Mit barn er flaskebarn og jeg er stolt af det!

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Var der virkeligt nogle der sagde disse ting - eller var det en fornemmelse du fik?

For mig er det så ligegyldigt om folk ammer eller giver flaske, og jeg kunne aldrig finde på at have en mening på andres vegne. Tilgengæld så læser jeg tit herinde, at folk selv føler det er en faliterklæring ikke at amme. En fornemmelse som jeg tror kommer af, at man selv har haft en forventning til at amme - som man så måske er nødt til at opgive.

Jeg håber virkeligt ikke at der er nogen der er så uden empati, at de på nogen måde ville antyde, at en mor (udelukkende grundet flaskemadning) på nogen måde skulle gøre det mindre godt i morrollen end en der ammede.

Tværtimod er der nogle fordele for eksempel, at båndet til far langt tidligere kan styrkes ved at han deltager i madgivningen.

Hilsen en der ammede, men havde opgivet med det samme hvis det ikke havde passet mig eller mit barn - og i øvrigt slet ikke ser det som en falliterklæring

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

 fra en som også har en datter som er flaskebarn

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Jeg er også en stolt flaskemor.

 Hos os startede det tilbage for 3 år siden da jeg fik vores datter, den første uge gik fint, men efter det gad hun ikke tage det ene bryst, og blev ikke mæt nok af det andet, hun græd konstant, jeg ammede i 4 timer om natten hver nat, jeg var udkørt, træt og sur på alt og alle. Lillepigen tog næsten intet på og jeg kæpmede og kæmpede, fik næsten igen søvn, jeg kunne ikke gå ud med hende, for hun kunne klare sig uden bryst i højst en halv time.

SP sagde at jeg skulle malke ud og give hende min mælk på flaske, det viste sig at jeg slet ikke havde mælk nok. SP sagde at jeg skulle blive ved men nej, jeg kunne ikke mere, vi købte mme og for første gang i en måned var min datter mæt og faldt i søvn i hele 3 timer.  Derefter stoppede jeg med at amme og fik overskud i min hverdag igen.

 

Den her gang gik det også fint med min søn i en uge, men for 4 dage siden begyndte han også at græde konstant efter to dage med 4 timers gråd ad gangen historien gentog sig, en baby der ikke vil sutte og en 3 årig der også har brug for opmærksomhed, besluttede jeg mig igen for at stoppe med at amme. Og nu har jeg masser af overskud til begge mine børn, faren elsker også at give ham flasken, for ham er det vigtigt at være med i det hele, så vi giver flasken på skift og nyder at vores søn er glad og mæt. Og vores datter får alt det opmærksomhed som hun også har brug for.  Og vi får sovet ud om natten. Alt i alt er jeg flaskemor og er glad for det

 

Som jeg plejer at sige " en god mor sidder ikke i babserne!". Fordomme og trælse kommentarer er der nok af. Vær stolt af dig selv, du er en ligeså god mor som ammende mødre..

det er sjovt, men jeg har ALDRIG fået en kommentar for, at Alberte var flaskebarn... det har der altid været stor forståelse for. Jeg ammede i 5 uger med suttebrikker, sår og udmalkning og det var aaalt for længe at blive ved med at kæmpe... Plus, når man går over til flaske, kan faderen være, SÅ meget mere med og det har betyder virkelig meget for min kæreste

Men godt indlæg, der er jo mange i samme båd

Jeg synes det er en kedelig tendens at nogle føler at de bliver nød til at undskylde at de giver flaske! Ikke alle ammemødre ser ned på andre der ikke ammer og synes faktisk at flaskemødre har mere travlt med at rakke ned på os der ammer, netop fordi de tror at vi synes det er helt forfærdeligt at give flaske! -Jeg synes man skal gøre som man vil og er træt af den der amme vs flaskekrig!

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Puha... Nu kom jeg jo lige til at små-tude her...

Hvor er det bare for dårligt at man skal ha det så dårligt over ikke at kunne amme!! Der er bare en generel holdning, især på sygehuset, til at amning er da det eneste rigtige!!! Jeg kan blive så skuffet over at de ikke ser individuelt på hver kvinde og hvordan man har det med hele situationen...

Min dreng vejede 2750g da han blev født tre uger før termin.. Hans sutterefleks var ikke helt god til at starte med, men han kom hurtigt efter det... Han kunne bare ikke få fat i brystet, så vi prøvede med suttebrik og det hjalp da også... Han suttede løs og faldt i søvn ved brystet og sov fem-seks timer... Yes, tænkte jeg, masser af mælk og et barn med et godt sovehjerte...

 Men på anden dagen synes jeg han virkede så lille, som om han havde tabt sig. Jeg spurgte om de ikke ville veje ham, men det gjorde man først på tredjedagen, så jeg måtte vente...

Måltiderne havde en del gange nu bestået i gråd fra os begge, drengen kunne ikke få ordentligt fat og jeg var frustreret. HVER GANG han skulle lægges til, skulle der komme én og tage mit bryst og putte det i munden på ham, så ydmygende!!!

Og der skulle malkes ud, når han havde spist ved mig. Der kom så lidt at det ikke engang kunne dække bunden af sutteflasken!! Og det var fra begge bryster!!! Jeg var så ked af det... Og det var så ydmygende, når der var gæster, at skulle hive brysterne frem og sidde til skue med malkemaskine på!!! Og at jeg ikke selv kunne lægge ham til... Jeg håbede bare han ville sove hele tiden og frygtede, når han ville vågne.. Så trist at tænke på...

Endelig på tredjedagen blev han vejet og havde tabt sig til 2440g!! Altså mere end de 10% det er normalt at de taber sig... Jeg gik direkte ind på stuen og stortudede!!!

Så blev det så til at når jeg havde ammet ham og sad og malkede ud, kom der en sygeplejerske og gav ham mme fra et lille bæger. Den ene gang fik han 40 ml; kunne de så ikke regne ud at drengen var møg-sulten?!!

Men jeg blev påduttet at jeg skulle blive ved med at amme. Min farmor kom og besøgte os og hun kunne se jeg havde det skidt med det hele. Hun spurgte sygeplejersken hvorfor han ikke fik en flaske med mme, når nu han var så sulten... Nøj, hun blev sur, han måtte jo ikke vænne sig til en flaske, når nu "vi" ammer!!! Jeg tænkte bare WHAT!!!

Jeg snakkede med Michael om at vi bare skulle hurtigt hjem, så kunne vi selv starte op på flaske derhjemme...

En aften kom der en ældre sygeplejerske ind og skulle give ham mme af det lille bæger, som han slugte på tre sekunder!!! Hun blev helt forskrækket og spurgte hvad der lige var gang i her?!! Jeg brød fuldstændig sammen og fortalte hvordan det hele hang sammen, hun var så sød og trøstede og spurgte hvorfor jeg dog kæmpede sådan med det, når det nu var sådan et helvede?

Hun måtte jo ikke sige, jeg måtte stoppe med at amme. Jeg skulle sige det med mine egne ord:jeg vil ikke amme mere, det er forfærdeligt!! Så kom der skred i tingene!! Jeg fik piller til at stoppe den smule mælk, der var. Og min søn fik en flaske, så han blev mæt for første gang i sit fire dage lange liv!!!

Åh, det var lykken for os allesammen!! Og han havde jo også fået gulsot, men det forsvandt langsomt, som han fik noget at spise... Og endelig tog han på... Der græd jeg af glæde... Yes, jeg kan mætte min søn... Nu sov han af mæthed og ikke af træthed, som før, hvor han knoklede sådan for det mælk, der ikke var der!!

Åh, shit undskyld, nu blev det en hel roman!!! Dit indlæg trykkede bare lige på en knap. Jeg havde vist brug for at komme ud med lidt... 

Kram herfra.... Og hurra for at mme findes, så vi selv kan mætte vores børn...

Et flaskebarn her hos mig - og jeg er stolt af det! Amningen opgav jeg da hun var 6 uger gammel. Jeg havde også sår og betændte brystvorter - og samtidigt fået en omgang svamp. Det satte en stopper her. Jeg har aldrig været så glad for en beslutning 

Lunae skriver:

Modermælk er det eneste rigtige for et spædbarn og hvis du som mor ikke vil eller har mulighed for at amme, ja så er du lidt af en faliterklæring!

Ovenstående synspunkter er nogle, som mange mødre til flaskebørn, skal stå model til, uden grund hvis du spørger mig! Jeg vil derfor gerne dele min historie med jer!

Da jeg blev gravid var der ingen tvivl - jeg skulle selvfølgelig amme og det var noget, som jeg glædede mig meget til! På intet tidspunkt under graviditeten tvivlede jeg på, om amningen ville køre smertefrit! Jeg havde ikke kendskab til ammeproblemer og anså amningen som en naturlig del af det at blive moder!

Efter 42 uger kom min smukke pige til verden. Stor og stærk med masser af mod på livet! Hun fandt hurtigt frem til maden og det føltes fantastisk at mærke hende så tæt på mig! Både jordmoder og sygeplejeske fortalte, at min datter tog god ved og var dygtig til at blive ammet. Lykken varede kort og inden længe havde jeg meget ømme, betændte brystvorter og synes på ingen måde at amningen var fantastisk! Jeg modtog noget brystcreme og lagde en dyd i at lufttørre vorterne efter hver amning! Min datter var en sulten pige på lidt over 4 kg og mors mælkeproduktion var slet ikke nok til at mætte hende! Derfor fik hun allerede på førstedagen modermælkserstatning som tilskud til amningen!


Vi kom hjem fra hospitalet og hurtigt stod det klart, at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, for at kunne forsætte amningen! Jeg gik på storindkøb og fik handlet ammeindlæg, cremer, salver og suttebrikker - jeg gik all in! Tiden gik og intet blev bedre, tværtimod! Sårene og betændelsen var nu så smertefuldt, at jeg brugte dagen på at græde! Jeg græd når jeg ammede, fordi smerte var ulidelig og jeg græd når min datter sov, fordi jeg håbede at hun ikke ville vågne igen! jeg afskar mig fra omverdenen, ingen måtte besøge os og jeg ville ikke tale med nogen! Jeg prøvede forskellige suttebrikker, men uden held! Den sidste jeg prøvede virkede fint mod smerterne, men jeg følte ikke at min datter fik noget mælk! Da jeg fjernede hende fra brystet opdagede jeg, at det eneste hun havde fået at spise, var mit blod

Denne oplevelse fik mig til at kontakte både min læge og sundhedsplejeske, som begge anbefalede mig at tage en ammepause på et par dage. Efter to dage var jeg afklaret - jeg ønskede ikke at påbegynde amningen igen! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste mig selv i alt det ammeræs og jeg følte ikke, at jeg havde tid og overskud til at glæde mig over min smukke datter!

Jeg traf et valg, da min datter var 8 dage gammel. Et svært valg, men et vigtigt valg! Jeg var klar over, at det ideelle er at amme sit barn, men jeg måtte også erkende, at amningen havde haft en alt for høj pris for vores familie! Alligevel var jeg flov og følte trang til at skulle forsvare min beslutning overfor de mennesker omkring, men ligeledes overfor folk, hvor min amning var dem uvedkommende!

Idag er jeg stolt af, at kunne sige at min datter er flaskebarn! Det var en umådelig stor beslutning, fordi presset på amning er så stort, men hold op hvor en lettelse det var! Jeg kunne nyde mit barn og glæde mig til hendes tilstedeværelse uden frygten for hendes sult! Jeg tog en beslutning, som var rigtig for familie og især mig selv! Det er jeg stolt af

Super godt skrevet...!  det kunne have været min situation, du beskriver - og jeg kan også med STOLTHED sige, at Anton er flaskebarn...!

Jeg synes, det var et helvede at amme og jeg havde først overskud til at nyde rollen som mor, da jeg tog beslutningen om at droppe amningen - det er den bedste beslutning, jeg har taget og jeg vil ikke tøve med at vælge amningen fra igen, for Anton fik en glad og lykkelig mor  og han har bestemt ikke lidt nogen last af at have fået flaske...!

 

MAJ*MOR skriver:

det er sjovt, men jeg har ALDRIG fået en kommentar for, at Alberte var flaskebarn... det har der altid været stor forståelse for. Jeg ammede i 5 uger med suttebrikker, sår og udmalkning og det var aaalt for længe at blive ved med at kæmpe... Plus, når man går over til flaske, kan faderen være, SÅ meget mere med og det har betyder virkelig meget for min kæreste

Men godt indlæg, der er jo mange i samme båd

Jeg vil også tilføje at min mor og svigerforældre har været med støttende og jeg har umiddelbart ikke mødt negative holdninger blandt familien og heller ikke hverken læge eller sundhedsplejeske! De har jo kunnet se min transformation men det er mere fremmede mennesker og folk i debatter! Samfundet gør bestemt heller ikke noget for at mødre med flaskebørn skal få det nemmere!