Mit barn er flaskebarn og jeg er stolt af det!

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Hmmm... jeg kan selvfølgelig kun se det fra "den anden" side da jeg selv har ammet min søn.

Men jeg synes ikke at du har ret.

Min opfattelse er at der bliver skelnet meget mellem mødre der har givet amningen en chance og virkelig prøvet - og mødre der ikke har gidet eller villet amme.

For det er bare sådan at modermælk ER bedre. Ikke sagt at MME er djævelens værk, men modermælk er bare bedre for barnet end modificeret komælk.

Det jeg har oplevet - og jeg får måske nogle slag for det her - er at kvinder der gerne ville amme, men måtte gå over til flasken,  føler sig meget forfulgt selvom de måske ikke er det. Fordi de selv har en masse sårede følelser i klemme. Hvilket selvfølgelig er helt forståeligt.

Med den historie du fortæller dér, kunne jeg aldrig drømme om at dømme dig. Det er jo helt fair at du gik over til flasken. I min mødregrupe var der to der gik over til flaske på grund af gentagne brystbetændelser og de hørte ikke ét eneste ondt ord fra nogle af os andre - heller ikke bag deres rygge. 

Men som en mor der virkelig kæmpede i lang tid med en kompliceret amning, så provokerer det mig virkelig når kvinder ikke engang giver det en chance, eller går over til flasken fordi amning ikke liiige var det glansbillede de havde forestillet sig.

modesty skriver:

Hmmm... jeg kan selvfølgelig kun se det fra "den anden" side da jeg selv har ammet min søn.

Men jeg synes ikke at du har ret.

Min opfattelse er at der bliver skelnet meget mellem mødre der har givet amningen en chance og virkelig prøvet - og mødre der ikke har gidet eller villet amme.

For det er bare sådan at modermælk ER bedre. Ikke sagt at MME er djævelens værk, men modermælk er bare bedre for barnet end modificeret komælk.

Det jeg har oplevet - og jeg får måske nogle slag for det her - er at kvinder der gerne ville amme, men måtte gå over til flasken,  føler sig meget forfulgt selvom de måske ikke er det. Fordi de selv har en masse sårede følelser i klemme. Hvilket selvfølgelig er helt forståeligt.

Med den historie du fortæller dér, kunne jeg aldrig drømme om at dømme dig. Det er jo helt fair at du gik over til flasken. I min mødregrupe var der to der gik over til flaske på grund af gentagne brystbetændelser og de hørte ikke ét eneste ondt ord fra nogle af os andre - heller ikke bag deres rygge. 

Men som en mor der virkelig kæmpede i lang tid med en kompliceret amning, så provokerer det mig virkelig når kvinder ikke engang giver det en chance, eller går over til flasken fordi amning ikke liiige var det glansbillede de havde forestillet sig.

For mig handler det nok netop om at det er mine egne sårede følelser, som var hårde at håndtere og derfor lavede jeg dette indlæg - egentlig mest henvendt til alle dem, som har stået i den svære situation!

Jeg er klar over at der er forskel på om man forsøger eller ej, men sommetider tænker jeg da, at hvis jeg bare havde været stærkere og villet kæmpe endnu mere, så var det måske lykkedes til sidst! Men på den anden side, var jeg bare så langt nede, at jeg ikke havde styrken!

I virkeligheden synes jeg faktisk at fordommene kommer fra en anden generation end "vores". Jeg oplever at flere og flere er blevet bevidste om at de fleste mødre gør det de finder bedst, for netop deres børn!

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Begge mine piger er flaskebørn... Amning har ALDRIG så længe jeg kan huske været en mulighed hos mig...

Da jeg blev gravid som 21 årig ændrede den holdning sig ikke tvært imod. Jeg blev stærkere i den tro.

Det der ligger til baggrund for min besluting er, at jeg altid har haft meget store bryster. Mine bryster har altid været psykisk og fysisk forbundet med smerter. "aldrig i livet om et barn skulle ligge og sutte på mine bryster" har altid været min tanke.

I forløbet op til min opertion tøvede egen læge med at henvise mig, fordi jeg var en ung kvinde der endnu ikke havde fået børn, og jeg kunne risikere at miste evnen til at amme. Hvor jeg brugte meget lang tid på at forklare at jeg under ingen omstændigheder skulle amme. Hun accepterede selvfølgelig men forstod det på ingen måde. Den samme "holdning" mødte jeg hos kirurgen.

Nu er jeg brystopereret og i forbindelse med mine graviditer og fødsler er jeg blevet mødt at undrende JM og læger som synes at jeg burde give det en chance (jeg kunne risikere at de havde ødelagt mælkekirtlerne under operationen men vidste der jo ikke før det evt var afprøvet).

Men det psykiske spiller også en stor rolle. Jeg kan ikke klare tanken om at et barn skulle ligge og sutte på mine bryster. Og det ville ingen af os få noget godt ud af. 

Folk der ikke ved jeg er brystopereret stiller meget store spørgsmålstegn   ved hvorfor jeg ikke ammer. Og det er jeg ærlig talt lidt træt af....

jeg er flaskemor og jeg er stolt af det og min mand er lykkelig 

Respekt til jer mødre der elsker at amme og til jer der er kede af at i af en eller anden grund ikke kan..

modesty skriver:

Hmmm... jeg kan selvfølgelig kun se det fra "den anden" side da jeg selv har ammet min søn.

Men jeg synes ikke at du har ret.

Min opfattelse er at der bliver skelnet meget mellem mødre der har givet amningen en chance og virkelig prøvet - og mødre der ikke har gidet eller villet amme.

For det er bare sådan at modermælk ER bedre. Ikke sagt at MME er djævelens værk, men modermælk er bare bedre for barnet end modificeret komælk.

Det jeg har oplevet - og jeg får måske nogle slag for det her - er at kvinder der gerne ville amme, men måtte gå over til flasken,  føler sig meget forfulgt selvom de måske ikke er det. Fordi de selv har en masse sårede følelser i klemme. Hvilket selvfølgelig er helt forståeligt.

Med den historie du fortæller dér, kunne jeg aldrig drømme om at dømme dig. Det er jo helt fair at du gik over til flasken. I min mødregrupe var der to der gik over til flaske på grund af gentagne brystbetændelser og de hørte ikke ét eneste ondt ord fra nogle af os andre - heller ikke bag deres rygge. 

Men som en mor der virkelig kæmpede i lang tid med en kompliceret amning, så provokerer det mig virkelig når kvinder ikke engang giver det en chance, eller går over til flasken fordi amning ikke liiige var det glansbillede de havde forestillet sig.

Jeg er helt enig med dig, har ammet begge mine børn i seks måneder (Regner med at kunne amme min søn i seks måneder) . Og føler faktisk at jeg bliver set ned på af de MANGE mødre som af den ene eller anden grund skrotter amning.. 

jeg går meget ind for at det skal være så naturligt som muligt, og det er efter min overbevisning det sundestes, fremfor pulver.. 

Mig synes ikke man skal dunkes i hovedet af mødre som fravælger amning.. Dem er der bare et flertal af.. 

baby012 skriver:

Jeg er helt enig med dig, har ammet begge mine børn i seks måneder (Regner med at kunne amme min søn i seks måneder) . Og føler faktisk at jeg bliver set ned på af de MANGE mødre som af den ene eller anden grund skrotter amning.. 

jeg går meget ind for at det skal være så naturligt som muligt, og det er efter min overbevisning det sundestes, fremfor pulver.. 

Mig synes ikke man skal dunkes i hovedet af mødre som fravælger amning.. Dem er der bare et flertal af.. 

Jeg synes at det lyder helt vildt at du bliver dunket i hovedet af mødre der ikke ammer! Hvad siger de?

Inden jeg traf beslutningen om at opgive amningen var det mit største ønske at det kunne fungere, men må bare konstatere at for mig og min familie var amning ikke den rigtige løsning!

Selvfølgelig skal man da amme, hvis man kan og har lyst - det kan jeg slet ikke forstå at der skulle være fordomme imod. Hvis jeg absolut skulle kigge på fordomme, så må jeg sige at jeg bliver en smule forarget over kvinder som ammer deres børn, når de er 1,5 år og op! Det er jo på ingen måde barnets behov!

modesty skriver:

Hmmm... jeg kan selvfølgelig kun se det fra "den anden" side da jeg selv har ammet min søn.

Men jeg synes ikke at du har ret.

Min opfattelse er at der bliver skelnet meget mellem mødre der har givet amningen en chance og virkelig prøvet - og mødre der ikke har gidet eller villet amme.

For det er bare sådan at modermælk ER bedre. Ikke sagt at MME er djævelens værk, men modermælk er bare bedre for barnet end modificeret komælk.

Det jeg har oplevet - og jeg får måske nogle slag for det her - er at kvinder der gerne ville amme, men måtte gå over til flasken,  føler sig meget forfulgt selvom de måske ikke er det. Fordi de selv har en masse sårede følelser i klemme. Hvilket selvfølgelig er helt forståeligt.

Med den historie du fortæller dér, kunne jeg aldrig drømme om at dømme dig. Det er jo helt fair at du gik over til flasken. I min mødregrupe var der to der gik over til flaske på grund af gentagne brystbetændelser og de hørte ikke ét eneste ondt ord fra nogle af os andre - heller ikke bag deres rygge. 

Men som en mor der virkelig kæmpede i lang tid med en kompliceret amning, så provokerer det mig virkelig når kvinder ikke engang giver det en chance, eller går over til flasken fordi amning ikke liiige var det glansbillede de havde forestillet sig.

Dømmer du så kvinder som fravælger amning uden at prøve det?

Ditte_Marie skriver:

Dømmer du så kvinder som fravælger amning uden at prøve det?

Ja, det gør jeg jo nok, medmindre der er meget vægtige grunde.

baby012 skriver:

Jeg er helt enig med dig, har ammet begge mine børn i seks måneder (Regner med at kunne amme min søn i seks måneder) . Og føler faktisk at jeg bliver set ned på af de MANGE mødre som af den ene eller anden grund skrotter amning.. 

jeg går meget ind for at det skal være så naturligt som muligt, og det er efter min overbevisning det sundestes, fremfor pulver.. 

Mig synes ikke man skal dunkes i hovedet af mødre som fravælger amning.. Dem er der bare et flertal af.. 

Okay, det lyder ret vildt. Jeg er heldigvis aldrig blevet dømt fordi jeg har valgt at amme. 

 

Lunae skriver:

Jeg synes at det lyder helt vildt at du bliver dunket i hovedet af mødre der ikke ammer! Hvad siger de?

Inden jeg traf beslutningen om at opgive amningen var det mit største ønske at det kunne fungere, men må bare konstatere at for mig og min familie var amning ikke den rigtige løsning!

Selvfølgelig skal man da amme, hvis man kan og har lyst - det kan jeg slet ikke forstå at der skulle være fordomme imod. Hvis jeg absolut skulle kigge på fordomme, så må jeg sige at jeg bliver en smule forarget over kvinder som ammer deres børn, når de er 1,5 år og op! Det er jo på ingen måde barnets behov!

Jeg vil ikke bruge udtrykket "dunket i hovedet", men jeg har oplevet at skulle forsvare mit valg om at amme en del flere gange end valget om at gå over på flasken.
Jeg har skulle svare på, om jeg var ok med, at jeg fratog fantastiske stunder fra far, om jeg ikke havde det dårligt over, at bedsterne ikke kunne passe længe af gangen, om det virkelig var det værd, når nu det betød mindre nattesøvn, om jeg nu var sikker på, at min mælk var god nok.....osv

Jeg har til gengæld endnu ikke mødt et eneste spørgsmål om, hvorfor jeg nu giver flaske. Det er det, der i mit oprindelige indlæg får mig til at konkludere, at jeg møder flere fordomme og løftet bryn mod amning set i forhold til flaske - måske fordi man mener det er "lovligt" at udtrykke sine spørgsmål til den ammende mor, da man er mindre bange for at såre følelser.

Jeg er ikke i tvivl om, at der indes fordomme mod begge valg - men personligt har jeg bare ikke oplevet andet end forståelse for mit flaskevalg.