Så døde min mor.

Mia Maia skriver:

Ja, det kommer også altid bag på mig. Efter så lang tid hvor man har følt man har stået alene i verdenen. 

Det er også en tanke jeg har indimellem, at når mine forældre nu har været sådan, er jeg så også sådan - jeg er jo trods alt opdraget af dem. Jeg vælger dog at tro at jeg kun ligner dem fysisk - og det gør min psykolog også meget ud af at fortælle. Men frygten vil sikkert være der, indtil det modsatte er bevidst. 

Jeg er dog sikker på at du på ingen måde er på vej til at gentage historien. Du har erkendt tingene som de er og får den hjælp der skal til. Det er et meget stort skridt. Det er at bryde socialarv...

Jeg glæder mig til jeg når så langt som dig, at kunne sige jeg ikke længere er vred på min forældre. Du er nået rigtig langt...

Vrede nytter ikke i denneher situation. Det nytter ikke at være vred på nogen.

Min mor er summen, af flere generationers psykisk sygdom, samtidig med at min mor har haft en fucked up barndom, har det forstærket de ting min mor fejler fra starten, altså medfødt.

Så jeg er ikke vred, det er summen, af en masse fucked up ting, der er sket i årevis. Måske de sidste 100 år... Men jeg er virkelig ked af det og vred over, at min mor ikke får og har fået den hjælp, der ville kunne normalisere hende en smule. Så hun kunne leve et nogenlunde liv, med de mennesker der står hende nær.

Så jo - jeg er jo sådan set vred. Men ikke på min mor og de ting omkring, men på den manglende hjælp hun har fået.

Også er jeg glad for at jeg mentalt er rask og det med min baggrund, er meget usædvanligt at jeg er blevet så rask, som jeg er. At jeg har dybe ar og ting der skal arbejdes med og det kommer til at tage lang tid, er en anden sag. Men jeg har ikke arvet dyb psykisk sygdom, så jeg har mulighed for at ændre tilstandende... mmm

Jeg ved hvor meget din mor har betydet for dig, jeg har fulgt meget med på sidelinien. Jeg føler dog nu om det ikke kunne have været ligemeget med de gaver? Hvis din mor ikke har set Idun siden jul kan jeg da godt forstå at hun vil overdynge hende med gaver. Så længe det ikke var hver dag altså. Det er over 6 mdr siden de sidst har set, du har stillet nogle meget skrappe regler op for din mor og kunne denne her ikke have været ligemeget?

Zafir skriver:

Det er også derfor jeg bliver nødt til at finde en måde at fortælle tingene til Idun på, sammen med min psykolog. Finde ud af, hvad gør jeg her.?

Fortæller jeg hende: Mormor er syg og vi kan ikke besøge hende. Hun vil aldrig blive rask. Så tror Idun måske at hun har halsbetændelse og vi burde tage ind til hende med strepsils?..

Men altså. jeg er sikker på at min psykolog vil kunne hjælpe mig videre med det.

Men jeg vil ikke sige at vi er uvenner. Det kan jeg slet ikke forholde mgi til at håndtere. For hvorfor bliver I så bare ikke gode venner igen osv... mmmm.

Tja det er så der jeg ville bruge "fordi mor siger det" kortet. Jeg er bestemt ikke tilhænger af at bruge det men engang imellem er det på sin plads. En variant af det her må være. "Fordi når voksne bliver uvenner så er det bare sådan" eller "Sådan er det bare" serveret med et kram og vemodigt smil. Synes godt at Idun må vide du er ked af det og det er en svær situation andet vil bare gøre den uheldige situation endnu mere forskruet.

Og jo snak med din psykolog om det. Se om I kan finde en løsning der passer dig.

Kære, kære, kære Zafir.

Endelig har jeg begge hænder fri til at skrive det indlæg der har brændt i mig siden jeg læste din sørgelige tråd.

Da du fortalte om dit sidste møde med din mor og jeg læste op på hvad der er foregået mellem jer gennem tiden må jeg tilstå at min første tanke var "åh nej - det ender galt". Ikke fordi jeg ikke troede på dig - men jeg stoler ikke på borderlines og deres løfter før et modsatte er bevist. At du har så stærk en personlighed og et selv at du rent faktisk er bevidst om hvad du har brug for at få bearbejdet og så GØR det - opsøger den hjælp du har brug for - jamen jeg tager hatten af igen og igen. Der er så håbløst mange mennesker som virkelig har brug for hjælp og som aldrig får taget sig sammen til at række ud. Hvor mange hundrede indlæg har vi ikke efterhånden læst - ano og det hele, fra folk der er ensomme, undertrykte, plagede og forpinte, fanget i håbløse relationer til kærester, mænd, kvinder, forældre, børn, venner og veninder - og som aldrig kommer videre? Men ikke dig! DU ER STÆRK!!! Og du er helt sikkert et forbillede for mange, herinde som ude i livet.Jeg er selv en af dem.

Jeg håbr at din mor på et tidspubkt vågner op og lugter kaffen, men med en diagnose som borderline er der nok rigtig lange udsigter, desværre. Heldigvis er du bevidst om det, og det kan nok spare dig for mange skuffelser. Jeg synes at det var utrolig flot af dig at give hende chancen, men nu handler det som du jo ved, om at bearbejde den sorg der følger med.

Hvad angår den "psykolog" din mor ser - send dog det brev. Om ikke andet så for din egen skyld. Jeg er af den mening at hvis man ikke ser en markant bedring efter 2 år i terapi så skal man simpelthen skifte behandler! Min ekskærestes mor gik hos den samme psykodynamiske kvaksalver i 12 år (og gør det stadig) og hun drak, truede med selvmord og manipulerede med sine omgivelser fuldstændigt hæmningsløst og uden ændring i al den tid jeg kendte hende... Så SKAL man skifte psykolog!!! Hvis der var mulighed for det kunne I jo faktisk gå til medierne med den historie, for det er jo dybt kritisabelt at psykologen ikke selv indser at hendes behandling ikke holder, når din mor gang på gang svigter og smadrer sine relationer.

Til slut: Jeg tænker på dig og tror på at hvis nogen kan komme videre og fortsat knække den frygtelige sociale arv du er vokset op med SÅ ER DET DIG!!!!

Pas godt på Idun, Frigg, Tom, Mickey og de andre omkring dig - og lad dem passe godt på dig! 

Kærligste hilsner

Rosa

PS. Jeg kiggede efter dig på vikingemarkedet på Moesgaard i weekenden, men du var der jo selvfølgelig ikke - så hvis du hører at en lille trunte med baby på armen har spurgt efter Zafir fra Sindres Æt - så var det mig og Jonte

Lullaby skriver:

Jeg ved hvor meget din mor har betydet for dig, jeg har fulgt meget med på sidelinien. Jeg føler dog nu om det ikke kunne have været ligemeget med de gaver? Hvis din mor ikke har set Idun siden jul kan jeg da godt forstå at hun vil overdynge hende med gaver. Så længe det ikke var hver dag altså. Det er over 6 mdr siden de sidst har set, du har stillet nogle meget skrappe regler op for din mor og kunne denne her ikke have været ligemeget?

det er ikke så meget gaver eller ikke gaver. Det er med at respektere  vores opdragelses måder osv. Men når hun ikke har kunnet acceptere denneher grænse, vil hun have gået langt over en grænse, allerede i morgen, hvor vi så hende. Så ville jeg have skulle tage Idun afsted og køre. Forstår du?

Jeg har hele Iduns liv, prøvet at få hende, til at acceptere de måder vi gerne vil opdrage Idun og hele mit liv, den måde je gvælger at leve mit liv. Det er derfor jeg sætter grænser nu, som jeg aldrig nogensinde har kunnet gjort, fordi jeg ikke har været i stand til at sætte grænser før. Det er det jeg primært ahar brugt min terapi til at lære.

Så i den forstand er det fuldstændig ligegyldigt, hvad situtonen er. jeg er bare lidt glad for at Idun ikke direkte blev blandet ind i det og fik en traumatisk oplevelse af det.

Rosa skriver:

Kære, kære, kære Zafir.

Endelig har jeg begge hænder fri til at skrive det indlæg der har brændt i mig siden jeg læste din sørgelige tråd.

Da du fortalte om dit sidste møde med din mor og jeg læste op på hvad der er foregået mellem jer gennem tiden må jeg tilstå at min første tanke var "åh nej - det ender galt". Ikke fordi jeg ikke troede på dig - men jeg stoler ikke på borderlines og deres løfter før et modsatte er bevist. At du har så stærk en personlighed og et selv at du rent faktisk er bevidst om hvad du har brug for at få bearbejdet og så GØR det - opsøger den hjælp du har brug for - jamen jeg tager hatten af igen og igen. Der er så håbløst mange mennesker som virkelig har brug for hjælp og som aldrig får taget sig sammen til at række ud. Hvor mange hundrede indlæg har vi ikke efterhånden læst - ano og det hele, fra folk der er ensomme, undertrykte, plagede og forpinte, fanget i håbløse relationer til kærester, mænd, kvinder, forældre, børn, venner og veninder - og som aldrig kommer videre? Men ikke dig! DU ER STÆRK!!! Og du er helt sikkert et forbillede for mange, herinde som ude i livet.Jeg er selv en af dem.

Jeg håbr at din mor på et tidspubkt vågner op og lugter kaffen, men med en diagnose som borderline er der nok rigtig lange udsigter, desværre. Heldigvis er du bevidst om det, og det kan nok spare dig for mange skuffelser. Jeg synes at det var utrolig flot af dig at give hende chancen, men nu handler det som du jo ved, om at bearbejde den sorg der følger med.

Hvad angår den "psykolog" din mor ser - send dog det brev. Om ikke andet så for din egen skyld. Jeg er af den mening at hvis man ikke ser en markant bedring efter 2 år i terapi så skal man simpelthen skifte behandler! Min ekskærestes mor gik hos den samme psykodynamiske kvaksalver i 12 år (og gør det stadig) og hun drak, truede med selvmord og manipulerede med sine omgivelser fuldstændigt hæmningsløst og uden ændring i al den tid jeg kendte hende... Så SKAL man skifte psykolog!!! Hvis der var mulighed for det kunne I jo faktisk gå til medierne med den historie, for det er jo dybt kritisabelt at psykologen ikke selv indser at hendes behandling ikke holder, når din mor gang på gang svigter og smadrer sine relationer.

Til slut: Jeg tænker på dig og tror på at hvis nogen kan komme videre og fortsat knække den frygtelige sociale arv du er vokset op med SÅ ER DET DIG!!!!

Pas godt på Idun, Frigg, Tom, Mickey og de andre omkring dig - og lad dem passe godt på dig! 

Kærligste hilsner

Rosa

PS. Jeg kiggede efter dig på vikingemarkedet på Moesgaard i weekenden, men du var der jo selvfølgelig ikke - så hvis du hører at en lille trunte med baby på armen har spurgt efter Zafir fra Sindres Æt - så var det mig og Jonte

 

Tusind tusind tak for dit svar til mig.

Det er fuldstændig rigtig, hvad du skriver om borderlines og hendes løfte. Jeg er også mega vred på mig selv ligenu, at jeg prøver at kunne give hende den chance. På den anden side, ved jeg godt at vrede ikke nytter og jeg var blevet nødt til at skabe den kontakt, inden en anden løsning.

Det er så kommet nu.

Det betyder meget for mig, at kunne dele de her ting med nogen, - som jer herinde - fordi man får så mange forskellige syn på sagen, som ikke er fra min psykolog og jeg kan bruge de forskellige kommentarer og vinkler til noget fremadrettet og i min terapi.

det er SÅ hårdt når ens nærmeste ikke kan respektere ens valg

stort knus herfra

/ Maria som mistede kontakten til sin mor og far i ½ år og nu er det bare akavet at være datter i nærheden af dem...

mariaogmarcus skriver:

det er SÅ hårdt når ens nærmeste ikke kan respektere ens valg

stort knus herfra

/ Maria som mistede kontakten til sin mor og far i ½ år og nu er det bare akavet at være datter i nærheden af dem...

Du har kontakt med dem igen? Hvorfor? Var det dig eller dem, der genoptog?

Zafir skriver:

 

Vrede nytter ikke i denneher situation. Det nytter ikke at være vred på nogen.

Min mor er summen, af flere generationers psykisk sygdom, samtidig med at min mor har haft en fucked up barndom, har det forstærket de ting min mor fejler fra starten, altså medfødt.

Så jeg er ikke vred, det er summen, af en masse fucked up ting, der er sket i årevis. Måske de sidste 100 år... Men jeg er virkelig ked af det og vred over, at min mor ikke får og har fået den hjælp, der ville kunne normalisere hende en smule. Så hun kunne leve et nogenlunde liv, med de mennesker der står hende nær.

Så jo - jeg er jo sådan set vred. Men ikke på min mor og de ting omkring, men på den manglende hjælp hun har fået.

Også er jeg glad for at jeg mentalt er rask og det med min baggrund, er meget usædvanligt at jeg er blevet så rask, som jeg er. At jeg har dybe ar og ting der skal arbejdes med og det kommer til at tage lang tid, er en anden sag. Men jeg har ikke arvet dyb psykisk sygdom, så jeg har mulighed for at ændre tilstandende... mmm

Som sagt, jeg glæder mig til jeg kommer dertil...

At kunne se at mine forældre har gjort de troede var rigtigt, og ikke har vidst bedre og ikke har kunnet rumme mere. 

Men derfor har du stadig ar der skal heles, og det er du jo igang med. Jeg håber du snart når i mål, og ser dig selv som en utrolig stærk kvinde der har brudt socialarv, og er blevet en dejlig mor...

Zafir skriver:

Du har kontakt med dem igen? Hvorfor? Var det dig eller dem, der genoptog?

det var faktisk mig der gjorde til fars dag sendte jeg en buket blomster og vin til ham, mest for Marcus´skyld de har altid været tæt knyttet og i deres øjne er jeg en indbilsk pige der valgte at flytte fra min daværende kæreste rive marcus op og sige min læreplads op og flytte til fyn og blev gravid...

JA jeg gjorde det og er idag så lykkelig og glad, men nu når vi ses er det meget akavet og jeg føler mig bestemt ikke tæt knyttet til dem.

har boet herovre nu i siden dec. og de har ikke spurgt til maven, været herovre eller givet udtryk eller vist interesse for det...

og de er desværre meget dikterende de skal møde kæresten første gang på lørdag og da jeg skrev en sms med vi kom ved 13 tiden ville min mor vi først kom ved 14 tid så vi skulle stå og vente 1 time 1½ times kørsel fra hjemmet da vi ville gøre det når vi henter min søn...arghhhhh så skrev hvis ikke vi kunne kl 13 så kørte vi over grænsen og da marcus kommer hjem efter 14 dg så havde jeg ikke i tanker at tage hensynet om at stresse efter kl 14 ...