde mig mange tanker om at jeg følte mig som en dårlig mor osv ... men det var aftalt .. vi skulle være vagter på samsøfestivallen og det kan man altså ikke tillade sig at bakke ud af dagen før! ...

men det gik rigtig fint ... hun havde det fantastisk hos sin farmor og hun kunne sagtens genkende sine forældre da de kom (friske, glade og veludhvilede) for at hente hende igen ...

Det skal jo så lige siges at vi jo stadig var i danmark og derfor måske lettere havde mulighed for at tage hjem med det samme hvis det blev nødvendigt ... hvor når man er i spanien er afhængig af at der er ledige pladser akut på et fly ..

summasumarum ... jeg ville tage afsted .. men måske ikke 10 dage .. måske 5 .. så får i stadig kærestetid

serinasmor

Ditte_Marie skriver:

Det er jo ikke fordi at en ekspert siger det.. Det kunne jo være hvem som helst - men man må jo kigge på det enkelte barn?

Men hvis barnet har det fint med det og trives, så kan jeg bestemt ikke se problemet i det.. Det kan jeg altså virkelig ikke..

Jeg ved ikke, hvordan man skulle kunne se på et lille barn og vurdere, om det kunne magte 10 dages adskillelse fra sin mor - det svarer lidt til at gisne om, hvorvidt et voksent menneske kan håndtere en traumatisk oplevelse eller ej, og det ved man jo ikke, før skaden er sket.

Der er ikke nødvendigvis tale om, at reaktionen indtræffer straks - hverken under adskillelsen eller efter genforeningen - det er barnets grundlæggende oplevelse af, at den vigtigste i verden kan forsvinde og blive væk længe, der sætter dybe spor i bevidstheden.

Det lille barn har ikke udviklet bevidstheden om, at det er et selvstændigt væsen - det opfatter stadig verden sådan, at det er symbiotisk med dig, og derfor mangler det en del af sig selv, når mor pludselig ikke er der. Og det kan altså være traumatiserende og skade barnets udvikling.

Jeg vil endnu en gang opfordre dig til at læse om udviklingspsykologi, så du er klar over, hvad der sker i bittesmå børn, og hvor uoprettelige skader, det kan forvolde at "prøve at se, om det går" med så lang en adskillelse.

Det ville jeg slet ikke kunne. Nicklas var over 1 år enden han blev passet første gang. og er stadig kun blevet passet meget få gangen. og sover aldrig ude kun en weekend mens far var i norge på arbejde og jeg lå i sengen med kvalme og opkast. Var han en weekend hos mine forældre.

M

Det ville jeg slet ikke kunne. Nicklas var over 1 år enden han blev passet første gang. og er stadig kun blevet passet meget få gangen. og sover aldrig ude kun en weekend mens far var i norge på arbejde og jeg lå i sengen med kvalme og opkast. Var han en weekend hos mine forældre.

M

Mor og meget mere skriver:

Jeg ved ikke, hvordan man skulle kunne se på et lille barn og vurdere, om det kunne magte 10 dages adskillelse fra sin mor - det svarer lidt til at gisne om, hvorvidt et voksent menneske kan håndtere en traumatisk oplevelse eller ej, og det ved man jo ikke, før skaden er sket.

Der er ikke nødvendigvis tale om, at reaktionen indtræffer straks - hverken under adskillelsen eller efter genforeningen - det er barnets grundlæggende oplevelse af, at den vigtigste i verden kan forsvinde og blive væk længe, der sætter dybe spor i bevidstheden.

Det lille barn har ikke udviklet bevidstheden om, at det er et selvstændigt væsen - det opfatter stadig verden sådan, at det er symbiotisk med dig, og derfor mangler det en del af sig selv, når mor pludselig ikke er der. Og det kan altså være traumatiserende og skade barnets udvikling.

Jeg vil endnu en gang opfordre dig til at læse om udviklingspsykologi, så du er klar over, hvad der sker i bittesmå børn, og hvor uoprettelige skader, det kan forvolde at "prøve at se, om det går" med så lang en adskillelse.

 Lige præcis