Mit barn er flaskebarn og jeg er stolt af det!

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Flot af dig at skrive om det, kender selv de kommentar man får ved at have et flaskebarn

Jeg var lige som dig, jeg gik all in, heldigvis har jeg ikke døjet med betændte bryster men en meget sulten dreng som til sidst kun kunne hænge i min bryster, han sov max 20-30 min af gangen, så da han var 2 mrd gammel tog jeg samme beslutning som dig, og nøj hvor jeg elsker min dreng nu, han er mæt og tildreds, jeg var osse kommet der til hvor jeg ikke gad noget omkring mig, og var en kælling her hjemme.

Ammer dog stadig i det små for hyggens skyld og om natten.

Knus

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Jeg ville os rigtig gerne amme .. men sygeplejeskerne på sygehuset gjorde det til et helved .. Da noah ikke ville tage det venstre bryst skulle jeg ringe efter en så hun kunne hjælpe .. det var os fint nok .. men efter de første 2 dage hvor de havde hevet og sledet i min noget så ømme bryster sagde jeg stop .. hva der skulle være hyggeligt blev til et maridt .. jeg kunne ikk finde hyggen ved det mere .. så da Noah var 10 dage gammel blev han flaskebarn og jeg malkede ud til ham .. Men efter 1½ mdr havde jeg ikk nok mælk og vi gik på mme ..

Åh ja, der er så mange fordomme imod de der ikke ammer - og ofte er der jo en grund til det. Det er bare så nemt at dømme folk og tro at det er fordi de ikke vil deres barn det bedste.

Jeg ved endnu ikke om jeg er i stand til at amme, da jeg har fået lavet en brystreduktion, og jeg vil da være træt af at blive dømt som værende en dårlig mor på grund af det.

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Jeg er indtil videre - og har længe - tænkt på og været nogenlunde afklaret med, at jeg ikke vil amme. Men nu må vi se. Men ja, der er mange fordomme, men synes det er begyndt at rykke sig lidt?

Moderskabet sidder ikke i brysterne 

 Jeg har også haft tre flaskebørn, i hvert fald fra de var 1 måned gammel og jeg er SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ glad for den beslutning. Amning er bare ikke for mig og vi har været så lykkelige for vores beslutning.

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

sådan dér - helt klart den rigtige beslutning - respekt for det

jeg ammede i 2 mdr., så blev hun ikke mæt mere, og jeg opdagede at jeg var TOTAL tørlagt Alle sagde...man kan ikke løbe tør og bla bla bla bla....SÅ typisk!!!

Flot skrevet - kunne ikke have skrevet det bedre selv Jeg havdedet HELT på samme måde, som du skriver!! Jeg gik ALL IN, og alligvel gik det... Men det bedste jeg nogensinde har gjort, er at stoppe med amningen og gik Felix flaske.. Han blev gladere og jeg det samme Krams Rikke

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Kunne ikke have skrevet det bedre selv jeg måtte også stoppe fordi Jakob ikke blev mæt - heller han er mæt på flaske eller græder af sult.

Både Camillle og Jakob bliver jo ikke mindre begavet børn af at være flaske børn

Det er også mange fordele ved flaskebarn, far kan hjælpe og man behøves ikke hive brystet frem alle steder

Super godt skrevet!!