19 år , og VIL have et barn!

Bolette19 skriver:

Tak for jeres svar, selv de lidt mange delte meninger

Jeg kan ikke lade være og tænke, at alderen er ligegyldig så længe man selv er klar over hvad man går ind til, og man er 100% på sin beslutning.

Men man er jo aldrig klar over hvad man går ind til, man har en ide om hvad det vil sige at få et barn, men der er så mange ting der spiller ind når man får en lille, børn fødes jo med hver deres egen personlighed, og nogle børn er lette og nemme, men andre er krævende og har temperament fx, som man også skal lære at forholde sig til. 

Jeg er stødt på en meget sigende sætning på omslaget af en bog "jeg var en rigtig god mor inden jeg fik børn"..

Dermed bare sagt at det altid er nemmere at være "mor"/tage sig af andres børn, end når man selv står i det, så er det pludselig ikke så ligetil og pædagogisk korrekt..  

Jeg syntes helt sikkert folk selv skal bestemme hvornår de gerne vil have børn, men jeg ville heller ikke være glad hvis min datter kom hjem og fortalte at nu ville hun altså have en baby - som 19 årig, ikke fordi hun ville fortryde sit barn, men fordi jeg kun ønsker det bedste for hende, og sandsynligheden for at hun vil det samme med sit liv når hun er sidst i 20'erne, som først i 20'erne anser jeg som usandsynligt, da det oftes er der man først bliver uafhængig af sine forældre (og derved får lært hvordan det er at klare sig selv) man begynder at tage mere ansvar for sine studier eller får et arbejde, og skal derved tage ansvar for sit eget liv og det lærer man også en masse af, alle disse ting er med til at forme en - og give en ide om hvad det er for et menneske man er og hvilket liv man ønsker at leve, og uanset hvordan man vender den så har erfaring en betydning - hvis man vel og mærke bruger den, og nogle har brug for flere erfaringer end andre, og de venter måske ekstra med at få børn, mens andre får dem tidligere.. men jeg ville altid støtte min datter uanset hvad hun valgte, men ville blive lidt ked af hvis hun bevidst valgte at få et barn som 19 årig.. 

Hej..

Man træffer jo sine egne valg.. men min erfaring er, at der skete rigtig meget i mit liv fra jeg var 19 til i dag, hvor jeg er knap 31. Jeg venter mit første barn nu og er rigtig glad for, at jeg ventede så længe.

Jeg synes der sker mange vigtige ting ved ens udvikling i løbet af 20'erne.. så synes jeg også det er vigtigt at få oplevet mange ting før man får børn. Men det er mine tanker om det.. jeg føler mig i den grad til klar til at være mor og er meget lettet over, at jeg ikke senere vil gå og sukke over alle de ting jeg ikke nåede før jeg fik børn.. tror der er mange, der kan få livskriser over, at de ikke føler de har udlevet mange ting fordi de fik børn tidligt..

Men du må se hvad DU vælger at gøre. Mit råd er bare at du skal tænke over, at alle valg og fravalg har konsekvenser.

Håber du bliver glad uanset hvad du vælger.

Jeg kan godt forstå jeres mange holdninger om mit valg, men jeg synes det er lidt sjovt at det der bliver nævnt mest er; hvad så med at gå i byen?? Jeg har været sådan i byen 5 gange på 3 - 4 år, og det har aldrig sagt mig noget, jo en gang imellem er det da hyggeligt at drikke med vennerne, hjemme hos dem, i et par timer..Er glad for jeres mange svar med gode holdninger, men nogen af dem er også meget hårde. Når man tænker på at i ikke kender mig og mit liv..Men alligevel tak

Uhhhh, jeg tror, at der er noget, du har helt misforstået - så jeg skriver det gerne lidt tydeligere.....det er ikke bare det at gå i byen og drikke sig i hegnet....du går fra at have hele din frihed og være et selvstændigt menneske, der bare griber mobilen og pungen og er ude af døren.....til at være fuldstændig prisgivet et andet menneskes krav om, hvornår du skal gå på toilet, hvornår (eller om) du skal spise og om du får 5 minutters søvn eller 10 timers søvn på 1 døgn.

Prøv at forestille dig at få en ny chef, som overvåger dig 24 timer i døgnet, som prøver at gøre alt for at skabe splid mellem dig og din partner, og som dikterer, hvornår du skal klø dig i et vist sted og samtidigt være "på" hele tiden. Denne chef giver dig med jævne mellemrum en lille belønning, men i bund og grund har du ikke noget at skulle have sagt - og du får ikke lov til at gå nogen steder uden at forberede dig minimum 1 time inden.....din kæreste kan på den anden side bare skride, når det passer ham, og det vil han benytte sig af, og det er også grundlag for splid - dine venner siger alle, at de glæder sig over, at du har fået ny chef, men virkeligheden er en anden, med tiden forsvinder alle veninderne, og du står alene - de er nemlig et andet sted i livet - de har ingen chef, de er ved at få sig en uddannelse.

Som 19-årig havde jeg et liv med venner og uddannelse i gang og masser af oplevelser, der ventede - og jeg valgte at få alle grundstenene på plads og høster i dag frugten af det sammen med min fantastiske mand og vores 2 børn - så jeg har truffet den helt rigtige beslutning og bliver mindet om det hver dag, når jeg kan give mine børn alt det, som en uden livserfaring eller midler i øvrigt ikke kan.

Gør hvad i føler for..

>Hvor længe har i været sammen?

Har selv to børn. Og da jeg blev gravid ver jeg 16- fødte som 17 årig, 2- gang var jeg 18-fødte som 19 årig, er nu 19 og vi prøver at lave nr 3. (den sidste i flokken)

Vi bliver 20 og 22 i år begge to, har været sammen i mere end 5 år og har en go stabil hverdag med go stor bolig, økonomi og bil, ikke at det skal komme an på det, bare barnet får hvad det har brug for, og masser af kærlighed

Men  lyt ikke til andre som er negative omkring jer hvis i VIRKELIG vil det her, er der NOGET som folk IKKE skal blande sig i, så er det sørme hvornår óg hvor mange børn man skal have. Tit mener "folk" at det de selv gjorde er det RIGTIGE. Men ja, kan kun sige, mærk efter og følg jeres hjerter !