Skal/skal ikke..

Hej.
Jeg har selv haft samme dilemma siden min datter blev født. Min mand har været en del af hendes liv siden hun blev født, og hun kalder ham papa. Vi har talt meget om, at skrive ham på som hendes far (pt er der ingenting skrevet som far på fødselsattesten) og vi havde også talt om at give hende min mands efternavn. Men jeg har bestemt mig for, at jeg ikke kan få mig selv til at lyve for hende resten af hendes liv. Det skal lige siges, at der ikke er nogen, der ved, at hun ikke er hans barn. Så når hun bliver gammel nok, vil jeg fortælle hende sandheden. Det bliver dog aldrig muligt for hende at finde hendes bio-far, da jeg absolut ingen oplysninger har om ham.
Så jeg synes, I skal fortælle sandheden, når tid er. Der er vel heller ingen der ikke fortæller er adopteret barn, at man ikke er bio-forældre?
Knus

IAH skriver:

^{Til trådstarter: Ville I holde det hemmeligt for hendes eller jeres egen skyld?}

^{Jeg tror også, det vil betyde noget at vide den slags rent personligt for hende og det vil være et svigt at holde det hemmeligt i 18 år.}

^{Og som nævnt ovenfor af SpunkenJo er det jo ret almindeligt i dag at kernefamilien er noget helt andet end det var før i tiden. Hun kommer sikkert til at gå i klasse med 3-4 andre donorbørn, så normalen er alligevel rykket. Min mand var syv, da han fik at vide at han er adopteret. Det kunne han forstå og siden har han ikke tænkt videre over det, da han har haft en god tryg opvækst.}

Vi vil holde det hemmeligt både for vores og hendes skyld.

Jeg ved med 210% sikkerhed at hun ikke får sin donor og se før hun fylder 18, HVIS hun nogensinde for lov at møde ham. (Det er donoren der selv har det sådan.)

Vi ønsker heller ikke at hun skal møde ham for min kærestes skyld, i tilfælde af at hun måske afskriver min kæreste som far.

 

Anonym skriver:

Vi vil holde det hemmeligt både for vores og hendes skyld.

Jeg ved med 210% sikkerhed at hun ikke får sin donor og se før hun fylder 18, HVIS hun nogensinde for lov at møde ham. (Det er donoren der selv har det sådan.)

Vi ønsker heller ikke at hun skal møde ham for min kærestes skyld, i tilfælde af at hun måske afskriver min kæreste som far.

 

Jeg kan ikke se hvor det er I tager hensyn til jeres datter?

Ingen børn slipper deres forældre, hvilket din kæreste jo er, men alle børn-mennesker har da ret til at kende deres historie og ikke leev på en løgn...jeg synes virkelig I begår en kæmpe fejl og ingen kan garantere hun ikke finder ud af det...der er en donor der ved det og dig og din kæreste og så er der den der med at hun feks kunne få en sygdom, eller tester blodtype i skolen...små bitte ting der kan vælte hendes verden.

Adoptov børn stopper jo heller ikke med at elske deres forældre fordi de finder ud af de er adopteret....det er det sociale og det følelsesmæssige der binder børn og forældre, men der er også noget med at kende sig selv som går ud over det og det synes jeg bare ikke man kan snyde med.

Min søn var 4 år da han spurgte ind til hvordan børn er lavet og der fik han sandheden, selvfølgelig på hans plan, men han har så spurgt ind til det gennem tiden og det er bare en naturlig del af hans liv....

IAH skriver:

Jeg synes du skal fortælle det, når hun er gammel nok. Jeg tror hun opdager det en dag alligevel på en eller anden måde.. En blodtypetest, øjenfarve, en "løshængende øreflip" eller en sygdom kan jo fx nok afsløre at han ikke er faren.

Og når/hvis hun selv bliver gravid engang i fremtiden, vil der jo foregå meget mere forskning i gener.. Så er det vigtigt for hende at vide, hvem hendes biologiske far er/ikke er.  

Så fortæl det hellere..

Enig

Eva. skriver:

Jeg kan ikke se hvor det er I tager hensyn til jeres datter?

Ingen børn slipper deres forældre, hvilket din kæreste jo er, men alle børn-mennesker har da ret til at kende deres historie og ikke leev på en løgn...jeg synes virkelig I begår en kæmpe fejl og ingen kan garantere hun ikke finder ud af det...der er en donor der ved det og dig og din kæreste og så er der den der med at hun feks kunne få en sygdom, eller tester blodtype i skolen...små bitte ting der kan vælte hendes verden.

Adoptov børn stopper jo heller ikke med at elske deres forældre fordi de finder ud af de er adopteret....det er det sociale og det følelsesmæssige der binder børn og forældre, men der er også noget med at kende sig selv som går ud over det og det synes jeg bare ikke man kan snyde med.

Min søn var 4 år da han spurgte ind til hvordan børn er lavet og der fik han sandheden, selvfølgelig på hans plan, men han har så spurgt ind til det gennem tiden og det er bare en naturlig del af hans liv....

Jeg vil da mene at det er at tage hensyn til hende, når donoren nok aldrig vil have noget med hende at gøre. Det må da være en kæmpe skuffelse at vide at den person der var med til at skabe en ikke gider have sig i sit liv..

Anonym skriver:

Jeg vil da mene at det er at tage hensyn til hende, når donoren nok aldrig vil have noget med hende at gøre. Det må da være en kæmpe skuffelse at vide at den person der var med til at skabe en ikke gider have sig i sit liv..

Er det ikek værre at ens mopr holder en kæmpe løgn for en....og en dag kommer det frem, sådan noget kan ikke skjules for evigt...jeg synes ikke man skal fortælle i detaljer...evt bare sige at du fik hjælp til at få hende og så mødte den bedste far til hende efter...eller noget i den stil..men at lyve et helt liv for det menneske man elsker højest, det vil jeg ikke mene er barnets behov.

Så jeg synes I begår en kæmpe fejl ved ikke at fortælle sandheden....og når man lever med den vil den ikke have samme betydning som hvis den pludselig kommer frem..

Jeg ville blive  rasende, hvis min mor havde løjet for mig om mit biologiske ophav - og det ville ikke blive bedre, hvis min "far" også havde vidst det og ikke sagt noget.

Det lyder som om, det er vigtigere for trådstarter at have illusionen om "far, mor og børn" overfor omverdenen end at være ærlig overfor sit barn, føj, jeg ville ikke leve på sådan en livsløgn og svigte mit barns ret til at vide, hvor det kommer fra.

Som andre også har skrevet, så kan du risikere, at dit barn en dag står med nogle blodtype-/genetik-/udrednings-svar, der overhovedet ikke svarer til det påstående ophav - vi skal ikke længere væk fra baby.dk, end at hun måske får problemer med at få børn/får børn med handicap - så kører udredningsbussen, og der vil være mange spørgsmål, hun gerne vil have svar på.

Anonym skriver:

 

Jeg vil da mene at det er at tage hensyn til hende, når donoren nok aldrig vil have noget med hende at gøre. Det må da være en kæmpe skuffelse at vide at den person der var med til at skabe en ikke gider have sig i sit liv..

Det er da en kun for jeres egen skyld og for at undgå en masse spørgsmål?? Ja undskyld, men det kan faktisk hidse mig pænt meget op at i tænker på den måde

Laulund87 skriver:

Det er da en kun for jeres egen skyld og for at undgå en masse spørgsmål?? Ja undskyld, men det kan faktisk hidse mig pænt meget op at i tænker på den måde

Vi har da ikke noget imod at skulle svarer på alle de spørgsmål der kan komme efterfølgende. Vores største problem er at fortælle hende at hun er donorbarn, men at hun nok aldrig får chancen for at møde sin biologiske far. Hvad er ideen så med at fortælle hende det?!

Anonym skriver:

Hej allesammen.

Jeg er mor til en pige på 9 måneder, hvor min kæreste IKKE er biologisk far til hende (vi brugte egen donor til at få hende). Så ville lige hører jer om en ting. Er det retfærdigt af os, hvs vi ALDRIG fortæller hende, hvem den biologiske far er, når nu hun har en far der elsker hende over alt på jorden, og altid vil være der for hende?

Jeg synes, af sygdomsmæssige hensyn og årsager, at man altid skal fortælle børn, når dem de ser som deres forældre ikke er deres biologiske... Men du behøver jo ikke fortælle HVEM der er hendes far...

Du kan jo nøjes med at sige, at i ikke kunne selv, og derfor har brugt en sæddonor....