Baby » Hurtigt stop

Mange mødre føler dog på et tidspunkt behov for at gøre noget aktivt for at nedtrappe eller stoppe amningen og vælger derfor at lave et pludseligt ammestop. Et pludseligt ammestop kan være en hård løsning for både mor og barn – og for resten af familien – fordi barnet sandsynligvis vil være ulykkeligt og uforstående, og moderen og måske hele familien, vil være påvirket af, at barnet er ked af det, sover dårligere om natten og kræver hende på andre måder. Moderen kan også få brystspænding og har en risiko for at få tilstoppede mælkegange.

For nogle mødre er nedtrapning af amningen i dagtimerne et bedre udgangspunkt, fordi de har mulighed for at aflede deres barn med leg eller anden positiv opmærksomhed. I stedet for at amme, kan man lege på gulvet, gå en tur i haven eller synge sange. Hvis barnet ikke bruger sut, kan det have brug for andet at sutte på og vil måske i en periode bruge en finger, et trøjeærme eller lignende. Suttebehovet er medfødt og hos nogle børn stærkere end hos andre, og det bør ikke begrænses.

Nogle mødre vælger at snakke med barnet om afvænningen, hvis det er så stort, at det forstår det. Barnet får at vide, hvornår det kan blive ammet – for eksempel: ”Når du har været i bad, må du få bryst” eller ”Når vi ses i eftermiddag, må du få en tår”. Nogle børn har lettere ved at acceptere krav eller restriktioner som disse end andre. Se dit barn an, vurder dets behov og dine krav, så de passer til hinanden, men hav aldrig for store forventninger til et lille barn.

Ligesom man kan give gaver til børn, der smider sutten, kan man også finde en belønning til barnet, som det bliver glad for og stolt af som alternativ til mors bryst., Eventuelt en ting barnet har snakket om længe, eller som man ved, det vil få glæde af. Men det må på ingen måde være en erstatning for den kropskontakt og nærhed, som amningen gav barnet.

Mange oplever, at barnet bare bliver endnu mere afhængig af sin sut, når amningen ophører, og det er nok ikke nogen god ide at afskaffe begge fornøjelser på én gang.

I perioden, hvor ammeforløbet afsluttes, kan moderen opleve en overproduktion af mælk. Det kan være nødvendigt at malke ud for at tage toppen af brystspændingen og undgå tilstoppede mælkegange. Hvis nedtrapningen af amningen foregår over tid, således at moderen skridt for skridt fjerner et brystmåltid ad gangen, er der mindre sandsynlighed for brystspænding. Du kan læse mere om at stoppe mælkeproduktionen i afsnittet om pludseligt ammestop på næste side.


Denne artikel stammer fa bogen "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, fra forlaget Iris.
Forrige side Næste side

Terminsberegner

Beregn din termin

Den første dag i din sidste menstruation:

Antal dage i din cyklus:

(Mellem 22 og 45 dage)

Antal dage fra du har haft ægløsning til du får din menstruation (luthealfasen):

(Mellem 9 og 16 dage)

Beregn termin

Anslået befrugtningsdato:
Forventet terminsdato:
Så langt er du:
Fødselsgruppe: