Så døde min mor.

Det er lige en update til dem der har fulgt med i alt det her med min mor.

Det første møde var gået fint og jeg fik forklaret hende, hvordan det var og at hun blev nødt til at respektere og acceptere mig og min familie og hvordan vi gør tingene og opdrager vores børn.

I morgen skulle jeg så mødes med Idun og min mor. Idun har ikke set min mor siden jul og spørger rigtig meget til mormor. Hun ved vi skulle ind til hende i morgen.

Jeg har sms'et lidt med min mor de sidste par dage, om hvad vi skulle lave osv. Jeg har altid haft et problem med at hun overdænger Idun med gaver og sager, så Idun mere ser hende som julemanden, end mormor. Det har jeg prøvet at sætte grænser for, altid mens Idun har levet.

Jeg skriver så til hende idag, at hun bliver nødt til at skrue ned for gaveracet, og respektere at jeg ikke vil have det.

Hun ringer mig op og er HELT VILDT VRED og siger at jeg ikek skal diktere hendes liv.

Så smækker hun på.

Jeg skriver til hende, at det er bare sådan det er, og at der ingen grund til at være vred.

Hun skriver så til mig:

Så må det være sådan. Jeg kan ikke være sammen med dig, på disse dikterende måder. Der går min grænse simpelthen. Jeg er så såret efterhånden. Ikke mindst over hvor lidt du egentligt respekterer og holder af mig. Farvel Zafir.

Jeg skriver tilbage til hende, at hvis hun ændrer mening, er hun velkommen til at vende tilbage, hvis hun beslutter at hun kan respektere mine grænser. Jeg elsker dig - slutter jeg sms'en af...

Jeg er rigtig ked af det ligenu. Jeg kommer til at skuffe Idun så frygteligt, fordi jeg skal fortælle hende at vi IKKE skal ind til mormor og at jeg skal fortælle hende, at vi ikke kommer til at se mormor igen.

Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til hende.

Og jeg aner ikke, hvordan jeg lige skal håndtere at situationen er en anden og jeg ikke skal se min mor igen. SElvom hun jo ikke er en 'mor' og alt det, som min tereapi har hjulpet mig til, gennem det sidste halve år.

Jeg kan desværre ikke lige få fat i min psykolog ligenu. Jeg har skrevet en mail til hende...

Hvad fanden gør jeg?

Jeg bliver nødt til lige at køre til lægen med en urinprøve og købe lidt ind. men jeg føler mig helt handlingslammet ligenu...

Åh nej dog! Jeg kan desværre slet ikke forestille mig, hvordan det må være, og kan derfor ikke rigtig komme med et godt råd, men vil bare gerne give dig et kram.

Tænker på dig!

Åh Zafir....

Vil bare sige jeg har læst din tråd og kan ikke med komme med ord - Sender en kæmpe krammer til dig.... :)

Zafir skriver:

Det er lige en update til dem der har fulgt med i alt det her med min mor.

Det første møde var gået fint og jeg fik forklaret hende, hvordan det var og at hun blev nødt til at respektere og acceptere mig og min familie og hvordan vi gør tingene og opdrager vores børn.

I morgen skulle jeg så mødes med Idun og min mor. Idun har ikke set min mor siden jul og spørger rigtig meget til mormor. Hun ved vi skulle ind til hende i morgen.

Jeg har sms'et lidt med min mor de sidste par dage, om hvad vi skulle lave osv. Jeg har altid haft et problem med at hun overdænger Idun med gaver og sager, så Idun mere ser hende som julemanden, end mormor. Det har jeg prøvet at sætte grænser for, altid mens Idun har levet.

Jeg skriver så til hende idag, at hun bliver nødt til at skrue ned for gaveracet, og respektere at jeg ikke vil have det.

Hun ringer mig op og er HELT VILDT VRED og siger at jeg ikek skal diktere hendes liv.

Så smækker hun på.

Jeg skriver til hende, at det er bare sådan det er, og at der ingen grund til at være vred.

Hun skriver så til mig:

Så må det være sådan. Jeg kan ikke være sammen med dig, på disse dikterende måder. Der går min grænse simpelthen. Jeg er så såret efterhånden. Ikke mindst over hvor lidt du egentligt respekterer og holder af mig. Farvel Zafir.

Jeg skriver tilbage til hende, at hvis hun ændrer mening, er hun velkommen til at vende tilbage, hvis hun beslutter at hun kan respektere mine grænser. Jeg elsker dig - slutter jeg sms'en af...

Jeg er rigtig ked af det ligenu. Jeg kommer til at skuffe Idun så frygteligt, fordi jeg skal fortælle hende at vi IKKE skal ind til mormor og at jeg skal fortælle hende, at vi ikke kommer til at se mormor igen.

Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til hende.

Og jeg aner ikke, hvordan jeg lige skal håndtere at situationen er en anden og jeg ikke skal se min mor igen. SElvom hun jo ikke er en 'mor' og alt det, som min tereapi har hjulpet mig til, gennem det sidste halve år.

Jeg kan desværre ikke lige få fat i min psykolog ligenu. Jeg har skrevet en mail til hende...

Hvad fanden gør jeg?

Jeg bliver nødt til lige at køre til lægen med en urinprøve og købe lidt ind. men jeg føler mig helt handlingslammet ligenu...

Søde Zafir!! Øv hvor er jeg kede af at læse, hvordan di mor opfører sig!!! Puha... Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, andet end at jeg føler med dig og sender dig et stort cyberkram

Knus og kram fra

Julie

PS Jeg er hjemme, ring hvis du vil snakke... Jeg lytter gerne!!!

Jeg tror at du bliver nødt til at fortælle Idun det som det, dog uden deltaljerne. At du gerne ville have at Idun fik et forhold til mormor, men fordi mormor ikke kender jer så godt, så var det nødvendigt med nogle rammer/regler, og dem var mormor ikke helt klar til at overholde, men at du har skrevet at hun er velkommen til at kontakte jer hvis hun skulle blive klar. Men så ved jeg så ikke om det så ikke kræver en større forklaring om hvorfor nogle voksne mennesker ikke kan finde ud af at overholde rammerne-/reglerne.. hun har jo lært regler helt nede fra børnehaven, med hvordan man skal være overfor andre osv.. 

Men er da rigtig ked af at høre at det gik i vasken, både for dig og for Iduns skyld..

Du får da lige et kram med på vejen.. 

ej hvor forfærdeligt.. jeg kender det desværre alt for godt, har også måtte sætte grænser overfor mine forældre på den ene og den anden måde (dog mest min far). Der var det mere mig som sagde det blev sådan ellers skulle vi ikke ses. Er virkeligt ked af det på jeres vejne!!

Tror også det er en god ide at på en eller anden måde forklare Idun om problemet uden at sige for meget...

kæmpe krammer herfra

Du får også lige et kram af mig!!

Jeg kender ikke hele historien, men synes dog det er lidt makabert at skrive din mor er død.

Hvad er det hun har gjort der er så forfærdeligt at du ikke kan bære over med hende og lade hende være en del af din datters liv?

Livet handler om at give og tage og det gælder begge veje.

Undskyld men jeg synes dit indlæg er ufatteligt hårdt.

Jeg er helt med på at det er os som forældre der bestemmer og sætter de overordnede rammer, men derfra og så til at afskære alt kontakt til hende og dermed din datter til at se hende synes jeg personligt der er meget langt.

ØV hvor træls. søde Zafir! Nu gik det jo netop lige så godt

Ja, træerne vokser jo ikke ind i himlen, men jeg troede godt nok, efter Jeres sidste møde, at hun havde forstået budskabet!?

Er enig med N&J i at du skal forsøge at forklare Idun sandheden (men uden detaljer). Hun er jo en intelligent, ansvarlig pige, så mon ikke hun sagtens kan forstå det? Hun bliver selvfølgelig ked af det, og det skal hun også have lov til. Men jeg synes også det er okay at du fortæller hende at DU også bliver ked af det!?

Synes det er en god idé at forklare hende det med reglerne...

Du skal lige have et kæmpe kram!!!!

albertesmor skriver:

Jeg kender ikke hele historien, men synes dog det er lidt makabert at skrive din mor er død.

Hvad er det hun har gjort der er så forfærdeligt at du ikke kan bære over med hende og lade hende være en del af din datters liv?

Livet handler om at give og tage og det gælder begge veje.

Undskyld men jeg synes dit indlæg er ufatteligt hårdt.

Jeg er helt med på at det er os som forældre der bestemmer og sætter de overordnede rammer, men derfra og så til at afskære alt kontakt til hende og dermed din datter til at se hende synes jeg personligt der er meget langt.

Ligesom du ikke forstår dette, så forstår jeg ærligt talt ikke, at du skriver som du gør til Zafir.

Jeg har fulgt en lille smule med på Zafirs sidelinie og har selv samme problematik inde på livet. Jeg forstår fuldt ud, det Zafir gennemgår. Men selv hvis jeg ikke gjorde, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor du skriver dette til hende.

Jeg tror ikke, at der findes nogle mennesker, der ender al kontakt til en forælder uden at have gennemtænkt det meget nøje og det er mit indtryk, at Zafir har gjort alt i sin magt for at bibeholde kontakten til sin mor. Men somme tider er alt hvad man har, ikke nok.

/Karina