Jeg oplever det ikke selv sådan, at jeg affærdiger jeres respons. Jeg sorterer bare i det. Og det, der rammer helt ved siden af, fordi I ikke kender mig, min ven og situationen, er jeg jo nødt til at lade gå forbi.
Men der er også mange gode pointer i nogle af jeres indlæg, som giver mig nogle eftertanker.
Det er rigtig forstået, at tiden for mig lige nu er min værste fjende. Kunne jeg spole tiden tilbage og var 30, så ville jeg vente med baby-projekt og lægge al energi i at finde en god livspartner i første omgang og så få et par børn med ham. Men sådan er det ikke. Jeg er 42 år og har allerede to mislykkede graviditeter bag mig i dette år, sandsynligvis fordi mange af mine æg er ved at være dårlige. Det haster derfor, hvis jeg overhovedet skal nå at blive mor i dette liv.
Jeg føler, at jeg har meget at tilbyde et barn, også selvom jeg skulle få barn alene, men jeg har personligt brug for støtte fra en god partner eller en ven og familie. Jeg ville sikkert godt kunne gøre det alene, altså fx med donorløsningen, men kan godt være bange for, at jeg ville føle det som en dårlig løsning, også når barnet var her. For jeg synes, der er endnu flere dårlige aspekter ved donor-løsningen, end løsningen med min ven. Og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forstå jeres rationalisering af donor-løsningen som langt mere optimal ift. til venne-løsningen.
Jeg ville aldrig vælge anonym donor og kan slet ikke forstå kvinder, som gør dette. I aner jo slet ikke, hvor generne til jeres barn kommer fra i det tilfælde ?? Er I virkelig fuldstændig ligeglade med det ? Og hvordan kan I være det ? Det kan være en særdeles usympatisk mand, I har fået gener fra til jeres barn, måske endda en psykopat - de kan som bekendt snyde sig fra diverse test og undersøgelser. Det kan være en mand, som har nogle forfærdelige karakter-træk i jeres øjne, som I slet ikke ville kunne leve med. Og dem giver I så videre til jeres barn. Selv om I så måske sku være heldige med generne, så aner I ikke, hvor lige den næse stammer fra, de der brune øjne, smilet osv. Det må da give en underlig fornemmelse af kun at kende halvdelen af jeres barn. Det ville jeg have det meget mærkeligt med. Det er selvfølgelig det samme, når man adopterer, men det ville jeg nok heller ikke vælge som løsning. Så skulle jeg vælge donor løsningen, så skulle det være en åben donor og det koster bare for mig en halv årsindtægt - nej jeg kan ikke huske, hvad det koster, men i hvert fald kunne det for mig lige så godt være vingen af en jetjager, som jeg aldrig får råd til. Og det er altså en væsentlig faktor, når adgangsbilletten er de penge, som jeg på ingen måder ville kunne låne mig til og kunne få afbetalt. Min økonomi hænger kun lige akkurat sammen og så dårligt nok. Jeg kan håbe på, at det blir bedre, når jeg er færdig med min uddannelse, men jeg har ingen garanti for arbejde.
Og det er så et argument fra nogle af jer, at jeg overhovedet ikke sku få børn, hvis jeg ikke har råd !! Det er da godt nok det mest dansk-forkælede argument, jeg længe har hørt !! Hvis en lykkelig barndom krævede to indtægter med et minimum til materialle goder som hus, båd, bil og udenlands rejser, så var der godt nok ikke mange børn, der blev sat i denne verden. Jeg er selv vokset op under meget små kår, og det har efter min mening kun gjort mig til et bedre menneske, som ikke er så materielt fikseret, at jeg ikke kan nyde det sande og ægte liv. Men selvfølgelig skal der være til det basale: mad og bleer. Alt andet finder jeg nok en loppemarkeds eller genbrugs løsning på. Men det ville blive rigtig svært for mig at skulle klare mig uden børnepengene fra faderen. Det mener jeg absolut er et væsentligt argument, men selvfølgelig ikke det afgørende på den måde, at jeg for enhver pris bare skal finde en far. Det er klart.
Et andet argument for donorløsningen er bl.a., at jeg ikke kan regne med, at min ven er der, fx når barnet først er der. Nej, men ved donorløsningen er jeg da ihf HELT sikker på at blive alene om det. Fuldstændig alene ! Jeg får ikke engang støtte fra stat og kommune i form af børnepenge.
Der blir også spurgt til, hvordan vi vil klare forældre fordelingen og opgaven bagefter. Også her ser jeg fordele i at vælge min ven, idet han ikke er interesseret i at være fuldtids singlefar, altså i den situation at vi er singler og ikke par, men gerne vil overlade forældremyndighed til mig, så barnet ikke blir kastebold eller kommer til at leve i en kuffert, for det ku jeg slet ikke leve med. Selvfølgelig skal han have samkvemsret, både for hans skyld, men også for barnets skyld. Det blir måske noget med en weekend om md., når barnet er gammelt nok. Vi har desuden snakket om at holde fødselsdage og højtider sammen. Om dette fortsat ville kunne fungere, hvis/når der kommer andre partnere ind i billedet er usikkert. Det må vi tage til den tid og er heller ikke afgørende. Vi finder en løsning, der dur.
Fordelen er jo, at jeg kan se, hvordan han samarbejder med sin ex om sine nuværende to børn og det fungerer upåklageligt. Han har dem hveranden uge 4 dage. De har så til gengæld fælles forældremyndighed, men de bor også mindre end 10km fra hinanden, så det kan praktisk bedre lade sig gøre mht skole osv. og det er også mere naturligt i dette tilfælde, da de har fået børnene i ægteskabet som et fælles ønske.
Gry skriver, at min ven måske vil have et andet forhold til dette barn end sine nuværende, som han har skabt med en kvinde, han elsker og boede sammen med. Det har jeg ikke tænkt på, så det er da absolut en ting, jeg skal overveje nærmere. Måske snakke med en ekspert om på det område. Ingen kan selvfølgelig sige, hvordan lige præcis min ven vil reagere, men det ku da være interessant, om der er nogen statistik på det område. Eller nogen pædagogik/psykologisk erfaring. Men om han vil være der til fødslen ? Det tror jeg helt sikkert. Han er kørt 150 km 2 gange på to uger, for at deltage i de scanninger, jeg var igennem for et par uger siden. Han er senior-studerende, ligesom jeg selv, og har derfor også en stram økonomi, som hele tiden også er en faktor lige nu.
Generelt har jeg den oplevelse, at min ven ER meget bundet til mig. Ingen af os har været forelsket på noget tidspunkt, men vi har kærlighed til hinanden og værdsætter hinanden rigtig meget og er tiltrukket af hinanden. Faktisk har vi endnu ikke formået at være sammen en weekend uden at vi også var sammen på en intim måde og kæreste-agtigt. Det er også det, der gør det rigtig svært ikke at opleve os som kærester. Jeg har selv haft overvejet - som en af jer er inde på - om det er et ulige forhold, hvor han får det hele og det er mig, der må lide afsavn, og om der mangler drive nok for ham til at gøre en yderligere indsats lige nu, hvor han ikke ønsker mere end det, han allerede har. Men han siger jo, at han på længere sigt gerne vil leve i et parforhold, men ikke føler, det er det rigtige for ham lige nu. At JEG ønsker en familie, er han fuldstændig klar over, for det har vi snakket om mange gange. Vi har forskellige behov pt. Han har to seriøse forhold bag sig, uden ret meget pause imellem og føler bare en trang til at være sig selv, finde sig selv. Jeg har været single i en del år forud for dette og ønsker virkelig meget en familie. Og det kan han ikke give mig lige nu, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke kan det i fremtiden. Det ser vi begge på den måde.
Det er selvfølgelig muligt, at det er fordi, at VI ikke er rigtige for hinanden, at han har den følelse af ikke at ville forhold lige nu. Og det er selvfølgelig også min store skræk. At han pludselig meddeler, at han har mødt en anden og jeg så bare føler mig ført bag lyset, at han ikke har været ærlig. Men det er ikke sikkert, at det handler om ærlighed, men måske bare, at han ikke er så selvbevidst menneske, at han ved, hvad han vil og føler, før han står i det og kan mærke det. Jeg tror, at han på en måde gerne vil være en del af mit liv, fordi han er tiltrukket af det og af mig, synes det er spændende, men det er samtidig for anderledes ift. hvad han selv er vokset op i, til at han kan leve sammen med mig. Udover det, er vi også meget forskellig i både personlighed og kulturbaggrund. Om det ku fungere som "to modsætninger, der supplerer hinanden" ,eller om vi simpelthen bare er for langt fra hinanden, det er det usikre spørgsmål, som vi ikke føler en afklaring på. Det ville nok kræve, at man prøvede at bo sammen, men det ville kræve at en af os flyttede 150 km og det er der ingen af os, der vil og kan pt. Hans argument er bl.a, at han er for usikker på, om vi ville kunne have en hverdag sammen og at han mangler følelsen af forelskelse og at jeg er "den rette". Jeg har nok en mere flegmatisk holdning til disse ting, idet jeg ikke tror på forelskelse som et grundlag for at finde en partner, men at det er noget, der kommer efterfølgende, og at følelsen af "den rette" er fup og fidus og selvbedrag. INGEN er "den rette" på forhånd. Man kan bilde sig selv det ind, når man er forelsket, men der er ingen mennesker, der matcher hinanden 100%. Og jo mere sammensat, varieret et menneske, man er, jo sværere er det at finde et match. Det er klart, at jo mere simpelt sammensat et menneske du er, fx ved at du har få interesserer i livet og få fokuspunkter, jo nemmere er det at finde et match. Derfor kan min ven, som nok må falde i den sidste kategori, måske noget nemmere finde en kvinde, som han føler han matcher med, end jeg ville kunne, og derfor har vi også forskellige erfaringer og forventninger på det område.
Nu er der så nok nogle, der straks vil råbe ud, at når vi ER så forskellige, hvordan skal vi så blive enige om opdragelsen af et barn. Netop på disse punkter, hvad værdier angår, matcher vi faktisk hinanden særdeles godt. Og vi kommunikerer overvejende godt og er begge interesseret i at finde gode, optimale løsninger for alle parter. Det giver et godt fundament, som gør at jeg tror på det. Borset så altså fra den tvivl, der ind imellem dukker op, når han træder ved siden af.
