Råbte i af jordemoderen?

Jeg råbte ikke, men på de 48 timer jeg var igang, nåede jeg nok at sige undskyld 1000 gange

Dagen efter kom den jordemoder der var med til slut op på barselsgangen og fortalte mig, at jeg havde været den mest høflige fødende hun havde oplevet i sin karriere.

Den eneste gang jeg snerrede lidt, var da min mand ikke var hurtig nok med saftevanden - det blev selvfølgelig efterfulgt af et undskyld

Carina1977 skriver:

Sidder lige og ser de unge mødre, og kom til at tænke på, hvor mange herinde, der egentlig råbte af den stakkels jordemoder?

 

Jeg råbte faktisk ikke af nogen, hverken af jordemoderen eller min søns far. Faktisk ville jeg helst bare have at der ikke var nogen der snakkede til mig. jeg tacklede smerterne bedst ved at lukke mig inde i mig selv, og derved lukke af for alt andet. jeg råbte ikke af nogen, jeg skreg ikke, jeg var bare stille.

Og ja sådan var det faktisk....de var faktisk lidt imponeret over mig.

 

men gu gjorde det da ondt  men fandt hurtigt ud af, hvilken måde der virkede bedst for mig.

Nej det gjorde jeg ikke og heller ikke af min mand. Jeg lavede brøle lyde under veerne, men det var ikkenoget med gå væk og sådan, bare som en bjørn.

Jeg har begge gange været meget "i et" med min jordemoder. Haft dyb respekt og koncentration og har hørt efter og haft meget dyb øjenkontakt med hende og ham.

Jeg er ikke den "hysteriske" type så det ligger slet ikek til mig at skulle gå sådan "amok" som man til tider ser under fødsler:0)

Christina

Nina Sophia skriver:

jeg har endnu ikke født, og jeg frygter det lidt for min smerteterskel er så lav, jeg tør ikke få taget en åndssvag blodprøve unden emla-plaster- for det gør jo ondt.

havde ret slemme mavesmerter i går aftes og i nat, og lå og pylrede lidt..

ved bare ikke hvorfor jeg føler en anden energi nu jeg skal føde mit barn som jeg har ønsket sååå lang tid og taget så lang tid at 'lave'/ få....

Og tanken føles som jeg nu ligger der på briksen:

Nu ser jeg snart mit barn, vær stærk mm.!

don't be  jeg er den STØRSTE kylling mht. smerte. Jeg har en MINI tattoo på fingeren, og fuuuck... det gjorde mere ondt end at føde. hah, jeg er mega pylret mht min egen smerte. Så var sikker på jeg skulle kradse af under min fødsel... men man får unaturlige kræfter under en fødsel. Man bliver mega sej og en totalt powerwoman. Bare tag det roligt, skær alle andre påvirkninger ud - lyt til hvad jordemoderen siger. Hun er prof. og skal nok guide dig igennem det hele. Jeg kan huske at jeg havde det bedst ved bare at lukke øjnene - kiggede kun når hun sagde jeg skulle - og så trak jeg ellers vejret som de fortalte jeg skulle!!! SUPER FØDSEL!!! og jeg havde veer i 14 timer

Helt ærligt, så aner jeg ikke helt, hvad der kom ud af min mund i fødselsforløbet! 

Det er jo ikke et udtryk for "dårlig opdragelse" eller mangel på social intelligens, hvis man bander og svovler under den mest trættende og smertefulde seance, man nogensinde har oplevet! 

Min datter kom til verden efter 40 timer i av for s***n-land, og det tog vel at mærke kun 25 min. at presse... MEN under presseveerne vælger noget sundhedspersonale så at begynde at vandre ud og ind på stuen for at fylde op og gøre klar til næste fødsel. Døren gik op og i med uvedkommende personale konstant og det ødelagde min koncentration fuldstændig. Da  kan jeg huske, at jeg råbte! Og det virkede...

Så, altså, om man råber op eller ej under fødsel, det kan ikke sammenlignes med, hvordan man ellers er som person. Jeg råber ALDRIG af folk ellers. Og har ALDRIG hævet stemmen over for min datter, der nu er 14 mdr 

ved min første fødsel har min mand fortalt at jeg brugte alle de grimme ord jeg kunne og snerrede og kastede iltmasken i skallen af manden haha.. men sagde altid undskyld lige efter jeg havde flippet.. lol må have lydt underligt.. "arrghhh så hold dog op med det der for fanden da" og så "ej undskyld" 

hhee

ved min anden fødsel var jeg dog lidt mere samlet og bandede kun da hun syede mig..

Jeg råbte ikke af nogen, men jeg kan huske at min mor sagde "Ej, Mette - Jeg vidste ikke du kunne så mange bandeord"

Jeg bandede ikke, men var bestemt og helt sikkert overhovedet ikke stille, som jeg husker det!  Og fik også sagt undskyld til en af jordemødrene (vagtskifte af 3-4 gange  derfor så mange) på et tidspunkt, da der var overskud på den konto - husker det ikke tydeligt, men tror jeg snerrede af hende fordi hun ville vide hvorfor jeg græd... og det var jo ikke lige frem så nemt at fortælle om alle de følelser der rumsterede rundt indeni alt imens fødslen stod på, alt det skulle jeg nok fortælle min mand når der var ro på - hun smilede husker jeg og sagde at hun havde oplevet værre. Men syntes selv jeg var dum!

Nina Sophia skriver:

jeg har endnu ikke født, og jeg frygter det lidt for min smerteterskel er så lav, jeg tør ikke få taget en åndssvag blodprøve unden emla-plaster- for det gør jo ondt.

havde ret slemme mavesmerter i går aftes og i nat, og lå og pylrede lidt..

ved bare ikke hvorfor jeg føler en anden energi nu jeg skal føde mit barn som jeg har ønsket sååå lang tid og taget så lang tid at 'lave'/ få....

Og tanken føles som jeg nu ligger der på briksen:

Nu ser jeg snart mit barn, vær stærk mm.!

Jeg var også utrolig nervøs for min smerteterskel er også ekstremt lav. og sagde allerede inden fødslen var gået i gang undskyld på forhånd til min kæreste....

Men da vi så var igang sagde jeg ikke engang av, jeg forsvandt ind i mig selv og brølede og knurrede... jeg sagde ikke ret mange ord...

så det skal nok gå.... og INTET er pinligt på en fødestue... Når tiden kommer bare gi losog lad følelserne styre slagets gang...

sarahb skriver:

NOPE, eller jo lige en gang, men det var ikke af hende, det var da hans hoved var ude og kroppen stadig inde. Sagde jeg bare højt, få ham ud, få ham ud... OG det var det..
Nej min JM var min One and only under fødslen, hendes ord fløj direkte ind og fulgte hendes ord hele vejen. Havde hun bedt mig om at stå på hoved, ja så havde jeg gjort det..

hehe det ville jeg godt have set