Mit barn er flaskebarn og jeg er stolt af det!

132319 skriver:

Jeg synes det er en kedelig tendens at nogle føler at de bliver nød til at undskylde at de giver flaske! Ikke alle ammemødre ser ned på andre der ikke ammer og synes faktisk at flaskemødre har mere travlt med at rakke ned på os der ammer, netop fordi de tror at vi synes det er helt forfærdeligt at give flaske! -Jeg synes man skal gøre som man vil og er træt af den der amme vs flaskekrig!

Kunne ikke være mere enig! Jeg er sikker på, at hver enkelt mor ved hvad der er bedst for deres børn! Jeg synes måske bare at samfundet har et ansvar i det her! Selvfølgelig er det mest ideele at amme, men ikke på bekostning af ens helbred og psyke! En mor til et flaskebarn skal altid forklare sin beslutning, men der er jo ingen der spørger mødre som ammer, hvorfor de har valgt at amme!

Jeg mener at der bør sættes fokus på alle de komplikationer man kan opleve ved amning, for jeg tror at de fleste førstegangsmødre bare regner med at det bare fungerer!

Jeg har også flaskebarn , og det er jeg glad for .. Vi prøvede også at få amningen til at fungere .. Men det gik bare ikke .. Og jeg brugte al for meget energi på at bekymre mig om det , så sp sagde at hun synes jeg skulle "give op" , hvis det var dét jeg følte for .. Og jeg blev en meget bedre mor bagefter ! Kunne NYDE mit barn , i stedet for at tude hver gang hun skulle have mad :/

Men selv nu , hvor hun er et halvt år , møder jeg mange hvor jeg føler , at jeg skal forsvare mit valg

Har faktisk ikke fundet nogle ulemper endnu - Selvfølgelig er det nemmere , hvis man altid bare kan hive op .. Men jeg synes det er DEJLIGT at hendes far kan stå op om natten , så jeg også kan sove , og være mor om dagen (; Dét er klart det største + ved det (:

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

ALT RESPEKT TIL DIG!

 

Jeg har oxo været turen igennem dog ikke helt så slemt.

Med min datter gik det faktisk rigtig fint indtil jeg fik nældefeber og fik piller for deet og ikke MÅTTE amme. Fik dog hele tiden spyttet efter mig at "du skal da amme hende videre bagefter ikke???" ehm nej? for ville faktisk ikke fratage min datter og hendes far de hyggestunder de fik da hun blev flaskebarn.

 

Begge drengene er blevet ammet ca 3 mdr... og så var der bare ikke mere mad! De blev født med en vægt på hhv 4680 og 4760 så der skulle noget indenbords. ALLE i mine respektive mødregrupper var dybt forargede over at jeg valgte at give dem MME.

Jeg har på intet tidspunkt set noget problem i dette. Jeg er selv flaskebarn, da jeg er adopteret og min mor af naturlige årsager ikke har kunne amme mig. JEG FEJLER INTET og det gør mine dejlige unger heller ikke.

Vil gerne amme nr 4 oxo, men ser det absolut ikke som en falliterklæring hvis hun oxo ender som flaskebarn. Hun skal da for pokker ha mad...æ og skal jeg være ærlig.... så tror jeg hun er skide ligeglad med hvor det kommer fra!!!!

Dertil skal det siges at "fordringstid" med flaske er et vidunderligt tidspunkt for farmand at være med... Så de kan føle at livet er andet end, forstå mig ret, lortebleer.

 

/Mette 34+5

Det kunne være mig der havde skrevet det.. ord for ord!!! Bortset fra min datter var 16 dage da jeg tog beslutningen.. Ellers ved jeg PRÆCIS hvordan du har det!! Er ked af du også har været det igennem

Jeg var ved at ende ud i fødselsdepression.. alt sammen fordi jeg følte sådan et pres med den amning..
1. dag min kæreste havde været på arbejde efter barsel og kom hjem.. kan tydelig huske det.. jeg stod på toilettet, han kom glad ud og sagde "Nå hvordan er det gået", jeg vendte mig bare om og tårene trillede ned og jeg var så frustreret og ked af det.. Hver gang jeg skulle amme, græd jeg og frygtede også næste amning..  jeg prøvede også ALT!!! Intet virkede.. Blev også tilrådet pause på 2 dage.. hvor vi så skulle give flaske.. De to dage var fantastiske!!!! Jeg følte jeg kunne se på min datter på en helt anden måde og jeg eeeeelskede pludselig at være blevet mor.. Så jeg besluttede mig for at jeg ville opgive amningen.. men gud hvor har jeg bare hørt sindsyg meget for det!!!!  
Da jeg sagde det til kæresten og han bakkede mig op var det som en sten faldt fra hjertet!!!
Jeg er SÅÅÅÅÅ træt af den kommentar "jamen amning er jo det bedste"..

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Super flot erkendelse...

Jeg har 2 præmatur børn og kunne aldrig få amningen igang.. Men jeg må indrømme, at jeg altid har været græskatolsk med hvad andre mente i forhold til det...

Jeg forguder mine børn og fordi jeg ikke kunne amme, så kom jeg alligevel tæt på mine børn... de er begge opflasket på maven af mig... og når jeg gav flaske havde jeg øjenkontakt med mit barn og vi kunne nyde hinanden på en anden måde...

Jeg ser det ikke som en faliterklæringen, da vi alle er forskellige som mødre, men ved godt nogens holdning, men tænker tit, at det er de samme, som mener man skal have hele babysam udstyr til barnet for intet mindre kan gøre det...

Som mor oplevet jeg det med den store, men da jeg var selvsikker nok, så fik jeg hurtigt vænnet dem af med deres pladder og de accepteret, at sådan foregik det her og de kunne jo se en lille dreng som var i trivsel, selvom han var flaskebarn...

Dette indlæg var lige hvad jeg havde brug for.

Jeg kan ikke det her amning mere, overvejer meget at gå over til flaske, men er bange for hva omverden vil sige til mig....

Jeg er godt nok ikke helt som jer andre, for jeg har rigligt med mælk, Elias tager fint på, og han tager også fint ved. Jeg har ingen betændelse.

Men kan ikke finde den rigtig måde at sidde på, har prøvet alt, liggende, siddende, tvillingstilling. Lige meget hvordan jeg sidder og hvor mange puder der er under ham skal jeg havde en hånd under hans hovede og en til at holde mit bryst så han kan trække vejret. Jeg spænder i hele kroppen, og rykker jeg mig det mindste falder han fra.

Jeg kan ikke mere, jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Elias er 5 uger og vi skal til ugers undersøgelse med ham i morgen. Kan jeg tale med lægen om det eller er det SP jeg skal ha fat på??

Med hilsen Tanja

132319 skriver:

Jeg synes det er en kedelig tendens at nogle føler at de bliver nød til at undskylde at de giver flaske! Ikke alle ammemødre ser ned på andre der ikke ammer og synes faktisk at flaskemødre har mere travlt med at rakke ned på os der ammer, netop fordi de tror at vi synes det er helt forfærdeligt at give flaske! -Jeg synes man skal gøre som man vil og er træt af den der amme vs flaskekrig!

Ja, vi må se at få ændret på opfattelsen af at flaskebørn har det slemt og at deres mødre er egoistiske. For som sagt kender man ikke baggrunden bag.

Da jeg ventede Liam var jeg også 100% fast besluttet på at han skulle ammes. Men da han så kom til verden og simpelthen ikke VILLE ammes, så gik min verden lidt i spåner. Heldigvis havde jeg en fantastisk sundhedsplejerske der overtalte mig til at stoppe forsøgene efter 1 måned hvor han endnu ikke have fået et eneste bryst-måltid. Jeg havede ufattelige dårlig samittighed, men det blev hurtigt bedre, da Liam og jeg tvivedes meget bedre med flasken.

Nu her ca. 2 år senere har Liam stadig problemer med mad. Og vi kender ikke grunden. Men så er jeg sikker i min sag om at det var det rigtige at stoppe med at "tvinge" ham til at blive ammet.

Tauf skriver:

Dette indlæg var lige hvad jeg havde brug for.

Jeg kan ikke det her amning mere, overvejer meget at gå over til flaske, men er bange for hva omverden vil sige til mig....

Jeg er godt nok ikke helt som jer andre, for jeg har rigligt med mælk, Elias tager fint på, og han tager også fint ved. Jeg har ingen betændelse.

Men kan ikke finde den rigtig måde at sidde på, har prøvet alt, liggende, siddende, tvillingstilling. Lige meget hvordan jeg sidder og hvor mange puder der er under ham skal jeg havde en hånd under hans hovede og en til at holde mit bryst så han kan trække vejret. Jeg spænder i hele kroppen, og rykker jeg mig det mindste falder han fra.

Jeg kan ikke mere, jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Elias er 5 uger og vi skal til ugers undersøgelse med ham i morgen. Kan jeg tale med lægen om det eller er det SP jeg skal ha fat på??

Med hilsen Tanja

Tal med jeres SP og fortæl om dine overvejelser og problemer, så er der sikkert forståelse derfra. Måske du kan malke ud i stedet??

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Dejligt med sån et indlæg

Havde det lige nøjagtig på samme måde. Havde brystbetændelse i begge bryster i længere tid, dog på skift .. og jeg græd konstant a smerte  

Så da Mille var 1½ måned gammel, der kunne jeg ikk mere .. Så snakkede med SP og vi blev enige om MME .. For kunne ikk mætte hende mere, og hun kunne bare hænge hele tiden .. Var da lidt træls over beslutningen, men kan godt se nu at det var den bedste for alle ...