Så døde min mor.

Mht. Idun så synes jeg du skal sige sandheden men modificeret. Dvs. at du siger at I alligevel ikke skal mødes med Mormor fordi at Mormor, far og mor er blevet uvenner og I er alle kede af det over det men det kan ikke være anderledes. Jeg synes slet ikke du skal gå ind i hvorfor eller hvordan netop fordi hun på mange måder er en lille voksen (sådan som jeg læser dine indlæg om hende) og der sker nok lige nu til at hun skal have mere på sin tallerken end at blive storesøster og der kommer en ny.

Jeg mener helt bestemt at det her er en af de situationer hvor det er på sin plads at bruge "fordi mor siger det"

Kirle skriver:

Du skal hurtigst muligt få fat på en god veninde eller din kæreste. For ligenu er du i sorg og så skal du ikke være alene. Sorgen er på Iduns vegne, jeres ufødte barns vegne og dine egne vegne. Første møde gik fint og man sætter automatisk forventninger op - selvom man ved bedre - og så skuffer hun på den her måde. Det er absurd at hun fravælger jer alle pga. at hun ikke må give gaver. Men det giver mening i hendes verden. Jeres verden er lige nu ikke kompatible.

Jeg mener ikke du skal være alene lige nu. FOr at blive afvist på den måde af din mor er ikke for børn. Det er hende som gav dig liv og du står i en spejl-situation hvor du skal til at give liv og kan ikke andet end at tage det her meget hårdt.

Håber du finder ro snart vedvidende at du ikke kunne handle anderledes og dine handlinger er for det bedste!

Jeg har fået fat i min psykolog, og kan få en akut telefon tid her om en times tid. Så må jeg tage til takke med det ligenu.

Jeg har snakket i telefon med min fars kone, min veninde og min moster de sidste 2 timer... Men jeg kan ikke vække min mand ligenu. Han sover og har sovet meget meget lidt de sidste mange dage og det vil være farligt ofr ham at tage på arbejde i nat, hvis han ikke fik sovet.

Ligenu, sidder jeg lige med computeren og venter på at jeg kan snakke med min psykolog.

Kirle skriver:

Mht. Idun så synes jeg du skal sige sandheden men modificeret. Dvs. at du siger at I alligevel ikke skal mødes med Mormor fordi at Mormor, far og mor er blevet uvenner og I er alle kede af det over det men det kan ikke være anderledes. Jeg synes slet ikke du skal gå ind i hvorfor eller hvordan netop fordi hun på mange måder er en lille voksen (sådan som jeg læser dine indlæg om hende) og der sker nok lige nu til at hun skal have mere på sin tallerken end at blive storesøster og der kommer en ny.

Jeg mener helt bestemt at det her er en af de situationer hvor det er på sin plads at bruge "fordi mor siger det"

Jeg vil aldrig sige til Idun at vi er uvenner. For det er ikke sandt. Jeg er hverken vred på min mor, eller sur eller gal. Jeg er ked af at hun er syg og jeg er ked af at hun ikke forstår og aldrig ville kunne leve i forhold til andres grænser.

Hvis der er nogen jeg er vred på, så er det min mors psykolog. Hun har gået hos hende i 7 år nu og hun er blevet værre og værre... hun har aldrig fået hende til at erkende at hun trænger til alvorlig behandling. Borderliners vil aldrig selv kunne erkende at de er syge, for det er resten af verden der er det omkring dem, i deres hovede.

Så nej, jeg vil aldrig kunne sige til Idun at mor og far og mormor er uvenner, for det er længere fra sandheden end noget andet i hele verdenen.

Zafir skriver:

Jeg har fået fat i min psykolog, og kan få en akut telefon tid her om en times tid. Så må jeg tage til takke med det ligenu.

Jeg har snakket i telefon med min fars kone, min veninde og min moster de sidste 2 timer... Men jeg kan ikke vække min mand ligenu. Han sover og har sovet meget meget lidt de sidste mange dage og det vil være farligt ofr ham at tage på arbejde i nat, hvis han ikke fik sovet.

Ligenu, sidder jeg lige med computeren og venter på at jeg kan snakke med min psykolog.

Det lyder godt! Prøv at se om du evt. kan tage hjem til en veninde bagefter psykologen måske bare til en film eller en lur på sofaen, det behøver ikke at være for at snakke om alting men mener at du bør have en venlig sjæl og venlige arme til et knus i din umiddelbare nærhed og der dur telefonen ikke helt. Du ved selvfølgelig bedst om hvad du kan magte men for alle parters skyld undervurder ikke det chok og følelsesmæssige kaos der er inde i dig lige nu.

Zafir skriver:

Jeg vil aldrig sige til Idun at vi er uvenner. For det er ikke sandt. Jeg er hverken vred på min mor, eller sur eller gal. Jeg er ked af at hun er syg og jeg er ked af at hun ikke forstår og aldrig ville kunne leve i forhold til andres grænser.

Hvis der er nogen jeg er vred på, så er det min mors psykolog. Hun har gået hos hende i 7 år nu og hun er blevet værre og værre... hun har aldrig fået hende til at erkende at hun trænger til alvorlig behandling. Borderliners vil aldrig selv kunne erkende at de er syge, for det er resten af verden der er det omkring dem, i deres hovede.

Så nej, jeg vil aldrig kunne sige til Idun at mor og far og mormor er uvenner, for det er længere fra sandheden end noget andet i hele verdenen.

Nu tænker jeg mere på at "være uvenner" er noget som et barn kan forstå at man er. For hvad er I så? Hvis du siger at mormor er sure på jer jamen så er der en skyldspegen og hvis du siger at det er fordi mormor er syg jamen så kan Idun og du selv for den skyld føler skyldfølelse over at I på en eller anden udefineret måde har aktiveret hendes sygdom... Jeg kan godt forstå du er vred over din mors psykolog. Det lyder også ret så betænkeligt på mange planer men det kan du jo ikke sige til Idun.

Hvad du end ender med at sige så vælg noget som du og din mand kan stå inde for. Det skal være ærligt for ellers kan Idun mærke det

Nu har jeg snakket og snakket og tænkt de sidste 2 timer... Det er fucking hårdt at stå midt i.

Jeg vil prøve at finde en måde at fortælle Idun, hvordan det er, sammen med min psykolog her i eftermiddag.

Jeg er pt mest vred på min mors psykolog, der har fastholdt hende i at holde palisaden mellem hende og psykosen oppe og bygge dem højere og højere, i stedet for at hjælpe hende til at erkende og få noget rigtig behandling. Jeg har en stor stor lyst til at skrive et meget vred og kæmpe sviner brev til min mors psykolog. Jeg har tidligere forsøgt at komme i kontakt med hende, fordi jeg var bange for at min mor manipulerer hende, til kun at se en lille del af verdenen, for det er borderliners nemlig også ret gode til. - Men det burde en psykolog opdage. Så jeg forsøgte at give hende et mere nuanceret billede af min mor og hele situationen og jeg fik en mail tilbage, at det kunne hun aldrig nogensinde bruge til noget, da jeg ikke havde noget med sagen at gøre.

Men jeg har sådan lyst til at skrive til hende:

Tak fordi du fastholder min mor, i en vrang opfattelse af verdenen.

Tak fordi du aldrig har hjulpet hende til at få et nemmere forhold til sin omverden.

Tak fordi du har hjulpet hende til at miste kontakt med ALT sin familie, incl mig, Idun og Tom, - som var de sidste tilbage.

Tak for alt - Du er sørmer en fremragende psykolog.

Det har jeg super meget lyst til at skrive til hende.

Jeg er også mega vred på mig selv, over at jeg turde tro en smule på at hun ville gøre noget. At hun ærligt ville forsøge at forstå at vi har grænser og at de grænser skal overholdes for at vi kan have et samværd. At jeg troede på hende, efter vores møde, når aller første gang, at vi skal ses, så får jeg så kraftig en reaktion på en grænse. Så vil det aldrig kunne gå. Så vil det være en endeløs konflikt, der ville æde mig op og få mig til at ende som min mor - og DET vil jeg IKKE.

Så det er en lille update. Jeg skriver nok en hel masse mere i løbet af dagen. Jeg har brug for at få det vendt i hovedet. Jeg er totalt banan mos i skalden!!!...

Kirle skriver:

Nu tænker jeg mere på at "være uvenner" er noget som et barn kan forstå at man er. For hvad er I så? Hvis du siger at mormor er sure på jer jamen så er der en skyldspegen og hvis du siger at det er fordi mormor er syg jamen så kan Idun og du selv for den skyld føler skyldfølelse over at I på en eller anden udefineret måde har aktiveret hendes sygdom... Jeg kan godt forstå du er vred over din mors psykolog. Det lyder også ret så betænkeligt på mange planer men det kan du jo ikke sige til Idun.

Hvad du end ender med at sige så vælg noget som du og din mand kan stå inde for. Det skal være ærligt for ellers kan Idun mærke det

Det er også derfor jeg bliver nødt til at finde en måde at fortælle tingene til Idun på, sammen med min psykolog. Finde ud af, hvad gør jeg her.?

Fortæller jeg hende: Mormor er syg og vi kan ikke besøge hende. Hun vil aldrig blive rask. Så tror Idun måske at hun har halsbetændelse og vi burde tage ind til hende med strepsils?..

Men altså. jeg er sikker på at min psykolog vil kunne hjælpe mig videre med det.

Men jeg vil ikke sige at vi er uvenner. Det kan jeg slet ikke forholde mgi til at håndtere. For hvorfor bliver I så bare ikke gode venner igen osv... mmmm.

Zafir skriver:

Nu har jeg snakket og snakket og tænkt de sidste 2 timer... Det er fucking hårdt at stå midt i.

Jeg vil prøve at finde en måde at fortælle Idun, hvordan det er, sammen med min psykolog her i eftermiddag.

Jeg er pt mest vred på min mors psykolog, der har fastholdt hende i at holde palisaden mellem hende og psykosen oppe og bygge dem højere og højere, i stedet for at hjælpe hende til at erkende og få noget rigtig behandling. Jeg har en stor stor lyst til at skrive et meget vred og kæmpe sviner brev til min mors psykolog. Jeg har tidligere forsøgt at komme i kontakt med hende, fordi jeg var bange for at min mor manipulerer hende, til kun at se en lille del af verdenen, for det er borderliners nemlig også ret gode til. - Men det burde en psykolog opdage. Så jeg forsøgte at give hende et mere nuanceret billede af min mor og hele situationen og jeg fik en mail tilbage, at det kunne hun aldrig nogensinde bruge til noget, da jeg ikke havde noget med sagen at gøre.

Men jeg har sådan lyst til at skrive til hende:

Tak fordi du fastholder min mor, i en vrang opfattelse af verdenen.

Tak fordi du aldrig har hjulpet hende til at få et nemmere forhold til sin omverden.

Tak fordi du har hjulpet hende til at miste kontakt med ALT sin familie, incl mig, Idun og Tom, - som var de sidste tilbage.

Tak for alt - Du er sørmer en fremragende psykolog.

Det har jeg super meget lyst til at skrive til hende.

Jeg er også mega vred på mig selv, over at jeg turde tro en smule på at hun ville gøre noget. At hun ærligt ville forsøge at forstå at vi har grænser og at de grænser skal overholdes for at vi kan have et samværd. At jeg troede på hende, efter vores møde, når aller første gang, at vi skal ses, så får jeg så kraftig en reaktion på en grænse. Så vil det aldrig kunne gå. Så vil det være en endeløs konflikt, der ville æde mig op og få mig til at ende som min mor - og DET vil jeg IKKE.

Så det er en lille update. Jeg skriver nok en hel masse mere i løbet af dagen. Jeg har brug for at få det vendt i hovedet. Jeg er totalt banan mos i skalden!!!...

Har ingen kloge ord at sige...men vil sige at jeg virkelig føler med dig...

Men kæmper selv med mine forældre, og tror derfor jeg forstår lidt af din skuffelse og afmagt...

Jeg håber du sammen med din psykolog kan komme frem til løsning som du kan finde fred med og Idun kan forstå...

Mia Maia skriver:

Har ingen kloge ord at sige...men vil sige at jeg virkelig føler med dig...

Men kæmper selv med mine forældre, og tror derfor jeg forstår lidt af din skuffelse og afmagt...

Jeg håber du sammen med din psykolog kan komme frem til løsning som du kan finde fred med og Idun kan forstå...

TAK.

Jeg er virkelig rystet, over hvor mange der har lignene problemer med deres forældre, efter jeg har været åben omkring de her ting med min mor.

Jeg håber for alt i verdenen, at der aldrig kommer sådanne ting mellem os og Idun. Jeg håber jeg får hjulpet mig selv, så meget, at jeg kan give alt mental sundhed og kærlighed videre.

Zafir skriver:

 

TAK.

Jeg er virkelig rystet, over hvor mange der har lignene problemer med deres forældre, efter jeg har været åben omkring de her ting med min mor.

Jeg håber for alt i verdenen, at der aldrig kommer sådanne ting mellem os og Idun. Jeg håber jeg får hjulpet mig selv, så meget, at jeg kan give alt mental sundhed og kærlighed videre.

Ja, det kommer også altid bag på mig. Efter så lang tid hvor man har følt man har stået alene i verdenen. 

Det er også en tanke jeg har indimellem, at når mine forældre nu har været sådan, er jeg så også sådan - jeg er jo trods alt opdraget af dem. Jeg vælger dog at tro at jeg kun ligner dem fysisk - og det gør min psykolog også meget ud af at fortælle. Men frygten vil sikkert være der, indtil det modsatte er bevidst. 

Jeg er dog sikker på at du på ingen måde er på vej til at gentage historien. Du har erkendt tingene som de er og får den hjælp der skal til. Det er et meget stort skridt. Det er at bryde socialarv...

Jeg glæder mig til jeg når så langt som dig, at kunne sige jeg ikke længere er vred på min forældre. Du er nået rigtig langt...