19 år , og VIL have et barn!

Det behøver jo ikke KUN være begrundet i den unge alder - der kan være så mange andre ting, jeres familie ikke synes er på plads....uddannelse, bopæl, hvor lang tid I har kendt hinanden, økonomi, stabilitet og modenhed, - selvom man selv synes, at man er klar, så er man jo ikke særligt objektiv, og det kan være, at der er mange gode grunde til at vente, og man kunne jo tage familiens gode grunde med i betragtning.

Jeg synes ikke nødvendigvis, at det kommer an på alder (selvom 19 år er ungt), men hvis I har uddannelse (eller kan nå at afslutte den inden en barsel), I har tilfredsstillende bopæl og fællesøkonomi, og I har kendt hinanden minimum et par år, så synes jeg da ikke, at det er så kriminelt.

Beslutningen bør overvejes nøje, man fortryder aldrig sine børn, men man kan sagtens fortryde, hvornår man har fået dem, og I har mange år at få børn i. 

jeg har - jeg blev gravid som 19 årig med tvillinger - men vi havde støtte..

synes du skal følge dit

19 år og VIL have barn.

Med en titel som den, lyder det ikke som om i behøver andres godkendelse af graviditeten.

Synes nok nærmere du skal spørge dig selv, hvorfor det er du VIL have det barn.

Men jeg tror på at ønsker man noget skal det nok lykkedes, så er det noget i er sikre på, så betyder familiens accept ikke det store. den skal nok komme.

MorTilMalene skriver:

jeg er 19 og har ønsket mig barn siden jeg var 16 17 år... men da jeg blev gravid som 18 årig var det en stor fiasko i min svigermors øjne for jeg har ikk min udd endnu men jeg er godt nok glad for jeg har min prinsesse i dag.. men hvis du føler dig klar til det og du mener du er færdig med a gå i byen og drikke dig i hegnet så syns jeg bestemt så skal følge dit hjerte.. det er hårdt og være ung mor psykisk pga alle de blikke og bemærkninger der kommer men dem skal du bar grine a det gjorde jeg... og i dag 3 ½ måned efter Malene er kommet til verden er det svigermors lille pige og hun støtter op om den beslutning vi tog..

og din familie og venner skal nok bakke op om dig det er jeg sikker på.. og de venner som bar syns det er så fantastisk men du er gravid og så ikk gider ha noged med dig og gøre efter er bar ikk rigtige venner.. jeg har ryddet meget ud i mine venner og veninder.. og har da ogs fået en masse nye..

der findes jo ogs mødregrupper for unge mødre..

håber du gør det du mener er rigtigt..

 

her fra..

 

At gå i byen og alt det, er jeg færdig med. Har fået nok og det har min kæreste også. At få et barn er noget vi begge brænder for, og venner her vi få men de er også ægte!! men rigtig godt at høre at svigermor alligevel var glad for jeres lille

Thalia skriver:

Umiddelbart tænker jeg at det er lidt naivt at mene at andre skal bakke jer op i jeres valg når i ikke er ældre end i er. Altså uanset hvor klar man er til børn, så er 19 år en tidlig alder at blive mor, og det kan jeg sagtens forstå at folk ikke opmuntrer.

 

Jeg blev selv mor som 19 årig og selvfølgelig har jeg aldrig fortrudt det valg. Det ændrer ikke på at jeg nemt kan se at det var super hårdt, af alle de årsager jeg ikke havde overvejet. Det praktiske omkring barnet klarede jeg fint, og jeg har samtidig gennemført en eliteuddannelse ved universitetet, så den del mener jeg godt man kan hvis man skaber realistiske rammer for sig selv og familien.

Derimod er det sociale meget sværere at få til at hænge sammen. Mine veninder var fulde af opbakning og støtte under hele graviditeten, og i mange måneder efter Tobias blev født, men faktum var altså at vi pludseligt var meget forskellige steder i vores liv. De gik stadig i byen i weekenderne, hyggeaftner var sjældent børnevenlige og i længden følte jeg bare ikke at jeg passede ind længere.

Jeg blev mor for 2. og 3. gang da jeg var i slutningen af 20'erne, og det var en helt anden oplevelse. Flere af mine veninder har børn, så vores måde at se hinanden socialt er meget præget deraf. Vi kan nemt lave ting uden børn, men lige så ofte kan ungerne lege sammen mens de voksne hygger og snakker - der er ligesom bare bedre plads til det nu.

Så i bund og grund forstår jeg ikke at man har travlt med at få børn i en meget ung alder. Hvis det virkeligt skal være dig og din kæreste for altid er der vel ingen grund til at skynde sig?

Kunne have været mig der havde skrevet det der, jeg er lykkelig for at jeg "først" blev mor i en alder af 23 år.

Tak for jeres svar, selv de lidt mange delte meninger

Jeg kan ikke lade være og tænke, at alderen er ligegyldig så længe man selv er klar over hvad man går ind til, og man er 100% på sin beslutning.

Med fare for at lyde nedladende så er det som regel KUN folk på 19 der synes at alderen er ligegyldig. Jeg har ihvertfald ALDRIG mødt nogen som ventede til de var voksne og modne og havde levet et voksent liv i 5-6 år der fortrød det... Eler fik barn senere i livet som synes alderen var ligegyldig  Jeg har til gengæld mødt RIGTIG mange der ikke som 19årige havde den vildeste ide om hvad livet havde i vente for dem. Jeg synes det er lidt synd for dig hvis det eneste du drømmer om er at få et barn som 19-årig... Brug dog din fantasi - der er SÅ mange andre fantastiske ting i livet som bliver bedre og sjovere uden et barn på slæb... 

Rosa - der blev gravid som 22årig og er i dag er LYKKELIG for at jeg ikke blev mor dengang!!! 

følg dit hjerte!!!!

jeg er selv 19 år, og er gravid i 14. uge med min 29årige kæreste.. jeg har valgt at gennemføre fordi jeg føler at det er rigtigt og det gør mig lykkelig, og det er enda på trods af at vi ikke har kendt hinanden særligt længe.. men som sagt, det føles bare rigtigt!

held og lykke med det hele! krammer herfra! ^^

Jeg synes i skal følge jeres hjerte!

Jeg er selv 19 og har to børn

Bolette19 skriver:

Hej,

Jeg er 19 år og med kæreste på 24, vi vil rigtig gerne have et barn. Men ingen lader til og vil støtte os i vores beslutning, selvom det er dem der har lært mig at jeg skal følge mit hjerte.

Ville bare høre om der er andre der har taget skritet videre og fået barnet ?

Mange hilsner her fra

jeg havde det på samme måde som dig, jeg var 18 år næsten 19 da mig og min forlovede ville prøve og få et barn, jeg smed mine p.piller, og nævnte overfor min familie at jeg og min forlovede nu ville prøve og udvide familen... hans familie tog det pænt, men min familie.. ja kan slet ikke forklare hvordan de blev...
det lykkedes os så at blive gravide i november månede sidste år, men desværr fik jeg spontan/medicinsk abort d. 10 januar i år... jeg er rigtig ked af det, men har stadig lysten til at få et barn... men nu vil min forlovede ikke alligevel, han føler sig ikke klar! så jeg er faktisk godt og grundig sur på ham... men anyway det var ikke det jeg ville skrive...

men vil sige at i skal følge jeres hjerter<3 uanset hvad

Rockertand skriver:

Det behøver jo ikke KUN være begrundet i den unge alder - der kan være så mange andre ting, jeres familie ikke synes er på plads....uddannelse, bopæl, hvor lang tid I har kendt hinanden, økonomi, stabilitet og modenhed, - selvom man selv synes, at man er klar, så er man jo ikke særligt objektiv, og det kan være, at der er mange gode grunde til at vente, og man kunne jo tage familiens gode grunde med i betragtning.

Jeg synes ikke nødvendigvis, at det kommer an på alder (selvom 19 år er ungt), men hvis I har uddannelse (eller kan nå at afslutte den inden en barsel), I har tilfredsstillende bopæl og fællesøkonomi, og I har kendt hinanden minimum et par år, så synes jeg da ikke, at det er så kriminelt.

Beslutningen bør overvejes nøje, man fortryder aldrig sine børn, men man kan sagtens fortryde, hvornår man har fået dem, og I har mange år at få børn i. 

PRÆCIS! Lige mine ord.

Plus - du ved altså ikke hvad du går ind til, før du sidder i situationenen... Selvom du tror det