19 år , og VIL have et barn!

Bolette19 skriver:

At gå i byen og alt det, er jeg færdig med. Har fået nok og det har min kæreste også. At få et barn er noget vi begge brænder for, og venner her vi få men de er også ægte!! men rigtig godt at høre at svigermor alligevel var glad for jeres lille

Man blir aldrig færdig med at gå i byen.......

Jeg gør det stadig i stor stil, men det er ikke nemt at jonglere egentid vs. supermom!!!!

Jeg siger stadig VENT!

 

- og syns det er tankevækkende at alle de 19 årige herinde nærmest opforder til det.....? Er der slet ikke noget der i jeres øjne taler imod at få børn i ens "bedste ungdoms/voksen-alder"

Bolette19 skriver:

Tak for jeres svar, selv de lidt mange delte meninger

Jeg kan ikke lade være og tænke, at alderen er ligegyldig så længe man selv er klar over hvad man går ind til, og man er 100% på sin beslutning.

Lige præcis
Jeg fik "først" barn som 23 årig..
Men var da selv klar da jeg var 20 år og færdigudlært.. Og ville da sikkert også ha haft før, men som sagt ville gerne li være færdigudlært og var jeg da jeg var 20.
Men da jeg fandt min kæreste jeg er sammen med nu, var der ingen tvivl om jeg ville ha med ham og omvendt og der fulgte vi også bare vores hjerter selvom vi kun havde været sammen 3 mdr

Thalia skriver:

Umiddelbart tænker jeg at det er lidt naivt at mene at andre skal bakke jer op i jeres valg når i ikke er ældre end i er. Altså uanset hvor klar man er til børn, så er 19 år en tidlig alder at blive mor, og det kan jeg sagtens forstå at folk ikke opmuntrer.

 

Jeg blev selv mor som 19 årig og selvfølgelig har jeg aldrig fortrudt det valg. Det ændrer ikke på at jeg nemt kan se at det var super hårdt, af alle de årsager jeg ikke havde overvejet. Det praktiske omkring barnet klarede jeg fint, og jeg har samtidig gennemført en eliteuddannelse ved universitetet, så den del mener jeg godt man kan hvis man skaber realistiske rammer for sig selv og familien.

Derimod er det sociale meget sværere at få til at hænge sammen. Mine veninder var fulde af opbakning og støtte under hele graviditeten, og i mange måneder efter Tobias blev født, men faktum var altså at vi pludseligt var meget forskellige steder i vores liv. De gik stadig i byen i weekenderne, hyggeaftner var sjældent børnevenlige og i længden følte jeg bare ikke at jeg passede ind længere.

Jeg blev mor for 2. og 3. gang da jeg var i slutningen af 20'erne, og det var en helt anden oplevelse. Flere af mine veninder har børn, så vores måde at se hinanden socialt er meget præget deraf. Vi kan nemt lave ting uden børn, men lige så ofte kan ungerne lege sammen mens de voksne hygger og snakker - der er ligesom bare bedre plads til det nu.

Så i bund og grund forstår jeg ikke at man har travlt med at få børn i en meget ung alder. Hvis det virkeligt skal være dig og din kæreste for altid er der vel ingen grund til at skynde sig?

Bolette19 skriver:

Hej,

Jeg er 19 år og med kæreste på 24, vi vil rigtig gerne have et barn. Men ingen lader til og vil støtte os i vores beslutning, selvom det er dem der har lært mig at jeg skal følge mit hjerte.

Ville bare høre om der er andre der har taget skritet videre og fået barnet ?

Mange hilsner her fra

Nu var jeg så 23 da jeg fik Emil. Men jeg tænker, hvorfor hulen vil de ikke støtte? Du er alså myndig og det hele. Kunne forstå hvis familien tænkte mere på din ungdom hvis du f.eks var 16.

Men i skal jo gøre det i føler for, resten skal nok komme. Mine forældre var slet ikke med på ideen og jeg var som sagt 23

Jeg får måske hug for det her . 

Men jeg vil sige , ingen først gangsgravide , ved med 100% sikkerhed om hvad det er de går ind til . Der er mange uforsigidige ting i løbet af en barns opvækst . 

JEg har altid selv drømt om at blive ung mor  faktisk i en alder af bare ja 18 år . Men gudske takker lov for at jeg ikk blev det . - Jeg er 21 år idag , og jeg er lykkelig for at jeg først har fået drømme barnet nu . Jeg elsker min søn over alt på jorden . Min søn er fra d 30/12-10 .

Men for pokker , du kan slet slet ikk indstille dig mentalt på hvad du går ind til inden du sider med den lille i armene , og for pokker , det er hårde end man måske lige drømmer om . 

Jeg vil ikk sidde og sige i ikk skal følge jeres hjerter , for jeg er selv utrolig ung mor . 

Men hvis jeg havde været dig havde jeg ventet et par år . For det er en kæmpe forandring både du din krop og jeres forhold skal gennemgå . 

Nogen gange sidder jeg selv og tænker over at den første gang man skal føde , den oplever jeg ALDRIG igen , det skræmmer mig lidt , jeg fortyder ikk min søn på nogen måde , men ind imellem ville jeg gerne have ventet bare 1 måske 2 år endnu . 

Men mærk ordentlig efter inden i . og gør hvad i føler er mest rigtig . 

Det gjorder jeg selv . Og jeg fortryder absolut ikk . - Men det er hårdt . og en kæmpe omvældning for ens forhold og en selv . 

igen, tak for jeres svar!

 

Selvfølgelig er det en god ting at følge sit hjerte, men det er dog også vigtigt at bruge sin sunde fornuft.

Alder har skam en betydning ifølge min mening. Personligt synes jeg at 19 år er en meget ung alder at få barn/børn i, men det er jo ikke min mening der bør tælle for andre. Men der er også mange andre ting der ifølge min mening er vigtige, når man overvejer at blive forældre, bl.a. økonomien, forholdet og hvordan man lever sit liv og hvad man har opnået inden man begår sig ud i en helt ny verden.

Det er nemt at rådgive dig om at følge dit hjerte, men jeg håber virkelig også at du følger din sunde fornuft. Det gavner ofte mere. 19 år er ungt. Derfor kan jeg egentlig godt forstå de lidt skeptiske reaktioner I har mødt. Men uanset hvad, så er valget Jeres.

Jeg har også vidst at jeg ville være mor fra jeg var teeneger, men bare ikke med det samme.

Jeg blev mor til min ældste datter i en alder af 26. I dag er jeg gift med min dejlige mand og mor til vores 2 skønne piger. Jeg har fået lov til at være teeneget på både godt og ondt. Og jeg har været sammen med min mand i snart 11 år nu. Jeg er altså meget glad for at jeg ikke blev mor i en yngre alder. Det at være mor er det bedste i verden, men jeg er glad for at jeg ventede.

Uanset hvad du/I vælger, så ønsker jeg Jer alt det bedste.

Jeg må altså give mange ret herinde, hvorfor så travlt??

Og ja det er åbenbart alle de 19-årige der hepper på dig.

Jeg har barn som 25 årig og er absoliut ikke færdig med 'byen'. Jeg savner da stadig a have en hel weekend med veninderne, spise god mad, hygge-sludre og evt lidt ud. Det er selvfølgleig også muligt, bare med et barn på skødet, eller et barn der skal hentes tidligt næste dag.

Jeg har ikke fortrudt, men som andre skriver, livet ændre sig altså meget. Hvorfor ikke nyde tiden lidt med kæresten, kom ud og rejs, oplev noget sammen??

Det gode er jo a i har tid nok. I skal nok nå det hele.

Det er sgu en KÆMPE ting blive forældre, ikke kun på den gode måde. Det er smadder hårdt og kræver noget a dig hver eneste time, hver dag.

 

Jeg blev gravid ved et uheld da jeg var 15, jeg valgte at beholde barnet fordi jeg ikke ville have en udskrabning. Idag næsten 2 måneder efter fødslen har jeg overhovedet intet fortrudt. Jeg elsker min søn inderligt højt. Så gør som du ønsker, opbakningen skal nok komme.

Min svigermor var også rigtigt sur over det i starten, og nu er hun bare den stolte farmor.

Jeg kan godt forstå jeres mange holdninger om mit valg, men jeg synes det er lidt sjovt at det der bliver nævnt mest er; hvad så med at gå i byen?? Jeg har været sådan i byen 5 gange på 3 - 4 år, og det har aldrig sagt mig noget, jo en gang imellem er det da hyggeligt at drikke med vennerne, hjemme hos dem, i et par timer..Er glad for jeres mange svar med gode holdninger, men nogen af dem er også meget hårde. Når man tænker på at i ikke kender mig og mit liv..Men alligevel tak