Der er meget I tager fejl af. Det er selvfølgelig altid svært, når man ikke kender de mennesker, der sidder bag profilen og skærmen. Og det er også svært at illustrere en situation via ord på denne måde, når det samtidig ikke skal blive en roman. Udover det, så er ord taknemmelige og enhver lægger altid sin egen fortolkning og egne billeder på det skrevne.
Jeg forventer ikke noget bestemt svar fra jer herinde. Jeg er interesseret i en respons fra andre kvinder, der måske eller måske ikke er eller har været i samme situation eller som bare, i en ordentlig tone naturligvis, vil bidrage med deres oplevelse af min situation, så jeg kan få så mange vinkler på som muligt. Netop fordi jeg til tider synes, at jeg har svært ved at gennemskue min ven og hele situationen helt og kan være tvivl om de ting, jeg selv oplever, føler og tænker.
Der er en, der spør' til, hvad det egentlig er, jeg ønsker ? Jeg ønsker mig en familie. Det er vist ikke nogen hemmelighed. Det har jeg flere gange givet udtryk for. Jeg har i mange år savnet den gode partner at leve mit liv sammen med og få børn med. Det er desværre ikke lykkedes mig. Nu er det ved at være sidste udkald mht børnedelen, så derfor har jeg været nødt til at prioritere dette, med eller uden far og partner. Før jeg mødte min ven her, havde jeg i nogle år gennemtænkt løsningen med donor og havde truffet beslutning om at gennemføre det og var også afklaret med det og glædede mig. Men så mødte jeg min ven og det satte gang i alle drømmene om et dejligt parforhold og en god partner. Det har også flyttet mig personligt, modnet mig, ændret mig, bl.a. fra tidligere at være den der seje "jeg skal nok klare mig selv"-type, mest af nød og bitterhed, til at være en mere blød kvinde, som indrømmede sit savn efter en mand og en rigtig familie. Derfor er donor løsningen ikke længere attraktiv for mig, men kun en sidste udvej, hvis intet andet kan lade sig gøre, hvor der er en far og en ven for mig.
I har ret i, at min ven ind imellem prioriterer forkert og derfor fremstår som en dårlig ven. Det er også det mit indlæg handler om. Men som nogle også er inde på, så er spørgsmålet, hvor meget det er mine egne forkerte forventninger, der måske skaber situationen. Han har sagt fra kæreste-mæssigt, men udelukker samtidig ikke, at vi kan blive et par i fremtiden og en familie. Det er rigtigt set, at han har nogle forhold bag sig, som måske gør at han nu har mest brug for bare at være sig selv og ikke stå til ansvar for andre, som han siger. Men ja, mit håb er, at når han har fået den pause fra forhold og barnet først er der, så vil hans følelser for mig tage over og give ham et ønske om en familie sammen med mig.
At det skulle være et spm om at komme ud og svinge træbenet, tror jeg bestemt ikke, for det er han slet ikke typen på. Sex fylder ikke meget i hans univers og han er bestemt ikke nogen Don Juan. Han er en jordbunden jysk landmand, som ikke sådan lige står til fals for smarte damer. Tanken er nærmest komisk og det ville I også kunne se, hvis I kendte ham.
Men ja, der er nogle uafklarede spm omkring hans personlighed og hans valg, som jeg endnu ikke forstår heller. Nemlig spørgsmålet om, hvorfor i alverden han dog vil have et barn med mig. Men jeg har spurgt ham ofte og vi har snakket om det og han ved det ikke. Han synes, jeg har nogle gode værdier og tanker omkring opdragelse og livet i det hele taget og tror på, at jeg blir en god mor. Måske er en del af det, at han gerne vil hjælpe mig. Måske fordi han får venskabet til gengæld og holder af mig. Men måske er det også fordi, at han ikke vil give slip på mig og gennem barnet er sikret en kontakt for livet. Det kunne jeg sagtens forestille mig, når jeg tænker på hans forhold til mig fra starten, som var præget af en del fascination og værdsættelse.
Jeg er klar over, at det for mange måske kan være svært at forstå, hvem jeg er, og forstå mine tanker og mine valg. Hvis man kendte mig, ville man måske bedre kunne forstå, hvorfor lige præcis jeg har valgt denne løsning. Jeg er hippie af sjæl, intelligent og selvkørende og tror ikke på traditionelle løsninger i livet, men på kærlighed og at kærlighed også kan binde mennesker sammen, hvis der medfølger en følelse af ansvar.
Min ven har en brist eller en umodenhed. Det er sikkert. Han gør ind imellem noget andet end han siger, han vil gøre. Og han er forholdsvis ubevidst om, hvad det egentlig er han ønsker og vil af livet. Det gør, at han enten bare vælger den sikre, nemme, ubevidste, traditionelle vandren derud af, ligesom alle de andre, men ind imellem alligevel har en indskydelse til at gøre noget helt andet, fx vælge en relation til mig, som er meget anderledes i hans verden. Men skal man fravælge et menneske, fordi det ikke er perfekt og lever op til alle ens forventninger ? Så bliver man jo meget ensom i længden, fordi der ikke er nogen, der kan leve op til dette. Jeg er heller ikke selv fri for selvmodsigelser og umodenhed på nogle punkter, men håber da på, at de mennesker jeg omgåes har en dybere liggende forståelse for min kerne, at jeg er et godt menneske, der vil det gode. Og det tror jeg også min ven er og vil. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er nok til, at vi kan have et barn sammen. Mange som kender os, mener og tror på, at vi blir gode forældre sammen. Men det er overordnet betragtet. Det er mig, der skal leve med de der periodevise svigt og det er det, jeg er i tvivl om jeg kan.
