Baby » Reaktioner hos mor

Hvis du er blevet godt og grundigt træt af at amme, og har besluttet dig for at stoppe, bør du overveje om det er muligt at trappe langsomt ned.

Ligesom man kan føle sig lettet over at være færdig med at amme og opleve en følelse af frihed, kan man også føle, at der mangler noget i ens liv. Det er ikke ualmindeligt at fortryde sin beslutning eller at få dårlig samvittighed overfor barnet, der er ked af at undvære brystet. Det kan være meget ambivalent at holde op med at amme, men i alle tilfælde er det vigtigt at tage ansvaret for valget på sig, så barnet kan stole på de valg, forældrene træffer for det.

Det betyder ikke, at man ikke kan fortryde et ammestop og genoptage amningen. Dog er det vigtigt at huske på, at amning ikke bør være en ”svingdør”, sådan at man stopper amningen, begynder igen, stopper og så videre. Det vil kun forvirre barnet.


Når du stopper med at amme dit barn, er det helt normalt, hvis du oplever:


Ømme, spændte, hårde eller knudrede bryster

Undgå kulde og træk. Klæd dig varmt. Hvis dine bryster er meget spændte og ømme, kan det være en løsning at malke en smule mælk ud med hænderne. Malk kun så lidt, at du kan holde ud at være til, eller til knuderne er væk. Jo mere du udmalker, desto mere mælk vil du producere. Du skal måske malke en smule ud nogle gange om dagen i en periode, indtil din mælkeproduktion er sat i stå.


For meget mælk


Det er normalt, at du vil have en masse mælk, selvom du er holdt op med at amme. Brystet indeholder stadig mælk, men da barnet ikke aftager den, vil produktionen nedsættes. Det tager dog noget tid, inden du ikke længere har mælk i brysterne. Brug eventuelt en lidt stram bh, da det hæmmer mælkeproduktionen.


Tilstoppede mælkegange og feber

At have for meget mælk indebærer en risiko for tilstoppede mælkegange. Tilstanden kan give høj feber, men kræver som regel ikke medicinsk behandling. Du kan have røde plamager på det ene eller begge bryster, og der kan være røde striber. De røde områder vil være ømme, og du kan have influenzalignende symptomer.

Den bedste behandling er ironisk nok amning. Hvis det ikke er muligt eller ønskeligt at amme for at bedre tilstanden, er du nødt til at malke ud. Udmalkning er vigtig for at undgå, at tilstanden udvikler sig til en brystbyld. Plej dig selv, gå i seng og bliv vartet op. I løbet af en-tre dage med effektiv amning/udmalkning hver anden-tredje time, vil du have det bedre. Hvis situationen herefter er uændret, bør du søge læge.

Du øger din mælkeproduktion ved at udmalke og må senere nedtrappe produktionen igen ved sparsom udmalkning nogle gange dagligt, men det er alligevel en meget bedre løsning end at gå med ubehandlede mælkeknuder, som kan udvikle sig til en brystbyld.


Denne artikel stammer fa bogen "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, fra forlaget Iris.
Forrige side Næste side

Terminsberegner

Beregn din termin

Den første dag i din sidste menstruation:

Antal dage i din cyklus:

(Mellem 22 og 45 dage)

Antal dage fra du har haft ægløsning til du får din menstruation (luthealfasen):

(Mellem 9 og 16 dage)

Beregn termin

Anslået befrugtningsdato:
Forventet terminsdato:
Så langt er du:
Fødselsgruppe: