Tvivl om ex som donor

Kontrakter ml. en donor og modtageren af donorsæden er altså en normal procedure, kære uvidende, og det er da total dumhed IKKE at skrive en sådan, når man ikke er par. Det har min ven og jeg for længst aftalt, at vi sku' gøre. Vi har bare ikke lige snakket om, at den skulle være så detaljeret, også i forhold til forventninger til hinanden. Men det tror jeg, er en rigtig god ide.

Nej, jeg har ikke besluttet mig. Hvorfor blir I ved med at påstå det ? Så læser I jo ikke, hvad jeg skriver.

Jeg synes i det hele taget, at det kunne være befordrende med en smule mere respekt, når man skriver til andre og forsøge at undgå fordømmende og ensporede svar. Husk på, at andre mennesker ikke ser verden præcis som DU gør. Vi er alle forskellige. Har forskellig baggrund, forskellig forståelse af livet og forskellige holdninger. Det må man respektere. At starte et indlæg med at sige til vedkommende, at man er langt ude, synes jeg fx virker ret devaluerende og som at blive talt ned til.

Det er jo mit valg ! Og det kan være lige så godt, som alle andres. At flere mener noget, gør ikke nødvendigvis, at de har ret. Især i sådanne spørgsmål som her, er det i det hele taget ikke et spm om at ha ret eller ikke ha ret. Jeg føler lidt, at nogle af jer forventer, at jeg "gør som I siger jeg skal gøre" og hvis ikke, så er jeg bare dum. Det synes jeg ikke virker befordrende for mig, ift at jeg skal finde den bedste løsning FOR MIG.

Lige nu sidder jeg faktisk og kigger på nettet omkring "kendt privat donor" som løsning. Noget jeg ikke tidligere har haft undersøgt som en mulighed og det ser da interessant ud. Men ikke uden komplikationer. Jeg kan fx ikke rigtig se, hvordan kontrakten ml. parterne skal fungere og som i sådan et tilfælde her, hvor man overhovedet ikke kender donoren, er utrolig vigtig, så man ved, hvor man har hinanden. Mig bekendt gælder sådanne kontrakter ikke juridisk, fordi en kendt privat donor, vil blive betragtet som far. Og derfor vel også skal skrives på papirerne som far ??

Ved ikke, om der måske er nogen herinde, der kender til denne mulighed ?

Er der iø nogen, der kender mulighederne for åben donor insemination i udlandet ? Altså om det er nemmere lovgivningsmæssigt og billigere, tænker jeg.

Jeg forstår ikke helt at dit indlæg hedder "tvivl om ex som donor". Hvori består din tvivl? Hvad er det præcist der skulle til for at du ikke længre ville være i tvivl?

Jeg stiller mig som sådan ikke afvisende overfor ideen om en ven/ex som donor, men jeg har svært ved at forstå at du skriver side op og ned om hvorfor det er en rigtig god ide for dig/jer at få barn på denne måde og tilbageviser samtlige argumenter imod ideen hvis du oprigtigt er interesseret i at få nye indput og seriøst overveje det smarte i planen?

Et af dine store argumenter er at folk herinde ikke kender jer, og ikke forstår jeres særlige relation - jamen når man går ind på et forum som dette hvor man er anonym og folk ikke kender en, så er det vel netop for at få folks umiddelbare reaktioner på problemet?

Det lyder for mig at se som om du burde vende den med dine venner/veninder som kender dig og eksen, for det ville du tydeligvis få mere ud af, da du jo ikke føler dig forstået af fremmede? Det mener jeg i den venligste forstand, for det må da være frustrerende at du ikke får de svar/gode indput du efterlyser.

De svar der kommer herinde kan og vil kun være baserede på folks principielle indstilling til donorer. De er objektive svar baserede på den historie folk kan læse sig til og så folks egen holdning, og den kan du jo tydeigvis ikke rigtig forholde dig til, da det jo i høj grad er et subjektivt dilemma du står i.

Mvh

Rosa

thilde-tusindfryd skriver:

Svaret er skrevet ind i citatet

vidste ikke, at der var forskel på åben og anonym doner. Vidste bare at prisen for alm. insermination med anonym doner ligger på omkring 2000 kr uden medicin. Så du har ret, det er meget dyre som åbent, det vidste jeg ikke.

Vedr. det med psykopater som sæddoner, så kan jeg slet ikke forstå det. Jeg ved ikke en gang om det er bevist at psykopat træk er arvelige genetist. Massere mennesker får jo børn og er lykkelige. Når de så bliver skilt så høre man ofte om historier hvor enten mor eller far bliver fuldstændig vanvittige og gør alt for at gøre den anden ondt (nægter den anden at se barnet, beskylder den anden for ting, kan ikke snakke ordenligt osv sammen) og det som om da man valgte at få barnet jo var "helt normale" begge to. For mig ville det vigtigeste at få et barn med en doner være at man vidste at de ikke havde arvelige sygdomme og man ved jo heldigvis at man bliver tjekket i hoved og r-- som doner. Jeg er ked af, at du ser nogle af de mænd som donere som værende suspekte, jeg tror der er massere der er glade for, at de er der. Ellers ville mange ønskebørn ikke være kommet til verden. Men som du selv siger, så har vi jo alle forskellige holdninger til det.

Jeg er også ked af, hvis det virker som om folk er lidt dømmende i forhold til dig/tråden. Jeg ved, at personlig, er jeg slet ikke dømmende overfor det, og hvis det virker sådan, har jeg formuleret mig helt forkert. Jeg tror, at det vitterligt er fordi folk er bekymrede/vil dig det bedste, at man bruger tid på at skrive, fordi vi jo alle ved at det er en KÆMPE beslutning. Og jeg tror, at nogle af os måske bare har været bekymrede for, at du ville kunne komme ud i en situation hvor du ville blive ked af det, eller ikke var som du ønskede det.

Men som du selv er inde på, er det jo næsten 100 procent umuligt at give råd til en person, hvor man ikke kender nogle af de involverede.

Jeg tror også du måske søgte nogle, som selv havde prøvet det på egen krop, og så kom der svar (her i blandt mig selv) fra nogle som slet ikke har prøvet noget, men kun ville svare fordi man ville komme med lidt input eller var i tvivl om nogle ting.

Rosa skriver:

Jeg forstår ikke helt at dit indlæg hedder "tvivl om ex som donor". Hvori består din tvivl? Hvad er det præcist der skulle til for at du ikke længre ville være i tvivl?

Jeg stiller mig som sådan ikke afvisende overfor ideen om en ven/ex som donor, men jeg har svært ved at forstå at du skriver side op og ned om hvorfor det er en rigtig god ide for dig/jer at få barn på denne måde og tilbageviser samtlige argumenter imod ideen hvis du oprigtigt er interesseret i at få nye indput og seriøst overveje det smarte i planen?

Et af dine store argumenter er at folk herinde ikke kender jer, og ikke forstår jeres særlige relation - jamen når man går ind på et forum som dette hvor man er anonym og folk ikke kender en, så er det vel netop for at få folks umiddelbare reaktioner på problemet?

Det lyder for mig at se som om du burde vende den med dine venner/veninder som kender dig og eksen, for det ville du tydeligvis få mere ud af, da du jo ikke føler dig forstået af fremmede? Det mener jeg i den venligste forstand, for det må da være frustrerende at du ikke får de svar/gode indput du efterlyser.

De svar der kommer herinde kan og vil kun være baserede på folks principielle indstilling til donorer. De er objektive svar baserede på den historie folk kan læse sig til og så folks egen holdning, og den kan du jo tydeigvis ikke rigtig forholde dig til, da det jo i høj grad er et subjektivt dilemma du står i.

Mvh

Rosa

Enig

Rosa skriver:

Jeg forstår ikke helt at dit indlæg hedder "tvivl om ex som donor". Hvori består din tvivl? Hvad er det præcist der skulle til for at du ikke længre ville være i tvivl?

Jeg stiller mig som sådan ikke afvisende overfor ideen om en ven/ex som donor, men jeg har svært ved at forstå at du skriver side op og ned om hvorfor det er en rigtig god ide for dig/jer at få barn på denne måde og tilbageviser samtlige argumenter imod ideen hvis du oprigtigt er interesseret i at få nye indput og seriøst overveje det smarte i planen?

Et af dine store argumenter er at folk herinde ikke kender jer, og ikke forstår jeres særlige relation - jamen når man går ind på et forum som dette hvor man er anonym og folk ikke kender en, så er det vel netop for at få folks umiddelbare reaktioner på problemet?

Det lyder for mig at se som om du burde vende den med dine venner/veninder som kender dig og eksen, for det ville du tydeligvis få mere ud af, da du jo ikke føler dig forstået af fremmede? Det mener jeg i den venligste forstand, for det må da være frustrerende at du ikke får de svar/gode indput du efterlyser.

De svar der kommer herinde kan og vil kun være baserede på folks principielle indstilling til donorer. De er objektive svar baserede på den historie folk kan læse sig til og så folks egen holdning, og den kan du jo tydeigvis ikke rigtig forholde dig til, da det jo i høj grad er et subjektivt dilemma du står i.

Mvh

Rosa

Godt skrevet Rosa!!! Jeg har lige siddet og læste hele tråden igennem og kan altså kun erklære mig enig i det du skriver!!!

 

Det indlæg, som jeg nok tænker mest over lige nu, er dit Jane. Du har fat i nogle gode pointer og det rammer mig.

Jeg er nok ikke helt villig til at opgive min ven og det fanger du helt rigtigt. Men at satse på ham som partner, ja, du har måske ret, det er en dødsejler. Især fordi han selv virker så usikker på, hvad han egentlig vil. Der hvor han til gengæld ikke vakler ret meget, er ift. at blive far til mit barn. Han tvivl på det område går mest på, at han er bange for, hvilke forventninger jeg vil have til ham følelsesmæssigt. Om han vil skuffe mig, fordi jeg ikke kan lade være med at forvente mere, end det han kan give lige nu. Det er også min egen bekymring. For man kan jo godt med hovedet sige, ok, så er vi bare venner og forældre sammen og han kan rende med andre piger lige så tosset han vil. Men jeg ved bare, at det vil gøre ondt, hvis det virkelig sker. For jeg HAR jo følelser for ham, parfølelser og familiefølelser. Som han jo iø også har for mig. Han har mange gange sagt, at det ville stikke ham dybt, hvis jeg begyndte at være sammen med en anden mand, men at han samtidig ikke vil forhindre mig i at blive lykkelig med en anden, som kan give mig det, jeg søger og ønsker, når han nu ikke kan.

Det er svært......

Jeg tror aldrig man føler sig 100% sikker eller klar til et barn, men jeg tror at det er vigtigt for ens psykiske og fysiske tilstand under graviditeten og også efter at man undgår unødvendige konflikter og andre senarier der kan gøre en ked af det, for det kan være hårdt nok bare at være gravid og blive mor, uden at skulle takle skuffelse over at ens ønskescenarie ikke bliver til noget.

Der er jo ingen af os der kan fortælle dg hvad det rigtig for dig er, men alle som vælger at få et barn bør overveje om:

hvorfor de vælger at sætte et barn i verden.. og

om de kan forklare barnet, når det bliver stort nok hvorfor de valgte netop den konstallation, som man nu har valgt som man har (det er nemt nok hvis mor og far stadig er sammen, men sådan ser alle familier jo ikke ud i dag) 

Jeg ved ikke om en kontrakt ville være præcis den rigtige metode for jer at komme frem til om det her ville fungere, men jeg tror at netop sådan en type som du beskriver din ven som, måske ville have godt af at høre/se dine ønsker og tanker om hvordan jeres fælles fremtid som forældre skal se ud, og hvis han så kunne skrive/fortælle hans tanker og ønsker, så I sammen kunne få afstemt jeres fælles forventninger til det livslange partnerskab som I jo indgår som forældre, tror jeg vil skabe mere tryghed i længden. Netop det at han har børn  forvejen er jo også noget man skal tage med i overvejelserne, for forventer man så at han vil være der fordi han i forvejen er far og ved hvad det indebærer, hvordan vil han takle det overfor dem, hvis I ikke bor sammen osv.. tror man skal prøve at snakke alle de mulige problematikker (hvis han nu finder sig en anden, de andre søskende osv.) igennem sammen og prøve at derved finde ud af om I vil kunne blive forældre sammen.. 

Jeg håber det bedste for jer uanset hvad I vælger.. 

N&J skriver:

 ... jeg tror at det er vigtigt for ens psykiske og fysiske tilstand under graviditeten og også efter at man undgår unødvendige konflikter og andre senarier der kan gøre en ked af det, for det kan være hårdt nok bare at være gravid og blive mor, uden at skulle takle skuffelse over at ens ønskescenarie ikke bliver til noget.

Ja, det er rigtigt. Det er også en væsentlig faktor i forhold til min ven, som jeg spekulerer på. Om jeg ville kunne tackle sorgen over, at han fandt en anden, når jeg samtidig skal koncentrere mig om at være mor. Netop på dette punkt kan jeg godt se, at en donor er en bedre løsning.

om de kan forklare barnet, når det bliver stort nok hvorfor de valgte netop den konstallation, som man nu har valgt som man har (det er nemt nok hvis mor og far stadig er sammen, men sådan ser alle familier jo ikke ud i dag) 

Netop ! Det har jeg også spekuleret meget over, især ift donor løsningen. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville videregive dette som en positiv ting til mit barn og jeg frygter også mit barns mulige ensomhed uden en far.

Der er andre, der har været inde på, at det er værre, hvis min ven ville afvise barnet senere, altså hvis barnet blev afvist af sin egen far, men dette er jeg ret sikker på, at min ven aldrig ville gøre.

 

Til jer andre, mht respons osv. Jeg har skrevet flere gange, at jeg har skrevet indlægget for at høre forskellige respons på sagen, dvs få lejlighed til at se situationen fra flere forskellige vinkler, som jeg måske ikke selv havde tænkt på. Det er derfor IKKE et spm om, at jeg søger bekræftelse. Men uanset hvor uenig man er i en andens måde at gøre tingene på, kan man da godt formidle det med respekt og i en ordentlig tone - hvilket mange af jer også har formået, synes jeg. Det er sådan set bare det, jeg efterlyser. Og en vis forståelse for, at fordi man giver sin mening til kende, er det jo ikke ensbetydende med, at andre så følger trop på ens mening og gør, som man synes. Det er nok meget menneskeligt, ikke desto mindre og ihf for nogle mennsker, at man blir lidt fornærmet eller irriteret, når folk ikke "følger ens råd", når man synes, man lægger noget energi i at interessere sig for en andens situation og komme med råd. Men så forventer man jo uselvstændighed af et andet voksent menneske.

Det er super fint, og jeg er taknemmelig for, at der har været så mange bidrag og indslag til mit indlæg her. Det skal I have tak for. Og jeg har kunnet bruge rigtig meget af det, men jeg håber ikke, at I føler, at I har spildt jeres tid, hvis jeg vælger at følge min egen følelse af, hvad der er rigtigt og forkert for mig. For det er jeg nødt til at gøre.

 

svaret er skrevet i citatet

thilde-tusindfryd skriver:

 

svaret er skrevet i citatet

Jeg ved at jeg en dag skal forklare min datter hvorfor jeg valgte at beholde hende, når nu hendes far havde gjort klart at han ikke var klar, men det er jo aldrig så ligetil, og uanset hvad så er hun bestemt et ønskebarn, men det er da bestemt noget jeg gjorde mg tanker om inden, syntes dog det var noget helt andet at stå i det her bagefter, jeg håber bare på at jeg en dag finder en mand, der kan være far for hende... Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg valgte rigtig, men jeg tror samtidig også at der var en mulighed for, hvis jeg ikke var blevet gravid på det tidspunkt, at jeg havde valgt en profession, som ikke harmonerede med det at være mor, så skæbnen valgte for mig.. heldigt nok..   

Jeg håber at du får en afklaring om det ene eller andet, så det ikke pludselig bliver for sent..  

thilde-tusindfryd skriver:

Er der iø nogen, der kender mulighederne for åben donor insemination i udlandet ? Altså om det er nemmere lovgivningsmæssigt og billigere, tænker jeg.

Hvad mener du med "nemmere lovgivningsmæssigt"? Tror ikke det er billigere i udlandet...andre nordiske kvinder, tyske og engelske kvinder tager f.eks. til DK fordi vi giver mulighed for anonyme donorer som ellers er forbudt i mange af de andre lande.

Jeg selv har fået et barn vha åben donor og det kostede mig 5900 kr. Det er efter min mening en lille pris at betale for den store lykke det er at blive mor